Hverdag

Øjenbetændelse er dagens issue herhjemme. Ja, så kom den. Betændelsen, der ikke kan undgås hos småbørnsforældre. Åbenbart. 15 måneder er den lille fyr præcis i dag, og så er det vel egentlig meget flot at have undgået den så længe. Hmm...

Jeg giver det til april. Til april er hans immunforsvar blevet SÅ meget bedre. Jeg tror på det! For den her første vinter i institution er rimelig hardcore. Og det var jeg jo i virkeligheden godt klar over. Men så igen: hvad f..... er man forberedt på, når det kommer til de små poder? Ikke en bjælde. Jo jo, den første vinter bliver sikkert lidt slem, men det klarer vi fint... Jo. Det gør vi. Men ikke uden barnets første sygedag. Og anden sygedag. Og dertil egne sygedage oveni hatten, fordi man indimellem sjovt nok bliver smittet af sit eget barn. Ikke let når begge forældre har arbejde.

Men vi klarer den. Og egentlig ganske godt, synes jeg. Vi har begge meget fleksible arbejdspladser, som accepterer, når vi igen-igen må blive hjemme pga. feber / opkast / diarré. Gudskelov for fleksible og forstående arbejdspladser!

Det kommer bag på mig, at der er så megen sygdom. Jeg vidste det vel godt. At når man putter sit barn i institution, så er det uundgåeligt med diverse dårligdomme. Og slemt har det vel egentlig ikke været i forhold til gennemsnittet - men alligevel... Feber, forkølelse, øjenbetændelse, diarré, opkast osv. inden for få måneder - det er sgu et nyt fænomen for os herhjemme! Og sådan er det vel sagtens at være småbørnsforældre.

Udover alle sygdommene er det jo bare... fantastisk! Adrian er glad, nysgerrig, sjov, legesyg og bare så sej, når han forcerer den ene forhindring (læs: mors lår eller fars ditto) efter den anden.

God vinter derude (uden alt for mange sygdomme, forhåbentlig).

/Stine

I tvivl

I dag lå der valgkort i postkassen. Og jeg føler mig på totalt bar bund. For med en hverdag, der starter kl. 6 om morgenen med en lille fyr, der vil mades og underholdes, derefter en arbejdsdag, hjem i mørke og hente den lille, masser af hygge og aktiviteter og oprydning frem til 19.30-tiden og så lige jobsøgning (ja, den fantastiske stilling, jeg har nu, er desværre midlertidig, og det næste job kommer jo ikke af sig selv), ja, så er jeg altså klar til at glo ind i en væg. Og ikke specielt klar til at sætte mig ind i, hvem jeg skal stemme på til kommunalvalget, der, som bekendt, ligger lige om hjørnet.

Og jeg har det faktisk ret dårligt med ikke at sætte mig mere ind i sagerne. For jeg mener, det er en pligt, man har som menneske i et demokratisk samfund; at have en mening; at være i stand til at omsætte denne mening til en handling; at have indflydelse og bruge denne ret til indflydelse.

Men jeg må kapitulere lige nu, her i aften, og sige, at med alle de aktiviteter, jeg har gang i i hverdagen (og weekenderne, for den sags skyld), så er det umådeligt svært for mig at rumme mere. Jeg er træt. Udkørt. Vil se dyne og læse mig i søvn til krimiromanen, der ligger på natbordet.

Og så er der jo et par dage endnu til at nå at sætte sig lidt mere ind i, hvor krydset skal sættes. For det vil jeg. Men til dette valg, for første gang, siden jeg som 18-årig fik stemmeret, er jeg i tvivl om, hvor jeg skal placere krydset... Og måske ville jeg også være i tvivl, hvis jeg havde mere tid?

/Stine

Husk det!

Wow, kom lige til at kigge på datoen for sidste blogindlæg. 24. september. Jamen, så er det da vist også ved at være på tide, at jeg kommer med et lille stykke på skrift fra mit liv.

På fredag skal Christian og jeg på date. Ja, vi skal fejre vores årsdag og bare være... kærester. Sammen. Alene sammen.

I hverdagens trummerum med arbejde, aflevering og afhentning i vuggestue, rengøring og tøjvask er det bare så vigtigt, at man også husker at være kærester. For ellers bliver det nærmest et arbejdsforhold, hvor diskussionerne mest af alt handler om, hvem der tømmer opvasken, og hvem der går ud med skrald. Og det er hverdagen, ja, men vi skal også huske på at nyde hinanden over en flaske vin en lørdag aften.

Ellers bliver det simpelthen for surt. Og jeg kan mærke, at jeg skal være opmærksom på ikke at udstikke ordrer og lyde som den sure og bitre kæreste, der går alt for meget op i, om der er ryddeligt, og om der er ordnet tøj. Min oplevelse af arbejde og mor-livet derhjemme er nemlig, at når kl. er 20, og der er ryddet op, og Adrian er puttet, så er jeg TRÆT! Så magter jeg ikke at yde mere eller blive krævet mere af.

Og det er som sådan også helt fint. Og sikkert meget forståeligt. Men jeg skal huske, at jeg har en fantastisk kæreste, som er guld værd, som vil gå gennem ild og vand for mig og som er den bedste mand i hele verden. Og så er han tilmed den bedste far i hele verden. Og det vil jeg fandme vise ham!

Så på fredag skal jeg ud med min kæreste og bare være kærester! Og i dagligdagen kan man komme langt med et kram, et kys og en kærlig bemærkning. Og en ikke alt for sur attitude...

/Stine

Hverdag

Tænker, jeg lige må holde bloggen her i live med et lille indlæg, på trods af travlhed. Ja, der er i sandhed kommet gang i os alle i det lille vesterbroske hjem. Vi er alle tre af sted om dagen; Christian og jeg er på arbejde, og Adrian i vuggestue.

Det er super fedt at være i gang med at arbejde igen. Jeg nyder at have et sted at tage hen om morgenen. Et sted, hvor der bliver stillet faglige krav til mig, til min faglige person. Det giver mig oplevelsen af at være andet end mor og kæreste; nu er jeg også ansat og kollega.

Adrian har det lidt hårdere på sit "arbejde" i disse dage. De sidste tre gange, jeg har afleveret ham i vuggeren, har han grædt hjerteskærende, når jeg skulle af sted derfra. Puha, det er bare ikke spor sjovt, og som forælder føler man sig lidt ond og lidt forkert på den, når man går fra sit grædende barn. Og det er jo bare en periode, der går over igen. Det er jeg godt klar over. Men det er bare så hårdt, og jeg har mest af alt lyst til at løbe tilbage til hans stue, tage ham op og løbe hjem med ham.

Jeg glæder mig, til han vænner sig lidt mere til sin nye hverdag.

/Stine

Forandring fryder - og medfører reaktioner

Der sker virkelig meget for tiden. Adrian begyndte i vuggestue forrige mandag, og jeg har fået job! Juhuuu! Jeg er blevet ansat i en projektstilling i Dansk Flygtningehjælp, som jeg har været ansat hos før. En helt fantastisk organisation med nogle skønne kollegaer i bonus. Er så glad for at komme i gang med at arbejde igen - og så er det jo på det helt perfekte tidspunkt.

I sidste uge tog Adrian sin nye tilværelse som vuggestuebarn helt cool. Ingen tårer, blot lidt træthed om aftenen. Han var glad og havde masser af gå-på-mod. I denne uge ser det så lidt anderledes ud; han er pylret og ikke helt sig selv. Og vi har netop her til morgen været hos lægen til en 12 måneders undersøgelse + vaccination. Han græd sig igennem hele besøget. Nu sover han. Vores lægehus ligger i samme bygning som vuggestuen. Måske det har en betydning?

Så i dag har vi en helt og aldeles rolig dag, hvor vi ikke skal noget som helst. Bare putte og hygge og sove.

God weekend derude.

/Stine

Vagt i gevær

For tiden kører der et program på DR1 med Asger Aamund, der sætter spørgsmålstegn ved, hvordan det kan være, at Danmark er nået så langt ud. Langt ud i forhold til den ledighed, der findes i dag. Og som har fandtes i mange år efterhånden. Han foretager sig to ting: han taler med politikerne i Folketinget om deres bud på, hvorfor det er gået så galt, og så tager han fat i en række langtidsledige og konfronterer dem med deres ledighed.

Hvor er det vigtigt med sådan et fokus, som Asger skaber i programmet. Jeg bliver glad for, at der findes nogen, som har lyst til og ikke mindst mod på at være kritiske for åben skærm. Kritiske over for den økonomiske krise, der har varet i alt for mange år efterhånden.

Jeg er, som den trofaste læser allerede er klar over, selv ledig. Eller rettere: jeg bliver ledig lige om lidt, når min barsel er slut. Jeg har ikke noget job i vente, og jeg har ikke den fjerneste anelse om, hvornår der vil ske noget positivt på den front. Og det er så sindssygt, ubeskriveligt hårdt at være jobsøgende. Jeg søger mindst to stillinger om ugen: opfordret såvel som uopfordret samt stillinger inden for kommunikation (som er mit faglige felt) såvel som butiksmedarbejderstillinger. Jeg er ved at være desperat og er med hånden på hjertet mere end villig til at varetage en stilling, som jeg er overkvalificeret til. Blot for at komme i arbejde. Jeg kæmper og gør alt, hvad jeg overhovedet kan forestille mig, kan give bare den mindste chance. Men intet sker. Og derfor er det så vigtigt, at der bliver sat endnu mere fokus på, hvad det egentlig var, der gik galt. Nu må der snart ske noget positivt på den arbejdsmæssige front i Danmark.

Her følger et link til programmet:
http://www.dr.dk/tv/se/asger-og-de-langtidsledige/asger-og-de-langtidsledige-1-8

Så håber jeg bare ikke, Asger har ret i sin udtalelse fra andet afsnit af programmet. Han mener, at der generelt er en holdning blandt arbejdsgiverne om, at kandidatuddannede fra Roskilde Universitet er en flok røde nørder, som er med i en handicapturnering, når det gælder jobudvælgelsesprocessen.

/Stine

Vuggestue og fødselsdage

Om en uge begynder Adrian i vuggestue. Som tiden dog går altså... Jeg har blandede følelser omkring hans start på institutionstilværelsen, som jo skal vare i mange, mange år fremover. På den ene side glæder jeg mig på hans vegne, til han skal møde andre søde, små mennesker og interagere, lære og blive motiveret til en masse sjove og spændende ting. Og på den anden side, så... ja, jeg kommer unægteligt til at savne ham helt sindssygt!

Her har jeg været sammen med ham langt størstedelen af det sidste års tid. Jeg har selvfølgelig været fra ham indimellem, senest i lørdags, hvor jeg i fem timer forkælede mig selv med frisør og shopping. Og Adrian og Christian hyggede herhjemme. Når jeg er væk fra ham i bare et par timer, savner jeg min lille søn. Og når han skal afleveres i vuggestue til fremmede! Uha, det bliver altså specielt.

Men strengen må kappes, vi må videre og han skal ud at have en masse nye og skægge oplevelser. Og jeg skal søge jobs på intensiv maner. Har jo desværre intet job at komme ud til, så jeg kæmper og har siden marts søgt to-fire jobs om ugen. Uden resultat desværre. Bortset da lige fra en enkelt samtale, hvor de fandt en kandidat, som var bedre. For mig handler denne nye tid altså også om prioritering. Jeg må, vil og skal søge jobs, og samtidig synes jeg heller ikke, Adrian skal være i vuggeren syv timer om dagen, når jeg er herhjemme. Så det må blive en mellemting og resulterer nok i tre tidlige, korte dage og to lidt længere, hvor Christian kan hente ham. Og jeg kan arbejde igennem med min jobsøgning. Som jeg håber, håber, håber snart giver positive resultater.

Og på mandag, når han starter i vuggestuen, er det min fødselsdag. Og fem dage efter er det hans fødselsdag. Som naturligvis skal fejres. Tænk sig - 1 år! Som tiden dog går...

/Stine

Gadens stemmer

Jeg er som sådan ikke den store donor. Men jeg hjælper hist og pist, hvor jeg kan. En tier i SOS Børnebyernes pengedåse i Brugsen, et månedligt bidrag til Dansk Flygtningehjælp samt GirlTalk.dk og en Hus Forbi-avis i ny og næ. Og så i dag et besøg i Blodbanken på Frederiksberg Hospital. Det er så lidt, men gør alligevel en forskel. Tænk hvis alle danskere giver bare lidt hver dag?

I den forgangne weekend har jeg haft besøg af en veninde, og inden den helt store bytur lørdag aften (og nat... og søndag morgen..!) ville vi ud at opleve noget i København. Vi blev enige om at købe billetter til en rundtur med en hjemløs.

Rundturen viste sig at være en stå-tur i stedet for, eftersom den hjemløse fyr havde brok og derfor ikke kunne bevæge sig så meget. Det var helt fint. Og trods hans noget ustrukturerede og flyvske fortælling, så var det en oplevelse værd. Han fortalte med stor indlevelse om sit liv som hjemløs. Eller "sofa-rytter", som han kaldte det; han sover for det meste rundt omkring hos venner og bekendte.

Han berettede en masse om livet på gaden og fortalte også om gadebørnene. Han har selv været gadebarn, og nu arbejder han med børnene. Han må om nogen vide, hvordan børnene har brug for at blive mødt og rummet.

Turen kostede 120 kr. via Billetlugen, og 20 kr. gik til gebyr. Jeg spurgte ham, hvad han selv reelt får ud af det rent økonomisk. 43 kr., var svaret. Det er jo ikke meget ud af 120 kr., men vi var fire af sted, så det giver ham da lidt på lommen.

Han var inde over mange forskellige emner, helt fra gadebørn til, hvor farlige konsekvenser af en eventuel lukning af Christinia vil være, i kraft af at hashklubberne vil blomstre op i Københavns gader. Og at klubberne også vil kunne tilbyde hårde stoffer til unge - og at disse ikke findes på Christinia. En spændende diskussion, som bestemt ikke er helt sort eller hvid.

Jeg kan varmt anbefale at købe billet til én af disse ture. Selvom det føltes som lidt lang tid at stå stille det samme sted, og selvom hans fortællinger ikke nødvendigvis hang særligt godt sammen, så gav det alligevel et godt indblik i, hvordan han personligt oplever tilværelsen på gaden.

/Stine

Ny tid

I dag er hverdagen startet på ny. Christian er efter fire ugers barsel begyndt på arbejde igen, og Adrian og jeg er alene hjemme. Kan godt mærke, det kræver lidt tilvænning, når nu vi har været mindst to voksne om Adrian den sidste måneds tid. Men det er også rigtig hyggeligt og rart bare at være os to.

Så nu skal vi finde på noget at lave. Egentlig mest for Adrians skyld, selvom jeg da også ville blive en lille smule vanvittig af at gå hjemme og lave ingenting hver dag den næste måned. Inden ferien gik vi til rytmik, babysalmesang, mødregruppe, babybio og en masse andre aktiviteter. Men babyerne i mødregruppen er ikke så meget babyer længere og er ved at begynde i institution, og de mange aktiviteter holder enten stadig sommerferie, eller også skal man tilmelde sig et længerevarende hold til en ca. 1000 kr. for otte gange. Og det her er jo kun én måned maks, vi snakker om. Så holdundervisningen duer ligesom ikke rigtig.

Legestue!, tænkte jeg, det er da dét, vi skal! For så har Adrian mulighed for at komme lidt tæt på jævnaldrende størrelser igen. Og i dag besøgte vi derfor - som så mange gange før - Enghaveparkens legeplads. I dag med formålet et tjekke deres legestue ud. Der var så... ingen andre. Jo, en sød medarbejder, som fortalte, at legestuen ikke rigtig bliver brugt. Nå. Vi gyngede lidt og gik så hjem. På onsdag prøver vi legestuen på Sankt Hans Torv, som efter sigende skulle være populær. Jeg tænker, at Adrian har godt af at komme lidt ud og være sammen med andre babyer og børn igen. Også inden han skal starte i vuggestue lige om lidt. Hvilket bliver... mærkeligt. Og godt for ham. Og fyldt med savn for moderen. Nå, der er lidt tid endnu...

Hvis der er nogen af jer derude, der har forslag til aktiviteter med en purk på knap et år, må I endelig sige til. Aktiviteter, der gerne ikke skal koste alt for meget + ikke være på hold.

/Stine

Sommer, sol og ferie

Det er sommer, det er sol og det er ferie! Vejret er jo helt fantastisk, så vi går en masse ture i det blå. I lørdags kom vi hjem fra 14 dages ferie på Sydfyn, hvor vi boede hos min mor. Dejlig, stor have og skov og strand i nærheden. Her på Vesterbro er det jo noget anderledes, og der er selvsagt ikke badebassin lige uden for døren. Men så foretager vi os bare noget andet. I dag var vi for eksempel i Enghaveparken. De har en lækker legeplads, og Adrian gyngede og kiggede interesseret på de andre børn (og træer og buske!) i parken. Og man skal bestemt heller ikke kimse af en tur i Brugsen; det får han også meget ud af.

- Her er vi for eksempel på biblioteket, og Adrian kigger sig interesseret og fascineret omkring.

I morgen kommer min mor på besøg og bliver til søndag. Og søndagen står på tur i zoo. Vi har halvanden uges ferie tilbage, Christian og jeg, så i næste uge bliver der måske mulighed for en strandtur - om ikke andet så til et havnebad af en art. Og måske et besøg i Den Blå Planet. Det er fedt med ferie, og tiden går bare så hurtigt. Det minder mig om, at man virkelig skal huske at nyde nuet. Og ikke altid tænke to skridt fremad, som jeg ofte har en tendens til. I morgen skal vi gøre rent og søndag vaske tøj osv... Jo, men lige nu er Adrian puttet efter en god dag med masser af sol, vind og oplevelser. Og jeg nyder bare at sidde stille her og skrive dette indlæg. Det er vigtigt at være i nuet. Jeg øver mig i det.

God sommer til jer derude.

/Stine

Ferietid 2

Så er der for alvor dømt ferietid her på Fyns land, hvor vi rigtig hygger. Adrian oplever en masse og bliver stimuleret af sine mange fætre og kusiner. Han nyder det, sover længe i barnevognen i den friske, fynske luft og griner og spiser lækker sommermad.

Og indimellem kan der også blive tid til en halv times afslapning på sofaen med en bog eller et blad. Dét er i sandhed ferie.

/Stine

Ferietid

Der hersker feriestemning i København. Studenterne fylder gadebilledet, og folk er ligesom lidt mere "loose" i det. Om lidt tager vi også på ferie. På Sydfyn. Det bliver så skønt, så skønt. Vi skal dase, bade (forhåbentlig), slappe af, læse og besøge de skønne naturområder.

Og når vi kommer hjem igen, har vi sørme 14 dage mere sammen alle tre. Der bliver mulighed for at besøge Den Blå Planet, Zoo og måske Tivoli. Ahh...

God sommer til alle jer derude.

/Stine

I læselampens skær

Som før beskrevet her på bloggen, så elsker, elsker, elsker jeg at læse! Jeg føler mig nærmest amputeret, hvis jeg ikke er i gang med en god bog. Og jeg må indrømme, at jeg fik lidt hjertebanken ved at skulle sige midlertidigt farvel til bøgerne, da Adrian meldte sin ankomst. Men det har vist sig, at selvom der er kommet en baby i huset, fylder litteraturen stadig en hel del.

For mig er det et spørgsmål om prioritering. Når Adrian sover ved 19.30-20-tiden om aftenen og når der er ryddet op og sofaen kalder, ja, så lægger jeg mig ofte med en bog eller et afslappende magasin, i stedet for at se fjernsyn. Måske læser jeg en time til halvanden, ser et eller andet skodprogram i fjernsynet og tøffer så i seng. Og læser lidt mere, inden jeg lukker mine øjne.

At det så ofte er bøger om babyer lige for tiden, det er jo i bund og grund fuldstændig ligegyldigt. Jeg hygger mig med at læse indimellem, når tiden er der, og det vil jeg holde fast i. Det er afslappende og dejligt.

Jeg har netop læst denne:

Og er nu i gang med denne (mest fordi jeg er nysgerrig; hvad tænker mænd egentlig om det der med at være far?):

Og Adrian og jeg har netop læst denne i dag (som han dog mest bed i hjørnerne af og klappede på):

Pas dog på!!!

Når man bliver mor, bliver man altså lidt mere pylret. Og beskyttende. Og er klar til at gå gennem ild og vand for sit barn. Dette har jeg måttet sande ved flere forskellige lejligheder gennem de sidste ni måneder, men i går og i dag har jeg været ude for to episoder, hvor jeg bare tænkte: "Så pas dog lige lidt på!!!".

Oplevelsen i går handler om, at Adrian og jeg var på vej ud af en bus. Barnevognsbremsen gik så i baglås lige netop i det øjeblik, vi skulle navigere ud af bussen. Super tidspunkt! Buschaufføren holdt tilsyneladende ikke ordentligt øje med os, så han lukkede dørene og var på vej til at køre videre. En venlig mand råbte, at der var én, der gerne ville ud. Ingenting skete. Efterfølgende hørte jeg mig selv råbe - højere og højere - "Hallo! Halloooo!! Vi vil faktisk gerne ud!". SÅ kom vi ud. Tak. Synes egentlig, at buschaufførerne i København er temmelig voldsomme i deres kørsel og deres måde at standse på...

Og i dag var ikke mindre ubehagelig. Jeg går hen ad gaden med Adrian i klapvognen, hvor han sidder op. Pludselig kommer en genstand flyvende og rammer 20 cm. fra hans hoved. Hvad f.....?! Jeg opdager, at genstanden er en slags træliste, som åbenbart er drønet ud gennem et åbent vindue fra 3. sal. Deroppe står en dame og trækker på skuldrene, mens hun siger "Undskyld". Jeg får råbt noget à la: "Jeg har faktisk en baby hernede; hvis den havde ramt ham, tør jeg ikke tænke på, hvad der kunne være sket!".

Der sker naturligvis ting og sager i verden, og jeg kan jo ikke beskytte Adrian for dem alle. Men at folk lige tager lidt hensyn til hinanden og kigger sig for - det må da være et minimumskrav. Og nej, bare fordi jeg har en baby, skal der jo ikke tages mere hensyn til mig. Alle skal tage hensyn til hinanden - store som små. Men så bliver man jo også lige noget mere beskyttende, når man har sin søn med...

/Stine

Jeg vil have det hele med

Jeg vil ikke gå glip af noget. Overhovedet. Og det stresser mig altså sommertider.

For tiden, og de sidste mange måneder, har det jo handlet om Adrian og aktiviteter med ham. Og ugeprogrammet ser således ud pt.:

Mandag: Christian er hjemme hos Adrian, mens jeg søger jobs. Ofte går mandagen også med irriterende - men nødvendige - sager som tandlæge, rygcenter, læge osv.
Tirsdag: Babyrytmik
Onsdag: Mødregruppe
Torsdag: PushyMums
Fredag: Babysalmesang

Og i weekenden står den på rengøring, hygge og afslapning, når vi alle tre er samlet.

Og ugeprogrammet lyder vel ikke specielt presset? Men det kan det bestemt være, når man har en baby! Hvis vi indimellem har en dag, hvor der skal ske mere end én aktivitet, så kan jeg bare mærke presset. Mærke, at det lynhurtigt bliver alt for meget. Og jeg kan næsten tude over tidsfaktoren og timingen i alting. For alting, og jeg mener ALTING, skal konstant koordineres med, hvornår Adrian har sovet / skal sove, hvornår han har spist / skal spise og hvor lang tid det tager fra punkt A til punkt B. Og man skal jo ligesom også selv spise og på toilettet engang imellem...

Her på det sidste har det været sådan nogle irriterende ting, der har fået lov at fylde, synes jeg. Jeg har netop, for blot et par uger siden, været hos tandlæge og fik sat en krone på. Adrian var med, og det var hæsligt, fordi han var drøn ked af det, og jeg lå bare der med munden fuld af alle mulige instrumenter, mens han bare græd og ikke kunne se sin moar. Gør jeg så IKKE igen!

Derudover render jeg på rygcenter på Østerbro med min lænd, som har drillet mig i to år. Og ikke er blevet bedre under tiden med lille A. Ja, det skal jo også tilses, så det evt. kan gå lidt fremad på et tidspunkt.

Og i morgen skal jeg så til tandlæge igen med min l.... visdomstand, som generer tandkødet omkring, således at det bare gør NAS! Kan hverken lukke munden eller tygge ordentligt. At jeg skal til tandlægen i morgen, betyder, at Christian må tage en hjemmearbejdsdag. Og det skal han så også i næste uge, hvor jeg skal ind på det der rygcenter... ih! Sådanne steder har jo bare ikke åbent efter kl. 16, og det er altså temmelig besværligt.

"Tag dog bare din søn med!", siger de velmenende mennesker, når jeg skal ringe diverse steder hen for at bestille en tid. Gerne en meget tidlig eller meget sen tid. Hvilket sjældent kan lade sig gøre. Jeg må fortælle dem, at jeg helst vil være fri for at drage af sted med Adrian, fordi det bare slet ikke er spor sjovt. For nogen af os. Han bliver møg ked af det, når jeg ikke kan være ved siden af ham, når vi er et fremmed sted. Og hvor lægger man en baby hos en tandlæge? På gulvet på et tæppe. Super rart for ham... hmm...

Det er bare så svært at få det hele til at gå op i en højere enhed. Når man både vil til rytmik, være hjemme indimellem, til tandlæge, så det for s.... snart kan holde op med at gøre nas og når jeg jo også bare gerne vil have, at Christian kan tage på arbejde uden at skulle tage alt for mange hjemmearbejdsdage, fordi jeg skal til tandlægen i en halv time...

Ja, det var lidt et opstød herfra. Jeg kan mærke, at jeg skal passe på med ikke at stresse. Og så skal jeg lære at prioritere og vælge nogle ting fra. Måske er det også bare på tide at indse, at det sgu er vigtigere at få ordnet den visdomstand end at komme til rytmik HVER gang? Men tiden er lidt imod mig, for om halvanden måned er det slut med alle de her aktiviteter. Og jeg vil ikke gå glip af noget. Jeg vil have det hele med...

/Stine

En brik falder på plads

Til tider har jeg revet mig selv i håret af frustration over, at vi herhjemme ikke anede, hvordan det der med pasning af Adrian, enden på barsel og nul feriedage tilbage skulle gå op i en højere enhed.

Derfor har vi i et par måneder arbejdet i at finde en alternativ løsning til vuggestuerne, han er skrevet op til. For her i København - og måske specielt på Vesterbro - er det bare tæt på umuligt at få en vuggestueplads, før barnet er 1 år. Pladsanvisningen har gentagne gange bekendtgjort over for mig, at vi bestemt ikke skal regne med en plads i én af de valgte institutioner, før Adrian er minimum 12-14 måneder.

Jamen, hvad f..... gør folk så?? For så meget barsel og ferie har normale mennesker sgu da ikke! Folk gør én af følgende muligheder:

1) Finder én i deres nærmiljø, som kan passe barnet i de måneder, det drejer sig om, før barnet får en vuggestueplads. Det resulterer ofte i at være en bedsteforælder, som er pensioneret eller kan tage orlov. Duer ikke for os. For den ene bedsteforælder, Adrian har - og som viser oprigtig interesse i ham og dermed kender ham - bor på Sydfyn. Og arbejder.
2) Finder en såkaldt reservebedste. Hmm, hvor gammel er sådan én? Og er barnet så alene med reserven - altså, er der ikke andre unger, han kan bonde med?
3) Takker ja til en alternativ institutionsplads, som kan betyde, at man bor i Valby og skal fise til det ydre Amager morgen og eftermiddag. Ikke rigtig, vel?
4) Passer sit eget + minimum et andet barn hjemme. Nja, jeg vil nu helst bare arbejde i kommunikationsbranchen.
5) Eller finder en privat pasningsløsning. Som så er det, vi har kastet os over. Her er andre børn, men ikke så mange. Det vil sige, Adrian får (forhåbentlig) en blid og rolig start, inden han skal kastes ud i vuggestuetilværelsen med minimum 20 andre børn.

Derfor har vi med lys og lygte kigget efter en privat passer til ham. Og har sat opslag op på den famøse (mere eller mindre famøse; jeg kendte den ikke før for et par måneder siden!) opslagstavle på Københavns Kommunes hjemmeside. Og vi har modtaget diverse mere eller mindre seriøse henvendelser. En hel del var på engelsk. Fred være med folk, som ikke kan tale dansk, men når mit knap 1-årige barn skal passes, skal sproget sgu være dansk! Han er for dælen da ved at lære at tale...

Og nu er det endelig lykkedes! Så nu er det slut med finder-vi-overhovedet-en-pasningsmulighed-til-ham-panik. Ahh, det er skønt og trygt at vide, at nu er han sikret en plads. Og tilmed hos den sødeste og mest rolige kvinde. Som bor 20 minutters gang væk. Lige ved dejlige Søndermarken. Ahh!

Er der andre derude, der har stået i lignende situation? Hvad gjorde I? Og hvordan kan det egentlig være, at det er så p.... svært at få en institutionsplads til sit barn i Københavns Kommune, når der i Faaborg-Midtfyn Kommune er for få børn til at udfylde pladserne? Ja, det har noget med børnetallet at gøre, men hvorfor går de berørte kommuner så ikke ind og arbejder lidt mere på problemet?

/Stine

Go see the dentist

I dag har Adrian og jeg været hos tandlægen. Ja, det var jo så mine tænder, der skulle ordnes (!), men lille A var med. Christian kunne ikke få fri, mens jeg var hos tandlægen, og jeg tænkte, at det vel nok skulle gå. Men samtidig var jeg også noget loren ved situationen. For hvor dælen skal man placere babyen, mens man selv ligger i tandlægestolen?!

Jeg pakkede pusletasken med tæppe, legetøj, sut og andet godt. Da jeg fik gelejdet Adrian og jeg op til 2. sal, hvor tandlægen bor, satte vi os i venteværelset. Og Adrian hyggede rigtigt; kiggede rundt og grinede. Fedt!, tænkte jeg, det hér skal sgu nok gå!

Jeg blev kaldt ind til tandlægen, hvor jeg skulle have sat en krone på en tidligere rodbehandlet tand. Og det kræver boring. Og dermed høje, voldsomme lyde. Voldsomme for en lille baby. I hvert fald for Adrian.

Han er ikke så glad for høje lyde... Støvsugning herhjemme foregår gerne, når han sover ude, eller når enten Christian eller jeg går en god, lang tur med ham. Mens den anden så støvsuger hytten. Og hårtørring har for mig været en sjældenhed de sidste syv måneder...

Så de høje lyde er altså ikke lige Adrians yndlings. De søde klinikassistenter tog ham på skift op i deres arme, og det gik jo, det hele. Vi overlevede! Men hold nu kæft, hvor er det ikke sjovt at ligge dér i stolen og lytte til ens barns hjerteskærende gråd. Og i realiteten ikke kunne gøre noget. For med vatrondeller og diverse instrumenter var det noget svært for mig at ytre min mening: "Giv mig min baby! Det er sgu lige meget med den tand!!". Den søde tandlæge gjorde alt, hvad hun kunne for at færdiggøre sit arbejde så hurtigt som muligt. Og pludselig var det jo heldigvis også overstået.

Ud på toilettet og skifte Adrian. Klargøre en flaske med mælk. Og så bare af sted! Men, men, men... skruelåget på flasken drillede, hvilket resulterede i, at moderen lige formåede at tilte mælk ud over taske, dyne og tøj. Hm!

Efterfølgende var det bare hen i Søndermarken og puste lidt ud på en bænk, mens Adrian fandt ro og faldt i søvn i sin klapvogn. Og da slog det mig: jeg havde ikke engang lagt mærke til, om boringen gjorde ondt...

/Stine

Er jeg en pushy mum?

At være gravid og føde et barn gør unægteligt noget ved kroppen. Og også det at have en baby at tage sig af, men diverse løft og dårlige stillinger, er hårdt for kroppen. Kombineret med en lidt for sød tand resulterer i stadig lidt for mange kilo efter fødslen. Så i morgen vil jeg prøve noget helt nyt. Jeg vil tage hen i Søndermarken og tæske rundt sammen med en masse andre mødre. Det kaldes pushy mums.

Konceptet drejer sig ganske simpelt om at komme i form efter fødslen. Og baby er med. Jeg er godt nok spændt på, om det er noget for mig. Om det er for hårdt. Ikke mindst for min lænd, som har det rigtig skidt. Men jeg ved efterhånden også, at det er p.... svært at komme ud ad døren, når Christian kommer hjem fra arbejde ved 16.30-tiden. Efter at have gået en lang tur med Adrian, ordnet en del herhjemme, ja, så trænger jeg bare til at slappe lidt af om aftenen. Og at fise op på cyklen og ned i det lokale træningscenter kl. 20.00 - det kommer jeg ikke til! 
Derfor prøver jeg nu denne model, hvor jeg kan få trænet, samtidig med at Adrian eventuelt sover og i hvert fald helt sikkert får noget frisk luft. Mon jeg er en pushy mum? Det finder jeg ud af i morgen...

/Stine

Den fremtidige kabale

I går gik jeg mildest talt lidt i panik. For om et par måneder skal en svær kabale gå op. Og den SKAL ganske enkelt gå op. Der er flere muligheder:

1) Adrian skal have en institutionsplads. Og ingen ved endnu, hvornår han får en sådan. Blot er det typisk omkring 12-14 måneders alderen, at børnene starter i de institutioner, vi har ønsket. Hvilket vil sige, at han i så fald vil kunne få en plads, når vi når hen i september, oktober eller november. Vores fælles barsel slutter den 1/8.

2) Jeg har noget ferie, der skal afholdes på et givent tidspunkt i løbet af det næste ferieår. Det ville jo ganske givet været smart at afholde den efter barslen. Det kunne også være meget fedt at holde lidt ferie sammen alle tre, eftersom vi højst sandsynligt ikke får mulighed for det igen før sommeren 2014.

3) Christian har barsel i juli, og barsel kan ikke lægges før eller efter juli. Og kan altså ikke rykkes hverken frem eller tilbage.

4) Jeg skal have et arbejde snart. Og aller helst i løbet af i år. For jeg har præcis 35 uger med dagpenge tilbage - og så er der bare ikke mere. Og jeg gider ikke at gå ledig. Jeg vil arbejde!

Jeg bliver helt svedt bare ved tanken om de ovenstående faktorer, som bare må og skal gå op. Der er alle de her brikker, som skal samles til et hele, hvor det både handler om, at Adrian helst skal køres godt og grundigt ind i institutionen. Og samtidig er jeg naturligvis også interesseret i at bruge så lidt af min dagpengeperiode som muligt. Hvilket betyder job eller ferie/forlænget barsel. Men ingen ved, om jeg finder mig et job snart. Eller om det først bliver længere ud i fremtiden.

Jeg er godt klar over, at de ovenstående punkter er temmelig rodede, og at dette ikke er det mest opmuntrende indlæg, jeg har skrevet, men det er det, der optager mig lige nu. For vi er jo nødt til at finde ud af, hvad pokker vi gør. Men det værste er ikke at vide, hvad der sker. Hvornår får Adrian en institutionsplads? Hvornår lander jeg mon et job? Hvad f..... bringer fremtiden i forhold til alt dette? Jeg er ærligt talt ikke skide god til ikke at vide, hvad der sker på de her punkter i fremtiden. Det giver mig en knude i maven, og i går kunne jeg ikke falde i søvn, fordi jeg bare gerne vil være i stand til at finde en løsning.

I dag faldt jeg over en interessant artikel, som jeg gerne vil dele med jer læsere. Lad mig blot tilføje, at jeg kunne ikke være mere enig med manden; nu må der altså forandringer på banen!

http://ajks.dk/Nyheder/20113/April1/Dumstadighed-sender-arbejdslose-ud-over-kanten/

/Stine

Trist

Det er ved at være noget tid siden, jeg sidst har skrevet her på bloggen. Det skyldes flere forskellige årsager; blandt andet har vi været hærget af den lede, lede omgangssyge herhjemme. Først fik jeg omgangen, så Adrian og til sidst Christian. En hel uge tog det mig at komme ovenpå igen, uden kvalme og manglende appetit. Puha, det er dælme ikke sjovt!

Men ovenpå kom vi jo alle igen, og turen gik til Sydfyn i fredags. Hjem til mit barndomshjem og til min mor, mine brødre, deres kærester og børn. Dejligt med familiesamvær og ro. Det var tiltrængt i barselshverdagen, som jo er hyggelig og rar, men det er altså også bare skønt med lidt luftforandring. Og lille Adrian hyggede sig så fint med hele familien, blev stimuleret og sov fantastisk i den sydfynske luft.

Natten til mandag fik vi dog en rigtig dårlig nyhed. Min morfar, som ville være fyldt 82 i april, var sovet stille ind. Og trods hans relativt høje alder og hans manglende vilje til at leve længere, så er det da pisse hårdt at miste én, man har kær. Nu har jeg ingen tilbagelevende bedsteforældre. Og det er altså mærkeligt. Sidste år døde min mormor efter lang tids sygdom, og nu, godt et års tid efter, var det så blevet min morfars tur.

Jeg tror på, at min morfar ikke længere kunne finde grunde til at leve videre efter tabet af hans hustru igennem lidt over 60 år. 60 år! Jeg kan sgu godt følge tankegangen; at det må være tæt på umuligt at leve videre bagefter sådan et tab.

Han ville ikke spise eller drikke noget til sidst og havde derfor, på sin egen måde, valgt livet fra. Og er det egentlig ikke også helt ok? I stedet for at ligge og blive holdt i live, men være drøn ulykkelig og bare ikke gide mere, så er det nok også bedre at forlade denne verden.

Som min skønneste veninde skrev til mig: nu sidder min morfar sammen med min mormor og nyder et glas hvidvin sammen et sted, hvor solen skinner, og hvor det er forår. Det er en dejlig tanke. Og om lidt vil Christian, Adrian og jeg køre ud i det blå og gå en dejlig, lang tur i solskinnet. For livet går videre, og der er så mange dejlige ting, der skal opleves.

God påske.

/Stine

Some days are better than this

Det har været en mærkelig dag i dag. Jeg vågnede op med dundrende hovedpine, og så har man jo selvsagt ikke det store overskud. Og så er Adrian vist ved at tage sig et tigerspring eller noget, for han vil helst være helt tæt på min krop. Og gider ikke at ligge og lege selv særligt længe af gangen, som han ellers plejer at nyde. Men plejer er jo død, når det kommer til de små størrelser.

Og det er da også rigtig hyggeligt at være tæt på ham. Og det er da også en form for ultimativ kærlighedserklæring, når han giver udtryk for, at han bare vil være tæt på sin mor. Men indimellem skal der jo lige ordnes vasketøj, dampes flasker og andre praktiske gøremål. Og det praktiske gøremål er mange! Så jeg trænger altså til en pause indimellem. For det er krævende, når der er nogen, der konstant kræver ens opmærksomhed. Dejligt, men krævende og hårdt.

Heldigvis havde vi ingen planer i dag. Det vildeste blev en ekskursion til Føtex på Vesterbrogade og så bare hjem og hygge. Skønt. For når Adrian tilsyneladende ikke er helt tilfreds med tingenes tilstand i disse dage, og når jeg har hovedpine, så er det bare rarest at kunne være hjemme.

I morgen står den på babysalmesang, og jeg er sikker på, at Adrian nok skal få noget ud af det. Han plejer at nyde det. "Plejer", ja. Nu må vi se...

Jeg glæder mig meget til påsken, hvor Christian, Adrian og jeg smutter til Fyn i en lille uges tid. Det bliver skønt at se familien, komme lidt væk hjemmefra og ikke mindst bliver det skønt, at andre kan tage lidt over ift. Adrian. Måske kan jeg få læst lidt i en bog eller noget...

/Stine

Et halvt år er gået

... og Adrian er i dag seks måneder gammel. Det får mig naturligvis til at tænke tilbage på, hvor jeg var for et halvt år siden. Og da var jeg på Hvidovre og pænt fokuseret på, at nu skulle baby ud!

Adrian kom til verden kl. 16.35, så det er, lige om lidt, præcis seks måneder siden. Det er så vildt at tænke på, hvor hurtigt tiden er gået. Men også hvor underlig en størrelse tid egentlig er. For det føles på en måde da også, som om det er længe siden, jeg havde kæmpe, gravid mave og bare glædede mig til at møde den lille purk. Og pludselig var han der, og alting var forandret.

Alting blev forandret til noget bedre. Noget mere meningsfuldt. At være mor for nogen betyder selvsagt en masse ansvar og kærlighed. Ubetinget kærlighed fra det lille menneske, som jo bare elsker sin mor og far helt og aldeles ubetinget. Og kærlighed den anden vej rundt fra os som hans forældre. Det er noget helt specielt.

Og nu er Adrian jo i en alder, hvor der bare sker en masse. Hverdagen er blevet sjovere - og samtidig mere udfordrende - for han "gør" ligesom mere; bevæger sig mere, kræver mere og er generelt mere opmærksom. Og det er sjovt.

/Stine

På den igen

I dag har jeg indledt min jobsøgning. Fra i dag vil jeg hver mandag sætte mig ind i soveværelset ved skrivebordet og søge jobs. Christian har taget barsel hver mandag, fra nu og frem til min barsel slutter i slutningen af juni. Det giver far og søn mulighed for dejligt samvær. Hvilket også er mit fokus her i starten.

For hvor er det godt nok tungt at skulle søge job igen igen... Det er altså lidt et skridt frem og to tilbage med det jobsøgning, synes jeg. Og efter en god start på søgningen i dag, kan jeg bare bekræfte over for mig selv, at det har været præcis, som jeg havde forventet: egentlig ganske ok at sætte mig ved skrivebordet og rent praktisk komme i gang, men jeg er så angst. Angst for fremtiden. Får jeg overhovedet et job i løbet af i år? Nytter det overhovedet noget at sidde konsekvent hver mandag?

Og jeg kender jo også mig selv godt nok til at vide, at hvis ikke jeg var konsekvent med jobsøgningen hver mandag fra nu af (nu hvor Adrian er godt og vel et halvt år gammel), ja, så ville jeg ganske enkelt ikke kunne sove roligt om natten.

Der er flere, der har påpeget over for mig, at jeg da bare skal nyde min barsel og vente med jobsøgningen. Det har jeg da også aller mest lyst til, men jeg tør ganske enkelt ikke undlade at starte op allerede nu. For så kan jeg da først være sikker på, at der ikke er et job til mig om fire måneder. Ved at gå i gang allerede nu forøger jeg forhåbentlig mine chancer bare en lille bitte smule.

Det gik altså meget godt i dag med at komme i gang, og min samvittighed har det godt. For nu er jeg i gang. Nu er det ikke længere kun tankerne, skrækken, angsten, der har overtaget; nu kan jeg handle! Godt begyndt. Er det så også halvt fuldendt?

/Stine

Stimulering vs. overstimulering

Man hører det hele tiden som mor til en baby: du skal huske at aktivere, stimulere og motivere din baby! Men hvornår er nok nok? Og hvornår bliver alle de mange aktiviteter nærmere moderens behov end barnets?

Jeg har travlt for tiden sammen med Adrian. Og jeg er egentlig mere aktiv her i min barselstid, end jeg havde regnet med. Tirsdag går vi til babyrytmik, onsdag er vi til mødregruppe og fredag til babysalmesang. Det er de faste aftaler i løbet af ugen. Dertil kommer diverse barselsforedrag, hyggeaftaler og -møder med dejlige mennesker og fysioterapi for Adrian. Så efterhånden er det ved at være længe siden, at vi, i hverdagene, har haft bare én hjemmedag i løbet af ugen.

Jeg tænker, at det måske hurtigt kan blive lidt for meget. Og jeg overvejer også for hvis skyld, vi er så aktive. Er det for Adrians skyld, eller er det i virkeligheden mig, der ikke gider at sidde derhjemme, men har brug for at komme ud at møde andre mennesker og få tiden til at gå? Jeg er nået frem til, at det er en kombination af begge. For jeg tror sgu også, at Adrian ville kede sig lidt, hvis vi lavede præcis det samme hver dag og bare var herhjemme altid.

Men indimellem er det nu nok meget godt, for os begge to, at være herhjemme og bare lave ingenting. Gå en god, lang tur i løbet af dagen og ellers bare lave... ingenting. For jeg kan da også mærke, at det kan være en kende presset at skulle gå ud ad døren kl. 9.45. Når Adrian så vågner eksempelvis kl. 6.30, så skal der dælme tænkes i timing! Det lykkedes dog altid, og jeg kan som nævnt rigtig godt lide at komme ud, men jeg nyder altså også de dage, hvor vi ikke skal være et bestemt sted på et bestemt tidspunkt. Mon ikke en mellemting er meget passende for både store og små?

Læs lige denne. Manden har en interessant pointe:

http://www.information.dk/452751

/Stine

Det, der optager mig lige nu

... er forandring. For Adrians nye spisevaner med skemad og hans ændrede sovetider er totalt anderledes og vender ret meget op og ned på alting.

Vi er nu begyndt med måltid nummer to, således at han får grød med frugtmos om morgenen og grøntsagsmos om eftermiddagen. Nogle dage går det helt fint, og han labber det gladeligt i sig, mens han andre dage sprutter og spytter og er mega utålmodig og blot venter på at få sin velkendte modermælkserstatning.

Og måske har det noget med måltiderne at gøre, for hvor han før vågnede omkring kl. 5 og omkring kl. 7.30, så har det nu ændret sig til omkring kl. 3 og omkring kl. 6. Hvilket jo egentlig ikke burde vække nogen bekymring, for med en baby er tingene aldrig rigtigt helt stabile. Men da han vågnede kl. 7.30, passede det bare så fint med, når vi skulle ud ad døren og være et sted kl. 10. Hvilket vi ofte skal; mødregruppe, rytmik og babybio. Nu er det virkelig noget med, at jeg regner mig frem til, at han enten skal have en lille lur om morgenen efter grød, eller også skal han være vågen op til 3 timer... Og det er sgu svært at koordinere! For hvad så hvis han tager sig en længere lur om morgenen?

Åhr, hvor er jeg altså bare et vanemenneske! Det opdager jeg mere og mere med en baby i huset. For bedst som tingene kører, og der er kommet lidt rytme i sagerne, ja, så bliver der vendt op og ned på det hele. Og jeg synes jo som udgangspunkt, at det er mega hyggeligt at give ham skemad. Jeg nyder at se hans glæde og entusiasme omkring maden, men på de dage, hvor det bare ikke kører, bliver jeg ked af det og føler mig stresset. For hvorfor gik det lige så godt i går, når det hele sejler i dag med gulerodsmos ud over det hele? (som i øvrigt efterlader alt tekstil i en herlig, orange nuance!).

Endnu engang efterlader det mig blot med den tanke, at det her med baby går SÅ meget op og ned hele tiden. Den ene dag er alt bare fantastisk; Adrian er glad, jeg er glad og det hele lader til at køre på skinner. Dagen efter kører INTET! Og nøj, hvor skal jeg altså lige lære at acceptere, at hver dag ikke er på samme måde...

/Stine

Grundforvirret

Selvom jeg skrev et blogindlæg i går, så presser der sig et nyt på. Sådan er det at være blogger; indlæggene falder på forskellige tidspunkter og med forskelligt interval.

I dag har jeg været til et søvnforedrag med Helen, som er kvinden bag www.netsundshedplejerske.dk. Hun kan give svar på mange af de spørgsmål, der melder sig, når man som førstegangsforælder står over udfordringer som søvn, mad og babys udvikling. Så af sted til Ballerup drog Adrian og jeg.

Jeg fik kun fat i ca. 30 % af foredraget, for Adrian er en livlig og aktiv lille gut, der sgu da ikke gider at sidde og kigge og lytte helt stille. Næh nej, der blev kartet rundt, grint og pludret. Jeg kan sådan set godt forstå, at det må være kedeligt for ham; der sker jo ikke nok! Men sådan er det med sådanne foredrag; man må jo gå til det med den bagtanke, at man får det ud af det, der er muligt i den givne situation. Og det er for så vidt også ok.

Hvad der dog forvirrer mig, er de mange forskellige holdninger og meninger, man støder på som førstegangsforælder. For jeg er så autoritetstro, at jeg tager ALT ind. Når det kommer fra Helen, Adrians sundhedsplejerske eller alle de andre velmenende og kloge fagfolk, ja, så må det jo være det ultimativt korrekte at gøre! Gang på gang hører jeg sætningen: "Man må jo tage det, man kan bruge; børn er jo også forskellige.". Jo jo, men Adrian kan jo altså ikke fortælle, hvad han har brug for... Og hvordan hulen skal man lige være i stand til at sortere??

Heldigvis er Adrian ret nem at læse. Og han er god til at give udtryk for, når der er noget, han ikke gider. Men det der i bund og grund er svært lige nu, synes jeg, er koordineringen af de forskellige aktiviteter, der skal foregå.

Lad mig komme med et eksempel, som er dugfrisk og noget, vi skal i gang med her til aften:
Adrian er vågnet kl. 16.30. Inden han skal puttes for natten, skal han have grød + flaske og i bad. Og han må jo, ifølge eksperterne, ikke være for sulten, når han skal have grød, og når han skal i bad, må han ikke være for mæt eller træt. Mad først og så bad bagefter. Bliver det nok til. Men hold nu op, hvor jeg dog synes, det er så ufatteligt svært at koordinere! Hvis han en aften bare sover og sover og først vågner eksempelvis kl. 18.30, og han både skal have grød og bad, ja, så er det altså svært at koordinere. Og ikke mindst for Christian og jeg selv at få noget aftensmad! Skal man så vække baby? Det tror jeg umiddelbart ikke er en god idé, men man kan selvfølgelig være nødt til det indimellem...

Om dagen går det rimeligt. Men vi er så heller ikke begyndt på 2. måltid endnu. Ser frem til det med en blanding af forventning og frygt. For hvor vil man bare gerne have, at tingene glider, at baby er glad og at man får en god start på enhver ny begyndelse. Og ja, enhver begyndelse er jo som bekendt svær, men jeg er nok så meget vanemenneske, at jeg sætter hælene lidt i, hver gang vi skal i gang med noget nyt. Og det skal jeg altså lige lære. Jeg skal lige lære det der med at være moder for nogen. Og at være tålmodig og stole på, at det hele nok skal flaske sig. At stole på min intuition.

/Stine

Glad i låget

Kender du det, når der er en bestemt slags musik, der bare gør dig helt og aldeles glad i låget? Sådan har jeg det med 80´er musik. Jeg elsker, elsker, elsker de glade toner fra dette årti! Indrømmet, tøjstilen var ganske afskyelig, men musikken er da bare fantastisk!

Jeg tror, min passion for 80´er musikken stammer fra min brødre, som ofte hørte musikken, da jeg var barn. På den måde har jeg ligesom haft det med fra starten.

I lørdags fandt jeg den helt geniale app, Radio Play, hvor man konstant kan lytte 80´er musik, kreere sin egen spilleliste og lytte til artistradio. Fantastisk!

Så det meste af weekenden har den stået på 80´er musik herhjemme. Og Adrian kan jo også lige så godt lære, hvad god musik er. Ligesom jeg selv lærte, da jeg var barn...

/Stine

Latter og vaccine

Ja, hvorfor denne blandede titel? Fordi jeg i dag har fået Adrian til at grine fuldstændig fantastisk. Og det varmer bare så meget, når han griner. Og fordi han i morgen, på sin 5 måneders fødselsdag, skal have sin vaccine nummer to. Den første fik han, da han var 3 måneder, og det gik ikke så godt. Han fik næsten 40 i feber, og vi endte med at tage forbi Hvidovre Hospital til tjek. Alt var ok, og dagen efter var han sig selv igen. Men jeg er spændt på, hvordan han takler vaccinen i morgen...

Generelt er han bare så glad, og det er helt fantastisk. Der er ikke noget som at kunne få ham til at grine igen og igen.

/Stine

Svigermors skarpe tunge

I går kom Christian hjem og fortalte, at nu vil hans mor definitivt ikke se ham længere. Og jeg sidder bare tilbage med en følelse af totalt ubegribelighed. Det bliver udfordrende for mig at gøre dette indlæg relativt kort, for der ligger en masse bag. Men lad mig begynde ved begyndelsen.

I maj 2011 var vi i anledningen af Christians fødselsdag til middag med hans forældre. På det tidspunkt var jeg gravid. Jeg aborterede senere, men på daværende tidspunkt troede vi jo alle, at fosteret skulle blive til noget. Og det var dér, alle problemerne rigtigt tog fart. På et tidspunkt sidder jeg alene med Christians mor, som med tilbagelænet kølighed spørger mig, hvorfor jeg dog ikke ejer et strygejern; det burde alle moderne kvinder jo have. Jeg får svaret noget med, at jeg ikke finder det nødvendigt. Undrende gennemfører jeg resten af middagen og bliver derhjemme ked af hendes åbenlyse kølighed over for mig.

Der går ikke længe, før Christian bliver inviteret hjem til hans forældre alene; uden mig. Og da fortæller hans mor, at hun ikke bryder sig om mig. Hun synes, jeg er indbildsk og forkert for hendes søn. Jeg har ikke set hende siden. For jeg har ikke været velkommen hjemme hos dem. Så engang imellem - et par gange eller tre om året - har Christian taget turen til Helsingør med det håb, at forholdene kunne ændre sig. At i det mindste hans far ville åbne munden. Jeg har, hver gang Christian har været af sted, haft det super dårligt med at sidde alene tilbage derhjemme. Men samtidig kan jeg egentlig også godt forstå, at han har haft et håb om, at tingene kunne ændre sig, og at en invitation fra dem eventuelt kunne føre noget positivt med sig. Men der er bare aldrig sket nogen positiv udvikling, og generelt er der ikke blevet talt om tingene.

I marts 2012 modtager Christian et brev fra sin mor. På fem tætskrevne sider står der beskrevet, hvor forfærdelig, forkælet og egoistisk jeg er, og at jeg grundlæggende er forkert for Christian. Hver enkelt situation, hvor jeg har været sammen med hende, står det nøje beskrevet, præcis hvad jeg har gjort forkert, og ikke mindst hvad jeg burde have gjort i stedet for. Bestilt rigtig fransk mad i stedet for en pizza i Sydfrankrig, for eksempel. Eller dækket et smukt bord, den ene gang de var på besøg hos os på Vesterbro.

I brevet står der blandt andet også, at jeg er utrolig uopdragen og forkælet. Og dette blev min mor naturligvis dybt provokeret over. Efterfølgende sendte min mor, i samråd med Christian og jeg, et pænt brev til Christians mor, hvor der blandt andet står lidt om, hvordan vi har levet vores liv i min familie, at jeg har to storebrødre og at min mor har fem dejlige børnebørn - med et sjette på vej (Adrian). Alt i alt et generelt positivt brev med vægt på familierelationer og det berigende ved børn og børnebørn.

For at gøre en meget, meget lang historie kort, så ender det altså med, at Christian i går aftes kommer hjem og fortæller, at hans mor ikke vil se ham længere, fordi han har "godkendt" brevet fra min mor, aka er enig i hendes udsagn. Og i bund og grund er det jo ikke en svær nød at knække: Christians mor er fornærmet, såret og vred over, at han har fået sin egen familie i form af Adrian og jeg. Hun ville allerhelst, at han kunne blive ved med at være hendes lille dreng og ikke selv få sig et selvstændigt liv. Det er vist det, man kalder Ødipus-komplekset?! Blot den anden vej rundt; fra moder til søn. Og hvis ikke det havde været min mors brev, der havde udløst en endelig afvisning fra hendes side, ja, så havde det blot været noget andet.

Så nu har Christian faktisk ikke nogen mor mere. Og Adrian ingen farmor. Hvor vil jeg dog ønske og håbe, at Christians far på et tidspunkt tager sig sammen til at bryde ud af den onde cirkel, hun så flot har sat i gang.

Jeg sidder bare tilbage med et stort spørgsmålstegn. Hvordan kan man skære hånden af sin søn - sit eneste afkom?

Jeg kunne godt tænke mig at høre lidt fra jer derude. Har I også oplevet familiefejder, og hvad gjorde I ved dem? Hvad tænker I om ovenstående?

/Stine

Rastløshed

Adrian er snart fem måneder, og nu begynder jeg at føle mig lidt rastløs. Det føles lidt forkert at hævde, at jeg ligefrem keder mig, og det er heller ikke det, der sker for mig. Men tiden kan altså godt føles ret lang, når man går hjemme med sådan en lille purk dag ud og dag ind. Og for mig handler det efterhånden om at planlægge nogle aktiviteter, så der kan ske noget i hverdagen. Noget forskelligt.

Lige for tiden er de fleste, jeg kender, lagt ned af sygdom. Åndssvage januar! Derfor er flere aftaler i denne uge aflyst, for babyer, der unødigt smitter hinanden, holder bare ikke. Jeg har derfor igangsat Plan B, der handler om at have mindst én aktivitet pr. dag. Ellers ville denne uge blive pænt kedsommelig...

Jeg kan mærke, at jeg efterhånden trænger til at komme ud. At opleve noget. Tale med mennesker. Om andet end bleer, soverytmer og grød. Få nogle input fra voksne mennesker. For det giver noget energi, som så gør, at jeg har mere overskud til at hygge med Adrian. Og det er jo mega hyggeligt at tulle rundt hjemme, bare ham og mig, men det skal altså ikke være det eneste, jeg gør.

Jeg kan mærke, at jeg nu har overskud til at gøre andet end at gå ture, være i mødregruppe og gå til babysalmesang. For Adrian tager det jo så pænt efterhånden og er ligesom kommet over sin "nedadvendte-mundvige-periode". Og så er det da bare om at komme ud!

I morgen tager jeg ud til min gamle arbejdsplads, Amager Bio, hilser på folket derude og lader dem møde Adrian. Torsdag tror jeg, den skal stå på babybio. Det er dejligt med planer, som man glæder sig til.

/Stine

Savn

Som skrevet tidligere her på bloggen, var jeg i weekenden i Århus for at fejre min venindes fødselsdag. Og det var med blandede følelser, jeg kyssede Adrian farvel lørdag formiddag. For jeg skulle være væk i præcis 27 timer, og det er altså lang tid, når man har en lille baby. Ikke for ham - han hyggede jo hjemme med sin far - men for mig.

Jeg tog af sted, og den første time i toget skiftede jeg mellem at høre Mads og Monopolet, læse lidt i et blad og høre musik. Jeg kunne ikke rigtig finde ro, for hvornår har jeg egentlig sidst haft tre hele timer, hvor jeg bare kunne lave absolut ingenting?

Da den anden time i toget blev skudt i gang, begyndte jeg for alvor at nyde det. Jeg sad bare og gloede ud ad vinduet på det fynske vinterlandskab, mens jeg hørte musik. Det var super fedt!

Festen var meget hyggelig, og det var virkelig rart at komme ud og se andre mennesker og ikke mindst at tale om andet end bleer, soverytmer og grød. Der var en anden mor i selskabet, som også var ude for første gang, så vi fik lige lidt babysnak af vejen, inden resten af selskabet ankom.

Og da det blev søndag morgen, ville jeg - helt som forventet - meget gerne hjem meget hurtigt. Så søndagen var lidt hård, og jeg var først hjemme kl. 15. Og så sov Adrian selvfølgelig de første to timer, jeg var hjemme, men jeg var hjemme!

Jeg er så glad for, jeg kom af sted. For jeg nød det virkelig. Men jeg tænker samtidig, at der kommer til at gå en rum tid, før jeg skal være væk fra Adrian et helt døgn igen. For det er altså lang tid, og jeg savnede ham rigtig meget. Min kære, lille skat.

/Stine

Ikke to dage er ens

Når man har en lille baby, er ikke to dage ens. Det erfarer jeg mere og mere. Og det er både dejligt og også udfordrende, at hver dag er ny. For hvis man, som jeg, godt kan lide stabilitet og rutiner, så er det lidt af en udvikling, jeg går igennem med Adrian. Nogle dage kører det bare. Han er glad, sover godt og jeg tænker: "Det er sgu da nemt, det her!". Og pludselig, fra den ene dag til den anden, kan det vende til, at han virker mere ked af det, jeg kan nærmest ikke gå på toilettet, uden at han græder hjerteskærende og han sover samtidig meget lidt. Og dagen efter igen kan vi så være tilbage i en god rytme... Og Adrian forandrer sig jo også meget, nærmest konstant. Han har fået nogle nye lyde, hvor han ligger og kæmper og nærmest råber. Første gang, jeg hørte det, tænkte jeg: "Hvad dælen sker her?", men det er så bare hans nye lyd.

Denne uge har budt på mange forskellige oplevelser for mig og Adrian. Vi har været ude, og han har både grædt og grinet. Mandag var vi på besøg hos nogle dejlige piger, jeg kender fra APA, og han virkede bestemt ikke glad for at være andetsteds end hjemme, mens han tirsdag til babyrytmik hos Hva´ Så? (første gang!) fandt det ganske underholdende.

Det er klart, at når han er glad, så er jeg også glad. Og når han er ked af det og viser sine nedadvendte mundvige, så bliver jeg også trist. Eller trist er måske så meget sagt... nærmere usikker og presset. Ikke fordi jeg tænker "Hvad mon de andre tænker?", men mere fordi jeg jo synes, han skal have nogle positive oplevelser ved at komme ud. Og når han flere gange i træk viser usikkerhed og utryghed, så kan jeg godt blive i tvivl. Kommer han mon for meget ud? Eller nok nærmere: bliver han kastet for meget ud i nye situationer med nye mennesker på nye steder?

Det tror jeg nu ikke. For han skal jo også lære at være blandt andre mennesker end sin mor og far. Og han skal også vænne sig til at være andre steder end derhjemme. Men omkring halvdelen af sit liv, har han udvist utryghed ved at være andre steder; altså, halvdelen af de gange, vi er ude, bliver han ked af det. Jeg synes, det er ærgerligt, og derfor bliver jeg ved med at stå fast ved, at vi skal ud. Så kan vi jo gå igen, hvis det går helt galt, og han kan komme ned i sin trygge, velkendte barnevogn. Men indimellem kræver det altså mod fra min side; for jeg bruger ekseptionelt meget energi, når han er ked af det og utryg. Mens jeg har overskud til at snakke med de andre mødre og hygge mig, når han er glad. Naturligt nok.

Jo flere positive oplevelser, vi begge får, jo mere mod og selvtillid giver det også mig til at ville komme mere ud. For jeg kan jo mærke, at efter en dejlig dag med udefrakommende indtryk og input, så bliver tanken ligesom fyldt op påny med energi. Og det er vigtigt. Så man ikke ryger helt ind i den såkaldte barselsboble. Og forhåbentlig giver det også Adrian selvtillid i forhold til at opleve nye situationer og nye mennesker. Og styrker ham fremadrettet som menneske.

/Stine

Første adskillelse

Om en uge skal jeg til Århus. Og feste. Og fejre min venindes 30 års fødselsdag. Og jeg glæder mig helt vildt til at komme ud og "blive luftet" lidt. Og samtidig ved jeg også, at det bliver helt anderledes end tidligere fester, fordi jeg skal væk fra Adrian.

Ja, jeg har været væk fra Adrian flere gange. I få timer af gangen. Hvor jeg har været til frisør, på shoppingtur eller andre småture. Men på lørdag skal jeg være væk i over et døgn. Det er en lidt blandet følelse, fordi jeg førhen - før Adrian - ville være helt uforbeholden omkring afrejsen. Måske er det nærmest reglen, at man som mor får lidt dårlig samvittighed over for sin baby, når man tager væk? Jeg har i hvert fald hørt om det flere gange.

Og Adrian kommer naturligvis til at hygge sig helt vildt sammen med sin dejlige far. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Det er mere moderen, der kommer til at få en anderledes oplevelse. Jeg glæder mig som nævnt mega meget, for det bliver virkelig rart at komme ud! Ud i virkeligheden og se andre mennesker, drikke lækker vin, spise lækker mad, møde en masse herlige mennesker og tale om andet end bleer, modermælkserstatning og soverytmer. I det hele taget få et lille afbræk fra barselslivet.

Det bliver skønt, og jeg tror, det er sundt og vigtigt at foretage sig andet end at gå hjemme med sin baby. Og togturen skal bruges til at læse, læse, læse! Og hvile ovenpå vinen... Og samtidig ved jeg også med mig selv, at når jeg søndag middag sætter mig i toget, så vil jeg bare hjem. Hjem til min dejlige familie. Det er sundt at savne engang imellem. Og skønt at have noget helt fantastisk at vende hjem til.

/Stine

Mobning

I dag gik jeg en tur i Valby. Jeg har boet i Valby i de første fem år af min tid i København, og jeg faldt helt tilbage i gamle, skønne minder. Jeg har derfor gået med tanker om, at mit blogindlæg skulle handle om nogle af de dejlige oplevelser, jeg havde i Valby. Men her til aften er jeg kommet på andre tanker. For der er et emne, der presser sig på, og som er mere vigtigt for mig at sætte fokus på. Og det er mobning.

For tiden er der fokus på mobning i TV. Der er "Myginds mission" på DR1 onsdag kl. 20.40, og så er det netop opstartede "Silas opgør" på TV2 tirsdag kl. 20.50. I sidstnævnte program deltager også fantastiske Anna Bjerre, som står bag GirlTalk.dk, hvor jeg har været frivillig i fem år. Men det er en helt anden historie.

Jeg er selv blevet mobbet. Da jeg startede i børnehaveklasse, som det hed dengang, havde jeg lyseblå briller og overbid. Og det blev kommenteret fra første dag. Senere blev der slået ned på, at jeg var tyk. Der var specielt en enkelt dreng, som mobbede. De andre var blot medløbere, hvilket dog kan være lige så slemt. Og hvem tør være den, der siger fra og risikerer at stå uden for? Jeg var ikke den eneste i klassen, der blev udsat for det daglige overgreb. Bare man var den mindste smule speciel eller anderledes, ja, så var man et mål for mobning.

Den dag i dag tror jeg, at det bundede i usikkerhed fra den dreng, der mobbede. Ham og jeg blev i en periode altid placeret ved siden af hinanden, og dagligt sad han og prikkede med en blyant ind i mine ribben, så jeg til sidst fik mærker af det. Da min mor kontaktede min klasselærer for at forhøre sig omkring, om det kunne være muligt at omrokere siddepladserne, fik hun at vide, at jeg "havde psyken til det". Hertil svarede min mor: "Stine bliver altså ikke ved med at have psyken til det, hvis det fortsætter på denne måde.". Måske virkede jeg stærk udadtil? Men indeni var jeg ved at gå i stykker, og jeg var ked af det, hver dag jeg kom hjem fra skole.

Jeg havde heldigvis nogle gode veninder i klassen, så jeg var ikke alene. Mange af de mennesker, der bliver mobbet, føler sig alene, fordi det kan føles, som om alle omkring dem vender sig imod dem. Jeg følte mig ikke alene. Men mobningen resulterede i, at jeg til sidst følte mig tyk, grim og forkert. Hvis man gang på gang, dag efter dag, får det samme at vide, så ender man til sidst med at tro på det. Det ender med at blive sandhed.

Jeg er så glad for, at der kommer mere og mere fokus på mobning. For der er rigtig mange mennesker derude, der bliver mobbet. Både børn, unge og voksne. Og det er hæsligt og kan skabe så meget dårligt selvværd. I rigtig mange år. Man vil altid være mærket af det på én eller anden måde. Derfor er det godt med dette fokus på mobning. For det er så vigtigt.

/Stine

På den igen

Ja, så skal jeg snart på den igen. Jobsøgningshelvedet. Jeg har barsel et halvt års tid endnu, men jeg har besluttet mig til at gå i gang med at søge jobs igen allerede til marts. Hvilket der forhåbentlig kommer et job ud af. Som jeg kan have i minimum et år. For ellers optjener jeg ikke min ret til en ny dagpengeperiode. Og det er lige netop dét, der stresser mig; at jeg har præcis 35 uger tilbage med dagpenge, og så klapper fælden.

I april måned er det tre år siden, jeg blev færdig som kandidat fra RUC. Og jeg har haft to ansættelser siden. En projektansættelse og en løntilskudsansættelse. Hvor den sidstnævnte stadig indebar fuld brug af dagpenge. Trods 37 arbejdstimer om ugen. Nu er tiden ved at være moden til, at jeg godt kunne bruge en fastansættelse et sted. En ansættelse, hvor jeg vel at mærke ikke bruger af mine dagpenge. For jeg magter ikke at skulle tilbage på dagpenge og vide, at uret tikker i forhold til de 35 resterende uger.

Jeg kan virkelig godt forstå, at man ikke bare kan få dagpenge på ubestemt tid. Det er klart, at det er møg dyrt for samfundet at udbetale de mange dagpenge til de mange mennesker, der ikke kan finde et job. Men der skal også være en løsning i form af andet end løntilskudsstillinger, hvor det efterfølgende ikke kan lade sig gøre at blive ansat. Så er det jo blot på lånt tid og i princippet bare for at få tiden til at gå. Og det dur ikke. Og fuck erfaring, rent ud sagt! For hvis der ikke er jobs at få, ja, så kan man have nok så mange erfaringer, men det hjælper intet. Det har jeg erfaring med.

Jeg har tidligere skrevet om mine frustrationer med hensyn til jobsøgning. Som du, kære læser, nok kan forestille dig, så fylder det rigtig meget. Jeg får ondt i maven, når jeg tænker på, at jeg om to måneder skal tilbage til jobsøgningen. Det føles altså lidt som at blive slået tilbage til start hver gang... Heldigvis har jeg nogle gode kontakter, som jeg kan starte med at henvende mig til. Og så må jeg forsøge at slå koldt vand i blodet og sige til mig selv, at det nok skal lykkes denne gang. For nu må det da snart være min tur?

/Stine