Savn

Som skrevet tidligere her på bloggen, var jeg i weekenden i Århus for at fejre min venindes fødselsdag. Og det var med blandede følelser, jeg kyssede Adrian farvel lørdag formiddag. For jeg skulle være væk i præcis 27 timer, og det er altså lang tid, når man har en lille baby. Ikke for ham - han hyggede jo hjemme med sin far - men for mig.

Jeg tog af sted, og den første time i toget skiftede jeg mellem at høre Mads og Monopolet, læse lidt i et blad og høre musik. Jeg kunne ikke rigtig finde ro, for hvornår har jeg egentlig sidst haft tre hele timer, hvor jeg bare kunne lave absolut ingenting?

Da den anden time i toget blev skudt i gang, begyndte jeg for alvor at nyde det. Jeg sad bare og gloede ud ad vinduet på det fynske vinterlandskab, mens jeg hørte musik. Det var super fedt!

Festen var meget hyggelig, og det var virkelig rart at komme ud og se andre mennesker og ikke mindst at tale om andet end bleer, soverytmer og grød. Der var en anden mor i selskabet, som også var ude for første gang, så vi fik lige lidt babysnak af vejen, inden resten af selskabet ankom.

Og da det blev søndag morgen, ville jeg - helt som forventet - meget gerne hjem meget hurtigt. Så søndagen var lidt hård, og jeg var først hjemme kl. 15. Og så sov Adrian selvfølgelig de første to timer, jeg var hjemme, men jeg var hjemme!

Jeg er så glad for, jeg kom af sted. For jeg nød det virkelig. Men jeg tænker samtidig, at der kommer til at gå en rum tid, før jeg skal være væk fra Adrian et helt døgn igen. For det er altså lang tid, og jeg savnede ham rigtig meget. Min kære, lille skat.

/Stine