Ikke to dage er ens

Når man har en lille baby, er ikke to dage ens. Det erfarer jeg mere og mere. Og det er både dejligt og også udfordrende, at hver dag er ny. For hvis man, som jeg, godt kan lide stabilitet og rutiner, så er det lidt af en udvikling, jeg går igennem med Adrian. Nogle dage kører det bare. Han er glad, sover godt og jeg tænker: "Det er sgu da nemt, det her!". Og pludselig, fra den ene dag til den anden, kan det vende til, at han virker mere ked af det, jeg kan nærmest ikke gå på toilettet, uden at han græder hjerteskærende og han sover samtidig meget lidt. Og dagen efter igen kan vi så være tilbage i en god rytme... Og Adrian forandrer sig jo også meget, nærmest konstant. Han har fået nogle nye lyde, hvor han ligger og kæmper og nærmest råber. Første gang, jeg hørte det, tænkte jeg: "Hvad dælen sker her?", men det er så bare hans nye lyd.

Denne uge har budt på mange forskellige oplevelser for mig og Adrian. Vi har været ude, og han har både grædt og grinet. Mandag var vi på besøg hos nogle dejlige piger, jeg kender fra APA, og han virkede bestemt ikke glad for at være andetsteds end hjemme, mens han tirsdag til babyrytmik hos Hva´ Så? (første gang!) fandt det ganske underholdende.

Det er klart, at når han er glad, så er jeg også glad. Og når han er ked af det og viser sine nedadvendte mundvige, så bliver jeg også trist. Eller trist er måske så meget sagt... nærmere usikker og presset. Ikke fordi jeg tænker "Hvad mon de andre tænker?", men mere fordi jeg jo synes, han skal have nogle positive oplevelser ved at komme ud. Og når han flere gange i træk viser usikkerhed og utryghed, så kan jeg godt blive i tvivl. Kommer han mon for meget ud? Eller nok nærmere: bliver han kastet for meget ud i nye situationer med nye mennesker på nye steder?

Det tror jeg nu ikke. For han skal jo også lære at være blandt andre mennesker end sin mor og far. Og han skal også vænne sig til at være andre steder end derhjemme. Men omkring halvdelen af sit liv, har han udvist utryghed ved at være andre steder; altså, halvdelen af de gange, vi er ude, bliver han ked af det. Jeg synes, det er ærgerligt, og derfor bliver jeg ved med at stå fast ved, at vi skal ud. Så kan vi jo gå igen, hvis det går helt galt, og han kan komme ned i sin trygge, velkendte barnevogn. Men indimellem kræver det altså mod fra min side; for jeg bruger ekseptionelt meget energi, når han er ked af det og utryg. Mens jeg har overskud til at snakke med de andre mødre og hygge mig, når han er glad. Naturligt nok.

Jo flere positive oplevelser, vi begge får, jo mere mod og selvtillid giver det også mig til at ville komme mere ud. For jeg kan jo mærke, at efter en dejlig dag med udefrakommende indtryk og input, så bliver tanken ligesom fyldt op påny med energi. Og det er vigtigt. Så man ikke ryger helt ind i den såkaldte barselsboble. Og forhåbentlig giver det også Adrian selvtillid i forhold til at opleve nye situationer og nye mennesker. Og styrker ham fremadrettet som menneske.

/Stine