I april måned er det tre år siden, jeg blev færdig som kandidat fra RUC. Og jeg har haft to ansættelser siden. En projektansættelse og en løntilskudsansættelse. Hvor den sidstnævnte stadig indebar fuld brug af dagpenge. Trods 37 arbejdstimer om ugen. Nu er tiden ved at være moden til, at jeg godt kunne bruge en fastansættelse et sted. En ansættelse, hvor jeg vel at mærke ikke bruger af mine dagpenge. For jeg magter ikke at skulle tilbage på dagpenge og vide, at uret tikker i forhold til de 35 resterende uger.
![](https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEiDI-JnB_uX5mBiRHmEu-dMynmQGnQPz29AfYZS27FyPHqlaRILJyuR5vjig8kvpOTd8zD142SiRoTs8TRrgrL9TNYUQ4N_lmesJhsp8yvor9R3PhUGXNLnQxjVrJbvTjPlzTLWbFNm_90/s200/images.jpg)
Jeg har tidligere skrevet om mine frustrationer med hensyn til jobsøgning. Som du, kære læser, nok kan forestille dig, så fylder det rigtig meget. Jeg får ondt i maven, når jeg tænker på, at jeg om to måneder skal tilbage til jobsøgningen. Det føles altså lidt som at blive slået tilbage til start hver gang... Heldigvis har jeg nogle gode kontakter, som jeg kan starte med at henvende mig til. Og så må jeg forsøge at slå koldt vand i blodet og sige til mig selv, at det nok skal lykkes denne gang. For nu må det da snart være min tur?
/Stine
Held og lykke - nu skal det nok lykkedes !!!!!!!!!!! Forstår til fulde dine frustrationer.
SvarSletKrydser fingre for dig.
Knus Ane Marie
Hej Ane Marie
SvarSletTak for din kommentar og tak for de krydsede fingre :-)
/Stine