Rastløshed

Adrian er snart fem måneder, og nu begynder jeg at føle mig lidt rastløs. Det føles lidt forkert at hævde, at jeg ligefrem keder mig, og det er heller ikke det, der sker for mig. Men tiden kan altså godt føles ret lang, når man går hjemme med sådan en lille purk dag ud og dag ind. Og for mig handler det efterhånden om at planlægge nogle aktiviteter, så der kan ske noget i hverdagen. Noget forskelligt.

Lige for tiden er de fleste, jeg kender, lagt ned af sygdom. Åndssvage januar! Derfor er flere aftaler i denne uge aflyst, for babyer, der unødigt smitter hinanden, holder bare ikke. Jeg har derfor igangsat Plan B, der handler om at have mindst én aktivitet pr. dag. Ellers ville denne uge blive pænt kedsommelig...

Jeg kan mærke, at jeg efterhånden trænger til at komme ud. At opleve noget. Tale med mennesker. Om andet end bleer, soverytmer og grød. Få nogle input fra voksne mennesker. For det giver noget energi, som så gør, at jeg har mere overskud til at hygge med Adrian. Og det er jo mega hyggeligt at tulle rundt hjemme, bare ham og mig, men det skal altså ikke være det eneste, jeg gør.

Jeg kan mærke, at jeg nu har overskud til at gøre andet end at gå ture, være i mødregruppe og gå til babysalmesang. For Adrian tager det jo så pænt efterhånden og er ligesom kommet over sin "nedadvendte-mundvige-periode". Og så er det da bare om at komme ud!

I morgen tager jeg ud til min gamle arbejdsplads, Amager Bio, hilser på folket derude og lader dem møde Adrian. Torsdag tror jeg, den skal stå på babybio. Det er dejligt med planer, som man glæder sig til.

/Stine