Svigermors skarpe tunge

I går kom Christian hjem og fortalte, at nu vil hans mor definitivt ikke se ham længere. Og jeg sidder bare tilbage med en følelse af totalt ubegribelighed. Det bliver udfordrende for mig at gøre dette indlæg relativt kort, for der ligger en masse bag. Men lad mig begynde ved begyndelsen.

I maj 2011 var vi i anledningen af Christians fødselsdag til middag med hans forældre. På det tidspunkt var jeg gravid. Jeg aborterede senere, men på daværende tidspunkt troede vi jo alle, at fosteret skulle blive til noget. Og det var dér, alle problemerne rigtigt tog fart. På et tidspunkt sidder jeg alene med Christians mor, som med tilbagelænet kølighed spørger mig, hvorfor jeg dog ikke ejer et strygejern; det burde alle moderne kvinder jo have. Jeg får svaret noget med, at jeg ikke finder det nødvendigt. Undrende gennemfører jeg resten af middagen og bliver derhjemme ked af hendes åbenlyse kølighed over for mig.

Der går ikke længe, før Christian bliver inviteret hjem til hans forældre alene; uden mig. Og da fortæller hans mor, at hun ikke bryder sig om mig. Hun synes, jeg er indbildsk og forkert for hendes søn. Jeg har ikke set hende siden. For jeg har ikke været velkommen hjemme hos dem. Så engang imellem - et par gange eller tre om året - har Christian taget turen til Helsingør med det håb, at forholdene kunne ændre sig. At i det mindste hans far ville åbne munden. Jeg har, hver gang Christian har været af sted, haft det super dårligt med at sidde alene tilbage derhjemme. Men samtidig kan jeg egentlig også godt forstå, at han har haft et håb om, at tingene kunne ændre sig, og at en invitation fra dem eventuelt kunne føre noget positivt med sig. Men der er bare aldrig sket nogen positiv udvikling, og generelt er der ikke blevet talt om tingene.

I marts 2012 modtager Christian et brev fra sin mor. På fem tætskrevne sider står der beskrevet, hvor forfærdelig, forkælet og egoistisk jeg er, og at jeg grundlæggende er forkert for Christian. Hver enkelt situation, hvor jeg har været sammen med hende, står det nøje beskrevet, præcis hvad jeg har gjort forkert, og ikke mindst hvad jeg burde have gjort i stedet for. Bestilt rigtig fransk mad i stedet for en pizza i Sydfrankrig, for eksempel. Eller dækket et smukt bord, den ene gang de var på besøg hos os på Vesterbro.

I brevet står der blandt andet også, at jeg er utrolig uopdragen og forkælet. Og dette blev min mor naturligvis dybt provokeret over. Efterfølgende sendte min mor, i samråd med Christian og jeg, et pænt brev til Christians mor, hvor der blandt andet står lidt om, hvordan vi har levet vores liv i min familie, at jeg har to storebrødre og at min mor har fem dejlige børnebørn - med et sjette på vej (Adrian). Alt i alt et generelt positivt brev med vægt på familierelationer og det berigende ved børn og børnebørn.

For at gøre en meget, meget lang historie kort, så ender det altså med, at Christian i går aftes kommer hjem og fortæller, at hans mor ikke vil se ham længere, fordi han har "godkendt" brevet fra min mor, aka er enig i hendes udsagn. Og i bund og grund er det jo ikke en svær nød at knække: Christians mor er fornærmet, såret og vred over, at han har fået sin egen familie i form af Adrian og jeg. Hun ville allerhelst, at han kunne blive ved med at være hendes lille dreng og ikke selv få sig et selvstændigt liv. Det er vist det, man kalder Ødipus-komplekset?! Blot den anden vej rundt; fra moder til søn. Og hvis ikke det havde været min mors brev, der havde udløst en endelig afvisning fra hendes side, ja, så havde det blot været noget andet.

Så nu har Christian faktisk ikke nogen mor mere. Og Adrian ingen farmor. Hvor vil jeg dog ønske og håbe, at Christians far på et tidspunkt tager sig sammen til at bryde ud af den onde cirkel, hun så flot har sat i gang.

Jeg sidder bare tilbage med et stort spørgsmålstegn. Hvordan kan man skære hånden af sin søn - sit eneste afkom?

Jeg kunne godt tænke mig at høre lidt fra jer derude. Har I også oplevet familiefejder, og hvad gjorde I ved dem? Hvad tænker I om ovenstående?

/Stine