Jeg har travlt for tiden sammen med Adrian. Og jeg er egentlig mere aktiv her i min barselstid, end jeg havde regnet med. Tirsdag går vi til babyrytmik, onsdag er vi til mødregruppe og fredag til babysalmesang. Det er de faste aftaler i løbet af ugen. Dertil kommer diverse barselsforedrag, hyggeaftaler og -møder med dejlige mennesker og fysioterapi for Adrian. Så efterhånden er det ved at være længe siden, at vi, i hverdagene, har haft bare én hjemmedag i løbet af ugen.
Jeg tænker, at det måske hurtigt kan blive lidt for meget. Og jeg overvejer også for hvis skyld, vi er så aktive. Er det for Adrians skyld, eller er det i virkeligheden mig, der ikke gider at sidde derhjemme, men har brug for at komme ud at møde andre mennesker og få tiden til at gå? Jeg er nået frem til, at det er en kombination af begge. For jeg tror sgu også, at Adrian ville kede sig lidt, hvis vi lavede præcis det samme hver dag og bare var herhjemme altid.Men indimellem er det nu nok meget godt, for os begge to, at være herhjemme og bare lave ingenting. Gå en god, lang tur i løbet af dagen og ellers bare lave... ingenting. For jeg kan da også mærke, at det kan være en kende presset at skulle gå ud ad døren kl. 9.45. Når Adrian så vågner eksempelvis kl. 6.30, så skal der dælme tænkes i timing! Det lykkedes dog altid, og jeg kan som nævnt rigtig godt lide at komme ud, men jeg nyder altså også de dage, hvor vi ikke skal være et bestemt sted på et bestemt tidspunkt. Mon ikke en mellemting er meget passende for både store og små?
Læs lige denne. Manden har en interessant pointe:
http://www.information.dk/452751
/Stine
Ingen kommentarer:
Send en kommentar