Man skulle være mand nogle gange

Ja, det skulle man altså. For mænd har en utjrolig evne til at sove fra larm fra gaden, tanker og babylyde. Jeg gad virkelig godt kunne lukke lidt af en gang imellem!

Jeg har altid sovet meget let og vågnet ved den mindste lyd. På koloni med fritidshjemmet vågnede jeg utallige gange om natten af de andres lyde; snorken, talen i søvne og grynten. I graviditeten kunne jeg ikke sove igennem, fordi jeg skulle op og tisse så mange gange i løbet af natten. Og nu vågner jeg ved den mindste lille lyd fra Adrian. Det har dog heldigvis hjulpet, at han nu sover på sit eget værelse om natten, men alligevel. Det er altid mig, der vågner først af mig og Christian...

Forleden nat stod Christian op og gav Adrian flaske. Og jeg tog morgenen. Det er noget, vi indimellem er begyndt på i weekenderne, så i den mindste den ene af os kan sove natten igennem. Eller det vil nærmere sige, så der er mulighed for at blive liggende om natten. For jeg kan jo selvfølgelig ikke sove, før sidste mand har lagt hovedet på puden; når alle andre sover, så kan jeg også sove. Jamen, hvor belastende er det da lige?!

Og her er det så, jeg tænker: man skulle være mand. For de fleste mænd er altså i stand til at sove om natten - indtil det er direkte nødvendigt at vågne. Og det ville sgu da være rart at kunne udøvre dette i praksis.

En anden ting, der frustrerer mig, er, at mænd ikke skal kæmpe med de mange kilo, en graviditet medfører. Nu er det snart 4 måneder siden, Adrian blev født, og jeg synes ikke, der sker en bjælde med min krop. Jeg har droppet chokoladen, svømmer, går en hulens masse raske ture med barnevognen og har nu også hevet Pilates-dvd-én frem for at få gjort kål på i det mindste nogle af de kilo, der har bidt sig fast som igler til min krop. Og intet sker! Jamen, hvad f..... er meningen?! Hvor motiverende er det lige at blive ved og ved med at kæmpe, når der tilsyneladende ikke ryger ét gram?! Snyd, at mænd så bare kan blive siddende i sofaen og ikke behøver at kæmpe mod vægten. Jeg føler mig møg-irriteret, når jeg ligger der på Pilates-måtten, men Christian hygger med Adrian og ikke behøver at skulle ligge dér på gulvet og knokle dag ud og dag ind.

Jeg lyder måske bitter. Det er jeg ikke. For vi kan nu engang ikke gøre noget som helst ved forskellen på mænd og kvinder. Og heldigvis da. Men jeg er frustreret over at være kvinde lige i disse dage. Ja, som kvinde bærer man barnet, og det er da også noget helt specielt, men altså. Nu er han jo ude, og kan vi så komme lidt videre? Først er der graviditeten, så selve fødslen, så amningen (som var pisse hård og aldrig kom til at fungere i de 9 uger, jeg forsøgte) og så til sidst sidder jeg her med mine mange, ekstra kilo. Nu vil jeg videre!

Så det er vel "bare" noget med at fise ud og få gået de ture, svømmet, dyrket Pilates, ædt nogle gulerødder og æbler i stedet for den åndssvagt lækre chokolade? Jep, sådan må det være. Men jeg vil sgu snart se resultater!

Godt nytår derude.

/Stine