De sidste par dage har for mig været sådan en rutchebanetur. Onsdag og torsdag gik det så fint. Jeg var glad og fuld af overskud. I dag har været en lidt dum dag. Og sådan er livet jo. Sådan var det jo også, før jeg blev mor. Men jeg må erkende, at turen med rutchebanen har fået lidt mere højde på. Og dybde.
Det er vanskeligt for mig at sætte fingeren på, præcis hvad det er, der gør, at en dag som i dag bare ikke har været fed. Men det har den bare ikke været. Kender du det? Hvis du får det forkerte ben ud af sengen om morgenen, så kan det være svært at lægge den dumme start på dagen bag sig.Når man har en lille purk at tage sig af, så er man bare nødt til at udvise overskud og glæde. For han kan med garanti mærke, hvis man er ked af det. Det tror jeg faktisk også, Adrian kunne i dag. Han kiggede lidt undrende på mig, da jeg var trist, og han smilede lidt prøvende til mig. Meget kært. Og jeg formåede (til dels) at bevare roen og smile tilbage. For det var jeg nødt til, selvom jeg mest af alt havde lyst til at gemme mig under dynen og SOVE.
Jeg kommer til at tænke på, hvad min gamle, fantastiske efterskoleforstander sagde: Når man er ked af det, kan man forsøge at smile lidt, selvom det kan være svært. For på ét eller andet plan narrer smilet og de benyttede muskler hjernen til at tro, at man er glad. Prøv det en dag, hvor du føler dig trist og ked af det. Det virker faktisk.
God weekend derude.
/Stine
Ingen kommentarer:
Send en kommentar