Pylremor

Jeg føler, jeg er blevet en rigtig pylremor. Sådan én, der tænker, at det nok ikke duer at gøre ret mange ting uden for hjemmets fire vægge. Er det mon også min egen tryghedsnarkoman, der viser sit fjæs?

I morges blev jeg simpelthen så forskrækket. Adrian begyndte at ryste. Og jeg kunne bare høre en indre stemme gentage: "Bevar roen! Bevar roen!". For jeg har både læst og hørt, at baby totalt aflæser sine forældres ansigter, og hvis man derfor selv viser panik eller angst, så bliver baby også rigtig nervøs. Så jeg smilede (overbevisende?) til lille Adrian og hviskede: "Det skal nok gå".

Og det gjorde det jo også. Rysteturen - hvad det så end var - varede under 10 sekunder, og så faldt han i søvn. Og har haft det helt fint resten af dagen. Men for pokker, hvor blev jeg bange! For mit indre så jeg allerede ambulancer og alt muligt. Da Adrian sov sødt lidt efter, skyndte jeg mig at ringe til Christian på hans arbejde og indledte med et stakåndet: "Har du nogle møder i dag - for Adrian har altså lige haft en rystetur, og jeg tror, du skal komme hjem!". Vi blev enige om, at jeg skulle ringe igen, hvis der skete mere.

Og så er det bare jeg tænker: And so it begins. Nu begynder alt det her med at være sindssygt bekymret, hver gang Adrian gør noget andet, end han plejer. For så bliver jeg usikker og nervøs. Jeg føler jo efterhånden, her efter godt 3 måneder, at jeg kender ham lidt bedre og kender hans reaktioner lidt bedre. Så når der pludselig sker noget anderledes - ja, så bliver jeg altså utryg. Og at han for tiden vender mundvigene nedad, når vi er andre steder og heller ikke føler sig spor tryg ved, at der kommer fremmede i hjemmet (igen: nedadvendte mundvige), ja, det gør ikke pylremoren meget bedre.

Og sådan er det jo bare at være mor. Pylret eller ej - jeg er sgu glad for, jeg reagerede med forskrækkelse tidligere i dag og ikke med sindsophøjet ro. Dét ville være mærkeligt!

/Stine