Go see the dentist

I dag har Adrian og jeg været hos tandlægen. Ja, det var jo så mine tænder, der skulle ordnes (!), men lille A var med. Christian kunne ikke få fri, mens jeg var hos tandlægen, og jeg tænkte, at det vel nok skulle gå. Men samtidig var jeg også noget loren ved situationen. For hvor dælen skal man placere babyen, mens man selv ligger i tandlægestolen?!

Jeg pakkede pusletasken med tæppe, legetøj, sut og andet godt. Da jeg fik gelejdet Adrian og jeg op til 2. sal, hvor tandlægen bor, satte vi os i venteværelset. Og Adrian hyggede rigtigt; kiggede rundt og grinede. Fedt!, tænkte jeg, det hér skal sgu nok gå!

Jeg blev kaldt ind til tandlægen, hvor jeg skulle have sat en krone på en tidligere rodbehandlet tand. Og det kræver boring. Og dermed høje, voldsomme lyde. Voldsomme for en lille baby. I hvert fald for Adrian.

Han er ikke så glad for høje lyde... Støvsugning herhjemme foregår gerne, når han sover ude, eller når enten Christian eller jeg går en god, lang tur med ham. Mens den anden så støvsuger hytten. Og hårtørring har for mig været en sjældenhed de sidste syv måneder...

Så de høje lyde er altså ikke lige Adrians yndlings. De søde klinikassistenter tog ham på skift op i deres arme, og det gik jo, det hele. Vi overlevede! Men hold nu kæft, hvor er det ikke sjovt at ligge dér i stolen og lytte til ens barns hjerteskærende gråd. Og i realiteten ikke kunne gøre noget. For med vatrondeller og diverse instrumenter var det noget svært for mig at ytre min mening: "Giv mig min baby! Det er sgu lige meget med den tand!!". Den søde tandlæge gjorde alt, hvad hun kunne for at færdiggøre sit arbejde så hurtigt som muligt. Og pludselig var det jo heldigvis også overstået.

Ud på toilettet og skifte Adrian. Klargøre en flaske med mælk. Og så bare af sted! Men, men, men... skruelåget på flasken drillede, hvilket resulterede i, at moderen lige formåede at tilte mælk ud over taske, dyne og tøj. Hm!

Efterfølgende var det bare hen i Søndermarken og puste lidt ud på en bænk, mens Adrian fandt ro og faldt i søvn i sin klapvogn. Og da slog det mig: jeg havde ikke engang lagt mærke til, om boringen gjorde ondt...

/Stine