En brik falder på plads

Til tider har jeg revet mig selv i håret af frustration over, at vi herhjemme ikke anede, hvordan det der med pasning af Adrian, enden på barsel og nul feriedage tilbage skulle gå op i en højere enhed.

Derfor har vi i et par måneder arbejdet i at finde en alternativ løsning til vuggestuerne, han er skrevet op til. For her i København - og måske specielt på Vesterbro - er det bare tæt på umuligt at få en vuggestueplads, før barnet er 1 år. Pladsanvisningen har gentagne gange bekendtgjort over for mig, at vi bestemt ikke skal regne med en plads i én af de valgte institutioner, før Adrian er minimum 12-14 måneder.

Jamen, hvad f..... gør folk så?? For så meget barsel og ferie har normale mennesker sgu da ikke! Folk gør én af følgende muligheder:

1) Finder én i deres nærmiljø, som kan passe barnet i de måneder, det drejer sig om, før barnet får en vuggestueplads. Det resulterer ofte i at være en bedsteforælder, som er pensioneret eller kan tage orlov. Duer ikke for os. For den ene bedsteforælder, Adrian har - og som viser oprigtig interesse i ham og dermed kender ham - bor på Sydfyn. Og arbejder.
2) Finder en såkaldt reservebedste. Hmm, hvor gammel er sådan én? Og er barnet så alene med reserven - altså, er der ikke andre unger, han kan bonde med?
3) Takker ja til en alternativ institutionsplads, som kan betyde, at man bor i Valby og skal fise til det ydre Amager morgen og eftermiddag. Ikke rigtig, vel?
4) Passer sit eget + minimum et andet barn hjemme. Nja, jeg vil nu helst bare arbejde i kommunikationsbranchen.
5) Eller finder en privat pasningsløsning. Som så er det, vi har kastet os over. Her er andre børn, men ikke så mange. Det vil sige, Adrian får (forhåbentlig) en blid og rolig start, inden han skal kastes ud i vuggestuetilværelsen med minimum 20 andre børn.

Derfor har vi med lys og lygte kigget efter en privat passer til ham. Og har sat opslag op på den famøse (mere eller mindre famøse; jeg kendte den ikke før for et par måneder siden!) opslagstavle på Københavns Kommunes hjemmeside. Og vi har modtaget diverse mere eller mindre seriøse henvendelser. En hel del var på engelsk. Fred være med folk, som ikke kan tale dansk, men når mit knap 1-årige barn skal passes, skal sproget sgu være dansk! Han er for dælen da ved at lære at tale...

Og nu er det endelig lykkedes! Så nu er det slut med finder-vi-overhovedet-en-pasningsmulighed-til-ham-panik. Ahh, det er skønt og trygt at vide, at nu er han sikret en plads. Og tilmed hos den sødeste og mest rolige kvinde. Som bor 20 minutters gang væk. Lige ved dejlige Søndermarken. Ahh!

Er der andre derude, der har stået i lignende situation? Hvad gjorde I? Og hvordan kan det egentlig være, at det er så p.... svært at få en institutionsplads til sit barn i Københavns Kommune, når der i Faaborg-Midtfyn Kommune er for få børn til at udfylde pladserne? Ja, det har noget med børnetallet at gøre, men hvorfor går de berørte kommuner så ikke ind og arbejder lidt mere på problemet?

/Stine