Om en uge begynder Adrian i vuggestue. Som tiden dog går altså... Jeg har blandede følelser omkring hans start på institutionstilværelsen, som jo skal vare i mange, mange år fremover. På den ene side glæder jeg mig på hans vegne, til han skal møde andre søde, små mennesker og interagere, lære og blive motiveret til en masse sjove og spændende ting. Og på den anden side, så... ja, jeg kommer unægteligt til at savne ham helt sindssygt!
Her har jeg været sammen med ham langt størstedelen af det sidste års tid. Jeg har selvfølgelig været fra ham indimellem, senest i lørdags, hvor jeg i fem timer forkælede mig selv med frisør og shopping. Og Adrian og Christian hyggede herhjemme. Når jeg er væk fra ham i bare et par timer, savner jeg min lille søn. Og når han skal afleveres i vuggestue til fremmede! Uha, det bliver altså specielt.
Men strengen må kappes, vi må videre og han skal ud at have en masse nye og skægge oplevelser. Og jeg skal søge jobs på intensiv maner. Har jo desværre intet job at komme ud til, så jeg kæmper og har siden marts søgt to-fire jobs om ugen. Uden resultat desværre. Bortset da lige fra en enkelt samtale, hvor de fandt en kandidat, som var bedre. For mig handler denne nye tid altså også om prioritering. Jeg må, vil og skal søge jobs, og samtidig synes jeg heller ikke, Adrian skal være i vuggeren syv timer om dagen, når jeg er herhjemme. Så det må blive en mellemting og resulterer nok i tre tidlige, korte dage og to lidt længere, hvor Christian kan hente ham. Og jeg kan arbejde igennem med min jobsøgning. Som jeg håber, håber, håber snart giver positive resultater.
Og på mandag, når han starter i vuggestuen, er det min fødselsdag. Og fem dage efter er det hans fødselsdag. Som naturligvis skal fejres. Tænk sig - 1 år! Som tiden dog går...
/Stine
Ingen kommentarer:
Send en kommentar