mandag den 29. juli 2013

Ny tid

I dag er hverdagen startet på ny. Christian er efter fire ugers barsel begyndt på arbejde igen, og Adrian og jeg er alene hjemme. Kan godt mærke, det kræver lidt tilvænning, når nu vi har været mindst to voksne om Adrian den sidste måneds tid. Men det er også rigtig hyggeligt og rart bare at være os to.

Så nu skal vi finde på noget at lave. Egentlig mest for Adrians skyld, selvom jeg da også ville blive en lille smule vanvittig af at gå hjemme og lave ingenting hver dag den næste måned. Inden ferien gik vi til rytmik, babysalmesang, mødregruppe, babybio og en masse andre aktiviteter. Men babyerne i mødregruppen er ikke så meget babyer længere og er ved at begynde i institution, og de mange aktiviteter holder enten stadig sommerferie, eller også skal man tilmelde sig et længerevarende hold til en ca. 1000 kr. for otte gange. Og det her er jo kun én måned maks, vi snakker om. Så holdundervisningen duer ligesom ikke rigtig.

Legestue!, tænkte jeg, det er da dét, vi skal! For så har Adrian mulighed for at komme lidt tæt på jævnaldrende størrelser igen. Og i dag besøgte vi derfor - som så mange gange før - Enghaveparkens legeplads. I dag med formålet et tjekke deres legestue ud. Der var så... ingen andre. Jo, en sød medarbejder, som fortalte, at legestuen ikke rigtig bliver brugt. Nå. Vi gyngede lidt og gik så hjem. På onsdag prøver vi legestuen på Sankt Hans Torv, som efter sigende skulle være populær. Jeg tænker, at Adrian har godt af at komme lidt ud og være sammen med andre babyer og børn igen. Også inden han skal starte i vuggestue lige om lidt. Hvilket bliver... mærkeligt. Og godt for ham. Og fyldt med savn for moderen. Nå, der er lidt tid endnu...

Hvis der er nogen af jer derude, der har forslag til aktiviteter med en purk på knap et år, må I endelig sige til. Aktiviteter, der gerne ikke skal koste alt for meget + ikke være på hold.

/Stine

Ingen kommentarer:

Send en kommentar