Adrian kom til verden kl. 16.35, så det er, lige om lidt, præcis seks måneder siden. Det er så vildt at tænke på, hvor hurtigt tiden er gået. Men også hvor underlig en størrelse tid egentlig er. For det føles på en måde da også, som om det er længe siden, jeg havde kæmpe, gravid mave og bare glædede mig til at møde den lille purk. Og pludselig var han der, og alting var forandret.
Alting blev forandret til noget bedre. Noget mere meningsfuldt. At være mor for nogen betyder selvsagt en masse ansvar og kærlighed. Ubetinget kærlighed fra det lille menneske, som jo bare elsker sin mor og far helt og aldeles ubetinget. Og kærlighed den anden vej rundt fra os som hans forældre. Det er noget helt specielt.Og nu er Adrian jo i en alder, hvor der bare sker en masse. Hverdagen er blevet sjovere - og samtidig mere udfordrende - for han "gør" ligesom mere; bevæger sig mere, kræver mere og er generelt mere opmærksom. Og det er sjovt.
/Stine
Kære Stine. Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor du skriver denne her blog. Det virker ikke som om, du har noget formål med den. Hvad vil du gerne bidrage med som blogger? Hvad er din pointe med at skrive om netop denne oplevelse fremfor en anden? Der er ingen kant. Ingen humor. Ingen selvironi. Du skriver bare en dagbog over dit liv som mor, pakket ind i en pæn lyserød pakke. Som i dette indlæg, hvor du bare skriver nogle linier, fordi du har været mor i seks måneder. Hvad skal andre lære af det? Du må selv have undret dig over, at du aldrig får nogen kommentarer på den. Det er jo skideligegyldigt. Du skal simpelthen turde noget mere. Ellers fortaber din blog sig i mængden.
SvarSletKære anonyme
SvarSletTak for din kommentar.
Mit formål med denne blog er ganske enkelt at skrive om, hvad der optager mig lige nu. Og lige nu er det min søn og de glæder, tanker og udfordringer der følger med det at være mor for ham. Hvis du har taget dig tid til at læse nogle af mine andre indlæg, vil du kunne se, at det bestemt ikke er pakket ind i en pæn, lyserød pakke; tværtimod skriver jeg om, hvordan jeg oplever det at være førstegangsmor. Jeg har tidligere skrevet om nogle af de udfordringer, der kan være ved at skulle give min søn mad, nogle af de udfordringer, der kan være ved, at ikke to dage er ens, når man er sammen med sådan en lille fyr og at alle de forskellige velmente råd, man får med på vejen, kan skabe forvirring ift., hvordan man skal forholde sig til selv den mindste lille detalje i babys liv.
Endnu tidligere har jeg skrevet om at være ledig og gravid på samme tid, og at det kan give en masse frustrationer. Jeg har også skrevet om musik, bøger og andre sager, der optager mig.
Når man har en baby i huset, kan blogindlæggene ikke altid blive alenlange. Og det er netop også min intention; at indlæggene ikke skal være enormt lange, fordi jeg med min baggrund inden for kommunikation ved, at budskabet bør være kort og præcist, for at læseren gider at bruge tid på det.
Jeg mener selv, at min blog er relevant, i og med at jeg skriver om, hvordan jeg har det med de ting, der optager mig her og nu. Jeg beskriver, hvordan jeg føler og tænker og jeg skriver bestemt ikke blot om alle de "nemme" ting.
Jeg ville virkelig ønske, du havde haft mod til at skrive, hvem du er....
/Stine
Undrer det dig slet ikke, at du aldrig får nogen kommentarer?
SvarSletJeg prøver bare at hjælpe dig til at blive en bedre blogger. Og for at blive det skal man også nogle gange udstille sig selv og skrive om de ting, som ingen andre 'tør'. Det har sådan ikke noget med længden i indlæggene at gøre. Min personlige mening er, at din blog er meget dagbogsagtig. Kære dagbog - det er træls at være ledig. Kære dagbog, min nabo spiller højt musik. Men sådan har jeg vist også været engang. Og så er alt jo godt. Så hellere nøjes med en virkelig god blog en gang om måneden, som du har haft tid til at reflektere over.
Beklager i øvrigt at jeg står som anonym. Men du kender mig ikke. Jeg kender din blog igennem et par veninder, som vi har tilfælles. Og jeg orker ikke det tøsefnidder, der følger med, hvis man kritiserer nogen. Selvom det er velment.
SvarSletHov, jeg glemte lige at nævne mit blogindlæg om mine svigerforældre, som har skåret hånden af deres søn, fordi han har valgt at leve sammen med mig og Adrian. Dét er vist næppe en lyserød pakke!
SvarSletSå nej, jeg mener bestemt ikke, at jeg pakker tingene pænt, lyserødt ind; jeg skriver tingene, som JEG oplever dem, på godt og ondt og med de ups and downs, der findes her i tilværelsen.
Jeg er stadig helt utroligt nysgerrig efter at vide, hvem du er...
/Stine
Ok, helt i orden, at du vælger at være anonym, når vi alligevel ikke kender hinanden. Og det er altid godt med noget feed back, positiv som negativ.
SvarSletMan kan da godt argumentere for, at min blog er dagbogsagtig. Hvad er der egentlig galt i det? Der er nogle meget private ting, som jeg ikke går ind i, og det er simpelthen for at beskytte de mennesker, det omhandler. Jeg respekterer, at min familie og min kæreste måske ikke vil have alt ud på nettet, og derfor bliver det, efter at have vendt mulige oplægsemner med dem, til det, det nu engang er: en blog, hvor jeg skriver om, hvad der optager mig.
Efter utallige opgør med min svigermor er min kæreste og jeg blevet enige om, at jeg godt må skrive om det emne. Det har jeg haft lyst til at skrive om masser af gange, men jeg har respekteret hans ønske om ikke at lægge det ud på nettet til offentligt skue. Men indlægget om mine svigerforældres fravalg af deres søn og barnebarn er virkelig ikke dagbogsagtigt; det mener jeg bestemt ikke. Det er netop et indlæg, hvordan livet også kan være, og hvor super hårdt sådan en afvisning kan være.
Er man en god blogger, når man skriver om emner, som ingen andre tør beskrive? Efter min mening er det ikke nødvendigvis det, der definerer en god blogger, men derimod at vedkommende har et godt sprog og ikke mindst har noget på hjerte. Om det så er, at baby fylder et halvt år eller om det er om store, tunge emner - det er ikke så essentielt. Så længe det er skrevet levende, frit og optager vedkommende.
Jeg har ikke nogen intention om at få flere tusinde læsere. Det ville da være super fedt, men i bund og grund skriver jeg denne blog, fordi jeg med min baggrund i kommunikation ønsker at holde mig til ilden og vedligeholde mit skriftlige sprog.
Jeg får ikke så mange kommentarer, nej. Jeg har tidligere været blogger på GirlTalk.dk, hvor vi iværksatte forskellige tiltag for at få brugerne til at være mere på og kommentere mere. Det er rigtig svært. Læser du ikke også tit en blog uden at kommentere? Jeg synes ikke, bloggens "popularitet" handler om, hvorvidt der er mange kommentarer eller ej, men mere om, hvorvidt der er mange læsere eller ej. Og når man har en blog, kan man følge med i statistik over, hvor mange der har været inde at åbne linket. Og det er ikke så få. Så jeg tænker egentlig, at det går meget godt. Med det in mente, at jeg ikke har nogen intention om at få 100.000 læsere/kommentarer - det er ikke derfor, jeg blogger.
/Stine
Nøøj hvor ser han bare sød, skøn og dejlig ud.
SvarSletSkønt smil og hvor ser han bare rigtig glad ud.
Hej anonyme
SvarSletTak for din kommentar. Ja, han er bare dejlig :)
/Stine