Man skulle være mand nogle gange

Ja, det skulle man altså. For mænd har en utjrolig evne til at sove fra larm fra gaden, tanker og babylyde. Jeg gad virkelig godt kunne lukke lidt af en gang imellem!

Jeg har altid sovet meget let og vågnet ved den mindste lyd. På koloni med fritidshjemmet vågnede jeg utallige gange om natten af de andres lyde; snorken, talen i søvne og grynten. I graviditeten kunne jeg ikke sove igennem, fordi jeg skulle op og tisse så mange gange i løbet af natten. Og nu vågner jeg ved den mindste lille lyd fra Adrian. Det har dog heldigvis hjulpet, at han nu sover på sit eget værelse om natten, men alligevel. Det er altid mig, der vågner først af mig og Christian...

Forleden nat stod Christian op og gav Adrian flaske. Og jeg tog morgenen. Det er noget, vi indimellem er begyndt på i weekenderne, så i den mindste den ene af os kan sove natten igennem. Eller det vil nærmere sige, så der er mulighed for at blive liggende om natten. For jeg kan jo selvfølgelig ikke sove, før sidste mand har lagt hovedet på puden; når alle andre sover, så kan jeg også sove. Jamen, hvor belastende er det da lige?!

Og her er det så, jeg tænker: man skulle være mand. For de fleste mænd er altså i stand til at sove om natten - indtil det er direkte nødvendigt at vågne. Og det ville sgu da være rart at kunne udøvre dette i praksis.

En anden ting, der frustrerer mig, er, at mænd ikke skal kæmpe med de mange kilo, en graviditet medfører. Nu er det snart 4 måneder siden, Adrian blev født, og jeg synes ikke, der sker en bjælde med min krop. Jeg har droppet chokoladen, svømmer, går en hulens masse raske ture med barnevognen og har nu også hevet Pilates-dvd-én frem for at få gjort kål på i det mindste nogle af de kilo, der har bidt sig fast som igler til min krop. Og intet sker! Jamen, hvad f..... er meningen?! Hvor motiverende er det lige at blive ved og ved med at kæmpe, når der tilsyneladende ikke ryger ét gram?! Snyd, at mænd så bare kan blive siddende i sofaen og ikke behøver at kæmpe mod vægten. Jeg føler mig møg-irriteret, når jeg ligger der på Pilates-måtten, men Christian hygger med Adrian og ikke behøver at skulle ligge dér på gulvet og knokle dag ud og dag ind.

Jeg lyder måske bitter. Det er jeg ikke. For vi kan nu engang ikke gøre noget som helst ved forskellen på mænd og kvinder. Og heldigvis da. Men jeg er frustreret over at være kvinde lige i disse dage. Ja, som kvinde bærer man barnet, og det er da også noget helt specielt, men altså. Nu er han jo ude, og kan vi så komme lidt videre? Først er der graviditeten, så selve fødslen, så amningen (som var pisse hård og aldrig kom til at fungere i de 9 uger, jeg forsøgte) og så til sidst sidder jeg her med mine mange, ekstra kilo. Nu vil jeg videre!

Så det er vel "bare" noget med at fise ud og få gået de ture, svømmet, dyrket Pilates, ædt nogle gulerødder og æbler i stedet for den åndssvagt lækre chokolade? Jep, sådan må det være. Men jeg vil sgu snart se resultater!

Godt nytår derude.

/Stine

Forandring

Adrian sover nu i sit eget værelse. Og det var godt nok svært for mig at falde i søvn i går aftes, for der var pludselig så tomt ved siden af dobbeltsengen, hvor hans seng ellers plejer at stå. Men Christian og jeg havde på forhånd talt om, at det ville være en god idé med det der forandring. Så vi også kan få sovet bedre. Og så Adrian kan lære at sove selv. Og derfor valgte vi at indføre forandringen her i juleferien, hvor vi begge er hjemme.

Og jeg kunne bare ikke sove. For hvor var pludselig de pludrende, hyggelige og nuttede lyde? De var lige inde ved siden af jo, men alligevel! Det kræver nok lidt tilvænning for os alle. Men jeg har sovet bedre i nat, fordi jeg ikke vågnede masser af gange i løbet af natten, blot fordi lille Adrian siger den mindste lyd. Og det er jo meget rart at kunne sove ordentligt. Og tiltrængt, ikke mindst.

Adrian klarede det bare så fint i nat og faldt i søvn af sig selv efter at have fået sin flaske. Dygtige dreng! Og endda trods tigerspring, som ellers figurer lidt i disse dage...

/Stine

Træt med træt på

Jeg er træt. Sådan helt ind i knoglerne træt. Jeg har en lurende hovedpine, som banker på, og som truer med at bryde ud, fordi jeg er så træt.

Jeg har læst et sted, at det er meget normalt. At den altoverskyggende træthed kommer galoperende, når baby er omtrent tre måneder. Så det passer jo meget godt med nu. Og jeg har også læst et sted, at hvad der bliver sagt i hjemmet mellem kl. 22 og 06 ikke gælder. Den er jeg helt med på. For når Adrian vækker os om natten (gerne et sted mellem 2 og 4), så er jeg en hejre uden lige. Og hvem får skraldet? Det gør Christian, for han er den eneste voksne ud over mig, og dermed den eneste, der kan forstå, hvor hårdt det er at få afbrudt sin søvn hver eneste nat.

Og jeg ammer ikke engang. Hvilket betyder, at:
1) Adrian spiser ikke lige så ofte og som regel kun 1 gang om natten
2) Christian kan også give ham mad i løbet af natten
3) Et måltid tager ikke længere lige så lang tid for Adrian

Men det er, som om ovenstående faktorer er ligegyldige, når klokken er lort, og jeg lige var faldet i den gode, dybe og opladende søvn. For selvom det indimellem er Christian, der står op, så vågner jeg jo. Og falder jo ikke rigtigt i søvn, før Adrian selv sover. Det må være noget moderinstinkt.

De sidste par nætter har Adrian sovet i seks-syv timer, for derefter at vågne et sted mellem 2 og 4. Og være top frisk. Altså virkelig frisk. Som i det-er-jo-dag-nu-og-vi-skal-holde-fest-frisk. Nej, vi skal ikke holde fest. Vi skal SOVE. Men det kan han jo af gode grunde ikke forstå, og jeg kan sgu godt følge ham i, at han vil op og i gang, når han har sovet så længe.

Så derfor prøver vi noget nyt: hvis den lille fyr bare ikke vil sove om natten, så kommer han over i vores seng. Og Christian tager sofaen. For det er den eneste måde, hvorpå vi alle tre kan få lidt mere søvn. Men selvom jeg i alt måske ender med at have sovet 8-9 timer i løbet af natten, ja, så er jeg bare mega bombet. Hele tiden. Fordi det er afbrudt søvn. Og det er så hårdt.

Jeg ved, det blot er en periode. Det går over. En dag sover Adrian igennem. Men den dag er ikke kommet endnu, og indtil da vil jeg forbeholde mig retten til at være knotten mellem 22-06. Undskyld, Christian...

/Stine

Rutchebane

At være mor kan være noget af en rutchebanetur. Har jeg erfaret. Den ene dag går det strygende. Alt kører. Som på skinner. Og dagen efter går det hele ikke så glat.

De sidste par dage har for mig været sådan en rutchebanetur. Onsdag og torsdag gik det så fint. Jeg var glad og fuld af overskud. I dag har været en lidt dum dag. Og sådan er livet jo. Sådan var det jo også, før jeg blev mor. Men jeg må erkende, at turen med rutchebanen har fået lidt mere højde på. Og dybde.

Det er vanskeligt for mig at sætte fingeren på, præcis hvad det er, der gør, at en dag som i dag bare ikke har været fed. Men det har den bare ikke været. Kender du det? Hvis du får det forkerte ben ud af sengen om morgenen, så kan det være svært at lægge den dumme start på dagen bag sig.

Når man har en lille purk at tage sig af, så er man bare nødt til at udvise overskud og glæde. For han kan med garanti mærke, hvis man er ked af det. Det tror jeg faktisk også, Adrian kunne i dag. Han kiggede lidt undrende på mig, da jeg var trist, og han smilede lidt prøvende til mig. Meget kært. Og jeg formåede (til dels) at bevare roen og smile tilbage. For det var jeg nødt til, selvom jeg mest af alt havde lyst til at gemme mig under dynen og SOVE.

Jeg kommer til at tænke på, hvad min gamle, fantastiske efterskoleforstander sagde: Når man er ked af det, kan man forsøge at smile lidt, selvom det kan være svært. For på ét eller andet plan narrer smilet og de benyttede muskler hjernen til at tro, at man er glad. Prøv det en dag, hvor du føler dig trist og ked af det. Det virker faktisk.

God weekend derude.

/Stine

Lorte-sne!!!

Vinteren har lagt sin kæmpestore, hvide dyne over Danmark. Og jeg er p.... træt af det! Jeg har aldrig været særligt vild med sne. Mine barndomsminder, der involverer sne, leder primært mine tanker hen på utryghed, når drengene i skolen kastede med store, klamme snebolde mod hinanden og alle os andre, der ikke gad at være med. Engang mistede jeg en ørering på den konto, fordi en snebold ramte så hårdt på mit øre, at øreringen røg ud og blev væk i de hvide masser. Sjovt? Næppe.

Ja, jeg har da kælket som barn. Og det var da også meget skægt. Til en vis grænse. Og til en vis alder. Siden har det mest bare været irritationsfremkaldende. Det er så møg-besværligt med al den sne. Busser er forsinkede, tog kan ikke køre på grund af is på skinnerne, det tager tre gange så lang tid at komme frem, det er koldt, vådt og sjappet. Sne er jo bare regn med ekstra besvær oveni. Alt bliver jo vådt og klamt. Og koldt. Øv bøv.

Indrømmet - der er da også noget hyggeligt og kønt over det hvide landskab. Og på en måde tager folk det måske også lidt mere roligt i trafikken. Fordi de ligesom er nødt til at geare ned. Og når (eller rettere hvis) det på juleaften sner, ja, så er det da også meget hyggeligt. Men så stopper det morsomme også for mit vedkommende.

I dag skulle jeg mødes med min mødregruppe. 10 minutters gang herfra. Det vil jo så sige 20, når man lige tager sneen i betragtning. Og blæsten. Jeg pløjede frem og tilbage, fordi det er umuligt for folk at rydde fortovene, når det bare vælter ned med sne hele tiden. Så det var lidt ligesom at gå med barnevognen i en kæmpe mudderpøl. Og alt blev bare vådt og klamt.

Jeg glæder mig, til den der sne har tænkt sig at forsvinde. Og til der ikke kommer mere af den lige foreløbig. Det må sgu gerne være koldt. Det er fint nok. Det er den klamme sne, der irriterer mig grænseløst. Prøv bare at kaste et blik på billedet af barnevognen til venstre; her sover Adrian som regel en god, lang middagslur. Men altså, det holder jo ikke, når det hele er dækket af et tykt lag sne.

Måske bliver det anderledes, når Adrian til næste vinter rent faktisk kan få noget ud af sneen. Men den store sne-fan bliver jeg nu nok aldrig.

/Stine

Pylremor

Jeg føler, jeg er blevet en rigtig pylremor. Sådan én, der tænker, at det nok ikke duer at gøre ret mange ting uden for hjemmets fire vægge. Er det mon også min egen tryghedsnarkoman, der viser sit fjæs?

I morges blev jeg simpelthen så forskrækket. Adrian begyndte at ryste. Og jeg kunne bare høre en indre stemme gentage: "Bevar roen! Bevar roen!". For jeg har både læst og hørt, at baby totalt aflæser sine forældres ansigter, og hvis man derfor selv viser panik eller angst, så bliver baby også rigtig nervøs. Så jeg smilede (overbevisende?) til lille Adrian og hviskede: "Det skal nok gå".

Og det gjorde det jo også. Rysteturen - hvad det så end var - varede under 10 sekunder, og så faldt han i søvn. Og har haft det helt fint resten af dagen. Men for pokker, hvor blev jeg bange! For mit indre så jeg allerede ambulancer og alt muligt. Da Adrian sov sødt lidt efter, skyndte jeg mig at ringe til Christian på hans arbejde og indledte med et stakåndet: "Har du nogle møder i dag - for Adrian har altså lige haft en rystetur, og jeg tror, du skal komme hjem!". Vi blev enige om, at jeg skulle ringe igen, hvis der skete mere.

Og så er det bare jeg tænker: And so it begins. Nu begynder alt det her med at være sindssygt bekymret, hver gang Adrian gør noget andet, end han plejer. For så bliver jeg usikker og nervøs. Jeg føler jo efterhånden, her efter godt 3 måneder, at jeg kender ham lidt bedre og kender hans reaktioner lidt bedre. Så når der pludselig sker noget anderledes - ja, så bliver jeg altså utryg. Og at han for tiden vender mundvigene nedad, når vi er andre steder og heller ikke føler sig spor tryg ved, at der kommer fremmede i hjemmet (igen: nedadvendte mundvige), ja, det gør ikke pylremoren meget bedre.

Og sådan er det jo bare at være mor. Pylret eller ej - jeg er sgu glad for, jeg reagerede med forskrækkelse tidligere i dag og ikke med sindsophøjet ro. Dét ville være mærkeligt!

/Stine

Min dygtige dreng

Adrian vokser og udvikler sig. Naturligvis gør han det. Men én af de mest benyttede sætninger herhjemme for tiden er: "Næh, se, hvad han nu gør!". Mon ikke alle andre forældre har det sådan med deres barn? Gang på gang bliver jeg alligevel imponeret og rørt over alle de nye ting, han kan fra dag til dag. Det er så fedt at opleve!

Det seneste i lille Adrians udvikling handler om at rulle fra ryg til side, for herefter at kæmpe bravt for at komme helt om på maven. Ligeledes er han rigtig begyndt at fatte interesse for omgivelserne; legetøj, billeder og nisser. Og han er også godt i gang med at gribe ud efter ting og meget snart holde fast i ting. Det er skægt.

På fredag fylder Adrian 3 måneder, og når jeg tænker tilbage på de 3 måneder, dukker en masse tanker op. Blandt andet hvor hurtigt han dog er vokset. Jeg ved godt, at det siger alle forældre om deres børn, men den er god nok; det går altså bare stærkt, og jeg kan dårligt huske, hvordan han så ud og opførte sig, da han var helt lille bitte. Sådan er det, og det er jo bare om at nyde hvert moment.

/Stine

Adrians nye opdagelse

Adrian har opdaget sine hænder. Og det er virkelig underholdende at betragte. Hænderne bliver rask væk suttet på, proppet i munden og brugt til at kramme tøj og stofbleer i ét væk. Det er så skægt at observere.

Og det får mig til at tænke på, at tiden bare går så hurtigt. For kort tid siden var han en lille, bitte, bitte fyr, der nærmest blot kunne sove, spise, græde og fylde bleer.

Nu bruger han meget tid på at observere; ansigter, billeder, lys og genstande. Og det er virkelig hyggeligt. Og også lidt vildt, at tiden bare går så hurtigt.

Når han ligger på sit tæppe og klasker ud efter ting, farer arme og ben frem og tilbage, og hvis han kunne, ville han med garanti begejstret udbryde: "I´m so excited!". 

/Stine

Ro og tryghed

I dag gik det for alvor op for mig, at det her med baby og barsel beror på tryghed og ro for baby. Og i den grad handler det om at lytte til babys behov her og nu. Adrian og jeg tog til Østerbro for at deltage i APAs efterfødselshold. Vi har været af sted tre gange før, og to af gangene er det ikke gået så fantastisk, som jeg ellers havde håbet på.

For babyer græder jo selvfølgelig, og det er klart, at jeg ikke har kunnet være med til alle gymnastikøvelserne, og det er også klart, at Adrian ikke hver gang har gidet at ligge på maven sammen med de andre skønne babyer.

Men i dag blev det for meget, for lille Adrian var bare så ked af det. For tiden er han meget tryghedssøgende og er helt klart mest glad og veltilpas derhjemme i trygge, vante rammer. Jeg oplevede dette hos ham så sent som i mandags, da vi for første gang mødtes i mødregruppen. Adrian lå og sov det ene øjeblik, og det næste øjeblik vågnede han op til nye mennesker - store som små. Og dét huede ham bare ikke! Han kiggede sig omkring, vendte blikket mod mig og vendte mundvigene nedad. Og så brød gråden frem. Og han var noget nær utrøstelig, indtil vi gik ind i et rum for os selv; så faldt han til ro. Indtil vi gik ind til de andre igen.

Det slog mig derfor i dag på APA: det handler altså om at lytte til den lille fyrs behov. Og han har ikke behov for at være så ked af det, som han var i dag. Så derfor har jeg valgt at droppe de resterende to gange. Selvom det er super godt at komme af sted, komme ud og møde andre, så skal det ikke være for enhver pris. Når han er klar igen, kan vi måske melde os til noget babysvømning eller lignende. Men ikke lige nu. Lige nu handler det om at få noget ro på herhjemme. Ro og tryghed for lille Adrian.

/Stine

På besøg

I dag skal vi til Fyn og besøge min familie. Og jeg glæder mig helt vildt. Jeg er godt klar over, at Adrian ikke får vanvittigt meget ud af det - han aner jo ikke noget om, at vi er på Fyn - men han skal møde sin dejlige familie, og dét skal han nok få noget skæg ud af.

Og så gør det mig forholdsvis tryg, at vi har valgt at leje en bil...


Her er Adrian med sin mormor, som han allerede giver en masse skønne smil.

Lettelse, sorg og omstilling

I dag er jeg stoppet med amningen af lille Adrian. Jeg kan bare ikke mere, og med løbende svampeinfektion, to brystbetændelser og konstante sår og revner besluttede jeg natten til lørdag, at det må være nok nu. Nok er nemlig nok, og jeg har trukket den for længe i forhold til, hvad jeg har kunnet holde til. Men jeg har kæmpet, tudet, hylet og givet det alle de chancer, der overhovedet har været mig fysisk og psykisk muligt.

Men det gør stadig ondt. For jeg ville jo bare aller helst kunne give Adrian den modermælk, som jeg "burde". Når jeg skriver burde, så mener jeg, at jeg da burde kunne klare det rent fysisk - vi kvinder er vel skabt og bygget til at amme vores børn, eller hvad? Men man kan sige, at for nogle kvinder er det meget hårdt og smertefuldt at føde, for nogle kvinder ender det med kejsersnit af den ene eller den anden grund og for andre går det noget lettere. Jeg har været meget heldig med min graviditet og selve fødslen, så jeg kan vel konstatere, at man kan ikke vinde hver gang. 2 ud af 3 er vel også godt?

Men det gør stadig ondt. Og det er virkelig med en blanding af lettelse og sorg, at jeg tog den første halve pille, der skal sørge for at stoppe mælkeproduktionen. For det efterlader mig blandt andet med en følelse af, at Adrian ikke længere har så meget brug for mig. Jeg har ikke længere maden - den får han nu fra en kedelig og kunstig karton. Og samtidig er jeg bare så glad for, at jeg nu endelig har truffet en beslutning om at stoppe. Nu kan jeg også ligefrem drikke et glas vin engang imellem, når jeg har lyst.

Det værste i alle de forgangne uger i forhold til amningen har faktisk været tvivlen. Tvivlen om, hvornår nok er nok, og om jeg dog ikke liiige skulle se tiden an bare lidt længere. Og lidt længere. Og lidt længere... Og sådan har det været flere gange i døgnet, og det har bare været pisse hårdt. Da jeg traf beslutningen kl. 5 lørdag morgen, var det en stor lettelse i sig selv. For så var det det - no more!

Jeg var virkelig ikke klar over, at amningen ville komme til at fylde så meget af tiden med min søn. Hvis jeg havde vidst det, havde jeg jo nok trukket stikket noget før. Men hvis jeg skal have flere børn, vil jeg prøve igen med amningen - men også stoppe efter et par uger, hvis det ikke går. Det er ikke værd at kæmpe så meget og så længe med den amning. Jeg var heller ikke klar over, at det ville være omstændigt at stoppe med at amme. Jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med; at mælken bare ville stoppe af sig selv?! Men sådan bliver man jo klogere.

Det er helt, som om tingene er helt anderledes nu. Min kæreste kan også give Adrian mad, jeg kan rent faktisk være væk i mere end et par timer af gangen og jeg kan forhåbentlig give min kæreste det kæmpe kram, som jeg har glædet mig sådan til! Og med tiden skal det nok blive godt med den her MME - for os alle. Det er jeg sikker på. Og jeg vil ikke have dårlig samvittighed over for lille Adrian, for han har trods alt fået min modermælk i 2 måneder. Nu vil jeg bare fokusere på de positive sider ved at stoppe.

/Stine

Alene hjemme

Adrian og jeg er alene hjemme denne fredag aften. For Christian er ude. Det er lidt spændende sådan at passe Adrian helt alene i så mange timer. Og det har været lidt af en udfodring at spise den frysepizza, jeg havde indkøbt til aftensmad. Men det lykkedes.

Det hjælper jo også noget, at Adrian i dag er 9 uger gammel. Hvis det her havde været for 4-5 uger siden, så havde jeg nok været noget mere usikker og forbeholden. Men det er gået så fint i dag. Og hvorfor skulle det ikke også det? Jeg er jo moderen.

Efter at have været moderen i 9 uger kan jeg helt tydeligt se, hvad der, for mit vedkommende, er den aller største udfordring ved at have fået sådan en lille gut inden for hjemmets fire vægge. Det er at få udfordret mit planlægningsgen. Ja, jeg planlægger jo i detaljer. Helt pr. automatik det meste af tiden. Og det er altså pænt udfordrende og også en kende angstprovokerende at give sig hen og acceptere, at jeg ikke bare kan tænke, som jeg plejer: "Når jeg har hængt tøj op, vil jeg lave frokost, og derefter...". Nope, det er noget med at sige: "Nu går jeg i gang med at hænge tøj op." Punktum. Færdig. Og så se, om der er tid til mere bagefter.

Og det går mig egentlig ikke på, at jeg ikke når så meget, efter Adrian er kommet til verden; det er helt fint med mig, for det handler om, at vi skal lære at være en lille familie, som skal lære hinanden at kende. Det udfordrende er netop, at jeg er nødt til at lære og vænne mig til at lægge planlægningstrangen og -behovet på hylden. Lige nu. For det stresser mere, end det gavner.

På mit efterfødselshold har vi talt om det her med at acceptere, at man, når man eksempelvis er i gang med at smøre mad, må øve sig i at sige til sig selv, at måske når man blot at spise én mad. Og sådan er det bare. Jeg har fundet en rytme med at smøre rugbrødsmadderne og så sætte dem i køleskabet med staniol over, indtil der så er tid til at spise dem. Enkelte gange lykkes det da også at spise dem med det samme, men langt de fleste gange bliver de placeret på hylden i køleskabet og gemt til senere. Og det er også ok. For sådan er det at have en lille baby i hytten. Og mest af alt er det jo bare så dejligt. For se lige selv på billedet, hvor dejlig han er.

God weekend til jer derude.

/Stine

Så stop dog!

Debatten om amning i det offentlige rum raser stadig. I dag er der et læserbrev i Politiken, som endnu engang sætter fokus på emnet. Læserbrevets ophavsmand har som sådan ikke noget imod amning på offentlige steder, men han er til gengæld træt af, at småbørnsforældre dominerer så meget på fortove og i supermarkeder. Og læserbrevet er blevet til på baggrund af amme-temaet.

Jeg kan ikke lade være med at blive en smule forarget. Hvorfor skal der bruges så meget tid, energi og spalteplads på emnet? Vi skriver 2012. Er det ikke lidt latterligt, at det skal skabe så megen røre og debat, at nogle kvinder vælger at amme deres børn på caféer og restauranter? Det er jo sådan set bare babyens behov, der bliver dækket. Og mad skal den lille jo altså have.

Personligt vil jeg helst være fri for at amme i det offentlige rum. Og om halvanden uge skal min kæreste, Adrian og jeg til Fyn og besøge min familie. For første gang med Adrian. Meget spændende. Først ville vi med tog og bus. Nu bliver det billeje i stedet. Blandt andet fordi jeg ikke har mod på eller lyst til at sidde og amme i toget. Men det er jo bare mit personlige valg. Jeg synes bestemt, det er ok, når kvinder ammer offentligt. Jeg kan simpelthen ikke se problemet. Kan man ikke bare vende blikket den anden vej, hvis man ikke bryder sig om synet? Det er sgu da 1000 gange værre, når folk sidder og piller næse eller smasker, mens de spiser. Og det sker ikke så sjældent offentligt.

Man undres...

/Stine

Jeg er så træt, at jeg ikke kan finde på et passende navn til dette indlæg, version 2.0

Man skulle næsten tro, nemesis har været efter os, siden jeg i går skrev indlægget om Adrians friske og kække nat. Natten til i dag har været slem. For han har stort set ikke villet sove. Og da det endelig blev morgen, havde jeg det, som om jeg havde ammet ham 10 gange og ikke blot de 2 gange. Det er nok, fordi jeg er så "alert", at jeg er på og klar med madpakkerne, bare han siger det mindste.

Heldigvis har jeg en dejlig kæreste, som ikke er bleg for at tage tørnen med at vugge, "shhh"´e og berolige, når jeg trænger til at hvile efter amningen. Som stadig gør ondt ad h. til. Fordi Adrian og jeg begge har svampeinfektion. Igen. Øv.

Så da jeg vågnede i morges, var jeg bare ikke meget værd. Jeg tudede over mine havregryn og i badet. Og resultatet blev lynhurtigt, at jeg droppede dagens program: efterfødselshold hos APA. Som ellers er rigtig godt og givtigt. Men man skal have overskud, og det har jeg bare ikke i dag. Og det er jo også helt ok. Bliver jeg ved med at minde mig selv om.

For jeg kan bare ikke lade være med at føle, at jeg pjækker. Hvilket er noget pjat, eftersom jeg selv har betalt for kurset, og eftersom jeg først og fremmest skal tænke på Adrians behov for at have en frisk og glad mor i stedet for en mor, der er totalt træt og intet overskud har.

Så i stedet for at begive os af sted til Østerbro, besluttede jeg mig for, at vi ville gå en god, lang tur. Så vi gik og gik. Rundt i Frederiksberg Have og fik noget lys og masser af frisk luft. Og det hjalp. Der er altså ikke noget som en tur i det fri, der kan hive én op igen.

/Stine

Jeg er så træt, at jeg ikke kan finde på et passende navn til dette indlæg

Jeg er træt. Helt og aldeles træt. Og klokken er 19.23.

Efter Adrian havde spist klokken 2 i nat, puttede jeg ham stille og roligt. Hvorefter han lå med store, glade øjne og smilede kækt til mig. På det tidspunkt mente han tydeligvis, at der skulle ske en masse festligt, men der satte forældrene grænsen. Min kæreste stod op og vuggede Adrian, til han faldt til ro. Altså lige indtil klokken 5. Hvor han igen mente, der skulle være fest. Det hjalp ligesom ikke rigtigt at forklare ham, at når klokken er 2 - eller 5 for den sags skyld - så sover man.

Det er gået op for mig, at de fleste TV-programmer, der er værd at se, bliver sendt efter klokken 21. Dem kan jeg ikke længere holde mig vågen til. Og for første gang nogensinde kan jeg rent faktisk mærke, at vi har stillet urene tilbage. Hvor jeg før blev træt omkring klokken 21, er klokken nu 20, når min krop begynder at længes efter at ligge vandret og meget gerne i den gode seng i soveværelset.

Og så sover han endda fint, den lille Adrian. Han kan rask væk sove 4-5 timer i træk om natten. Men træt er jeg altså, efter min kæreste er begyndt at arbejde igen. Og når Adrian engang imellem vælger at tage en lille lur i løbet af dagen, så drøner jeg jo rundt og ordner vasketøj og opvask. "Sov, når baby sover", har jeg ladet mig fortælle. Ikke altid så realistisk, når man er ordensmenneske og gerne vil have lidt styr på tingene.

Men manglen på søvn betyder ligesom ikke så meget, når jeg kigger på Adrian og tænker på den tætte forbindelse, vi har. Og selvom klokken er 2 om natten, så kan jeg ikke lade være med at smelte, når han helt uopfordret smiler til mig. For jeg er hans mor, og han elsker mig ubetinget. Det er da fantastisk.

/Stine

Mor-debut

I mandags begyndte min kæreste at arbejde igen efter barsel og ferie. Vi har altså haft hele 6 uger sammen, allesammen, og pludselig skulle jeg være alene hele dagen med lille Adrian. Det var lidt angstprovokerende, og samtidig så har jeg også glædet mig. For inderst inde har jeg jo godt vidst, at selvfølgelig kan jeg klare det - jeg er jo hans mor! Men jeg var godt nok noget nervøs, da Christian tog af sted mandag morgen kl. 6.15, og jeg vidste, at han først ville komme hjem igen omkring 16-16.30-tiden. Der var lææænge til, syntes jeg.

Men det gik jo helt fint. Og hele ugen er gået, som den skulle. Med op- og nedture. For sådan en lille baby kan jo altså vende på minuttet. Og det kan jeg godt mærke, at jeg skal vænne mig til. Og jeg kan også godt mærke, at jeg skal lige vænne mig til det her med, at man ikke bare kan planlægge, som man plejer. Og guderne skal vide, at jeg plejer at planlægge! Men næh nej, den går jo altså ikke længere. For baby er sådan set bedøvende ligeglad med, om vaskemaskinen er færdig, om opvasken skal tages eller om moderen skulle have lyst til en lille lur på sofaen. Og det skal jeg godt nok vænne mig til.

Jeg skal lære, at jeg ikke kan tænke: "Ok, nu sover Adrian. Godt. Når jeg har tømt opvaskemaskine, så kan jeg lige lægge tøj sammen og så skrive mit blogindlæg." For det lykked bare ikke altid. Hvis han vågner, ja, så vågner han, og så må det andet vente. Hans behov er jo naturligvis forrest i køen. Men nogle gange lykkes det rent faktisk at nå det, jeg havde sat mig for - ligesom nu.

Dagene i denne uge har været meget blandede. For som nævnt så skifter en baby på no time. Men dagene har også være sjove, udfordrende på den gode måde og spændende. For hvor er det bare livsbekræftende at være sammen med sådan en lille gut, som bare er så afhængig af én, og som elsker én ganske ubetinget. Det er da kærlighed.

God weekend til jer derude.

/Stine

Besøg

I dag får vi besøg af min storebror, hans hustru og deres to dejlige piger. Det er så skønt med besøg og så dejligt, at familien møder lille Adrian igen og igen.

Som Ditte, Adrians kusine på 9 år, har meddelt både sin mor og sin farmor her i efterårsferien, så var hendes højeste ønske her i ferien at komme til København og besøge os. Og det varmer da helt enormt.

God søndag derude.

/Stine

Skru ned!!!

I går aftes, da vi herhjemme gik i seng ved 22-tiden, var der fest hos genboen. Altså virkelig fest. Som i "Lå-lå-lååå!" og "Skååål!". Musikken spillede naturligvis, men i starten tog jeg mig selv i at tænke, at det jo faktisk var helt ok. For det første var det lørdag aften. Og så kan man altså dårligt brokke sig, når klokken ikke er mere end 22. For det andet blev der spillet ret god musik. "Silverflame" og "Unforgiven" er da fede sange, som jeg lå og slappede lidt af til. Christian faldt i søvn, Adrian faldt i søvn og lidt efter hengav jeg mig også til søvnen med god musik i baggrunden.

10 minutter efter vågnede jeg brat til Rasmus Seebach. Og dertilhørende, meget høje, "Sig uh-uh-uh"-kor fra de feststemte drenge. Og det lød ikke godt. Da der blev fyret godt op for Rihanna lidt efter, blev jeg lidt træt i mælet. Jeg ville fandme sove, inden Adrian vågnede sulten om et par timer!

Normalt elsker jeg at bo i lejlighed. Det giver mig en vis form for tryghed, at der er mennesker omkring mig. Bo langt ude på landet? Nej tak. Det er for uhyggeligt. Men også ganske roligt og fredfyldt. Og i nat lå jeg og drømte mig hen til et hus laaangt ude på landet, hvor der bare var ro og fred. Og da Rasmus Seebach kom på for 5. gang, og Adrian samtidig også lod til at blive påvirket af den nu noget høje volumen, ja, så blev jeg sgu sur! For én ting er mig som den voksne, men når min søn også vågner ved det, så er det for meget!

Og så var det, jeg igen lige mindede mig selv om, at jeg jo ligesom selv har været sådan. Og absolut ikke kun til kl. 1 om natten. Så helt ærligt - hvad bundede min irritation og frustration egentlig i? Mangel på søvn, ja, men måske aller mest erkendelsen af ikke at kunne være til en lignende fest, skråle med på alle de fede sange, drikke dåseøl og drinks og ryge smøger. Ja, det er en svunden tid, som ikke kommer tilbage - i hvert fald ikke på samme måde. Og jeg tog mig selv i at blive en kende misundelig. Jeg vil også have alkohol, dans og røg!

Men så gik det samtidig op for mig, hvor heldig jeg er at have så fantastisk en familie; min vidunderlige kæreste og min dejlige søn. Og jeg skal sgu nok få drukket en dåseøl engang og tilmed få skrålet med på Dizzy og Metallica, hvis det er det, jeg ønsker. Men den svundne tid er svunden af en årsag - jeg er vist blevet det, man kalder voksen.

/Stine

En anderledes eksamen

I dag har jeg været ude af lejligheden med min søn i fem en halv time alene! Jeg har tilmeldt mig et efterfødselskursus på Østerbro, hos fantastiske APA, hvor andre mødre kommer med deres babyer og vi bevæger os, taler om, hvad der optager os her og nu og laver lidt babygymnastik.

Og i dag var så første gang på efterfødselsholdet. Og eftersom min kæreste nu holder ferie i forlængelse af sin barsel, er jeg endnu ikke alene med Adrian derhjemme. Jeg har gået ture med ham alene i barnevognen, men i dag stod den altså på fem en halv time uden for lejligheden alene med Adrian for første gang. Og jeg var skide nervøs.

Det var faktisk først i morges, jeg rigtig blev nervøs. Og jeg følte det fuldstændig, som skulle jeg til en meget vigtig eksamen. Men denne gang var der bare meget mere på spil; kunne jeg nu finde ud af at passe min egen søn ordentligt? Og hvad nu hvis han græd så meget, så jeg var nødt til at tage hjem?? Eller hvad nu hvis..?! Ja, jeg nåede at tænke mange tanker, og samtidig så glædede jeg mig også bare SÅ meget til at komme ud og få en god oplevelse.

Og det endte jo med at være en god oplevelse. Og det gik så fint, og jeg kom hjem totalt bombet af træthed, fordi adrenalinen lige havde været oppe at ringe noget tid. Mon ikke det bliver nemmere næste gang? Og endnu nemmere næste gang? Så jeg en dag kan være lidt mere tryg og køre det praktiske lidt mere på rutinen end i dag, hvor alt bare var totalt nyt. Og hvor jeg lige fik kørt ind i en stakkels dames fod på vej ud af S-toget. Fejlbedømmelse af barnevognslængden kan vel ske for enhver...

Og nu bliver næste "eksamen" så, når min kæreste skal til at arbejde igen, og jeg skal være alene hjemme HVER DAG med Adrian. Pænt angstprovokerende og samtidig også vanvittigt spændende. Al begyndelse er svær, og jeg tror, det handler om tålmodighed og ro. Så skal det sgu nok komme. Det tror jeg på.

/Stine

Shopping - nu i babystørrelse

Så er det sket igen. Jeg er påny i totalt og aldeles shopping-humør! Da jeg var gravid, var det en lovlig undskyldning at erhverve nyt tøj; jeg voksede jo, så jeg måtte have noget at tage på. Nu er den lovlige undskyldning, ar Adrian vokser. Han er nu på vej fra en str. 56 til en str. 62. Der er allerede sparkedragter og bodystockings, han ikke længere kan være i. Og så må der naturligvis shopping til!


Nu er det jo - heldigvis for pengepungen - sådan, at vi har arvet en del tøj, og det er skønt. For babytøj er bare ikke særligt billigt. Man kan rask væk nemt komme af med flere hundrede kroner for bare to stykker tøj til baby.

Min kæreste og jeg fandt hurtigt ud af, at sparkedragter, altså dragter ud i ét - og gerne med fødder i, er et stort hit, når der skal skiftes bleer meget ofte. Og det skal der jo. Specielt om natten er en sparkedragt et sikkert hit, så man ikke skal fumle med for meget tøj.

Så i dag er der blevet købt tre sparkedragter, og de er så fiiine. Shoppingbehovet er endnu engang blevet stillet for en stund. Og lur mig, om ikke det blot bliver værre med shoppingbehovet til lille Adrian, som tiden går... og det er vel nok ærgerligt ;-) For det er jo ikke kun tøj, den lille fyr skal have. Næh nej, producenterne ved såmænd godt, hvordan de skal ramme nybagte forældre. For der findes uanede mængder af nuttet sengetøj, kære bamser og lækre stofbleer. Og nøj, hvor er der bare meget derude, som frister...

/Stine

Hyggestunder med lille Adrian

Jeg øver mig i disse dage i at fokusere. Fokusere på de hyggestunder, som jeg har med lille Adrian. Der har desværre ikke været helt så mange af dem endnu, og dette skyldes udfordringer med at få amningen etableret. Hvem sagde, det skulle være let at amme?! Alle, der har prøvet at have etableringsudfordringer, ved med garanti, hvad jeg mener. Det fylder bare rigtig meget, og der er ikke overskud til meget andet i løbet af døgnet.

Og når det efter tre en halv uge stadig bider og niver og værker, når den lille fyr skal spise, så er det altså hårdt. Nu ønsker jeg bestemt ikke at skræmme nogle kommende mødre, der planlægger at amme, så jeg vil gerne tilføje, at jeg har haft ekstra udfordringer i form af en brystbetændelse + svampeinfektion. Jeps, heldet har ikke ligefrem været med mig i forhold til amningen. Så altså: hvis man kan være heldig og undgå ovennævnte djævelske tilstande, ja, så tror jeg bestemt ikke, det behøver at være særligt slemt. Og samtidig lovede jeg mig selv, da jeg startede denne blog op, at jeg ville skrive om de ting, der optager mig lige nu. Og lige nu er det amningen og etableringen af denne, der optager mig aller mest.

Og i denne amme-boble er det så, at jeg forsøger at have fokus på den helt vidunderlige følelse, det her giver:

Og ja, så bringer det jo smilet frem :-)

/Stine

Balsam for sjælen

The Raveonettes. Jamen, det er jo bare helt fantastisk musik altså! Jeg har netop erhvervet mig deres seneste album, "Observator", på iTunes. Jeg har været glad for deres musik hele vejen igennem, fra deres første album. Den musikalske stil har ændret sig en smule hen ad vejen, og jeg synes endnu bedre om musikken nu. The Raveonettes har den her helt særegne, originale lyd, som minder mig om storby og lygter en mørk aften. Helt fantastisk simpelthen! Jamen, hør selv:

I morges, da lille Adrian var lidt utilfreds og små-grædende, da tændte jeg for musikken, og han blev helt rolig. Ja, han har allerede god smag (og det er jo selvfølgelig ikke spor tilfældigt, at han blev rolig, lige da musikken startede!), og han kan ligeså godt lære, hvad der er god musik. He he.

Kære læser, her på falderebet får du lige én til fra deres nyeste album:

Lækkert, ikk´?

/Stine

Beundret og feteret

Det meste af min familie bor, som jeg også tidligere har skrevet om, på Fyn. Derfor er det ikke ligefrem hver uge, vi ses, men det bliver alligevel til jævnlige besøg, både hvor vi tager til Fyn på besøg, og hvor der kommer besøg fra Fyn.

Lille Adrian er så heldig at have fire kusiner og en fætter i alderen 3-10 år. Og så har han tilmed to bonusfætre og en bonuskusine. I weekenden havde han besøg af de fire kusiner og fætteren, dog fordelt over to dage, så de alle fik set ham. Og de fire kusiner holdt ham i deres arme, hvilket de tydeligvis var meget glade og stolte over. Og Adrian var helt med på at gå fra arm til arm.

Billedet til højre viser Kamilla på 10 år sammen med Adrian, og i venstre side sidder Karoline på knap 7 år.

Ja, han er i den grad beundret og feteret, den lille fyr. Det er bare så skønt, og jeg glæder mig allerede meget til julen, hvor vi tager til Fyn og er sammen med dem alle.

/Stine

Børn på Facebook

I går faldt jeg over nedenstående artikel, der handler om, hvordan forældre i dag udstiller deres børn på Facebook. Der er megen debat om dette for tiden, og jeg mener, det er en yderst vigtig debat.

http://politiken.dk/tjek/sundhedogmotion/familieliv/ECE1751966/foraeldre-udstiller-deres-boern-paa-facebook/

Mit forrige blogindlæg handlede om min lille, nyfødte søn, Adrian. Jeg udgav samtidig to billeder af ham, og jeg beskrev min usikkerhed omkring det her med at skulle være mor for nogen. Jeg har også lagt nogle billeder ud af ham på Facebook. Så min søn er også derude. På nettet. Og samtidig er jeg bevidst om, hvor meget jeg vil lægge ud i forhold til ham. Og det tror jeg er meget vigtigt i dag, hvor alting er så tilgængeligt på nettet.

Nogle forældre vælger at skrive om deres børns afføring. Og nogle forældre vælger at lægge billeder ud af deres børn, hvor de ikke har noget tøj på. Fordi de er nuttede, ja, men hvad med, når børnene bliver ældre og læser om deres første afføring på nettet? Eller når de finder billeder af sig selv nøgne? Næppe sjovt som 13-årig. Og der findes desværre også mennesker derude, som kan finde på at misbruge sådanne billeder. Jeg tror, det er meget vigtigt, at man er sig bevidst om, hvor meget og hvordan ens barn skal optræde på nettet. Og så tænke meget over, at børnene altså vokser op og kan se, hvad der er blevet skrevet om dem, og hvilke billeder der findes af dem.

Få billeder og tekster har jo også ret, og alt skal gøres med måde.

/Stine

Helt normalt

Så skete det endelig! Min lille søn er kommet til verden, juhu! Lille Adrian er nu et menneske med cpr-nr. og det hele.

Han blev født i fredags, det vil sige for blot 1 uge siden. Han er fantastisk. Lækker, smækker, skøn, nuttet, dejlig... ja, jeg kunne jo blive ved. At blive mor er bare fantastisk. Og vildt. Og turbulent. Se selv:

Mens jeg har været gravid, har jeg haft humørsvingninger. Og det skal jeg da lige love for, at jeg også har nu, efter jeg er blevet mor! En speciel oplevelse at kunne begynde at tude til "Little Women", når jeg ikke rigtig kender filmen og ikke engang rigtig fulgte med i den... Og det er jo sikkert helt normalt med de humørsvingninger.

Og så er der usikkerheden. Usikkerheden i forhold til, om jeg nu gør det godt nok. Det der med at være mor. For et barn kommer jo som bekendt ikke med en brugsanvisning, og hvad gør man lige, når han græder, men er skiftet, har fået mad og egentlig bare virker træt, men ikke gider at sove? Man accepterer, tror jeg. Accepterer, at man bare ikke kan vide det hele fra dag 1. Accepterer, at nogle gange så græder spædbørn jo bare, og så må man prøve lidt forskelligt for at finde frem til, hvad han har brug for. Og så er vi heldigvis to, og min kæreste er, som jeg også vidste, helt fantastisk til det her med at blive forældre. Han er tålmodig, rolig og handlingsorienteret. Og det er lige netop det, der er brug for.

I dag blev jeg udfordret på min usikkerhed i forhold til lille Adrian og i forhold til alt det her med at skulle være mor for nogen. Sundhedsplejersken kom på besøg for første gang, og fuldstændig latterligt blev jeg helt nervøs og følte det nærmest, som skulle jeg til en eksamen. Eksamen i hvad? At blive mor? Men det er sikkert helt normalt, ligesom det er helt normalt at blive ked af det, når Adrian er ked af det. Jeg kan godt finde på at briste i gråd, mens han græder, fordi jeg synes, det er skide synd for ham, at han er så ked af det. Og han kan jo ikke ligefrem fortælle, hvad der er galt.

Ja, meget ændrer sig, når man bliver mor. Det har for eksempel taget mig mange omgange at skrive dette indlæg ;) Og det er jo noget, man lige skal vænne sig til. Det er sikkert alt sammen helt normalt.

/Stine

Top 10

På denne blog har jeg flere gange tidligere skrevet om bøger. Jeg elsker simpelthen at læse, og jeg elsker skønlitteratur. Jeg har derfor udformet min top 10 til dig, kære læser. Så er der lidt til efterårets mørke aftener, hvis du også, ligesom mig, elsker at fordybe dig i fiktionens verden.

Bøgerne er ikke listet efter nogen bestemt prioritering, og jeg holder stort set lige meget af dem alle:

1. Paul Auster: Orakelnat
2. Siri Hustvedt: Det jeg elskede
3. Jonathan Safran Foer: Ekstremt højt og utrolig tæt på
4. Liz Jensen: Varslet
5. Chris Cleave: Den anden hånd
6. Christian Jungersen: Undtagelsen
7. Khalid Hosseini: Under en strålende sol
8. Stieg Larsson: Millenium-trilogien
9. Stephen King. Det onde
10. Michael Ende: Den uendelige historie

/Stine

En alternativ fødselsdag

Jeg fylder 30 år på søndag. Om 2 dage. 30 år... Jeg har ikke rigtig skænket den forestående fødselsdag særligt mange tanker på det sidste, fordi det hele har handlet om baby-forberedelser. I morges lå jeg imidlertid i sengen og tænkte, og da var det, som om det gik op for mig: jeg fylder 30 på søndag.

Det er lidt underligt at tænke på, det der med at fylde 30 år. For jeg runder jo et skarpt hjørne. Og samtidig er det, som om fødselsdage bare fylder mindre og mindre, jo ældre man bliver. Kender du det? Fra år til år bliver det ligesom mindre betydningsfuldt at fylde år. Og i år har jeg nærmest glemt det, fordi baby er så tæt på at komme til verden. At have fødselsdag betyder meget mere, når man er barn.

Hvad skal jeg så lave på min fødselsdag? Tja, bum bum... Ikke rigtig noget. Måske føde, hvem ved? Men hvis jeg stadig er herhjemme, tror jeg, det bliver noget med, at min kæreste bliver sendt ned efter morgenbrød, og så er det nok det. Men på den anden side: jeg har heller ikke spor lyst til at tage ét eller andet sted hen og spise eller i biffen for den sags skyld. Jeg vil helst bare være herhjemme.

Og så har jeg jo sådan set også fejret min fødselsdag med familien for 3 uger siden. Og det var rigtig hyggeligt med kagekone, gaver og masser af dejligt samvær. Men en noget alternativ fødselsdag bliver det da helt sikkert - ligegyldigt hvad der så sker...

/Stine

Good old Beverly

Jeg elsker serier. "Friends", "Sex and the City" og faktisk også "Beverly Hills 90210". Jeg skriver "faktisk" til den sidste, fordi jeg i virkeligheden nok er lidt pinligt berørt over at kunne lide at se den serie. Den er jo super moralsk, politisk korrekt og til tider temmelig plat. Men jeg synes altså stadigvæk, den er god! Og hyggelig. Og når der i første scene af utroligt mange af afsnittene zoomes ind på familien Walsh´s hus, ja, så skaber det da genkendelse og smil.

Serien kørte i 90´erne. 10 år i alt. Og det minder mig om min barndom og ungdom. At genudsendelserne så er blevet vist på TV2 stort set hver eftermiddag lige siden begyndelsen, det er så en anden sag. Men jeg skal da heller ikke være bleg for at indrømme, at jeg, når jeg har haft tid, også har kigget med dér.

Mens jeg venter på, at baby får lyst til at holde sin fødselsdag, skal jeg jo have noget at fordrive tiden med. Og indimellem blade og bøger ser jeg Beverly. For min dejlige kæreste har foræret mig hele Beverly-boksen i præ-fødselsdagsgave! Fantastisk! Pt. er jeg netop gået i gang med 4. sæson, og der er 10 i alt, så der bliver også noget at glo på, mens jeg ammer.

Er du også én af dem, der er opvokset med Beverly, og synes du også stadig, at serien er ret hyggeligt at se?

/Stine

Den søde ventetid

I dag er der 5 dage tilbage til min termin. Og nøj, hvor tiden føles lang! Det er altså ikke noget vrøvl, når folk siger, at de sidste par uger føles som en virkelig mærkelig og langtrukken tid. Jeg tror også, det er, fordi jeg ikke har lyst eller energi til at bevæge mig alt for langt væk fra hjemmet, og så bliver jeg automatisk i en slags stand by-position konstant. Det vildeste, jeg foretager mig for tiden, er at cykle til DGI-Byen og svømme. Men det holder jeg så også fast i at gøre helt frem til det tidspunkt, hvor der sker noget.

Og ellers ligner dagene godt nok hinanden. I starten var det super hyggeligt at ligge og læse meget af dagen, men efter 3 uger på den måde, begynder det altså at blive lidt trivielt. En typisk dag for mig ser således ud for tiden: Stå op, tage ned og svømme, hjem og spise lidt, læse/hvile/sove. Spise lidt mere, læse/hvile/sove. Min kæreste kommer hjem, han laver mad til os. Spise, rydde op, se fjernsyn og slappe af på sofaen. Bum bum... lidt ensformigt, men samtidig også nødvendigt med opladning. For de dage, hvor jeg måske bevæger mig ud for at tage på biblioteket, handler lidt længere væk fra hjemmet eller andet, ja, så kan jeg jo også mærke plukveerne arbejde meget hårdt, og jeg kan mærke, at jeg i det hele taget lige bør tage den lidt med ro. Så jeg forsøger at lytte til min krop, og samtidig så er rastløsheden og utålmodigheden virkelig til stede i alt, hvad jeg foretager mig efterhånden! Jeg vil jo bare gerne snart møde den lille fyr, som har boet i min mave i de sidste 9 måneder.

Personligt overholder jeg altid selv deadlines, og det virker uretfærdigt, at lige netop dette her kan jeg bare ikke styre. Jeg har også fortalt beboeren i min mave, at det altså er ok at være lidt tidligt på den - jeg ankommer altid til tiden og hellere 10 minutter for tidligt end for sent, sagde jeg til ham. Det betyder også, at han meget gerne må komme 2 dage før tiden... Men jeg ved jo også godt, at min tale til ham naturligvis ikke kan afgøre, hvornår han kommer ud. Så jeg må bare vente. Og vente. Og lige pludselig sker der noget, det ved jeg jo også godt. Tålmodighed har bare aldrig været min stærke side, men jeg kan vel ligeså godt forsøge at lære det...

/Stine

Jeg vil bo på Vesterbro

Min kæreste og jeg købte en andelslejlighed på Vesterbro i april 2011. Jeg har boet rundt omkring i København og omegn de sidste 9 år, siden jeg i 2003 forlod min barndomsby i det sydfynske, Faaborg.

Faaborg var en dejlig by at være barn i. Men kedelig, da jeg som ung drog på efterskole. Når jeg kom hjem til familien i weekenderne, oplevede jeg Faaborg som en lille bitte by, hvor alle kendte alle, og hvor jeg ikke kunne være i fred for folks blikke. Bare fordi jeg var plysset og havde piercinger, helt ærligt! Jeg kan godt forstå, at folk kiggede. For de vidste jo, hvem jeg var, og jeg så jo helt anderledes ud, end dengang jeg dagligt var at finde i Faaborg gadebillede. Men jeg var virkelig træt af de blikke. Og allerede dengang ønskede jeg mig langt væk til storbyens anonymitet, hvor jeg kunne være i fred og gå en tur uden nødvendigvis at møde nogen, jeg kendte.

Jeg har altid forestillet mig København som den by, jeg skulle bo i. Jeg vil tro, det hænger sammen med, at jeg har haft bedsteforældre herovre, og derfor har vi i min familie altid haft en tæt tilknytning til byen, og jeg har været på besøg herovre mindst fem-seks gange om året.

Noget af det, der får mig til at elske at bo i byen - og specielt på Vesterbro, hvor jeg nu har fundet min base - er den puls og det leben, der hersker i gadebilledet. I lørdags var der Gay Pride, og jeg syntes, det var helt fantastisk, at optoget kom forbi Vesterbrogade. Det var jo lige ved siden af, hvor vi bor! Hvor fedt! Fynboen i mig kan stadig begejstres meget over sådan noget - at være så tæt på begivenhederne - at være så tæt på dér, hvor det sker. Og ja, jeg synes stadig, det er lidt vildt at møde en kendt på gaden. For jeg er fra Fyn, og så er det altså lidt vildt.

Nu, når vi lige om lidt bliver 3 i lejligheden, så er der flere mennesker, der har spurgt mig, om vi har lyst til at blive boende her på Vesterbro, eller om vi evt. vil flytte til Fyn eller bare lidt væk fra byen. Og nej, det vil vi ikke. I hvert fald ikke lige nu. Det kan da godt være, at vi om fem år beslutter at rykke teltpælene op på Vesterbro og finde noget større et andet sted i landet. Hvem ved? Men for nu er det så fint at bo her på Vesterbro, hvor der er 15 minutters gang til både Zoo og Tivoli, der er den skønne Enghaveparken lige rundt om hjørnet og de kulturelle tilbud flokkes om at blive udnyttet. [Billedet er udsigten fra vores altan].

Jeg har den holdning, at børn har det bedst dér, hvor forældrene har det bedst. Forstået på den måde, at hvis forældrene er glade og hviler i de valg, de har truffet, ja, så gør børnene det nu nok også. Jeg tror ikke på, at det er bedre at vokse op i provinsen end i byen. Jeg tror på, at det i bund og grund handler om, hvad forældrene vil. Der er uden tvivl fordele og ulemper ved begge udgangspunkter. En fordel ved provinsen kan for eksempel være, at børnene kan lege på gaderne og cykle, fra de er helt små. Det går ikke helt på Vesterbrogade! En fordel ved at bo i byen er, at der er så utroligt mange muligheder, og at børnene bliver præsenteret for mangfoldigheden. Ja, der er fordele og ulemper, og det handler om at finde ud af, hvor man har det bedst. Så skal det helt sikkert nok smitte af på de små.

Til sidst vil jeg blot fortælle lidt om en dansk gyser, min kæreste og jeg så i går. "Over kanten" hed den, og den handlede om et par fra København, der var flyttet langt ud på landet i et stort hus på Møn. Nu var det jo så en gyser, så der var naturligvis visse effekter, men alligevel: jeg turde dælme ikke at bo så langt ude på landet, at der er bælgravende mørkt om natten, der er ingen naboer og der er masser af lyde. Næh du, giv mig bylivets lys og naboernes sagte stemmer - så føler jeg mig langt mere tryg!

Hvor foretrækker du at bo henne, kære læser?

/Stine

Læsehest

Jeg går helt amok i skønlitteratur for tiden. For lige om lidt får jeg naturligvis ikke så meget tid til at læse, når lille pjevs optager stort set al min vågne tid. Så derfor turbolæser jeg som aldrig før.

Jeg har altid elsket at læse og har, fra jeg var helt ung, læst og læst og læst. I ferier, på stranden, i sofaen, i sengen, i toget... ja, alle steder, hvor jeg har haft en kærkommen pause, har jeg læst.

Da jeg var helt ung, slugte jeg ungdomslitteratur. Hanne Vibeke Holsts "Louise-trilogien" var blandt mine favoritter. Jeg nød også "den grå serie", som Gyldendal publicerede på et tidspunkt. I bøgerne blev der taget mange forskellige emner op, blandt andet spiseforstyrrelser, cutting og ensomhed. Måske en spirende grobund for min senere interesse for at arbejde med de unge piger på GirlTalk.dk?

Da krimibølgen kom til Danmark, begyndte jeg at læse Camilla Läckberg, Elsebeth Egholm, Liza Marklund og Julie Hastrup. Trods forudsigeligheden og den til tider manglende dybde, ja, så nyder jeg simpelthen femi-krimiernes tone og spænding. Det er drøn-spændende!

Og så er der jo Paul Auster og dennes hustru, Siri Hustvedt. Deres skrivestil minder en smule om hinanden, og deres bøger er sande "page-turners" og med en sjælden oplevet dybde. Jeg kan varmt anbefale dem.

For mig har skønlitteratur nok mest af alt en betydning af underholdning og adspredelse, mens jeg venter. Mens jeg venter på, at pjevsen vil ud og møde verden. For når jeg har været en tur i svømmehallen og bevæget mig godt, så er der ikke noget skønnere end at indtage den fantastiske elevationsseng i det kølige soveværelse med en god bog. Mmm, det gør ventetiden lidt sødere!

/Stine

30 år og børnefødselsdag

Den 2. september fylder jeg 30 år. Og eftersom jeg højst sandsynligt er enten optaget af forestående veer, pressetang eller at passe lille pjevs, ja, så har jeg valgt at holde min fødselsdag inden den 2. september. Nærmere betegnet i lørdags sammen med det meste af familien. Det var en meget hyggelig dag, som egentlig mindede lidt om en børnefødselsdag...

Jeg kom til at tænke over, hvordan min 30 års fødselsdag ville have set ud, hvis jeg ikke var gravid. Jeg ville sikkert have holdt en fest med masser af sprut, røg og butyr natten lang. Om jeg vil bytte? Næh, det vil jeg egentlig ikke. Og jeg fik faktisk lidt dårlig samvittighed af blot at tænke tanken i lørdags; hvordan ville festen have været, hvis jeg ikke var gravid. Men det er jo faktisk bare en kendsgerning; det ville være en helt anden slags fest, hvis jeg ikke var gravid. Og heldigvis er jeg gravid, og derfor mindede fødselsdagen mest af alt om en hyggelig børnefødselsdag med boller, kakao og sågar en kage-kone.

Jeg har det sidste halve års tid tænkt, at jeg - hvis jeg skulle holde en fest i forbindelse med min fødselsdag - ja, så ville jeg da også have en kage-kone! Og det fik jeg. Og den var fin. Se selv til venstre - og læg mærke til, at hun nærmest ser gravid ud.

Dagen var super hyggelig med niecer og bonus-nevøer og bonus-niece. Vi var 7 voksne og 7 børn, så det passede helt fint. Og vejret var dejligt, så børnene kunne lege i vores dejlige gård. Alt i alt en skøn dag, som også havde en passende varighed for mit højgravide korpus. Mine fødder havde det ikke så godt om aftenen, så min dejlige kæreste måtte endnu engang nusse og trykke mine fødder. Hvilket han har gjort meget på det sidste...

Så min 30 års fødselsdag afstedkommer vist ikke den store krise, for det at fylde 30 betyder ingenting i forhold til at skulle være mor lige om lidt. Tingene bliver sat lidt i perspektiv på den måde.

Hvor mon jeg befinder mig den 2. september, på min fødselsdag? Mon jeg er herhjemme med lille pjevs i armene, eller mon jeg er på hospitalet i gang med fødslen? Det er umuligt at forudsige, men jeg håber da, der på én eller anden måde er sket en forandring, så jeg ikke går mere over tid end højst nødvendigt.

/Stine

Musikken

For tiden spiller jeg det der spil på min iPhone, der hedder SongPop. Man dyster mod hinanden to og to, hører en lille bid af en melodi og skal så gætte. Den, der gætter rigtigt - og er hurtigst - får flest point og vinder den pågældende runde.

Spillet har fået mig til at mindes 80´er hits. Jeg elsker 80´er-musik, for det gør mig bare så glad i låget. Ganske enkelt. Der var meget dårlig musik dengang, bevares, men det, der var godt, var også bare gennemført genialt!

Men SongPop får mig også til at mindes 90´er-musikken. I 80´erne var jeg barn, og det er først senere hen, at jeg har lært at værdsætte 80´er-musikken sådan rigtigt. Men i 90´erne - da var jeg ung. Ung, usikker og utilfreds. Men jeg havde musikken. Blandt andet denne:

Jeg kan huske, at jeg syntes, han var mega lækker, ham forsangeren, Gavin Rossdale. Som endte med at gifte sig med seje Gwen Stefani fra bandet No Doubt.

Ak ja, det var dengang i 90´erne. De såkaldte 00´ere har jeg ikke rigtig så mange musikminder fra. På én eller anden måde er vi stadig for tæt på rent tidsmæssigt, tror jeg. Måske skal der lige gå yderligere 10 år, før der er nogle hits, der springer mig i øjnene som værende værdige til at blive fremhævet. Jeg kan i hvert fald ikke komme på nogen.

Jeg vil slutte af med denne - fra mit til alle tider favorit brit pop-90´er-band, Blur:

/Stine

Efterlysning: fagfolk, der ved besked

I skrivende stund er jeg nummer 11 i køen til at komme igennem til mit jobcenter. Og forinden har jeg talt med en kvinde efter at have ventet i 10 min. Hun kunne ikke give mig svar på mit spørgsmål, så nu er jeg blevet sendt videre. Og er altså nummer 11 i køen. Jeg kan mærke mit blodtryk stige...

Siden jeg blev ansat i løntilskud, har jeg arbejdet i at finde ud af alle de her barselsregler, når man går fra en løntilskudsstilling til barsel. Og det er bare så forvirrende! Der er så mange instanser, jeg skal ind over og tale med, så jeg har brugt utallige timer (og ikke mindst ventetid!) på at få svar på mit spørgsmål: Hvad skal jeg foretage mig, når jeg går fra at være i arbejde og til at være på barsel? Umiddelbart et relativt simpelt spørgsmål, skulle man mene. Men tro om igen.

I den virksomhed, hvor jeg er ansat i løntilskud, har de været søde hele vejen igennem, og intet af den her forvirring skyldes deres handlinger. I dag har jeg fundet frem til, hvem jeg bliver så forvirret over: jobcentret. Det er nemlig sådan, at når man er i løntilskud og arbejder 37 timer om ugen, så bruger man af sin dagpengeret. Logikken vælter frem, jeg ved det godt, men sådan er det nu til dags i vores dejlige, lille land. Og hele diskussionen omkring, hvorvidt løntilskudsstillinger skaber flere jobs, ja, den har jeg allerede været inde over i et tidligere blogindlæg.

Det forholder sig ligeledes sådan, at jeg har skullet være aktiv jobsøgende - også under min barsel. Og nu sidder jeg så i kø til jobcentret, fordi jeg er rædselsslagen for, at jeg måske har brugt af min dagpengeret i den måned, jeg har været på barsel. Damen, jeg netop har talt med, mente heller ikke, det kunne passe. Men manden, jeg talte med i starten af juli, sagde, at jeg i teorien stadig står som ledig og aktiv jobsøgende, selvom jeg er på barsel. Men i praksis er jeg på barsel. Igen: logikken vælter frem!

Hele vejen igennem denne efterhånden 5 måneders proces med at prøve at finde hoved og hale i det her system, har jeg hørt så mange forskellige svar fra de mennesker, der rent faktisk burde være fagfolk og burde vide besked, at jeg føler, jeg bliver en lille smule mere vanvittig for hver gang. For den ene dag fortæller manden i jobcentret mig, at jeg skal være aktiv jobsøgende - i teorien! - under barslen, og den næste dag får jeg at vide, at det skal jeg naturligvis ikke. Forvirret? Absolut ikke!

Da jeg startede i løntilskud, undersøgte jeg også, hvad jeg skulle foretage mig ift. min a-kasse, når jeg skulle på barsel. Jeg fik dér at vide, at jeg skulle indsende kopi af min vandrejournal og udfylde en bestemt blanket. Dette noterede jeg, og for at tjekke op (for det skal man jo for guds skyld, har jeg lært! Og hellere 5-10 gange end blot 1 gang!), så kontaktede jeg lige min a-kasse igen, da vi nærmede os datoen for min barsel. Nej, jeg skulle bestemt ikke indsende kopi af min vandrejournal - hvad skulle de dog bruge den til? You tell me! Så den har de så ikke fået.

Jeg har modtaget så mange forskellige svar på mine spørgsmål gennem de sidste 5 måneder, at jeg bare er skrupforvirret. Og jeg bliver utryg og usikker, for hvis ikke de her fagfolk burde vide det, hvem bør så? Og hvorfor er der egentlig ikke mere styr på tingene?

Med disse ord vil jeg returnere til min kø til jobcentret, hvor jeg nu har ventet i 23 minutter og 46 sekunder...

/Stine

En kedelig cocktail

Her sidder jeg i sofaen og er totalt sat til med forkølelse. Ikke sjovt. Og slet ikke sjovt, når jeg samtidig er højgravid. Det er noget hårdere, fordi jeg i forvejen er lidt besværet af den ekstra vægt. Så jeg har sendt min kæreste på indkøb i dag og vil holde mig inden døre det meste af weekenden.

Det startede med, at min kæreste blev syg for en uge siden, og jeg har så gået med ondt i halsen siden da. Han er helt ked af, at han har smittet mig, men det kan han jo ikke gøre for. Det er jo ret uundgåeligt, når man lever og bor sammen.

I går brød min forkølelse så rigtigt løs. Og det er bare møg kedeligt! Men på den anden side: jeg vil da hellere være forkølet nu, end når pjevsen kommer til verden. Så hvis jeg kan lave en deal med den høje deroppe om, at jeg så ikke bliver syg det næste halve år - ja, så er det fint med mig.

God weekend til jer derude.

/Stine

Det bliver tungere og tungere...

Tiden sig nærmer, og nu er der blot 4 uger tilbage til min termin. Jeg indstiller mig på, at det sagtens kan blive efter den 29. august; jeg er jo førstegangsfødende. Og tænk sig, hvis det blev på min 30 års fødselsdag den 2. september - det kunne da være skægt :-) Som min ældste niece på knap 10 år siger: "Dét ville da være en god gave!".

Hér, 4 uger før terminen, kan jeg virkelig godt mærke, at det er blevet tungere, hårdere og mere belastende at være gravid. Det kommer jo heldigvis gradvist, så man kan nå at vende sig til tilstanden og den voksende mave. Mon ikke, der i bund og grund er en årsag til, at vi menneske-hunner er gravide i 9 måneder? Både mht. udvikling af barnet, men også ift. at skulle vænne sig den forøgede vægt.

Men som nævnt så er der altså efterhånden flere og flere stillinger, jeg må erkende, jeg bare ikke kan være i ret længe af gangen eller ret mange gange i løbet af dagen. F.eks. at skulle bøje mig ned efter tabte ting eller støvsugerledningen. Det er virkelig gået op for mig, hvor tit man skal bøje sig efter ting på gulvet! Jeg kan godt gøre det, men det sender en mavepuster af den anden verden gennem systemet, jeg får opstød og kvalme retur og pjevsen må også kunne mærke presset, for han sparker nogle gange tilbage, som om han siger: "Lad lige være med at klemme mig!".

Og til Grøn Koncert i søndags gav mine fødder da også signaler om, at de gerne lige ville hvile lidt. Ned på mig på et tæppe i maks. 5 minutter af gangen, for dernede sad jeg naturligvis ikke godt ret længe. Så det var en noget anderledes koncertoplevelse i år.

Jeg har gennem hele graviditeten sørget for at dyrke godt med motion. Blot beviset på, at man kan få en nemmere fødsel er nok for mig! Så jeg har svømmet og cyklet og gør det stadig. Meeen jeg kan godt mærke, at det ikke er helt så nemt længere. I morges var jeg igen i svømmehallen, og siden sidst (for blot 2 dage siden!) er der åbenbart sket noget: med ømhed i led og knæ + et noget langsommere tempo måtte jeg erkende, at jeg bare ikke helt kan svømme de 1000 meter på 30 minutter længere. Og hva´ så? Det er jo også lige meget, hvor lang tid det tager. Jeg gør det, og det er det vigtigste.

Jeg har også fundet ud af, at det tidspunkt på dagen, hvor jeg er mest frisk, er om morgenen. Og derfra går det så ned ad bakke resten af dagen, for om aftenen at efterlade mig flydende på sofaen med halsbrand, opstød, ømhed nærmest overalt og en gennemgribende følelse af, at jeg bare dårligt kan overskue at krabbe mig ud på badeværelset for at børste tænder.

Jeg må grine lidt af det. Der er ikke andet for. Og så tage den med ro. Jeg kan blot konstatere, at det jo er helt fantastisk med barsel! Vi skal ikke så langt tilbage i tiden, før man ikke kunne gå fra før terminen - gudskelov for, at det kan lade sig gøre nu!

Og så hygger jeg mig med at forberede pjevsens ankomst. Babytøj og udstyr er vasket og står klar til brug. Selv hans seng er redt og klar. Det må da være det ultimative redebyggeri med en redt seng :-) Jeg føler mig mere og mere klar til at blive mor. Og samtidig må han da gerne vente med at melde sin ankomst nogle uger endnu. Jeg har stadig en del krimier og en del svømmebaner, jeg gerne vil nå :-)

/Stine

Jeg - en planlægger

Der er efterhånden kun godt og vel 1 måneds tid, til pjevsen kommer ud. Og selvom jeg egentlig føler mig nogenlunde afklaret med at skulle føde og at skulle være mor lige om lidt (det er nu stadig meget svært at forholde sig til, før han er her!), ja, så er jeg indimellem ved at gå en lille smule i panik over babyudstyret. Og hvem står model til mine udbrud? Min kæreste.

Jeg er jo så super heldig at have to storebrødre, som har fået de børn, de skulle have, og derfor har min kæreste og jeg lånt en masse udstyr af dem, blandt andet seng, barnevogn til vores altan, voksiposer, skråstol, legetøj osv. Det er helt fantastisk, for så har vi sparet en hel del penge dér.

Det vanskelige er bare, at det er svært at finde ud af, hvordan tingene fungerer! Når man som førstegangsforældre skal finde ud af, hvordan det hele fungerer, kan man altså godt blive lidt lost. Og nu føler jeg, at jeg lyder super dum, når jeg skriver dette, men jeg må have ti tommelfingre indimellem! Lige så grundig og effektiv jeg kan være med tøjvask og rengøring, lige så lost kan jeg være, når det gælder om at sætte et regnslag på en barnevogn. Hvordan hulen skal det dog vende?! Og de to voksiposer, vi har fået, er forskellige, dvs. den ene er en ægte Voksi, og den anden er en anden slags, men i den ægte Voksi er der en dundyne, som man ikke må bruge, når det er for varmt, og i den anden er der en anden dyne, som vist godt kan bruges om sommeren/foråret, men som ikke passer til Voksi´en, fordi de er forskellige i formen. Besværligt? Nej da!

Og hér er det så, at jeg reagerer på én ud af følgende måder:
1) Jeg hidser mig op og rabler en masse af mig: "Ih, hvor er det besværligt! Hvorfor skal der være 10 forskellige slags, og hvorfor kan man ikke sammensætte på kryds og tværs?! Jeg fatter det ikke!".
2) Sætter mig ned på gulvet, med ting over det hele, og bare tuder.

- Billedet til højre viser i øvrigt, hvordan jeg typisk kunne se ud i ansigtet, når jeg reagerer på én af de to ovenstående måder.

Min kæreste er en typisk mand, der bare handler, får tingene gjort, og hvis det ikke fungerer, jamen, så finder han en løsning på et senere tidspunkt - og forliger sig med det. Han siger: "Vi skal nok finde ud af det på et tidspunkt", hvortil jeg piver: "Jamen, det ville bare være rart at vide, inden baby kommer".

I torsdags kom det igen til ét af mine panikudbrud, og jeg blev nærmest vred på min kæreste, hvorefter jeg lige måtte tænke over hvorfor. For det var jo slet ikke rimeligt at blive vred på ham. Jeg fandt dog lynhurtigt ud af, at jeg var misundelig. Godt, gammeldags grøn af misundelse. Jeg vil sgu da også bare kunne sige: "Nå, nu har vi prøvet, og så må vi spørge nogen, og ellers skal vi jo nok finde ud af det på et tidspunkt". Jeg vil også bare kunne lægge tingene fra mig! Jeg fortalte min kæreste om min misundelse, og så talte vi lidt om, hvor godt det er, at han har det sådan - tænk hvis der var to af mig!

Det er nu gået op for mig, at jeg hele mit liv mere eller mindre har kunnet planlægge ting, og at jeg har haft det strålende med det. Og det er samtidig gået op for mig, at jeg bliver nødt til at indstille mig på ikke at kunne planlægge på samme måde mere. For når lille pjevs kommer til verden, så er det bare ikke sikkert, at vi kan få gjort rent den dag, eller at vi lige får vasket tøj på det tidspunkt, jeg ellers gerne ville. Og jeg tror, det bliver mega udfordrende for mig - for jeg er planlægger.

Jeg er planlægger og skal øve mig i at lægge planlægningen fra mig indimellem, for man kan ikke planlægge på samme måde, når man har en lille baby. Sådan! Måske, hvis jeg gentager denne sætning for mig selv hver dag, så hjælper det bare en lille smule? Det kan også være, jeg bare skal lade tingene gå sin gang og blot være opmærksom på det...

/Stine

Teenagerlivet

At være teenager. Det er ikke nemt. Der er så mange tanker og følelser, der drøner rundt i hovedet, og samtidig ændrer kroppen sig. Jeg kan huske, hvordan det var at være teenager, og jeg tænker oftere og oftere: Hvor er det bare godt, det er overstået!

Det var da også en sjov og spændende tid. Men jeg synes nu mest af alt, det var hårdt. Hårdt at være så usikker på sig selv; om fyrene nu bedre kunne lide de andre piger; om det tøj, jeg klædte mig i, var godt nok osv. Næh, jeg er nu glad for at nærme mig de 30 år og være ovre de helt unge år!

Siden januar 2007 har jeg beskæftiget mig med unge pigers problematikker. På fredag har jeg min sidste vagt på mit elskede frivillige job, GirlTalk.dk. Og nu ser det ud til at være slut, i hvert fald for en tid, for lige om lidt kommer der en baby, som kræver en masse opmærksomhed. Og en helt ny tid begynder.

Hvad jeg ikke er stødt på af dilemmaer, bekymringer og tanker fra de unge piger. Og det er bare så tit, jeg har siddet med en fornemmelse af, at dét dér, dét kender jeg bare godt. Eller kendte og kan huske fra dengang. Og jeg føler med dem og kan forsikre dem om, at det går over. Men hvad hjælper det lige, når den unge pige er frustreret over og ked af, at den fyr, hun er vild med, ikke ringer til hende eller ikke kigger til hendes side? Ingenting lige her og nu. Tiden må arbejde for pigerne. Og i mellemtiden må de forsøge, så godt de nu kan, at bevare dem selv og ikke skulle tage alt for mange forskellige masker på. For det er hårdt.

I weekenden var jeg, som nævnt i forrige blogindlæg, på Fyn og besøge min familie. Og søndag gjorde jeg en sjov opdagelse. Jeg fandt mine gamle dagbøger. De var tilbage fra tiden, da jeg var 13-14 år. Mens jeg læste, grinte jeg, krummede tæer og fik næsten tårer i øjnene. Og jeg kunne bare sagtens huske de følelser og tanker, som jeg havde beskrevet. Huske dem, som var de i går.

Efter at have læst noget af det, jeg havde nedskrevet, måtte jeg lige bruge en times tid på at blive mit eget, snart 30-årige selv igen. For jeg blev nærmest skudt tilbage til dengang, hvor jeg var forelsket i en ny fyr hver 14. dag, hvor vi gik til halfester og hvor jeg var så usikker på mig selv og utilfreds med mig selv, at jeg bare igen kan konstatere: Hvor er det bare godt, det er overstået!

Og lige om lidt begynder en helt ny tid for mig - jeg skal være mor. Og sådan er tilværelsen delt ind i mange forskellige perioder. Tiden er nu en spøjs størrelse...

/Stine

Guldkorn fra småfolket

I netop forgangne weekend har min kæreste og jeg været på besøg hos min familie, som bor på Sydfyn. Og også denne gang blev der heldigvis rig mulighed for at se mine fire niecer, hvor den yngste er 6 år, og den ældste er knap 10 år.

Og igen slog det mig, hvor fantastisk det er at være sammen med dem. For de kommer altså med så mange guldkorn, at jeg kan grine og fælde rørte tårer over dem og de ting, de siger og gør. De er bare helt vidunderlige!

Også denne gang var der masser af guldkorn, og alle fire tøser er for tiden meget optaget af, at de snart skal have en lille ny fætter. De to søstre, Kamilla og Karoline, spørger meget ind til, hvad han skal hedde og kommer med diverse navneforslag. Kamilla, som er knap 10 år, har også spurgt ind til fødslen. Til jul skal han have nissehue på, og det bliver så nuttet, talte de to søstre om.

Så er der Ditte på snart 9 år, der spurgte, om det mon gør ondt at føde, og om jeg kan mærke ham sparke og bevæge sig.

Og så var der Louise på 6 år, som kom med en skæg indskydelse. Vi var på restaurant lørdag aften, og hun snakkede og snakkede om blomsten på bordet, de andre gæster ved bordene osv. Men pludselig - midt i talestrømmen - dukker følgende bemærkning op: "Der er en fætter på vej". Og så snakkede hun ellers videre om andre ting. Det var simpelthen så skægt.

Efter middagen skulle vi hjem til min mor og have kaffe og kage, og de andre ankom lidt senere, fordi Louise var nødt til at tegne en tegning færdig til mig. Tegningen forestiller faster og den kommende fætter. Jeg fik næsten tårer i øjnene, for det er bare så betydningsfuldt for både mig og hende med den tegning. Den hænger nu fint på opslagstavlen sammen med andre tegninger lavet af de skønne niecer.

Jeg ved bare, at de bliver de bedste kusiner til lille pjevs, og jeg glæder mig så meget til jul, hvor han med garanti bliver beundret, nusset og behandlet som en ægte lille prins af dem.

/Stine