Det bliver tungere og tungere...

Tiden sig nærmer, og nu er der blot 4 uger tilbage til min termin. Jeg indstiller mig på, at det sagtens kan blive efter den 29. august; jeg er jo førstegangsfødende. Og tænk sig, hvis det blev på min 30 års fødselsdag den 2. september - det kunne da være skægt :-) Som min ældste niece på knap 10 år siger: "Dét ville da være en god gave!".

Hér, 4 uger før terminen, kan jeg virkelig godt mærke, at det er blevet tungere, hårdere og mere belastende at være gravid. Det kommer jo heldigvis gradvist, så man kan nå at vende sig til tilstanden og den voksende mave. Mon ikke, der i bund og grund er en årsag til, at vi menneske-hunner er gravide i 9 måneder? Både mht. udvikling af barnet, men også ift. at skulle vænne sig den forøgede vægt.

Men som nævnt så er der altså efterhånden flere og flere stillinger, jeg må erkende, jeg bare ikke kan være i ret længe af gangen eller ret mange gange i løbet af dagen. F.eks. at skulle bøje mig ned efter tabte ting eller støvsugerledningen. Det er virkelig gået op for mig, hvor tit man skal bøje sig efter ting på gulvet! Jeg kan godt gøre det, men det sender en mavepuster af den anden verden gennem systemet, jeg får opstød og kvalme retur og pjevsen må også kunne mærke presset, for han sparker nogle gange tilbage, som om han siger: "Lad lige være med at klemme mig!".

Og til Grøn Koncert i søndags gav mine fødder da også signaler om, at de gerne lige ville hvile lidt. Ned på mig på et tæppe i maks. 5 minutter af gangen, for dernede sad jeg naturligvis ikke godt ret længe. Så det var en noget anderledes koncertoplevelse i år.

Jeg har gennem hele graviditeten sørget for at dyrke godt med motion. Blot beviset på, at man kan få en nemmere fødsel er nok for mig! Så jeg har svømmet og cyklet og gør det stadig. Meeen jeg kan godt mærke, at det ikke er helt så nemt længere. I morges var jeg igen i svømmehallen, og siden sidst (for blot 2 dage siden!) er der åbenbart sket noget: med ømhed i led og knæ + et noget langsommere tempo måtte jeg erkende, at jeg bare ikke helt kan svømme de 1000 meter på 30 minutter længere. Og hva´ så? Det er jo også lige meget, hvor lang tid det tager. Jeg gør det, og det er det vigtigste.

Jeg har også fundet ud af, at det tidspunkt på dagen, hvor jeg er mest frisk, er om morgenen. Og derfra går det så ned ad bakke resten af dagen, for om aftenen at efterlade mig flydende på sofaen med halsbrand, opstød, ømhed nærmest overalt og en gennemgribende følelse af, at jeg bare dårligt kan overskue at krabbe mig ud på badeværelset for at børste tænder.

Jeg må grine lidt af det. Der er ikke andet for. Og så tage den med ro. Jeg kan blot konstatere, at det jo er helt fantastisk med barsel! Vi skal ikke så langt tilbage i tiden, før man ikke kunne gå fra før terminen - gudskelov for, at det kan lade sig gøre nu!

Og så hygger jeg mig med at forberede pjevsens ankomst. Babytøj og udstyr er vasket og står klar til brug. Selv hans seng er redt og klar. Det må da være det ultimative redebyggeri med en redt seng :-) Jeg føler mig mere og mere klar til at blive mor. Og samtidig må han da gerne vente med at melde sin ankomst nogle uger endnu. Jeg har stadig en del krimier og en del svømmebaner, jeg gerne vil nå :-)

/Stine