tirsdag den 6. november 2012

Så stop dog!

Debatten om amning i det offentlige rum raser stadig. I dag er der et læserbrev i Politiken, som endnu engang sætter fokus på emnet. Læserbrevets ophavsmand har som sådan ikke noget imod amning på offentlige steder, men han er til gengæld træt af, at småbørnsforældre dominerer så meget på fortove og i supermarkeder. Og læserbrevet er blevet til på baggrund af amme-temaet.

Jeg kan ikke lade være med at blive en smule forarget. Hvorfor skal der bruges så meget tid, energi og spalteplads på emnet? Vi skriver 2012. Er det ikke lidt latterligt, at det skal skabe så megen røre og debat, at nogle kvinder vælger at amme deres børn på caféer og restauranter? Det er jo sådan set bare babyens behov, der bliver dækket. Og mad skal den lille jo altså have.

Personligt vil jeg helst være fri for at amme i det offentlige rum. Og om halvanden uge skal min kæreste, Adrian og jeg til Fyn og besøge min familie. For første gang med Adrian. Meget spændende. Først ville vi med tog og bus. Nu bliver det billeje i stedet. Blandt andet fordi jeg ikke har mod på eller lyst til at sidde og amme i toget. Men det er jo bare mit personlige valg. Jeg synes bestemt, det er ok, når kvinder ammer offentligt. Jeg kan simpelthen ikke se problemet. Kan man ikke bare vende blikket den anden vej, hvis man ikke bryder sig om synet? Det er sgu da 1000 gange værre, når folk sidder og piller næse eller smasker, mens de spiser. Og det sker ikke så sjældent offentligt.

Man undres...

/Stine

Ingen kommentarer:

Send en kommentar