Man skulle næsten tro, nemesis har været efter os, siden jeg i går skrev indlægget om Adrians friske og kække nat. Natten til i dag har været slem. For han har stort set ikke villet sove. Og da det endelig blev morgen, havde jeg det, som om jeg havde ammet ham 10 gange og ikke blot de 2 gange. Det er nok, fordi jeg er så "alert", at jeg er på og klar med madpakkerne, bare han siger det mindste.
Heldigvis har jeg en dejlig kæreste, som ikke er bleg for at tage tørnen med at vugge, "shhh"´e og berolige, når jeg trænger til at hvile efter amningen. Som stadig gør ondt ad h. til. Fordi Adrian og jeg begge har svampeinfektion. Igen. Øv.
Så da jeg vågnede i morges, var jeg bare ikke meget værd. Jeg tudede over mine havregryn og i badet. Og resultatet blev lynhurtigt, at jeg droppede dagens program: efterfødselshold hos APA. Som ellers er rigtig godt og givtigt. Men man skal have overskud, og det har jeg bare ikke i dag. Og det er jo også helt ok. Bliver jeg ved med at minde mig selv om.
For jeg kan bare ikke lade være med at føle, at jeg pjækker. Hvilket er noget pjat, eftersom jeg selv har betalt for kurset, og eftersom jeg først og fremmest skal tænke på Adrians behov for at have en frisk og glad mor i stedet for en mor, der er totalt træt og intet overskud har.
Så i stedet for at begive os af sted til Østerbro, besluttede jeg mig for, at vi ville gå en god, lang tur. Så vi gik og gik. Rundt i Frederiksberg Have og fik noget lys og masser af frisk luft. Og det hjalp. Der er altså ikke noget som en tur i det fri, der kan hive én op igen.
/Stine
Ingen kommentarer:
Send en kommentar