Efter Adrian havde spist klokken 2 i nat, puttede jeg ham stille og roligt. Hvorefter han lå med store, glade øjne og smilede kækt til mig. På det tidspunkt mente han tydeligvis, at der skulle ske en masse festligt, men der satte forældrene grænsen. Min kæreste stod op og vuggede Adrian, til han faldt til ro. Altså lige indtil klokken 5. Hvor han igen mente, der skulle være fest. Det hjalp ligesom ikke rigtigt at forklare ham, at når klokken er 2 - eller 5 for den sags skyld - så sover man.
Det er gået op for mig, at de fleste TV-programmer, der er værd at se, bliver sendt efter klokken 21. Dem kan jeg ikke længere holde mig vågen til. Og for første gang nogensinde kan jeg rent faktisk mærke, at vi har stillet urene tilbage. Hvor jeg før blev træt omkring klokken 21, er klokken nu 20, når min krop begynder at længes efter at ligge vandret og meget gerne i den gode seng i soveværelset.Og så sover han endda fint, den lille Adrian. Han kan rask væk sove 4-5 timer i træk om natten. Men træt er jeg altså, efter min kæreste er begyndt at arbejde igen. Og når Adrian engang imellem vælger at tage en lille lur i løbet af dagen, så drøner jeg jo rundt og ordner vasketøj og opvask. "Sov, når baby sover", har jeg ladet mig fortælle. Ikke altid så realistisk, når man er ordensmenneske og gerne vil have lidt styr på tingene.
Men manglen på søvn betyder ligesom ikke så meget, når jeg kigger på Adrian og tænker på den tætte forbindelse, vi har. Og selvom klokken er 2 om natten, så kan jeg ikke lade være med at smelte, når han helt uopfordret smiler til mig. For jeg er hans mor, og han elsker mig ubetinget. Det er da fantastisk.
/Stine
Ingen kommentarer:
Send en kommentar