Skru ned!!!

I går aftes, da vi herhjemme gik i seng ved 22-tiden, var der fest hos genboen. Altså virkelig fest. Som i "Lå-lå-lååå!" og "Skååål!". Musikken spillede naturligvis, men i starten tog jeg mig selv i at tænke, at det jo faktisk var helt ok. For det første var det lørdag aften. Og så kan man altså dårligt brokke sig, når klokken ikke er mere end 22. For det andet blev der spillet ret god musik. "Silverflame" og "Unforgiven" er da fede sange, som jeg lå og slappede lidt af til. Christian faldt i søvn, Adrian faldt i søvn og lidt efter hengav jeg mig også til søvnen med god musik i baggrunden.

10 minutter efter vågnede jeg brat til Rasmus Seebach. Og dertilhørende, meget høje, "Sig uh-uh-uh"-kor fra de feststemte drenge. Og det lød ikke godt. Da der blev fyret godt op for Rihanna lidt efter, blev jeg lidt træt i mælet. Jeg ville fandme sove, inden Adrian vågnede sulten om et par timer!

Normalt elsker jeg at bo i lejlighed. Det giver mig en vis form for tryghed, at der er mennesker omkring mig. Bo langt ude på landet? Nej tak. Det er for uhyggeligt. Men også ganske roligt og fredfyldt. Og i nat lå jeg og drømte mig hen til et hus laaangt ude på landet, hvor der bare var ro og fred. Og da Rasmus Seebach kom på for 5. gang, og Adrian samtidig også lod til at blive påvirket af den nu noget høje volumen, ja, så blev jeg sgu sur! For én ting er mig som den voksne, men når min søn også vågner ved det, så er det for meget!

Og så var det, jeg igen lige mindede mig selv om, at jeg jo ligesom selv har været sådan. Og absolut ikke kun til kl. 1 om natten. Så helt ærligt - hvad bundede min irritation og frustration egentlig i? Mangel på søvn, ja, men måske aller mest erkendelsen af ikke at kunne være til en lignende fest, skråle med på alle de fede sange, drikke dåseøl og drinks og ryge smøger. Ja, det er en svunden tid, som ikke kommer tilbage - i hvert fald ikke på samme måde. Og jeg tog mig selv i at blive en kende misundelig. Jeg vil også have alkohol, dans og røg!

Men så gik det samtidig op for mig, hvor heldig jeg er at have så fantastisk en familie; min vidunderlige kæreste og min dejlige søn. Og jeg skal sgu nok få drukket en dåseøl engang og tilmed få skrålet med på Dizzy og Metallica, hvis det er det, jeg ønsker. Men den svundne tid er svunden af en årsag - jeg er vist blevet det, man kalder voksen.

/Stine