Det hjælper jo også noget, at Adrian i dag er 9 uger gammel. Hvis det her havde været for 4-5 uger siden, så havde jeg nok været noget mere usikker og forbeholden. Men det er gået så fint i dag. Og hvorfor skulle det ikke også det? Jeg er jo moderen.
Efter at have været moderen i 9 uger kan jeg helt tydeligt se, hvad der, for mit vedkommende, er den aller største udfordring ved at have fået sådan en lille gut inden for hjemmets fire vægge. Det er at få udfordret mit planlægningsgen. Ja, jeg planlægger jo i detaljer. Helt pr. automatik det meste af tiden. Og det er altså pænt udfordrende og også en kende angstprovokerende at give sig hen og acceptere, at jeg ikke bare kan tænke, som jeg plejer: "Når jeg har hængt tøj op, vil jeg lave frokost, og derefter...". Nope, det er noget med at sige: "Nu går jeg i gang med at hænge tøj op." Punktum. Færdig. Og så se, om der er tid til mere bagefter.
Og det går mig egentlig ikke på, at jeg ikke når så meget, efter Adrian er kommet til verden; det er helt fint med mig, for det handler om, at vi skal lære at være en lille familie, som skal lære hinanden at kende. Det udfordrende er netop, at jeg er nødt til at lære og vænne mig til at lægge planlægningstrangen og -behovet på hylden. Lige nu. For det stresser mere, end det gavner.På mit efterfødselshold har vi talt om det her med at acceptere, at man, når man eksempelvis er i gang med at smøre mad, må øve sig i at sige til sig selv, at måske når man blot at spise én mad. Og sådan er det bare. Jeg har fundet en rytme med at smøre rugbrødsmadderne og så sætte dem i køleskabet med staniol over, indtil der så er tid til at spise dem. Enkelte gange lykkes det da også at spise dem med det samme, men langt de fleste gange bliver de placeret på hylden i køleskabet og gemt til senere. Og det er også ok. For sådan er det at have en lille baby i hytten. Og mest af alt er det jo bare så dejligt. For se lige selv på billedet, hvor dejlig han er.
God weekend til jer derude.
/Stine
Ingen kommentarer:
Send en kommentar