Ro og tryghed

I dag gik det for alvor op for mig, at det her med baby og barsel beror på tryghed og ro for baby. Og i den grad handler det om at lytte til babys behov her og nu. Adrian og jeg tog til Østerbro for at deltage i APAs efterfødselshold. Vi har været af sted tre gange før, og to af gangene er det ikke gået så fantastisk, som jeg ellers havde håbet på.

For babyer græder jo selvfølgelig, og det er klart, at jeg ikke har kunnet være med til alle gymnastikøvelserne, og det er også klart, at Adrian ikke hver gang har gidet at ligge på maven sammen med de andre skønne babyer.

Men i dag blev det for meget, for lille Adrian var bare så ked af det. For tiden er han meget tryghedssøgende og er helt klart mest glad og veltilpas derhjemme i trygge, vante rammer. Jeg oplevede dette hos ham så sent som i mandags, da vi for første gang mødtes i mødregruppen. Adrian lå og sov det ene øjeblik, og det næste øjeblik vågnede han op til nye mennesker - store som små. Og dét huede ham bare ikke! Han kiggede sig omkring, vendte blikket mod mig og vendte mundvigene nedad. Og så brød gråden frem. Og han var noget nær utrøstelig, indtil vi gik ind i et rum for os selv; så faldt han til ro. Indtil vi gik ind til de andre igen.

Det slog mig derfor i dag på APA: det handler altså om at lytte til den lille fyrs behov. Og han har ikke behov for at være så ked af det, som han var i dag. Så derfor har jeg valgt at droppe de resterende to gange. Selvom det er super godt at komme af sted, komme ud og møde andre, så skal det ikke være for enhver pris. Når han er klar igen, kan vi måske melde os til noget babysvømning eller lignende. Men ikke lige nu. Lige nu handler det om at få noget ro på herhjemme. Ro og tryghed for lille Adrian.

/Stine