Den søde ventetid

I dag er der 5 dage tilbage til min termin. Og nøj, hvor tiden føles lang! Det er altså ikke noget vrøvl, når folk siger, at de sidste par uger føles som en virkelig mærkelig og langtrukken tid. Jeg tror også, det er, fordi jeg ikke har lyst eller energi til at bevæge mig alt for langt væk fra hjemmet, og så bliver jeg automatisk i en slags stand by-position konstant. Det vildeste, jeg foretager mig for tiden, er at cykle til DGI-Byen og svømme. Men det holder jeg så også fast i at gøre helt frem til det tidspunkt, hvor der sker noget.

Og ellers ligner dagene godt nok hinanden. I starten var det super hyggeligt at ligge og læse meget af dagen, men efter 3 uger på den måde, begynder det altså at blive lidt trivielt. En typisk dag for mig ser således ud for tiden: Stå op, tage ned og svømme, hjem og spise lidt, læse/hvile/sove. Spise lidt mere, læse/hvile/sove. Min kæreste kommer hjem, han laver mad til os. Spise, rydde op, se fjernsyn og slappe af på sofaen. Bum bum... lidt ensformigt, men samtidig også nødvendigt med opladning. For de dage, hvor jeg måske bevæger mig ud for at tage på biblioteket, handler lidt længere væk fra hjemmet eller andet, ja, så kan jeg jo også mærke plukveerne arbejde meget hårdt, og jeg kan mærke, at jeg i det hele taget lige bør tage den lidt med ro. Så jeg forsøger at lytte til min krop, og samtidig så er rastløsheden og utålmodigheden virkelig til stede i alt, hvad jeg foretager mig efterhånden! Jeg vil jo bare gerne snart møde den lille fyr, som har boet i min mave i de sidste 9 måneder.

Personligt overholder jeg altid selv deadlines, og det virker uretfærdigt, at lige netop dette her kan jeg bare ikke styre. Jeg har også fortalt beboeren i min mave, at det altså er ok at være lidt tidligt på den - jeg ankommer altid til tiden og hellere 10 minutter for tidligt end for sent, sagde jeg til ham. Det betyder også, at han meget gerne må komme 2 dage før tiden... Men jeg ved jo også godt, at min tale til ham naturligvis ikke kan afgøre, hvornår han kommer ud. Så jeg må bare vente. Og vente. Og lige pludselig sker der noget, det ved jeg jo også godt. Tålmodighed har bare aldrig været min stærke side, men jeg kan vel ligeså godt forsøge at lære det...

/Stine