Jeg vil bo på Vesterbro

Min kæreste og jeg købte en andelslejlighed på Vesterbro i april 2011. Jeg har boet rundt omkring i København og omegn de sidste 9 år, siden jeg i 2003 forlod min barndomsby i det sydfynske, Faaborg.

Faaborg var en dejlig by at være barn i. Men kedelig, da jeg som ung drog på efterskole. Når jeg kom hjem til familien i weekenderne, oplevede jeg Faaborg som en lille bitte by, hvor alle kendte alle, og hvor jeg ikke kunne være i fred for folks blikke. Bare fordi jeg var plysset og havde piercinger, helt ærligt! Jeg kan godt forstå, at folk kiggede. For de vidste jo, hvem jeg var, og jeg så jo helt anderledes ud, end dengang jeg dagligt var at finde i Faaborg gadebillede. Men jeg var virkelig træt af de blikke. Og allerede dengang ønskede jeg mig langt væk til storbyens anonymitet, hvor jeg kunne være i fred og gå en tur uden nødvendigvis at møde nogen, jeg kendte.

Jeg har altid forestillet mig København som den by, jeg skulle bo i. Jeg vil tro, det hænger sammen med, at jeg har haft bedsteforældre herovre, og derfor har vi i min familie altid haft en tæt tilknytning til byen, og jeg har været på besøg herovre mindst fem-seks gange om året.

Noget af det, der får mig til at elske at bo i byen - og specielt på Vesterbro, hvor jeg nu har fundet min base - er den puls og det leben, der hersker i gadebilledet. I lørdags var der Gay Pride, og jeg syntes, det var helt fantastisk, at optoget kom forbi Vesterbrogade. Det var jo lige ved siden af, hvor vi bor! Hvor fedt! Fynboen i mig kan stadig begejstres meget over sådan noget - at være så tæt på begivenhederne - at være så tæt på dér, hvor det sker. Og ja, jeg synes stadig, det er lidt vildt at møde en kendt på gaden. For jeg er fra Fyn, og så er det altså lidt vildt.

Nu, når vi lige om lidt bliver 3 i lejligheden, så er der flere mennesker, der har spurgt mig, om vi har lyst til at blive boende her på Vesterbro, eller om vi evt. vil flytte til Fyn eller bare lidt væk fra byen. Og nej, det vil vi ikke. I hvert fald ikke lige nu. Det kan da godt være, at vi om fem år beslutter at rykke teltpælene op på Vesterbro og finde noget større et andet sted i landet. Hvem ved? Men for nu er det så fint at bo her på Vesterbro, hvor der er 15 minutters gang til både Zoo og Tivoli, der er den skønne Enghaveparken lige rundt om hjørnet og de kulturelle tilbud flokkes om at blive udnyttet. [Billedet er udsigten fra vores altan].

Jeg har den holdning, at børn har det bedst dér, hvor forældrene har det bedst. Forstået på den måde, at hvis forældrene er glade og hviler i de valg, de har truffet, ja, så gør børnene det nu nok også. Jeg tror ikke på, at det er bedre at vokse op i provinsen end i byen. Jeg tror på, at det i bund og grund handler om, hvad forældrene vil. Der er uden tvivl fordele og ulemper ved begge udgangspunkter. En fordel ved provinsen kan for eksempel være, at børnene kan lege på gaderne og cykle, fra de er helt små. Det går ikke helt på Vesterbrogade! En fordel ved at bo i byen er, at der er så utroligt mange muligheder, og at børnene bliver præsenteret for mangfoldigheden. Ja, der er fordele og ulemper, og det handler om at finde ud af, hvor man har det bedst. Så skal det helt sikkert nok smitte af på de små.

Til sidst vil jeg blot fortælle lidt om en dansk gyser, min kæreste og jeg så i går. "Over kanten" hed den, og den handlede om et par fra København, der var flyttet langt ud på landet i et stort hus på Møn. Nu var det jo så en gyser, så der var naturligvis visse effekter, men alligevel: jeg turde dælme ikke at bo så langt ude på landet, at der er bælgravende mørkt om natten, der er ingen naboer og der er masser af lyde. Næh du, giv mig bylivets lys og naboernes sagte stemmer - så føler jeg mig langt mere tryg!

Hvor foretrækker du at bo henne, kære læser?

/Stine