Inden jeg blev gravid, var jeg også følsom. Følsom som i: jeg-tager-mig-af-mine-omgivelser-og-jeg-bliver-påvirket-af-mine-omgivelser-følsom. Det er noget, jeg hele livet har skullet arbejde med, forstået på den måde, at jeg nogle situationer har skullet øve mig i at undgå at tage mig alt for meget af, hvad andre mennesker siger og gør. For min egen skyld. For jeg har nogle gange brugt unødig energi på ting og sager, som mest af alt blot fortjente et træk på skulderen og et "Skidt med det".
Men den her graviditets-sårbarhed er anderledes. Det er mere en jeg-er-pludselig-røget-tilbage-til-barndommen-sårbarhed. Hvor den eneste følelse, jeg kan sammenligne sårbarheden med, er barndommens hjemve. Den dér følelse, hvor jeg på kolonien som 5-årig savnede min mor og bare ville hjem! Nu!!!
Sårbarheden kommer som oftest frem, når jeg der er noget, jeg ikke kan overskue. Eller når jeg har hidset mig op over noget, som jeg i princippet slet ikke burde hidse mig op over. Så bliver bare jeg drøn-ked af det bagefter. Og så bliver jeg det lille barn igen, som vil hentes fra kolonien. Andre gange dukker sårbarheden frem i forbindelse med en film eller eksempelvis et program om dyrebørn, og hvor jeg før blot kneb en enkelt tåre, hulker jeg nu nærmest, så jeg ikke kan andet end at give los. Ja, det er da sørgeligt, når Carrie i Sex and the City fortæller Aidan, at hun har været ham utro med Big. Og så foran kirken til Charlottes bryllup og alt muligt. Men altså... jeg behøver jo ikke ligefrem at bryde sammen over det!
Så sent som i mandags inden fødselsforberedelse sad jeg stille og roligt og slappede lidt af, inden lokalet blev frit, og undervisningen skulle begynde. Lige pludselig steg min puls helt vildt, jeg blev nervøs og vildt ked af det. Jeg måtte ud på toilettet og tude for mig selv. Hvorfor? Aner det virkelig ikke. Lige pludselig blev det hele åbenbart bare for meget. Måske var det ganske enkelt, fordi fødslen nærmer sig, omvæltningen nærmer sig og jeg blev grebet af panik et øjeblik. Og så befandt jeg mig et sted, hvor der var gravide maver overalt, og jeg tænkte: "De har bare styr på det hele, alle de andre! De går smilende og roligt omkring og er ikke kede af det, mens jeg sidder her og er mega panikken lige pludselig!". Og selvfølgelig har de andre ikke "styr på det hele", det ved jeg godt. Det så bare sådan ud.
Jeg tror simpelthen, det handler om at give los. Og at acceptere at være ked af det indimellem. For det er også en del af at være gravid og en del af at skulle være mor lige om lidt. At skulle være nogens mor og have et ansvar for et andet menneske. Sårbarheden og tudeturene er garanteret noget, jeg skal igennem - en form for proces, som er nødvendig i forhold til forberedelsen til at blive mor. Men indimellem kan jeg altså ikke lade være med at grine ad mig selv, når jeg igen tuder til én eller anden TV-udsendelse eller melodi. Og så kigger jeg på min kæreste, og vi griner lidt sammen. Det er dejligt, at jeg nogle gange kan ende med at grine lidt ad sårbarheden. Bare indimellem...
/Stine
Ingen kommentarer:
Send en kommentar