Panden mod muren

I mandags handlede mit blogindlæg om litteratur, og hvor meget jeg holder af at flygte ind i en anden verden via en god og interessant bog. Jeg vil i dag følge op på det oplæg ved at fremhæve en bog, som jeg næsten har gennemlæst her ugen igennem. Bogen hedder "Dagpengeland" og er skrevet af Lau Aaen. Og det er bestemt ikke en flugt fra virkeligheden. Snarere tværtimod...

Lau har været igennem et jobsøgningskursus, og han formår at beskrive sin situation med så tilpas megen sarkasme og humor, at jeg begejstret må skrive et helt indlæg om bogen her på min blog. For, som den trofaste læser nok allerede har bemærket, så går jeg ret meget op i det der med rettigheder som ledig. Hvilket jo i øvrigt et yderst relevant netop nu, hvor regeringen fremsætter diverse forslag om at snuppe pengene fra de fattigste i samfundet.

Og i en tid som denne mener jeg, det er SÅ vigtigt, at der findes bøger som "Dagpengeland". Den er ganske enkelt udkommet på det helt rigtige tidspunkt, og hvad der startede som en udveksling af mails til vennerne, er altså endt med at være en virkelig humoristisk, yderst vedkommende og ikke mindst vigtig bog om, hvordan det er at være ledig.

Det tragikomiske ved bogen er jo netop, at det er sandt. Det er virkeligheden, Lau skildrer i bogen. Virkeligheden, som den er, når man er ledig i Danmark anno 2010 (hvor jobsøgningskurset foregik). Jeg kan bare konstatere endnu engang, at det er, som på ovenstående coverbillede til bogen, at løbe panden mod en mur at være ledig. Og jeg har endda været heldig og været fri for at skulle tage stilling til, om jeg vil gå i lære som murer... Så heldig har Lau ikke været. Og han er bestemt ikke den eneste.

Som jeg ser det, er bogen vigtig. Vigtig, fordi den faktisk er en del af Danmarks historie. En del af historien, som forhåbentlig snart får en ende, og som vi kan se tilbage på med en let hovedrysten og et overbærende smil: "Godt, det er overstået. Lad det aldrig ske igen!".

Bogen skildrer på en meget rammende måde, hvordan det også kan være, når man som ledig bliver kastet ud i det cirkus, der hedder aktivering. At man skal være åben, have ja-hatten på og ikke være afvisende eller kritisk. For det er sådan, det er: man må sige ja til nærmest hvad som helst. Alternativet er jo at gå derhjemme, og det får man ikke lov til. Og det er heller ikke spor sjovt eller udviklende. Hvor bliver integriteten og stoltheden så af? Ja, den ryger lynhurtigt overbords, i hvert fald hvis man er mere eller mindre tvunget til at takke ja til et hvilket som helst tilbud. For man kan ikke tillade sig at være kritisk. Det siger konsulenterne også selv på det kursus, Lau har været på. Og så må man jo hellere rette sig efter det.