Jeg føler, jeg kender ham allerede. Og så alligevel ikke. For hvordan kan man egentlig kende en person, man aldrig har mødt - og som vel egentlig ikke engang er en rigtig person endnu?Det er altså noget underligt, diffust noget, det her med at have et lille menneske voksende indeni sig. Det er hyggeligt, trygt og rart. Og samtidig lidt skræmmende og mystisk. Jeg glæder mig sådan til at møde ham derinde i min mave. Og når jeg har kvalme, er i dårligt humør og bare godt træt af at være gravid - ja, så sender jeg en kærlig tanke ind til ham - for det er jo ikke hans skyld, at jeg bliver påvirket sådan af hans beboelse; det kan han jo ikke gøre for.
Og hver gang jeg får en lille hilsen i form af et spark, så bliver jeg så glad og tryg. For så ved jeg, at han har det ok derinde. Beboeren i min mave.
/Stine
Ingen kommentarer:
Send en kommentar