Hende mødte jeg i går. Hun er afspændingspædagog på APA, Afspændingspædagogisk Aftenskole på Østerbro i København. Og hun er mega sej. Kurset er hver mandag fra 19.15-21.40 og består af en række fysiske øvelser, kropslige og åndedrætsrelaterede øvelser, som, hvis man lader dem, kan være med til at gøre fødslen bare en smule nemmere og mindre ubehagelig. Ingen tvivl dér: dét kursus skulle vi på!
Udover de fysiske øvelser er der rig mulighed for at stille spørgsmål, tale med de andre om, hvordan man egentlig går og har det og få lidt ro på det hele. Og det evindelige "Er det normalt?" kan blive afklaret. At sætte ord på forestillingerne kan afhjælpe mange skrækscenarier. Og det er lige præcis det, jeg har brug for. Og så er det ret fedt, at det er parhold, så kæresten også er med. Der er nemlig også øvelser beregnet på hjælperen, og hvad denne kan gøre undervejs.
Jeg vil ikke sige, at jeg er direkte bange for at føde. Jeg tænker på, at så mange andre kvinder har gjort det før mig, så hvorfor skulle jeg ikke kunne? Jeg tror på, at jeg kan. Det skræmmende er nok snarere det ukendte - ingen lader til at kunne forklare, hvordan en ve føles, fordi det for det første er individuelt, men også fordi det tilsyneladende er helt ubeskriveligt. Og så er der de kvinder, der synes, det er fedt at nævne i forbifarten: "Det gør sindssygt ondt - jeg troede, jeg skulle dø!". Tak for det. Nu er jeg meget mere rolig.
Heldigvis er det de færreste, der har behov for at fortælle, hvor skrækkeligt det bliver. For hvad forventer disse kvinder egentlig at få ud af at skræmme mig som førstegangsfødende? Jeg fatter det simpelthen ikke, og når jeg er kommet om på den anden side, vil jeg i hvert fald ikke være én af dem, der går og siger sådan noget til førstegangsfødende. Det er da noget pjat! Hér i graviditeten har jeg ofte fået følgende bemærkning med på vejen: "Puha, så er du højgravid hen over sommeren - det bliver et helvede!". Igen: tak for det. Jeg ser frem til dette "helvede". Så ti dog stille, altså! Hvorfor skal jeg ligefrem advares? Jeg finder vel selv ud af, om det bliver dette famøse "helvede", eller om folk måske har en tendens til at overdrive en kende.
Det minder mig om dengang, jeg i folkeskolen skulle have togskinner på mine tænder, og jeg var så skide bange, fordi der var to fra min klasse, der forinden havde gjort mig opmærksom på, hvor frygteligt ondt det gjorde. Så jeg spændte i samtlige muskler, og da tandlægen erklærede, at nu var det overstået, græd jeg nærmest af lettelse. Var det virkelig det?, tænkte jeg, og undrede mig gevaldigt over, at mine to noget så søde klassekammerater havde følt behov for at advare mig. Igen: hvad forventede de lige at få ud af det?
Jeg glæder mig allerede til på mandag, hvor min kæreste og jeg skal til Østerbro igen. Og have en rolig aften sammen med nogle dejlige mennesker. Som ikke har behov for at fortælle nyttesløse skræmmehistorier. Jeg tror på, det kan bringe alt det her med fødslen lidt ned på et mere roligt niveau. Og jeg tror også på, at det handler om at ville have en god oplevelse med fødslen. Det skal ikke være et skrækscenarie, men derimod noget, der skal huskes som noget godt og positivt. For jeg ved jo, at jeg kan. Selvfølgelig kan jeg da det!/Stine
Ingen kommentarer:
Send en kommentar