Piv

Ok. Efterhånden må jeg se i øjnene, at jeg bare er super sårbar. Og at graviditeten puster ekstra liv til denne sårbarhed.Jeg har tidligere skrevet om det her på bloggen - den sårbarhed, som følger med min graviditet. Og den er ikke blevet mindre, skulle jeg lige hilse og sige.

Inden jeg blev gravid, var jeg også følsom. Følsom som i: jeg-tager-mig-af-mine-omgivelser-og-jeg-bliver-påvirket-af-mine-omgivelser-følsom. Det er noget, jeg hele livet har skullet arbejde med, forstået på den måde, at jeg nogle situationer har skullet øve mig i at undgå at tage mig alt for meget af, hvad andre mennesker siger og gør. For min egen skyld. For jeg har nogle gange brugt unødig energi på ting og sager, som mest af alt blot fortjente et træk på skulderen og et "Skidt med det".

Men den her graviditets-sårbarhed er anderledes. Det er mere en jeg-er-pludselig-røget-tilbage-til-barndommen-sårbarhed. Hvor den eneste følelse, jeg kan sammenligne sårbarheden med, er barndommens hjemve. Den dér følelse, hvor jeg på kolonien som 5-årig savnede min mor og bare ville hjem! Nu!!!

Sårbarheden kommer som oftest frem, når jeg der er noget, jeg ikke kan overskue. Eller når jeg har hidset mig op over noget, som jeg i princippet slet ikke burde hidse mig op over. Så bliver bare jeg drøn-ked af det bagefter. Og så bliver jeg det lille barn igen, som vil hentes fra kolonien. Andre gange dukker sårbarheden frem i forbindelse med en film eller eksempelvis et program om dyrebørn, og hvor jeg før blot kneb en enkelt tåre, hulker jeg nu nærmest, så jeg ikke kan andet end at give los. Ja, det er da sørgeligt, når Carrie i Sex and the City fortæller Aidan, at hun har været ham utro med Big. Og så foran kirken til Charlottes bryllup og alt muligt. Men altså... jeg behøver jo ikke ligefrem at bryde sammen over det!

Så sent som i mandags inden fødselsforberedelse sad jeg stille og roligt og slappede lidt af, inden lokalet blev frit, og undervisningen skulle begynde. Lige pludselig steg min puls helt vildt, jeg blev nervøs og vildt ked af det. Jeg måtte ud på toilettet og tude for mig selv. Hvorfor? Aner det virkelig ikke. Lige pludselig blev det hele åbenbart bare for meget. Måske var det ganske enkelt, fordi fødslen nærmer sig, omvæltningen nærmer sig og jeg blev grebet af panik et øjeblik. Og så befandt jeg mig et sted, hvor der var gravide maver overalt, og jeg tænkte: "De har bare styr på det hele, alle de andre! De går smilende og roligt omkring og er ikke kede af det, mens jeg sidder her og er mega panikken lige pludselig!". Og selvfølgelig har de andre ikke "styr på det hele", det ved jeg godt. Det så bare sådan ud.

Jeg tror simpelthen, det handler om at give los. Og at acceptere at være ked af det indimellem. For det er også en del af at være gravid og en del af at skulle være mor lige om lidt. At skulle være nogens mor og have et ansvar for et andet menneske. Sårbarheden og tudeturene er garanteret noget, jeg skal igennem - en form for proces, som er nødvendig i forhold til forberedelsen til at blive mor. Men indimellem kan jeg altså ikke lade være med at grine ad mig selv, når jeg igen tuder til én eller anden TV-udsendelse eller melodi. Og så kigger jeg på min kæreste, og vi griner lidt sammen. Det er dejligt, at jeg nogle gange kan ende med at grine lidt ad sårbarheden. Bare indimellem...

/Stine

Hello, Goodbye

Om præcis 14 dage på cirka det her tidspunkt er jeg ved at sige farvel og tak til Amager Kulturpunkt, hvor jeg har været ansat i løntilskud siden midten af marts. Og det slår mig, som det har gjort så mange gange før: hvor siger jeg egentlig tit goddag og farvel.

Jeg har haft mange ansættelser forskellige steder. Og jeg har været glad for stort set allesammen. Men der er noget, der nager mig, og det er, at det ofte er så kort tid, jeg er et sted, at jeg dårligt når at komme i gang, før det er ud ad døren igen. Og det er faktisk rigtig hårdt og stressende at skulle være så omstillingsparat konstant.

Vi lærer det ellers i dag. At være omstillingsparate. Jeg har i hvert fald øvet mig meget i det i min studietid, og det er måske i virkeligheden meget godt, for jeg har virkelig brugt det herude på den anden side i "det virkelige liv".

Det er godt at prøve en masse forskelligt. Og det er godt at have en stor bunke anbefalinger. Og det har ikke været noget problem for mig at udforme et fyldestgørende CV! Men hvor kunne jeg dog også godt tænke mig at prøve at være i en virksomhed i mere end blot 6 måneder af gangen. Efterhånden varer min tilknytning til et en organisation typisk 3-4 måneder, og jeg mener at have stødt på følgende påstand fra diverse undersøgelser: Det tager mindst 3 måneder at komme ind i de arbejdsopgaver, man får tildelt og at vænne sig til den virksomhed, man er ansat i. Hvilket - ud fra dette - altså betyder, at jeg lige når at lande, før jeg skal videre igen. Og det er også tit den følelse, jeg sidder tilbage med, når jeg er færdig. Det var så det. Igen. Videre til det næste. Igen.

Denne gang er der naturligvis en helt klokkeklar grund: jeg er gravid og skal på barsel. Så nu skal jeg videre, men jeg skal videre til noget helt andet end en ny virksomhed. Men ofte har mine tidligere ansættelser haft benævnelserne "projektansættelse" og "praktikforløb", som aldrig har været på mere end 6 måneder. Og det er altså hårdt, dels at skulle omstille sig fra én virksomhed til en ny inden for ganske kort tid, men også at skulle sætte sig ind i helt nye arbejdsopgaver, kollegaer og virksomhedskulturer.

Min drøm er - når jeg er færdig med at være på barsel - at opnå en stilling som kommunikationsmedarbejder i en virksomhed eller en organisation, hvor jeg kan blive i en ubegrænset periode. Hvor jeg ikke hele tiden skal have en plan for, hvad der skal ske med mit liv på den anden side af den pågældende ansættelse. Jeg er nødt til hele tiden at være mindst to skridt foran og vide, hvad jeg gerne vil bagefter. Åh, at få lov til blot at hvile en stund dér, hvor jeg befinder mig og finde ro i de arbejdsopgaver og den virksomhed, jeg er i. Det er min drøm for mit fremtidige arbejdsliv.

Kære læser, har du også haft en række kortere ansættelser, og hvilken betydning har det haft for dig?

/Stine

Beboeren i min mave

Jeg føler, jeg kender ham allerede. Og så alligevel ikke. For hvordan kan man egentlig kende en person, man aldrig har mødt - og som vel egentlig ikke engang er en rigtig person endnu?

Det er altså noget underligt, diffust noget, det her med at have et lille menneske voksende indeni sig. Det er hyggeligt, trygt og rart. Og samtidig lidt skræmmende og mystisk. Jeg glæder mig sådan til at møde ham derinde i min mave. Og når jeg har kvalme, er i dårligt humør og bare godt træt af at være gravid - ja, så sender jeg en kærlig tanke ind til ham - for det er jo ikke hans skyld, at jeg bliver påvirket sådan af hans beboelse; det kan han jo ikke gøre for.

Og hver gang jeg får en lille hilsen i form af et spark, så bliver jeg så glad og tryg. For så ved jeg, at han har det ok derinde. Beboeren i min mave.

/Stine

Den store finale

Min kæreste og jeg er begyndt til fødselsforberedelse. For den lille pjevs skal jo ligesom ud på et eller andet tidspunkt. Og selvom jeg har noget svært ved at forholde mig til, at beboeren i min mave på et snarligt tidspunkt opsiger sin lejekontrakt og begynder at forberede sig på at flytte ud, ja, så har jeg brug for noget konkret. Noget konkret i form af en super sej kvinde, der kan få det ned på jorden på et niveau, så det er til at forholde sig til.

Hende mødte jeg i går. Hun er afspændingspædagog på APA, Afspændingspædagogisk Aftenskole på Østerbro i København. Og hun er mega sej. Kurset er hver mandag fra 19.15-21.40 og består af en række fysiske øvelser, kropslige og åndedrætsrelaterede øvelser, som, hvis man lader dem, kan være med til at gøre fødslen bare en smule nemmere og mindre ubehagelig. Ingen tvivl dér: dét kursus skulle vi på!

Udover de fysiske øvelser er der rig mulighed for at stille spørgsmål, tale med de andre om, hvordan man egentlig går og har det og få lidt ro på det hele. Og det evindelige "Er det normalt?" kan blive afklaret. At sætte ord på forestillingerne kan afhjælpe mange skrækscenarier. Og det er lige præcis det, jeg har brug for. Og så er det ret fedt, at det er parhold, så kæresten også er med. Der er nemlig også øvelser beregnet på hjælperen, og hvad denne kan gøre undervejs.

Jeg vil ikke sige, at jeg er direkte bange for at føde. Jeg tænker på, at så mange andre kvinder har gjort det før mig, så hvorfor skulle jeg ikke kunne? Jeg tror på, at jeg kan. Det skræmmende er nok snarere det ukendte - ingen lader til at kunne forklare, hvordan en ve føles, fordi det for det første er individuelt, men også fordi det tilsyneladende er helt ubeskriveligt. Og så er der de kvinder, der synes, det er fedt at nævne i forbifarten: "Det gør sindssygt ondt - jeg troede, jeg skulle dø!". Tak for det. Nu er jeg meget mere rolig.

Heldigvis er det de færreste, der har behov for at fortælle, hvor skrækkeligt det bliver. For hvad forventer disse kvinder egentlig at få ud af at skræmme mig som førstegangsfødende? Jeg fatter det simpelthen ikke, og når jeg er kommet om på den anden side, vil jeg i hvert fald ikke være én af dem, der går og siger sådan noget til førstegangsfødende. Det er da noget pjat! Hér i graviditeten har jeg ofte fået følgende bemærkning med på vejen: "Puha, så er du højgravid hen over sommeren - det bliver et helvede!". Igen: tak for det. Jeg ser frem til dette "helvede". Så ti dog stille, altså! Hvorfor skal jeg ligefrem advares? Jeg finder vel selv ud af, om det bliver dette famøse "helvede", eller om folk måske har en tendens til at overdrive en kende.

Det minder mig om dengang, jeg i folkeskolen skulle have togskinner på mine tænder, og jeg var så skide bange, fordi der var to fra min klasse, der forinden havde gjort mig opmærksom på, hvor frygteligt ondt det gjorde. Så jeg spændte i samtlige muskler, og da tandlægen erklærede, at nu var det overstået, græd jeg nærmest af lettelse. Var det virkelig det?, tænkte jeg, og undrede mig gevaldigt over, at mine to noget så søde klassekammerater havde følt behov for at advare mig. Igen: hvad forventede de lige at få ud af det?

Jeg glæder mig allerede til på mandag, hvor min kæreste og jeg skal til Østerbro igen. Og have en rolig aften sammen med nogle dejlige mennesker. Som ikke har behov for at fortælle nyttesløse skræmmehistorier. Jeg tror på, det kan bringe alt det her med fødslen lidt ned på et mere roligt niveau. Og jeg tror også på, at det handler om at ville have en god oplevelse med fødslen. Det skal ikke være et skrækscenarie, men derimod noget, der skal huskes som noget godt og positivt. For jeg ved jo, at jeg kan. Selvfølgelig kan jeg da det!

/Stine

Pindsvine-knurren

Når man er gravid, så sover man altså virkelig underligt. Og drømmer underligt. Og vågner hundredevis af gange. Og skal op at tisse 6-8 gange hver nat. Jeg skal i hvert fald. Jeg kan simpelthen ikke huske, hvornår jeg sidst har sovet igennem en hel nat. Og kunne det natterenderi dog ikke bare vente, til den lille pjevs kommer til verden...

Men der er vist intet at gøre. Min krop er ved at vænne sig til moderskabet. Og ikke så sjældent må min kæreste berolige og trøste mig, fordi jeg har mareridt om, at nogen - eller nok rettere noget - er kommet for at tage vores endnu ufødte barn. Som regel er det ret uhyggeligt for mig, men det giver jo ikke rigtig nogen mening for min kæreste, når jeg skrækslagent peger mod døren og fremstammer noget uforståeligt som: "Det er... lige derovre... kan du ikke se det?!".

Jeg har altid sovet meget let. Og da jeg var barn, talte jeg meget i søvne og stod også tit op og begyndte at foretage mig ét eller andet. Jeg kan huske, at jeg engang fandt mig selv siddende på gulvet og lege med Barbie-dukker. Jeg er altid vågnet op af mig selv efter lidt tid, dog. Og noget af det hænger altså tydeligvis stadig ved...

Her den anden nat var det altså mest af alt bare lidt sjovt. Jeg vågner ved, at mine to pindsvine-bamser i vindueskarmen knurrer af mig og vil tage mit ufødte barn! Jeg anser ellers de to bamser som meget nuttede normalt; det ser endda ud, som om de smiler og alt muligt, men i drømmen var de altså meget farlige og kæmpe-store! Come on, altså! Min kæreste grinte noget af mig, da vi talte om det om morgenen. Og det gjorde jeg egentlig også selv, for hvad er der ellers at gøre?

Jeg har tænkt over, hvad pokker det er, der gør, at jeg har sådan nogle mærkelige, uhyggelige, men også skøre og grinagtige drømme. Og jeg mener at have læst, at det er helt normalt at drømme meget, når man er gravid. Og at det blandt andet skulle være normalt at drømme, at barnet har et grønt hoved eller noget andet virkeligt creepy. Dét er jeg så ikke lige nået til endnu, men det kan da være, det kommer.

Og i nat var der igen gang i underbevidstheden. Denne gang handlede det om en gul tingest med en masse farlige dimser på. Ja, jeg ved godt, det ingen mening giver, men jeg var meget panikslagen og blev direkte vred på min kæreste over, at han ikke kunne se det og ikke gjorde noget ved det. Ak ja...

Jeg må nok erkende, at min søvn er blevet ændret. Ikke for altid, men for en god, rum tid. Og så sover jeg, som nævnt, generelt bare meget let, så når lille pjevs kommer til verden, så vil jeg garanteret ligge med et halvt øje åbent hele natten igennem og fare op ved den mindste lyd - i hvert fald de første 14 dage, indtil jeg sikkert falder om af træthed!

Hvad med dig, kære læser? Har du også oplevet mærkelige ting og sager om natten? Jeg kunne godt tænke mig at høre om dine mærkelige drømme og/eller natte-oplevelser. Så kommenter endelig nedenfor.

/Stine

Den evige forskel

I går aftes slog det mig for Gud-ved-hvilken-gang: hvor forskellige mænd og kvinder kan være. Jeg aner ikke, hvorfor jeg kan blive ved med at bide mærke i det, for det er jo ikke ligefrem noget nyt. Men i går kunne jeg simpelthen ikke lade være. Og jeg kunne heller ikke lade være med at grine til min kæreste og påpege min utrolige observans (!).

Efter aftensmaden siger jeg til min kæreste: "Ej altså, prøv lige at se den her ovnlåge! Den er jo mega klam og beskidt! Vi burde gøre den ren. Jeg må se at få det gjort, når jeg går på barsel om en måned. Ej, hvor er det irriterende, at der hele tiden er noget, vi skal have ordnet og gjort rent!". Min kæreste svarer ikke, men går derimod hen og åbner skabet med rengøringsmidler. "Hvad laver du?", spørger jeg. "Jeg vil bare gøre ovnlågen ren", svarer han. Og 10 min. efter var ovnlågen ren.

Og så var det, at jeg simpelthen ikke kunne lade være med at grine. For det er sgu da latterligt! I stedet for at gøre noget ved det, brugte jeg tid og energi på at tale om det. Og er det ikke bare typisk os kvinder? Vi taler ofte om tingene i stedet for bare at handle!

Jeg mener, vi kan virkelig lære noget af mændene. Vi kunne lære at handle i stedet for at tale - bare engang imellem. Og så kunne vi lære ikke at tage tingene så nært, og så kunne vi lære at stole på vores kompetencer til en jobsamtale, og så kunne vi lære at... Ja, der er egentlig meget, vi kvinder kunne lære fra mændene. Og de kan sikkert også lære noget af os. Som at være lidt mere nærværende og lyttende...

Jeg tror på, der er en grund til, at mænd og kvinder er så forskellige. Der kommer simpelthen ikke det samme spil, den samme energi eller den samme dynamik, hvis vi var helt ens. For det ville da være rigtig trist og kedeligt. Jeg tror på, det handler om at lytte til hinanden og ikke mindst lære af hinanden. Være åbne og positive over for hinandens egenskaber. Så kan det da ikke gå helt galt.

Hvilke forskelle oplever du mellem mænd og kvinder?

/Stine

Panden mod muren

I mandags handlede mit blogindlæg om litteratur, og hvor meget jeg holder af at flygte ind i en anden verden via en god og interessant bog. Jeg vil i dag følge op på det oplæg ved at fremhæve en bog, som jeg næsten har gennemlæst her ugen igennem. Bogen hedder "Dagpengeland" og er skrevet af Lau Aaen. Og det er bestemt ikke en flugt fra virkeligheden. Snarere tværtimod...

Lau har været igennem et jobsøgningskursus, og han formår at beskrive sin situation med så tilpas megen sarkasme og humor, at jeg begejstret må skrive et helt indlæg om bogen her på min blog. For, som den trofaste læser nok allerede har bemærket, så går jeg ret meget op i det der med rettigheder som ledig. Hvilket jo i øvrigt et yderst relevant netop nu, hvor regeringen fremsætter diverse forslag om at snuppe pengene fra de fattigste i samfundet.

Og i en tid som denne mener jeg, det er SÅ vigtigt, at der findes bøger som "Dagpengeland". Den er ganske enkelt udkommet på det helt rigtige tidspunkt, og hvad der startede som en udveksling af mails til vennerne, er altså endt med at være en virkelig humoristisk, yderst vedkommende og ikke mindst vigtig bog om, hvordan det er at være ledig.

Det tragikomiske ved bogen er jo netop, at det er sandt. Det er virkeligheden, Lau skildrer i bogen. Virkeligheden, som den er, når man er ledig i Danmark anno 2010 (hvor jobsøgningskurset foregik). Jeg kan bare konstatere endnu engang, at det er, som på ovenstående coverbillede til bogen, at løbe panden mod en mur at være ledig. Og jeg har endda været heldig og været fri for at skulle tage stilling til, om jeg vil gå i lære som murer... Så heldig har Lau ikke været. Og han er bestemt ikke den eneste.

Som jeg ser det, er bogen vigtig. Vigtig, fordi den faktisk er en del af Danmarks historie. En del af historien, som forhåbentlig snart får en ende, og som vi kan se tilbage på med en let hovedrysten og et overbærende smil: "Godt, det er overstået. Lad det aldrig ske igen!".

Bogen skildrer på en meget rammende måde, hvordan det også kan være, når man som ledig bliver kastet ud i det cirkus, der hedder aktivering. At man skal være åben, have ja-hatten på og ikke være afvisende eller kritisk. For det er sådan, det er: man må sige ja til nærmest hvad som helst. Alternativet er jo at gå derhjemme, og det får man ikke lov til. Og det er heller ikke spor sjovt eller udviklende. Hvor bliver integriteten og stoltheden så af? Ja, den ryger lynhurtigt overbords, i hvert fald hvis man er mere eller mindre tvunget til at takke ja til et hvilket som helst tilbud. For man kan ikke tillade sig at være kritisk. Det siger konsulenterne også selv på det kursus, Lau har været på. Og så må man jo hellere rette sig efter det.