Jeg kan godt huske, hvordan det var at være ung pige. Den der alder: 13-14-15 år. Jeg synes, det var virkelig svært. Og meget hårdt. Og jeg er faktisk glad for, jeg ikke skal gennemleve det igen.
Usikkerheden. Det er nok det, jeg husker aller bedst. Hvilket tøj skal jeg gå i, hvad synes alle de andre, er pænt, hvad tænker alle de andre og hvad mener alle de andre. Jeg glemte bare at spørge mig selv, hvem "alle de andre" var.
De sidste 5 år har jeg jævnligt haft mulighed for at stille det spørgsmål, som jeg ikke var i stand til at stille mig selv dengang for 15-17 år siden. Hvem er "alle de andre" egentlig? Og hvorfor betyder det egentlig så meget, hvad "alle de andre" mener og synes? Jeg stiller jævnligt spørgsmålet til unge piger, som primært har alderen 12-17 år. Det foregår på chatten på GirlTalk.dk. Jeg er så super glad for at kunne være med til at hjælpe unge piger - også selvom det bare er for en enkelt aften. For det er bare så pisse svært at være ung pige nogle gange. Og jeg har indtryk af, at det på nogle punkter er endnu sværere den dag end i 90´erne. Blandt andet fordrer alt det tekniske både godt og ondt, og nu lyder jeg pludselig meget gammel!
Hvis jeg kan være med til at hjælpe den enkelte bruger til bare at komme igennem aftenen, så er det det hele værd. Dengang jeg var ung pige, var der det, der hed "Ung på Linie", hvor man kunne ringe ind. Jeg kan huske, at jeg én eneste gang har taget mig sammen og ringet. Og det var da en dygtig og kompetent frivillig, der sad i den anden ende. Men jeg tror, jeg reagerede, som jeg stadig nogle gange gør, når autoriteter eller professionelle fortæller mig noget, jeg egentlig allerede godt er klar over: "Ja, jeg ved det også godt. Jamen, det skal nok også gå. Tak for det.". Hvordan ville det have været, hvis jeg havde haft mulighed for at chatte med en frivillig dengang? Jeg tror, det på mange måder havde været nemmere. Jeg ville nok have turdet komme ud med flere tanker, og jeg ville højst sandsynligt have fået mere ud af det.
Gennem chat er der bedre mulighed for at reflektere, inden man svarer. En stemme i den anden ende kan måske føles presset for nogen. Derfor tror jeg, chat kan være et rigtig godt medie at rådgive igennem. Samtidig er der naturligvis også nogle mangler i form af toneleje, mimik osv. Men jeg tror faktisk, der er flere piger, der tør komme frem og fortælle om deres liv og deres udfordringer på chat.
Og det er vigtigt. Det er så vigtigt, at der er mulighed for at sætte ord på tingene. Det er der på GirlTalk.dk. Og jeg er så stolt af at være en del af det.
/Stine
Ingen kommentarer:
Send en kommentar