Jeg har også selv forsøgt at løbetræne masser af gange. I en periode endda omkring hele 2 år i træk. Men jeg har aldrig formået at kunne løbe bare én sølle km i træk. Det er så pinligt at indrømme, for i diverse løbebøger står det beskrevet, hvorledes man kan træne sig op til at løbe 3 km. inden for ganske få uger. Right! Jeg kan altså ikke, og det kan godt være, det virker som en negativ overbevisning, men jeg har virkelig prøvet hundredevis af gange. Løbe-gå-løbe-gå osv. Jeg har forsøgt masser af forskellige tricks, og det kan ganske enkelt bare ikke lade sig gøre. Lige meget hvor meget jeg så ønsker det. Det må jeg bare acceptere.Rundt omkring i verden er der maraton en gang om året, blandt andet i min yndlingsstorby nummer 1: Paris. Mine to storebrødre har løbet der tre gange, og jeg har været med to af gangene. Der hersker en helt specielt stemning ved sådan et løb. Folk er glade, spændte og forventningsfulde. Og så er der alle os tilskuere, som efter startskuddet er lydt lige kan nå på café, inden vi skal hen til næste stop og vinke og heppe. Sådan foretrækker jeg helt klart at deltage i et maraton; vinke, heppe og så café :-)
Om omtrent tre måneder skal baby ud af min mave. Og nogen sammenligner præstationen, man som fødende kvinde skal igennem, med et maraton. Og jeg kan ikke engang løbe 1 km. ud i ét... hmm, spændende. Jeg tvivler til gengæld på, at man kan sige, at hvis man ikke kan løbe et maraton - ja, så kan man heller ikke føde et barn! Den har jeg aldrig hørt før, så jeg er rimelig rolig omkring den sammenligning. Men en underlig sammenligning er det sgu da! Og hvor kommer den lige fra?
Ellers er der en hel del omkring selve fødslen, som jeg vælger at udsætte lidt i tankerne. For mig eksisterer der endnu kun et før og efter. Nu: graviditet. Efter fødsel: baby og familieliv. Under? Ved jeg ikke noget om. Det er skrækindjagende, spændende og alt muligt andet! Den 11. juni skal min kæreste og jeg begynde til fødselsforberedelse, og jeg tænker, at det er tids nok at begynde at tænke på fødslen på det tidspunkt. Indtil da hviler tankerne i baghovedet, men de får ikke rigtig lov til at dukke frem...
Held og lykke til min brormand på søndag.
/Stine
Sammenligningen skal nok ikke forstås så konkret - men nærmere, at det pres kroppen udsættes for, og den adrenalin, der udløses af presset, er noget nær det samme. Heldigvis er fødslen et væld af veer - hvor man jo altså får små pauser undervejs uden smerter (en vestorm kan naturligvis forekomme...). Men er helt overbevist om, du kan klare fødslen, selvom løbeevnerne ikke er i top:-)Og et vigtigt råd må siges at være: Vær opmærksom på din krop - og bed om en epiduralblokade, hvis det føles nødvendigt for at gennemføre.(den slags hjælpemidler har marathonløberne vist ikke;-)). Pøj pøj med det hele. Det gør jo ondt at føde, det kan ingen benægte, men det er altså også ret stort, hvad kroppen kan formå. Husk at nyde det! Kh. Katrine
SvarSletHej Katrine
SvarSletTak for din kommentar og tak for dine gode, konstruktive råd, som jeg vil have i baghovedet, når jeg begynder at tænke mere på fødslen ;-)
Ja den eneste fordel er vel at en marathonløber kan stoppe før målet hvis han ikke orker eller kan mere. En fødsel fortsætter til den er slut, og heldigvis er medaljen meget mere værd end målstregen på et marathonløb!!!
SvarSletJeg ved ikke hvad jeg ville vælge løbe marathon eller føde et barn, begge er sindsygt hårdt? Jeg kunne have løbet over 2 marathon under Alberthes fødsel og men vel knap 1/4 under Augusts ;) underlig sammenligning. Jeg ved din kære storebror gør det helt fantastisk i morgen, giv ham et klem for mig. ´
Knus Ane Marie
Hej Ane Marie
SvarSletTak for din kommentar. Ja, det er vist lidt en underligt sammenligning, og man skal vel have prøvet begge dele for at kunne sige ret meget om det :-)