Åh, at være gravid

Jeg glæder mig så meget til at møde ham den lille purk, der bor midlertidigt i min mave. Og inden for de sidste par uger er jeg nået dertil, at jeg glæder mig virkelig meget!

Graviditetsgenerne er nemlig virkelig begyndt at fylde noget for mig. Nogle gange også for meget efter min mening. Jeg nævner i flæng: hævede og ømme fødder, træthed, kvalme og svimmelhed, køresyge, humørsvingninger, hedeture, konstant tissetrang, mareridt... Jeg føler, jeg kunne blive ved.

Misforstå mig nu ikke, kære læser: jeg er så utroligt taknemmelig og glad for, at jeg skal være mor, og når jeg mærker min kommende søn sparke, bliver jeg bare rigtig glad og tryg. For så ved jeg, at han har det godt derinde i sin lune og trygge ét-værelses lejlighed. Et midlertidigt opholdssted for ham. Men altså... indimellem er jeg virkelig, virkelig træt af at være gravid!!!

Igen og igen bliver jeg overrasket over, hvor godt jeg egentlig har haft det i de første 3 måneder af min graviditet. De første måneder har uden tvivl været de nemmeste. Og jeg føler mig egentlig ikke voldsomt besværet af maven endnu (det kommer vel!), men det er mere alle de der belastende småskavanker, som jeg har nævnt ovenfor. Og når jeg så kommer igennem dem alle stort set hver eneste dag og nat, så er det sgu irriterende! Det griber ind i min hverdag og ikke mindst mit arbejde, så det begynder at blive en belastning!

Og så er folk jo så søde og hensynsfulde, at de til hver en tid ynder at fortælle mig om, hvor pisse hårdt det bliver, når det bliver rigtig varmt, og jeg samtidig er højgravid. "Det bliver et helvede!" eller "Puha, held og lykke!". Tak for det, I er søde! Det er virkelig rart at vide, at det kun kan blive værre! Hver gang jeg hører sådan noget, lover jeg mig selv, at sådan vil jeg ikke opføre mig over for andre førstegangsgravide og -fødende, når jeg engang kommer ud på den anden side. Det er simpelthen ikke særligt hensynsfuldt!

I weekenden oplevede jeg ømme fødder som aldrig før. Jeg havde besøg af min mor. Lørdag tog vi på shoppingtur og søndag til  maraton, fordi min storebror skulle løbe. Hvilket han i øvrigt klarede super flot! De to dage resulterede i to stk. meget hævede og meget ømme fødder. Søndag aften begyndte jeg tudende at pive over for min kæreste: "Vil du ikke godt massere mine fødder, for de gør så ooooondt?". Og det ville han selvfølgelig gerne, for min kæreste er så rar og forstående over for al mit piveri. Og det er jeg virkelig glad for. For det må ærligt talt være lidt belastende at høre på mig indimellem! Jeg kan få så hulens ondt af mig selv, så jeg bliver helt flov over det.

Jeg synes, jeg piver meget for tiden. Og jeg synes, jeg har god grund til det. For det her med at være gravid, det er altså bare ikke en dans på roser, hvor man helt i zen går rundt med baby i maven og har det sååå godt. Nej, gu´ er det ej! Indimellem er det super dejligt, men indimellem er det sgu også bare hårdt og tungt og for meget! Jeg ville bare ønske, jeg kunne sige til mig selv: "Det er hårdt nu, men det går over.". Og så kunne det også være fedt med noget, der kunne afhjælpe generne. At spise en håndfuld mandler, en banan og drikke vand hjælper f.eks. aldrig på min svimmelhed. Intet hjælper, andet end at sove. Men det er ret umuligt, når man er på arbejde. Hm!

Det er hårdt nu, men det går over. Det hjælper faktisk lidt at messe det for mig selv...

/Stine