Redebyggeri

Barneværelset. Badeværelset. Og ikke mindst lejligheden i det hele taget. Hvordan mon den kommer til at se ud, når vores lille søn kommer til verden? Jeg kigger med spænding rundt og glæder mig. Glæder mig til at investere i nogle gode, lækre babyting og noget nuttet babytøj og fylde lejligheden med det hele. Og ikke mindst glæder jeg mig til, at vores søn skal være her. Jeg glæder mig til at møde ham og give ham en masse kærlighed.

Men hvornår kan vi komme i gang med at få erhvervet alle disse ting?! Mit redebygger-instinkt er for alvor dukket op, og jeg må indrømme, at jeg altså ikke rigtig kan styre det. Vi har allerede ordnet en del; jeg har købt en skøn gyngestol, som jeg forestiller mig, at jeg kan sidde og amme i. Og vi har ordnet tøjskabe og i det hele taget ryddet værelset, så det ikke længere er et arbejdsværelse, men derimod et barneværelse.

Alligevel sniger det sig lige så langsomt tættere på. Nu er der kun 4 måneder igen, så er terminen nået. Og jeg bliver nødt til at have styr på tingene inden! Jeg kan mærke mit blodtryk stige, når jeg tænker på følgende skræk-scenarie: Jeg føder 14 dage før tid, og vi har ingenting købt. Ingenting! Så skal vi ud at købe det hele, når baby er her, og det lyder umiddelbart ikke særligt morsomt.

Og samtidig så stikker min rationelle og fornuftige side sit beroligende hoved frem: "Sååå, rolig nu, der er faktisk hele 4 måneder til. I skal nok nå det hele". Og selvfølgelig skal vi nok nå det hele. Men der er altså ikke mange lørdage tilbage inden den 29.8. Der er lige præcis 11 (ja, jeg har talt!), hvor vi ingen planer har. Puha, så må vi sørme også hellere komme i gang!

I går aftes ringede jeg til Silvan. Jeg ringede, fordi min kæreste og jeg har besluttet os til at få træfliser på vores altangulv. Gulvet har en tendens til at blive udvidet i varmen, og så larmer og hopper det hele lidt rundt. Det går ikke rigtig med en barnevogn, så derfor vil vi have træfliser. Efter 45 minutter, hvor jeg var placeret i kø en god del af tiden, fik jeg endelig fat i en dame, som blot gjorde mig endnu mere forvirret i forhold til træflisemodeller. Jeg gav lige så stille op. Og begyndte at tude, mens min kæreste stod i køkkenet og lavede mad. Det gav mig simpelthen en følelse af frustration og magtesløshed. Ikke engang træflise-projektet kunne der komme styr på nu! Når jeg kommer i lige netop dét humør, føler jeg mig mest af alt som en lille pige, der skal have hjælp. Nu! Jeg er slet ikke selv i stand til at tage mig sammen, men har bare brug for et kæmpe kram og "Det skal nok gå"-talen. Den kom min kæreste også med, og det hjalp.

Udfordringen er, at jeg er i gang med at bygge rede. Lille pjevs er på vej, og der er mindre end halvdelen af tiden tilbage. Derfor går mine redebygge-instinkter helt automatisk i gang. Og når jeg i forvejen er typen, der gerne vil nå meget mere på mindre tid og (for det meste) lever efter mantraet: Hellere ordne det i dag end i morgen, ja, så er det en udfordring. En udfordring for mig at tage den med ro og sige til mig selv: "Vi skal nok nå det hele.". Det fortæller min kæreste mig gang på gang, og jeg ved det også godt. Men jeg har lyst til at tage de næste 14 dage ud af kalenderen og bare få ordnet DET HELE, så alt er klart.

Jeg må lære at væbne mig med tålmodighed. Og gentage igen og igen: "Vi skal nok nå det hele". For baby får det ikke dårligere, hvis vi glemmer at købe to par sokker, og butikkerne lukker næppe ned efter den 29.8. Og i dag hjalp det også lidt at købe en sød træ-uro og hænge den op i barneværelset. Det gav en tryg og rolig følelse. Så nu er jeg mættet og rolig det næste stykke tid. Indtil næste gang.

Er der andre derude, som har været ude for lignende lettere besættende og desperate redebyggeri? Så vil jeg meget gerne høre om det!

/Stine