I morges havde min kæreste og jeg indgået en aftale med en elektriker om, at han skulle dukke op hos os kl. 7. Vi har købt nogle lamper, som skal sættes op. Og vi valgte netop det tidlige tidspunkt, så vi begge kunne nå på arbejde til normal tid. Men da kl. blev 7.30 var jeg så frustreret, at jeg med et irriteret sideblik til min kæreste konstaterede: "Skal vi ikke ringe og spørge, hvor f..... han bliver af?!". Min kæreste ringede og skrev en sms, og kl. 8 blev vi enige om at tage af sted på arbejde. Og kort tid efter skrev min kæreste, at elektrikeren havde glemt vores aftale, fordi han havde fri. Vi prøver igen med en re-aftale på onsdag kl. 7.
Jeg bliver helt vildt irriteret over sådan noget! Ikke nok med at vi er stået tidligt op og har siddet og ventet, så sidder jeg tilbage med en håbløs følelse af, at det bare ikke er første gang, at jeg bliver brændt af af håndværkere. Hvor svært kan det være at notere en aftale altså?! Skal alle håndværker-kærester forære deres mænd en kalender eller hvad?
Ja, jeg har et temperament, der sommetider siger spar to. Og jeg er ikke specielt stolt af det, for det bringer unødige bekymringer og dårlig energi med sig, og selv om jeg er fuldt bevidst om dette, så kan jeg virkelig bitche over selv den mindste lille ting. Min irritation over manglende punktlighed, dårlig behandling fra kommunen eller en defekt cykellygte kan virkelig få mit pis i kog. Og ofte går det desværre ud over min stakkels kæreste, som er den rolige type, og som jo nok har den noget mere sunde og fornuftige holdning: "Det er møg irriterende, men der er ikke noget at gøre ved det nu." Ej, hvor gad jeg godt have det mere sådan indimellem!
Heldigvis er det heller ikke altid, jeg tager alting lige tungt, men jeg må erkende, at meget ofte gør jeg. Jeg føler mig nødsaget til at råbe vagt i gevær, når jeg føler mig uretfærdigt behandlet, for det er bare ikke i orden, at damen fra barselsteamet i kommunen taler grimt til mig, og det er bare ikke i orden, at man ikke kan få fat i ATP i løbet af en hel dag osv. Og de skal f..... lære, at det ikke er ok, så de kan opføre sig ordentligt over for andre mennesker! Der kan være jævnt mange ting, der frustrerer og irriterer mig, og jeg beundrer virkelig de mennesker, der har evnen til at trække på skuldrene og sige: "Sådan er det." Jeg tror egentlig ikke, det handler om, at de bare finder sig i det og lader stå til - nej, det er nok mere en erkendelse af, at de rent faktisk ikke gider at bruge deres tid og energi på én eller anden dum ting, som de alligevel ikke kan gøre noget ved på pågældende tidspunkt.
Jeg har altid haft en relativt kort lunte, og jeg har arbejdet med det så længe, jeg kan huske. Både for min egen, men også for andres skyld. For min frustration skal ikke gå ud over de mennesker, jeg holder aller mest af. Udfordringen lige for tiden er så, at jeg er gravid og dermed endnu mere følelsesladet - på alle punkter åbenbart! En frustration, irritation eller hvad det nu måtte være, starter gerne med frustration og hidsighed og går derefter over til tårer og en "Jeg-kan-ikke-gøre-for-jeg-er-så-følelsesladet-det-er-nok-bare-fodi-jeg-er-gravid-undskyyyld"-bævren. Og jeg er meget opmærksom på mine udbrud. For det er ikke i orden, at det går ud over min kæreste. Så jeg øver mig i at blive mere rolig :-) Det er ok at have et temperament, og det er ok at have heftige udbrud indimellem. Men jeg tror, man skal passe på, når det går ud over andre. For de skal også kunne rumme det.
Kender du det med at have et heftigt temperament? I hvilke situationer kan det blive rigtig slemt, og hvordan takler du det?
/Stine
Jeg har det ofte som dig. Det værste er næsten, når jeg så bliver irriteret over at blive irriteret (fordi jeg godt kan se, at jeg overreagerer. Eller fordi andre gør mig opmærksom på det!).
SvarSletJeg kommer forresten til at tænke på dengang, hvor du i arrigskab boykottede en hel bog pga. ringe kommasætning hehe - Det er dælme heller ikke i orden ;-)
Hvor er det rart at høre, at jeg ikke er den eneste! Og ja, jeg kender godt det dér med at blive irriteret over at blive irriteret, og så går det da først helt i hårdknude.
SvarSletJeg kan faktisk ikke huske den boykottede bog, men det undrer mig ikke - ringe kommasætning er og bliver en skændsel! ;-)
Jeg har også temperament og en meget veludviklet retfærdighedssans, som sigter mod både store om små syndere, og rammer både skyldige, men desværre også helt uskyldige som min søde rummelige kæreste, der tilfældigvis er i nærheden. Mit bedste råd er at være sammen med nogen, der opfører lige præcis sådan. For bare det at iagttage sig selv, kan fjerne behovet for at hæve stemmen, eller udkæmpe ligegyldige og håbløse kampe. Eller find nogen, der er værre, og bekræft dig selv i, at du er en velafbalanceret engel ;)
SvarSletTak for det gode råd, Ida :-)
SvarSletJeg tror, du har ganske ret i, at man indimellem skal forsøge at sætte sig i tilhørerens sted og se sig selv lidt udefra - hvis det er muligt. Og i hvert fald vende bøtten rundt og overveje, hvordan man selv ville have det med al den "aflæsning" ;-)