Relationer

Jeg har for nylig fundet ud af, at når man er gravid, så gør man meget op med relationer. Man kan tage nogle opgør med nogen, mens man ender med at afskære andre, fordi man simpelthen ikke kan holde dem ud, og fordi de behandler én og ens kære dybt uretfærdigt. Nok må være nok.

Jeg synes, det med relationer er blevet endnu mere udtalt for mig, efter jeg er blevet gravid. Og i bund og grund handler det vel om, at man bare vil det bedste for sit barn - give ens ufødte barn de bedste vilkår at vokse op i. Og det, tror jeg, for så vidt er sundt nok. Det viser, at man umiddelbart har ret gode forudsætninger for at blive en god forælder, som vil beskytte sit barn og tilbyde gode vilkår efter bedste formåen.

For nylig var jeg selv ude for en meget ubehagelig episode, hvor en person i den grad overskred mine grænser, og jeg gjorde, hvad jeg kunne for at sige fra. Jeg vil ikke, at mit barn skal vokse op med denne konflikt tæt inde på livet, og konflikten ville være tæt på, hvis ikke der blev gjort noget. Og der blev gjort noget. Heldigvis.

Jeg er af den overbevisning, at man skal være tolerant, sympatisk og forstående. Og generelt tro på det bedste i andre mennesker, for hvor er man ellers henne? Det er da også yderst sjældent, jeg har oplevet direkte dårlig behandling fra andre mennesker. De fleste mennesker er søde og rare. Men altså tydligvis ikke alle. Og der er grænser. Jeg mener, man bør stole på sine egne grænser og på, at man selv kan mærke, når nok er nok. Og det gælder sådan set ikke kun, når der er et barn i vente, men ligegyldigt hvad. Jeg er nok bare blevet mere opmærksom og følsom over for relationer. Der er sgu ingen, der skal pisse på mig og min lille familie, og sådan er det! Og det er vel i virkeligheden et stærkt træk, som jeg skal holde fast i som kommende mor?

God påske derude :-)

/Stine