Filter og nytårstanker

Min familie og jeg er netop hjemvendt fra 11 dages juleferie på Fyn med en masse omgangssyge og forkølelse, øv for en jul! Heldigvis slap min kæreste, men min søn og jeg har haft flere dage, hvor vi ikke kunne noget som helst. Bl.a. lå jeg i sengen juleaften, meget trist, men sådan kan det jo gå. Men det er ikke det, følgende blogindlæg skal handle om. Det skal handle om, at kvinder snakker. Meget og længe. Og at mænd og kvinder også på dette punkt er vidt, vidt forskellige.

Min mor og jeg taler meget. Og længe. Og højt. For vi er kvinder og begge meget snakkende af natur. Som min kæreste pointerede i går aftes, så ville han garanteret med to sætninger kunne fremføre essensen i én af de lange samtaler, min mor og jeg har. Og det tror jeg på, men som jeg svarede ham, så drejer det sig jo om en proces. En proces, hvor vi vender og drejer forskellige synspunkter, gentager lidt hist og pist og til sidst når frem til én eller anden pointe. Synes vi selv. Og indrømmet, nogle gange giver det nok ikke så megen mening for tilhøreren. Og det er heller ikke altid, det giver mening for os selv, tror jeg. Indimellem tænker vi, før vi taler, når vi taler sammen. Men det er en proces, basta bum.

Da vi så kom hjem til Vesterbro i går eftermiddags efter den lange juleferie på Fyn, lagde jeg godt mærke til, at min kæreste var lidt længe om at reagere, når jeg stillede et spørgsmål. Men her til formiddag var den da helt gal, og pludselig gik det op for mig: han hørte overhovedet ikke efter, hvad jeg sagde! Et helt konkret eksempel er, da jeg havde lagt en varm trøje frem til vores søn, som ville give god mening at iføre ham, når han skulle udendørs. Jeg nævnte dette to gange for min kæreste, men alligevel havde tumlingen ingen ekstra trøje på, da jeg kom ud i gangen. "Øhm... har du ikke hørt, hvad jeg sagde om trøjen?". Det havde han så ikke, og jeg blev nu lidt irriteret. Og temmelig bekymret. For siden vi returnerede fra Fyns land, havde min kæreste været sådan lidt ekstra distræt og ikke rigtig hørt efter.

Her til eftermiddag sker det så igen, at min kæreste ikke lige hører, hvad jeg siger, og jeg spørger ham, om han er helt væk. Helt glad siger ham: "Jeg tror, jeg har fundet ud af, hvad der er med mig!". Jeg afventer i spænding hans nylige opdagelse. "Jeg har et filter!". Det viser sig, at han mener, han med tiden har opbygget et filter, så han, når min mor og jeg taler meget og længe sammen, kan lukke af. Og det er da egentlig meget smart og også ret sødt.

I morgen er det nytårsaften, og den skal fejres i ro og mag herhjemme med god mad. Og champagne uden alkohol for mit vedkommende. Ikke en særligt festlig nytårsaften, men sådan er det nu engang, når man er højgravid og har en søn på to år, og det er nu alligevel mere betydningsfuldt end en enkelt festlig aften. Jeg ser frem til 2015, som uden tvivl bliver et begivenhedsrigt år, også for Adrian, som både bliver storebror og skal starte i børnehave til næste år.

Godt nytår derude.

/Stine

Dagen, der forsvandt fra kalenderen og den dårlige samvittighed

I dag har Adrian og jeg været hjemme, fordi han har feber. Det vildeste, vi har foretaget os i dag, har været en tur rundt om blokken og et smut i Døgn Netto. Ellers har den stået på iPad, dvd´er med Alfons Åberg og Peter Pedal samt lure på sofaen. Og nøj, hvor bliver man da godt nok selv baldret i låget af bare at sidde, ligge og hvile. Jeg har nærmest selv følt mig halv-syg. Og så lige på en dag, hvor det bare ikke er blevet lyst pga. regn og rusk. Og samtidig har hyggen og samværet med min dejlige søn været skønt.

Nu har Christian lige leget lidt med biler sammen med Adrian, som netop har konsumeret en skål grød (det første, der røg indenbords siden kl. 9.30). Nok meget godt med lidt stimulans. For selvom han har været syg i dag, har jeg som moder jo naturligvis lidt dårlig samvittighed. Det er da klart. Dårlig samvittighed over, at jeg ikke har stimuleret ham mere i dag, end hvad en tv-skærm og en iPad-skærm formår. Og så lige en lille sang og lidt snak indimellem.

Måske hænger det bare sammen med, at jeg er højgravid, og at min energi tilsvarende er i bund. Jeg er så død træt af den dårlige samvittighed, og er det bare mig, eller er det mest os mødre, der render rundt og tvivler? Tvivler på, om vi mon gør det godt nok. Om vi stimulerer vores børn nok - og ikke mindst på den rigtige måde, og om vi leger nok med vores børn, og om vi lærer dem nok... Og gu gør vi det da godt nok! For at være en dårlig forælder skal man altså gøre meget galt i min optik, så måske skulle vi mødre bare slappe lidt mere af. Så længe vi er kærlige over for vores børn, viser dem forståelse, anerkendelse og masser af kærlighed og tillid kan det da vel for pokker ikke gå så galt. Jeg vil derfor øve mig i at droppe den dårlige samvittighed, følge min mavefornemmelse og mine - snart - to drenges personligheder og slappe lidt mere af.

God weekend derude.

/Stine

Barsel forude - hej hej, jobsøgning

På denne 1. december hersker der for mig, udover julehygge, også glæde over ikke længere at skulle være jobsøgende og gravid på samme tid. Det er slut nu! For nu går jeg på ferie og bagefter barsel, basta bum! Og så krydser jeg bare fingre og tæer for, at jeg dog kan finde et godt, fast job på den anden side af barslen, så jeg ikke længere skal være i den her jammerlige, frustrerende jobsøgningssituation.

Heldigvis synes jeg, at jeg denne gang - modsat sidste graviditet - har været bedre i stand til at slappe af og få ro på ift. ikke at have et job at vende tilbage til. For jeg kan alligevel ikke gøre en bjælde fra eller til. Ingen vil ansætte mig, når jeg er gravid. Ingen. Og det forstår jeg sådan set godt. Hvad jeg derimod ikke forstår er, som jeg også tidligere har skrevet om her på bloggen, hvorfor man som gravid skal søge de to obligatoriske jobs om ugen. Måske kunne man tænke i at gøre noget andet? Det skal dog nævnes, at en jobsøgningsaktivitet også kan være et netværksmøde, så helt så fastlåst med de to skriftlige ansøgninger er det da heller ikke. Jeg synes bare, det er totalt til grin og hul i hovedet for både arbejdsgiver og mig selv at skrive en ansøgning. Det er jo spild af begge parters tid. Og måske man kunne tænke i at sende mig på et fedt kursus (ved godt, det er dyrt), som kan forøge mine muligheder i jobsøgningsprocessen fremadrettet. Mere fremadrettet tænkning ville give mere mening for gravide, der er jobsøgende, mener jeg.

Denne gang har jeg taget det hele med ophøjet ro (eller jeg har i hvert fald forsøgt). Fordi jeg sidste gang, da jeg var gravid med Adrian - og til dels også under barslen - stressede så sindssygt meget over ikke at have et job at vende tilbage til, at det var helt skørt. Denne gang må jeg slappe mere af, også selvom det er helt vanvittigt frustrerende og væmmeligt ikke at vide, hvornår jeg dog lander det der faste job. Uvisheden er det ledeste ved at være ledig, og det tror jeg, de fleste ledige kan skrive under på. Jeg kommer til at være 33 år til næste år uden nogensinde at have haft et fast job! Helt ærligt! Jeg orker ikke ustabiliteten og usikkerheden længere. Mine mål er derfor:

1. At gå på barsel med ro på. Ikke tænke på, hvad der skal ske jobmæssigt i fremtiden, for det kan jeg alligevel ikke vide noget om på nuværende tidspunkt.
2. Efter barslen at lande et godt, fast job. Som kan give stabilitet for min familie og ro på for mig.

Sådan er det, basta bum. Og nu vil jeg smutte af sted og nyde barslen :-)

/Stine

Mormor-hobby

Jeg har fået mig en vaskeægte mormor-hobby. Og jeg kan med rette bruge dette begreb, fordi min mormor rent faktisk også dyrkede denne hobby big time, da hun stadig levede og stadig var frisk. Jeg broderer. Og jeg elsker det.

Herhjemme forløber vores aftener nogenlunde således for tiden: Når Adrian sover sødt i sin seng ved 20-tiden, rydder vi lidt op, og derefter står den simpelthen på Diablo over X-Box´en for min Christians vedkommende, mens jeg sætter mig ved spisebordet, ser Netflix-serier på iPad´en og broderer. Sådan! Tiden skal jo også udnyttes, mens vi stadig ved, der er nogenlunde sikkerhed for ro i hytten fra kl. 20. Om et par måneder bliver ovenstående uden tvivl sat på pause på ubestemt tid, så vi giver den gas helt frem til 23-24-tiden nogle gange. Og nøj, hvor er det hyggeligt!

Jeg har indtil videre broderet bogmærker, juleposer, forskellige gaver til familien og netop nu er jeg i gang med en fin højdemåler til børneværelset.

Tænk sig, at jeg i en alder af 32 år skulle få mig en rigtig mormor-hobby.

/Stine

Status over ugen, der gik

Den sidste uge har været tung. Og lang. Der har været sygdom, frustrationer og rastløshed indover. Men nu ser det endelig ud til, at skuden er ved at vende.

De sidste tre ugers tid har jeg gået og skrantet en del, og endelig - kan man måske sige - brød forkølelsen løs i mandags. En forkølelse, som tenderede influenza, og da jeg fik målt mit infektionstal hos lægen, sagde hun dog også, at det meget vel kunne ligne en influenza. Og når man er gravid og har influenza, ja, så er det bare ikke særligt sjovt. Så derfor har jeg ligget det meste af ugen. Og ligget. Læst og sovet. Og læst lidt mere. Hvilket er meget hyggeligt den første dags tid. Når man er syg, sådan rigtig jeg-kan-og-må-helst-ikke-stå-ud-ad-sengen-syg, så kan man som forælder faktisk vende det til sin fordel og nyde det. Bare lidt. I smug. For hvor tit sker det lige, at man bare kan ligge og slappe af, hvile sig og læse, når man er forælder? Ja, det sker kun, når man er rigtig syg.

Men alligevel blev det jo lynhurtigt meget kedeligt. Og trods Adrians mange hyggestunder med sin far, så nagede den dårlige samvittighed. Ah, jeg burde jo faktisk lige være lidt inde hos dem. Eller i det mindste ordne lidt vasketøj. Og den dårlige samvittighed kan vi forældre godt tage og stikke skråt op, for vi kan ikke bruge den til noget som helst. Men alligevel nager den og stikker sit lille, lede fjæs frem engang imellem.

Udover sygdom har den forgange uge budt på et lille udviklingsspring for Adrian. Det må næsten være det, det er. Eller også kan han simpelthen fornemme, at hans mor er mere energiforladt og tynget end normalt. Han er selvfølgelig ikke bevidst om hvorfor; at der bor en baby inden i mors mave, men han har i hvert fald opført sig anderledes på det sidste. Og jeg kan bare betragte hans frustrationer og kriser og anerkende, at ja, det MÅ være svært at være to år. Bevidst inkompetent om alle de ting, man har fundet ud af, man IKKE kan og IKKE må.

Så nu, her søndag middag, gør jeg status over ugen og glæder mig over, at jeg ved, at næste uge unægteligt må blive mere fyldt med energi, ture i det fri og overskud.
God søndag derude.

/Stine

Weekend

Weekend. Weekend betyder for mig - i hvert fald lige for tiden - at få ordnet forskellige praktiske ting og ikke mindst at være sammen med min dejlige familie. Og der er ingen tvivl om, at Adrian også nyder det til fulde, når vi alle er hjemme sammen. Og man kan sove lidt længere end normalt (hvis man altså gider!), og man kan tulle rundt i nattøj til kl. 10, hvis det er det, man har lyst til.

De sidste par weekender har været med til at skabe en herlig rutine med mig, der står op sammen med Adrian lørdag morgen. Så spiser vi morgenmad og går en tur, hvor vi lægger vejen forbi et bageri og tager et nybagt brød med hjem. Og Adrian vækker glad sin far.

Søndag er det min tur til at sove længe (måske helt til kl. 8! - ungdom, hvor blev du af?), og derefter smutter jeg en tur i svømmehallen. Jeg gør en dyd ud af at få svømmet 2-3 gange om ugen. Det er den fedeste motionsform for mig, når jeg er gravid, og jeg bliver så dejligt afslappet. Søndag eftermiddag bliver typisk brugt på en legeplads eller i zoo.

Nu skal vi snart til Fyn på ferie. Det bliver skønt, og det er nu altid godt med lidt luftforandring. Og mon ikke det afføder en del ture til vandet? Vandet kan jeg altså godt savne her i København. Nu på fredag skal min fødselsdagsgave fra Christian imidlertid nydes: Gasolin Teaterkoncert, glæææder mig!
Det er så dejligt med en masse begivenheder at glæde sig til.

/Stine

Klodset og glemsom

På det seneste ser jeg mig selv glemme flere og flere ting. Og tabe ting. Jeg går ud fra, graviditeten medfører sådanne underlige tilstande. Det skete også, da jeg var gravid med Adrian. Dog ikke helt så slemt. Og jeg, som ellers plejer at have rimelig kontrol med tingene.

For eksempel ville jeg den anden dag lige handle et par småting sammen med Adrian på vej hjem fra vuggestuen. Jeg får samlet varerne og lagt dem på båndet. Kassedamen nævner beløbet. Og jeg må så tilstå, at jeg ikke har min pung med. Senere på dagen gik jeg ned og handlede de samme ting. Og glemte noget chokolade, som jeg måtte ned og hente. Heldigt, at DøgnNetto ligger i vores stueetage!

I fredags var jeg inde og prøve nogle jeans, og mens jeg betaler ved kassen, kommer en ekspedient ud: "Er det din kuffert, der står inde i prøverummet?". Ja! Og tak! Normalt plejer jeg jo ikke at have en kuffert med på slæb, når jeg prøver tøj, men jeg var i Århus og besøge en veninde. Og alligevel så skræmmer det mig ærligt talt, at jeg er blevet så glemsom. Bare det ikke er noget alvorligt, jeg glemmer en dag.

Jeg er godt klar over, at sådan noget sker for de fleste mennesker. Men ikke for mig! Jeg plejer at have styr på tingene, huske ting og ikke tabe ting konstant.

Her til formiddag tabte jeg en honningmelon, og jeg skubbede opvaskemidlet på gulvet. Så tror jeg også, kvoten for i dag er opbrugt.

/Stine

Balance og fødselsdagsforberedelser

Sidste blogindlæg udgav jeg for 14 dage siden. Og jeg havde det godt nok ikke for godt, kan jeg se nu. Men heldigvis går det bedre. Der er kommet mere ro på, og 2. trimester af graviditeten lever op til sit udbredte rygte om at være det bedste, med ro på og med mere overskud. Ahh, det er altså rart. Hidsigheden og modløsheden er trådt i baggrunden og står ude i kulissen med nedslåede, besejrede blikke. Humøret og den tiltagende energi har nu indtrådt scenen og har førertrøjen på for nu. Ikke at jeg kan undgå at tude til et afsnit af Hospitalet eller til Desperate Housewives, når husmødrenes huse er jævnet med jorden efter tornado, og Lynettes børn og mand er forsvundet. Ja, man er vel gravid!

Jeg er i fuld gang med at forberede Adrians fødselsdag. Han har fødselsdag den 7. september. Gæsterne er inviteret, gaverne er i hus og madplanlægningen går sin gang. Det er mega hyggeligt at fejre fødselsdag for den lille gut. 2 år. Det er sgu vildt.

Og så har jeg også selv lige en fødselsdag fem dage før, men det bliver nok mest noget med kage og mad. Og mere kage. Og cola. Champagnen må vente til næste år...

/Stine

Turbulente tanker

Kære læser. Dette blogindlæg er ikke spækket med positive beskrivelser af, hvor skønt det hele er. For lige for tiden er det hele ikke bare skønt. Og jeg ønsker, at denne blog skal være ærlig, hudløs og råt for usødet fortælle om, hvordan livet også kan være indimellem. Så er du advaret, og jeg håber selvfølgelig, du vil læse med alligevel ;-)

Ferien er slut. Adrian er afleveret i vuggestuen, og Christian er taget på arbejde. Jeg har brugt formiddagen på at gøre rent og søge de to obligatoriske jobs, jeg jo skal søge, når jeg er tilmeldt dagpengesystemet. Som om jeg kan blive ansat nogle som helst steder, når jeg er omtrent halvvejs i min graviditet. Det er history repeating fra sidste graviditet; ledighed og graviditet = dårlig kombination. Men gider bare heller ikke være ældre, når jeg får nummer to. Ligesom jeg synes, det er en fin aldersforskel med de to et halvt år, der kommer til at være mellem Adrian og den lille. Og hvem ved, hvornår der findes et fast job til mig? Der kan jo gå år...

Her er stille. Kan godt mærke, jeg lige skal vænne mig til det. Stilheden og det at være alene med mine mange tanker. Puh, den her graviditet er altså noget anderledes end graviditeten med Adrian. Jeg føler mig mere træt. Og mere gnaven og trist. Humøret var lidt bedre med Adrian, synes jeg at huske. Eller måske glemmer man bare det lidt negative? Det er jo heldigvis sådan, at vi mennesker har en tendens til at glemme og frasortere det, vi ikke skal bruge til noget. Heldigvis.

Og dog. I forgårs var Christian i byen, og da jeg havde puttet Adrian, kom jeg til at mindes amningen med Adrian. Som gik totalt galt. Jeg forsøgte at få det til at fungere i ni meget lange og smertefulde uger, men måtte til sidst kapitulere og kaste håndklædet i ringen. Til stor lettelse for os alle tre i hjemmet. Der kom ro på, og jeg fandt overskud til at nyde tiden med Adrian, i stedet for at tænke på, hvornår han mon vågnede igen, og hvornår det dermed skulle gøre nas at made ham.

Jeg blev helt ked af at tænke på amningen, fordi jeg forestiller mig at forsøge igen med den lille. Og denne gang er der jo ingen hjælp at hente fra personalet på barselsgangen, for vi bliver formodentlig (og forhåbentlig!) sendt hjem rimeligt hurtigt efter fødslen, hvis alt er vel. Den uge, vi var på barselsgangen med Adrian, benyttede vi godt nok personalet helt utroligt meget til at hjælpe med den amning. Men denne gang er det bare selv at finde ud af det - eller igen at kaste håndklædet i ringen.

Som jeg sad der og tænkte og tudede lidt for mig selv i sofaen på en lørdag aften (åh, hvor kan man få ondt af sig selv!), slog tanken pludselig ned i mig: måske skulle jeg tage en beslutning om at afbryde mælkeproduktionen med det samme efter fødslen og simpelthen slet ikke amme? Men så blev jeg bare endnu mere ked af det og tænkte, at jeg da i det mindste må forsøge.

Ja, denne graviditet er i sandhed anderledes. Jeg savner sgu lidt at have mere overskud og være i bedre humør. I det mindste er kvalmen gået nogenlunde væk. Måske kommer humøret igen snart. Og nu vil er jeg ganske enkelt nødt til at tage en middagslur!

/Stine

Den meget lille T-shirt, som engang gav mening at beholde i tøjskabet

Må dele min energi med dig, kære læser. Har været enormt effektiv de sidste par dage, nu da jeg er arbejdsløs og har så meget tid. Har gjort hovedrent (tiltrængt!) og muget ud i tøjskabe, som indeholdt tøj tilbage fra 90´erne. Som i tøj, jeg ikke har brugt siden 90´erne. Ud med det!

Hvorfor er det lige, vi (læs: kvinder) beslutter os for at gemme tøj, som vi ikke har gået med i virkelig lang tid? Hvad er det, der får os til at tro, at den der stribede gule og hvide T-shirt helt sikkert kommer på overkroppen én eller anden dag ud i fremtiden?

For mit eget vedkommende tror jeg egentlig mest, det handler om et håb. Et håb om, at jeg en dag vil kunne passe den pågældende T-shirt igen. Uden at maveskindet vælter ud.

Kender du det? Når jeg tænker tilbage på, da jeg havde den der T-shirt på, syntes jeg, at jeg var for tyk. Jeg ville gerne tabe mig, så jeg kunne være mere slank og mere pæn. Og da jeg i dag gennemgik mit tøj og prøvede T-shirten, tænkte jeg bare: "Hvad var det lige, jeg tænkte på dengang?! Jeg må da have været en hottie, når jeg kunne passe den her T-shirt - uden at maveskindet væltede ud.". Hm.

Men ak - jeg må jo erkende, at jeg altså ikke er 22 år længere. Og derfor næppe heller kommer til at passe den (meget!) lille T-shirt igen. Og hva´ så egentlig? I stedet for min tidligere relativt slanke skikkelse har jeg nu fået en familie. Og en krop, der bærer præg af at have født. Det er da egentlig en ganske god byttehandel.

Så jeg har simpelthen ryddet op i alt mit tøj + været i Silvan og shoppe til badeværelse samt købt (OG samlet!) en skoreol - vildt plads-besparende i øvrigt!

Her sidder jeg så tilbage med en god fornemmelse af at have ryddet op. En fed fornemmelse. Hvad skal jeg så lave i morgen - ud over at aflevere de mange sække til genbrug? Må finde på nogle flere projekter herhjemme, så jeg kan holde mig beskæftiget. Er sågar begyndt at overveje at genoptage korsstingsbrodering. Ja ja, kald mig bare mormor...

/Stine

Negligeret blog... undskyld.

Ja, jeg ved det godt. Og har faktisk også lidt dårlig samvittighed. Men jeg har ikke haft det store overskud til at pleje min blog de sidste mange måneder. Og var lige ind og tjekke: 3 indlæg på et halv år. Not good enough. Ikke hvis man gerne vil blive ved med at skrive på en blog, i hvert fald.

Jeg lover, at det nok skal blive bedre. Fra på tirsdag har jeg meget mere tid. Meget. Mere. Tid. For min projektkontrakt udløber, og jeg kan derfor kalde mig arbejdsløs. Hm. Ikke ligefrem en titel, jeg er glad for at skulle vende tilbage til. Men sådan er det. Jeg vil sørge for at nyde min dejlige familie og nyde at have mere tid. Og prøve at se positivt på det. Selvom det sidste nu ikke altid falder mig let...

Og så er det jo ligesom sommer. Og dermed ikke den aller værste tid at gå hjemme. I morgen tager vi for eksempel til Fyn og er sammen med min familie. For Adrians lille fætter skal døbes. Dejligt.

God sommer derude.

/Stine

Pinsehygge

Ahh, sikke mange fridage der lige har været. Det har bare været fantastisk, og vi har hygget med lange gåture, en tur i zoo, en tur i Den Blå Planet, is, milkshakes, vandmelon og sommer. Elsker det!

Her er et par billeder fra den forlængede pinse-weekend:

I slutningen af denne måned udløber min projektkontrakt på mit arbejde, og jeg skal til at være jobsøgende igen. Jeg magter det ikke, og jeg magter slet ikke at tænke på det, så jeg forsøger at fokusere på det gode i mit liv. Og det er der heldigvis masser af. God fridag.

/Stine

Forår

Nu må det være tid til et lille indlæg her fra mig. I anledning af forår og påske. For nu lader det til, at vejret endelig er blevet lidt mildere. Og det er nu rart.

Og efter at have været i skønne Rom i sidste uge med Adrian og Christian - ja, så var det bare hundekoldt at komme hjem! Jeg frøs hele mandagen, men nu begynder det så småt at være ok med vejret. Må blot erkende, at +15 grader passer mig bedst. Det var den lækreste tur til Rom, en miniferie fra onsdag til søndag. Anderledes og sjovt at rejse med en 1½-årig dreng. Vi fik oplevet og set en masse, dejligt.

Nu venter der yderligere fem dage med ferie. Turen går til Bakken én af dagene for at se, om der kunne være nogle sjove forlystelser for den lille fyr. Spændende, om han synes, det er sjovt/kedeligt/skræmmende. Forhåbentlig det første...

God påske derude :-)

/Stine

No. 100

De sidste par dage har jeg tænkt på min blog, som jeg startede for snart længe siden. Den har handlet rigtig meget om graviditet, jobsøgning og baby. Og nu er nr. 100 indlæg her så. Efter en laaang pause, hvor jeg mest af alt bare har arbejdet, været sammen med mine dejlige drenge og ... Den ene dag tager den anden, og pludselig skriver vi februar 2014. Hvad sker der lige for det?! Tiden går så overvældende hurtigt, og jeg tager mig selv i at tænke, at jeg skal huske at stoppe op og nyde det. Nyde NU.

I tirsdags, da jeg hentede Adrian fra vuggeren, gik vi spontant i Enghaveparken, grinede, gyngede og hyggede. Det var så fedt bare at være sammen med min dejlige søn. Om vi så går lige hjem, som her til eftermiddag, eller om vi skal handle eller gynge i parken - der skal være ro til bare at være sammen. Dét er guld.

Lige nu har jeg Stina Nordenstams "Little Star" kørende, mens jeg nyder en rom&cola på denne rolige, fredfyldte fredag, sene, aften. Skønt. Jeg nyder.

Hvornår tager du dig tid til at nyde?

/Stine