Filter og nytårstanker

Min familie og jeg er netop hjemvendt fra 11 dages juleferie på Fyn med en masse omgangssyge og forkølelse, øv for en jul! Heldigvis slap min kæreste, men min søn og jeg har haft flere dage, hvor vi ikke kunne noget som helst. Bl.a. lå jeg i sengen juleaften, meget trist, men sådan kan det jo gå. Men det er ikke det, følgende blogindlæg skal handle om. Det skal handle om, at kvinder snakker. Meget og længe. Og at mænd og kvinder også på dette punkt er vidt, vidt forskellige.

Min mor og jeg taler meget. Og længe. Og højt. For vi er kvinder og begge meget snakkende af natur. Som min kæreste pointerede i går aftes, så ville han garanteret med to sætninger kunne fremføre essensen i én af de lange samtaler, min mor og jeg har. Og det tror jeg på, men som jeg svarede ham, så drejer det sig jo om en proces. En proces, hvor vi vender og drejer forskellige synspunkter, gentager lidt hist og pist og til sidst når frem til én eller anden pointe. Synes vi selv. Og indrømmet, nogle gange giver det nok ikke så megen mening for tilhøreren. Og det er heller ikke altid, det giver mening for os selv, tror jeg. Indimellem tænker vi, før vi taler, når vi taler sammen. Men det er en proces, basta bum.

Da vi så kom hjem til Vesterbro i går eftermiddags efter den lange juleferie på Fyn, lagde jeg godt mærke til, at min kæreste var lidt længe om at reagere, når jeg stillede et spørgsmål. Men her til formiddag var den da helt gal, og pludselig gik det op for mig: han hørte overhovedet ikke efter, hvad jeg sagde! Et helt konkret eksempel er, da jeg havde lagt en varm trøje frem til vores søn, som ville give god mening at iføre ham, når han skulle udendørs. Jeg nævnte dette to gange for min kæreste, men alligevel havde tumlingen ingen ekstra trøje på, da jeg kom ud i gangen. "Øhm... har du ikke hørt, hvad jeg sagde om trøjen?". Det havde han så ikke, og jeg blev nu lidt irriteret. Og temmelig bekymret. For siden vi returnerede fra Fyns land, havde min kæreste været sådan lidt ekstra distræt og ikke rigtig hørt efter.

Her til eftermiddag sker det så igen, at min kæreste ikke lige hører, hvad jeg siger, og jeg spørger ham, om han er helt væk. Helt glad siger ham: "Jeg tror, jeg har fundet ud af, hvad der er med mig!". Jeg afventer i spænding hans nylige opdagelse. "Jeg har et filter!". Det viser sig, at han mener, han med tiden har opbygget et filter, så han, når min mor og jeg taler meget og længe sammen, kan lukke af. Og det er da egentlig meget smart og også ret sødt.

I morgen er det nytårsaften, og den skal fejres i ro og mag herhjemme med god mad. Og champagne uden alkohol for mit vedkommende. Ikke en særligt festlig nytårsaften, men sådan er det nu engang, når man er højgravid og har en søn på to år, og det er nu alligevel mere betydningsfuldt end en enkelt festlig aften. Jeg ser frem til 2015, som uden tvivl bliver et begivenhedsrigt år, også for Adrian, som både bliver storebror og skal starte i børnehave til næste år.

Godt nytår derude.

/Stine