På denne 1. december hersker der for mig, udover julehygge, også glæde over ikke længere at skulle være jobsøgende og gravid på samme tid. Det er slut nu! For nu går jeg på ferie og bagefter barsel, basta bum! Og så krydser jeg bare fingre og tæer for, at jeg dog kan finde et godt, fast job på den anden side af barslen, så jeg ikke længere skal være i den her jammerlige, frustrerende jobsøgningssituation.
Heldigvis synes jeg, at jeg denne gang - modsat sidste graviditet - har været bedre i stand til at slappe af og få ro på ift. ikke at have et job at vende tilbage til. For jeg kan alligevel ikke gøre en bjælde fra eller til. Ingen vil ansætte mig, når jeg er gravid. Ingen. Og det forstår jeg sådan set godt. Hvad jeg derimod ikke forstår er, som jeg også tidligere har skrevet om her på bloggen, hvorfor man som gravid skal søge de to obligatoriske jobs om ugen. Måske kunne man tænke i at gøre noget andet? Det skal dog nævnes, at en jobsøgningsaktivitet også kan være et netværksmøde, så helt så fastlåst med de to skriftlige ansøgninger er det da heller ikke. Jeg synes bare, det er totalt til grin og hul i hovedet for både arbejdsgiver og mig selv at skrive en ansøgning. Det er jo spild af begge parters tid. Og måske man kunne tænke i at sende mig på et fedt kursus (ved godt, det er dyrt), som kan forøge mine muligheder i jobsøgningsprocessen fremadrettet. Mere fremadrettet tænkning ville give mere mening for gravide, der er jobsøgende, mener jeg.
Denne gang har jeg taget det hele med ophøjet ro (eller jeg har i hvert fald forsøgt). Fordi jeg sidste gang, da jeg var gravid med Adrian - og til dels også under barslen - stressede så sindssygt meget over ikke at have et job at vende tilbage til, at det var helt skørt. Denne gang må jeg slappe mere af, også selvom det er helt vanvittigt frustrerende og væmmeligt ikke at vide, hvornår jeg dog lander det der faste job. Uvisheden er det ledeste ved at være ledig, og det tror jeg, de fleste ledige kan skrive under på. Jeg kommer til at være 33 år til næste år uden nogensinde at have haft et fast job! Helt ærligt! Jeg orker ikke ustabiliteten og usikkerheden længere. Mine mål er derfor:
1. At gå på barsel med ro på. Ikke tænke på, hvad der skal ske jobmæssigt i fremtiden, for det kan jeg alligevel ikke vide noget om på nuværende tidspunkt.
2. Efter barslen at lande et godt, fast job. Som kan give stabilitet for min familie og ro på for mig.
Sådan er det, basta bum. Og nu vil jeg smutte af sted og nyde barslen :-)
/Stine
Ingen kommentarer:
Send en kommentar