Den meget lille T-shirt, som engang gav mening at beholde i tøjskabet

Må dele min energi med dig, kære læser. Har været enormt effektiv de sidste par dage, nu da jeg er arbejdsløs og har så meget tid. Har gjort hovedrent (tiltrængt!) og muget ud i tøjskabe, som indeholdt tøj tilbage fra 90´erne. Som i tøj, jeg ikke har brugt siden 90´erne. Ud med det!

Hvorfor er det lige, vi (læs: kvinder) beslutter os for at gemme tøj, som vi ikke har gået med i virkelig lang tid? Hvad er det, der får os til at tro, at den der stribede gule og hvide T-shirt helt sikkert kommer på overkroppen én eller anden dag ud i fremtiden?

For mit eget vedkommende tror jeg egentlig mest, det handler om et håb. Et håb om, at jeg en dag vil kunne passe den pågældende T-shirt igen. Uden at maveskindet vælter ud.

Kender du det? Når jeg tænker tilbage på, da jeg havde den der T-shirt på, syntes jeg, at jeg var for tyk. Jeg ville gerne tabe mig, så jeg kunne være mere slank og mere pæn. Og da jeg i dag gennemgik mit tøj og prøvede T-shirten, tænkte jeg bare: "Hvad var det lige, jeg tænkte på dengang?! Jeg må da have været en hottie, når jeg kunne passe den her T-shirt - uden at maveskindet væltede ud.". Hm.

Men ak - jeg må jo erkende, at jeg altså ikke er 22 år længere. Og derfor næppe heller kommer til at passe den (meget!) lille T-shirt igen. Og hva´ så egentlig? I stedet for min tidligere relativt slanke skikkelse har jeg nu fået en familie. Og en krop, der bærer præg af at have født. Det er da egentlig en ganske god byttehandel.

Så jeg har simpelthen ryddet op i alt mit tøj + været i Silvan og shoppe til badeværelse samt købt (OG samlet!) en skoreol - vildt plads-besparende i øvrigt!

Her sidder jeg så tilbage med en god fornemmelse af at have ryddet op. En fed fornemmelse. Hvad skal jeg så lave i morgen - ud over at aflevere de mange sække til genbrug? Må finde på nogle flere projekter herhjemme, så jeg kan holde mig beskæftiget. Er sågar begyndt at overveje at genoptage korsstingsbrodering. Ja ja, kald mig bare mormor...

/Stine