mandag den 15. september 2014

Klodset og glemsom

På det seneste ser jeg mig selv glemme flere og flere ting. Og tabe ting. Jeg går ud fra, graviditeten medfører sådanne underlige tilstande. Det skete også, da jeg var gravid med Adrian. Dog ikke helt så slemt. Og jeg, som ellers plejer at have rimelig kontrol med tingene.

For eksempel ville jeg den anden dag lige handle et par småting sammen med Adrian på vej hjem fra vuggestuen. Jeg får samlet varerne og lagt dem på båndet. Kassedamen nævner beløbet. Og jeg må så tilstå, at jeg ikke har min pung med. Senere på dagen gik jeg ned og handlede de samme ting. Og glemte noget chokolade, som jeg måtte ned og hente. Heldigt, at DøgnNetto ligger i vores stueetage!

I fredags var jeg inde og prøve nogle jeans, og mens jeg betaler ved kassen, kommer en ekspedient ud: "Er det din kuffert, der står inde i prøverummet?". Ja! Og tak! Normalt plejer jeg jo ikke at have en kuffert med på slæb, når jeg prøver tøj, men jeg var i Århus og besøge en veninde. Og alligevel så skræmmer det mig ærligt talt, at jeg er blevet så glemsom. Bare det ikke er noget alvorligt, jeg glemmer en dag.

Jeg er godt klar over, at sådan noget sker for de fleste mennesker. Men ikke for mig! Jeg plejer at have styr på tingene, huske ting og ikke tabe ting konstant.

Her til formiddag tabte jeg en honningmelon, og jeg skubbede opvaskemidlet på gulvet. Så tror jeg også, kvoten for i dag er opbrugt.

/Stine

Ingen kommentarer:

Send en kommentar