Man skulle være mand nogle gange

Ja, det skulle man altså. For mænd har en utjrolig evne til at sove fra larm fra gaden, tanker og babylyde. Jeg gad virkelig godt kunne lukke lidt af en gang imellem!

Jeg har altid sovet meget let og vågnet ved den mindste lyd. På koloni med fritidshjemmet vågnede jeg utallige gange om natten af de andres lyde; snorken, talen i søvne og grynten. I graviditeten kunne jeg ikke sove igennem, fordi jeg skulle op og tisse så mange gange i løbet af natten. Og nu vågner jeg ved den mindste lille lyd fra Adrian. Det har dog heldigvis hjulpet, at han nu sover på sit eget værelse om natten, men alligevel. Det er altid mig, der vågner først af mig og Christian...

Forleden nat stod Christian op og gav Adrian flaske. Og jeg tog morgenen. Det er noget, vi indimellem er begyndt på i weekenderne, så i den mindste den ene af os kan sove natten igennem. Eller det vil nærmere sige, så der er mulighed for at blive liggende om natten. For jeg kan jo selvfølgelig ikke sove, før sidste mand har lagt hovedet på puden; når alle andre sover, så kan jeg også sove. Jamen, hvor belastende er det da lige?!

Og her er det så, jeg tænker: man skulle være mand. For de fleste mænd er altså i stand til at sove om natten - indtil det er direkte nødvendigt at vågne. Og det ville sgu da være rart at kunne udøvre dette i praksis.

En anden ting, der frustrerer mig, er, at mænd ikke skal kæmpe med de mange kilo, en graviditet medfører. Nu er det snart 4 måneder siden, Adrian blev født, og jeg synes ikke, der sker en bjælde med min krop. Jeg har droppet chokoladen, svømmer, går en hulens masse raske ture med barnevognen og har nu også hevet Pilates-dvd-én frem for at få gjort kål på i det mindste nogle af de kilo, der har bidt sig fast som igler til min krop. Og intet sker! Jamen, hvad f..... er meningen?! Hvor motiverende er det lige at blive ved og ved med at kæmpe, når der tilsyneladende ikke ryger ét gram?! Snyd, at mænd så bare kan blive siddende i sofaen og ikke behøver at kæmpe mod vægten. Jeg føler mig møg-irriteret, når jeg ligger der på Pilates-måtten, men Christian hygger med Adrian og ikke behøver at skulle ligge dér på gulvet og knokle dag ud og dag ind.

Jeg lyder måske bitter. Det er jeg ikke. For vi kan nu engang ikke gøre noget som helst ved forskellen på mænd og kvinder. Og heldigvis da. Men jeg er frustreret over at være kvinde lige i disse dage. Ja, som kvinde bærer man barnet, og det er da også noget helt specielt, men altså. Nu er han jo ude, og kan vi så komme lidt videre? Først er der graviditeten, så selve fødslen, så amningen (som var pisse hård og aldrig kom til at fungere i de 9 uger, jeg forsøgte) og så til sidst sidder jeg her med mine mange, ekstra kilo. Nu vil jeg videre!

Så det er vel "bare" noget med at fise ud og få gået de ture, svømmet, dyrket Pilates, ædt nogle gulerødder og æbler i stedet for den åndssvagt lækre chokolade? Jep, sådan må det være. Men jeg vil sgu snart se resultater!

Godt nytår derude.

/Stine

Forandring

Adrian sover nu i sit eget værelse. Og det var godt nok svært for mig at falde i søvn i går aftes, for der var pludselig så tomt ved siden af dobbeltsengen, hvor hans seng ellers plejer at stå. Men Christian og jeg havde på forhånd talt om, at det ville være en god idé med det der forandring. Så vi også kan få sovet bedre. Og så Adrian kan lære at sove selv. Og derfor valgte vi at indføre forandringen her i juleferien, hvor vi begge er hjemme.

Og jeg kunne bare ikke sove. For hvor var pludselig de pludrende, hyggelige og nuttede lyde? De var lige inde ved siden af jo, men alligevel! Det kræver nok lidt tilvænning for os alle. Men jeg har sovet bedre i nat, fordi jeg ikke vågnede masser af gange i løbet af natten, blot fordi lille Adrian siger den mindste lyd. Og det er jo meget rart at kunne sove ordentligt. Og tiltrængt, ikke mindst.

Adrian klarede det bare så fint i nat og faldt i søvn af sig selv efter at have fået sin flaske. Dygtige dreng! Og endda trods tigerspring, som ellers figurer lidt i disse dage...

/Stine

Træt med træt på

Jeg er træt. Sådan helt ind i knoglerne træt. Jeg har en lurende hovedpine, som banker på, og som truer med at bryde ud, fordi jeg er så træt.

Jeg har læst et sted, at det er meget normalt. At den altoverskyggende træthed kommer galoperende, når baby er omtrent tre måneder. Så det passer jo meget godt med nu. Og jeg har også læst et sted, at hvad der bliver sagt i hjemmet mellem kl. 22 og 06 ikke gælder. Den er jeg helt med på. For når Adrian vækker os om natten (gerne et sted mellem 2 og 4), så er jeg en hejre uden lige. Og hvem får skraldet? Det gør Christian, for han er den eneste voksne ud over mig, og dermed den eneste, der kan forstå, hvor hårdt det er at få afbrudt sin søvn hver eneste nat.

Og jeg ammer ikke engang. Hvilket betyder, at:
1) Adrian spiser ikke lige så ofte og som regel kun 1 gang om natten
2) Christian kan også give ham mad i løbet af natten
3) Et måltid tager ikke længere lige så lang tid for Adrian

Men det er, som om ovenstående faktorer er ligegyldige, når klokken er lort, og jeg lige var faldet i den gode, dybe og opladende søvn. For selvom det indimellem er Christian, der står op, så vågner jeg jo. Og falder jo ikke rigtigt i søvn, før Adrian selv sover. Det må være noget moderinstinkt.

De sidste par nætter har Adrian sovet i seks-syv timer, for derefter at vågne et sted mellem 2 og 4. Og være top frisk. Altså virkelig frisk. Som i det-er-jo-dag-nu-og-vi-skal-holde-fest-frisk. Nej, vi skal ikke holde fest. Vi skal SOVE. Men det kan han jo af gode grunde ikke forstå, og jeg kan sgu godt følge ham i, at han vil op og i gang, når han har sovet så længe.

Så derfor prøver vi noget nyt: hvis den lille fyr bare ikke vil sove om natten, så kommer han over i vores seng. Og Christian tager sofaen. For det er den eneste måde, hvorpå vi alle tre kan få lidt mere søvn. Men selvom jeg i alt måske ender med at have sovet 8-9 timer i løbet af natten, ja, så er jeg bare mega bombet. Hele tiden. Fordi det er afbrudt søvn. Og det er så hårdt.

Jeg ved, det blot er en periode. Det går over. En dag sover Adrian igennem. Men den dag er ikke kommet endnu, og indtil da vil jeg forbeholde mig retten til at være knotten mellem 22-06. Undskyld, Christian...

/Stine

Rutchebane

At være mor kan være noget af en rutchebanetur. Har jeg erfaret. Den ene dag går det strygende. Alt kører. Som på skinner. Og dagen efter går det hele ikke så glat.

De sidste par dage har for mig været sådan en rutchebanetur. Onsdag og torsdag gik det så fint. Jeg var glad og fuld af overskud. I dag har været en lidt dum dag. Og sådan er livet jo. Sådan var det jo også, før jeg blev mor. Men jeg må erkende, at turen med rutchebanen har fået lidt mere højde på. Og dybde.

Det er vanskeligt for mig at sætte fingeren på, præcis hvad det er, der gør, at en dag som i dag bare ikke har været fed. Men det har den bare ikke været. Kender du det? Hvis du får det forkerte ben ud af sengen om morgenen, så kan det være svært at lægge den dumme start på dagen bag sig.

Når man har en lille purk at tage sig af, så er man bare nødt til at udvise overskud og glæde. For han kan med garanti mærke, hvis man er ked af det. Det tror jeg faktisk også, Adrian kunne i dag. Han kiggede lidt undrende på mig, da jeg var trist, og han smilede lidt prøvende til mig. Meget kært. Og jeg formåede (til dels) at bevare roen og smile tilbage. For det var jeg nødt til, selvom jeg mest af alt havde lyst til at gemme mig under dynen og SOVE.

Jeg kommer til at tænke på, hvad min gamle, fantastiske efterskoleforstander sagde: Når man er ked af det, kan man forsøge at smile lidt, selvom det kan være svært. For på ét eller andet plan narrer smilet og de benyttede muskler hjernen til at tro, at man er glad. Prøv det en dag, hvor du føler dig trist og ked af det. Det virker faktisk.

God weekend derude.

/Stine

Lorte-sne!!!

Vinteren har lagt sin kæmpestore, hvide dyne over Danmark. Og jeg er p.... træt af det! Jeg har aldrig været særligt vild med sne. Mine barndomsminder, der involverer sne, leder primært mine tanker hen på utryghed, når drengene i skolen kastede med store, klamme snebolde mod hinanden og alle os andre, der ikke gad at være med. Engang mistede jeg en ørering på den konto, fordi en snebold ramte så hårdt på mit øre, at øreringen røg ud og blev væk i de hvide masser. Sjovt? Næppe.

Ja, jeg har da kælket som barn. Og det var da også meget skægt. Til en vis grænse. Og til en vis alder. Siden har det mest bare været irritationsfremkaldende. Det er så møg-besværligt med al den sne. Busser er forsinkede, tog kan ikke køre på grund af is på skinnerne, det tager tre gange så lang tid at komme frem, det er koldt, vådt og sjappet. Sne er jo bare regn med ekstra besvær oveni. Alt bliver jo vådt og klamt. Og koldt. Øv bøv.

Indrømmet - der er da også noget hyggeligt og kønt over det hvide landskab. Og på en måde tager folk det måske også lidt mere roligt i trafikken. Fordi de ligesom er nødt til at geare ned. Og når (eller rettere hvis) det på juleaften sner, ja, så er det da også meget hyggeligt. Men så stopper det morsomme også for mit vedkommende.

I dag skulle jeg mødes med min mødregruppe. 10 minutters gang herfra. Det vil jo så sige 20, når man lige tager sneen i betragtning. Og blæsten. Jeg pløjede frem og tilbage, fordi det er umuligt for folk at rydde fortovene, når det bare vælter ned med sne hele tiden. Så det var lidt ligesom at gå med barnevognen i en kæmpe mudderpøl. Og alt blev bare vådt og klamt.

Jeg glæder mig, til den der sne har tænkt sig at forsvinde. Og til der ikke kommer mere af den lige foreløbig. Det må sgu gerne være koldt. Det er fint nok. Det er den klamme sne, der irriterer mig grænseløst. Prøv bare at kaste et blik på billedet af barnevognen til venstre; her sover Adrian som regel en god, lang middagslur. Men altså, det holder jo ikke, når det hele er dækket af et tykt lag sne.

Måske bliver det anderledes, når Adrian til næste vinter rent faktisk kan få noget ud af sneen. Men den store sne-fan bliver jeg nu nok aldrig.

/Stine

Pylremor

Jeg føler, jeg er blevet en rigtig pylremor. Sådan én, der tænker, at det nok ikke duer at gøre ret mange ting uden for hjemmets fire vægge. Er det mon også min egen tryghedsnarkoman, der viser sit fjæs?

I morges blev jeg simpelthen så forskrækket. Adrian begyndte at ryste. Og jeg kunne bare høre en indre stemme gentage: "Bevar roen! Bevar roen!". For jeg har både læst og hørt, at baby totalt aflæser sine forældres ansigter, og hvis man derfor selv viser panik eller angst, så bliver baby også rigtig nervøs. Så jeg smilede (overbevisende?) til lille Adrian og hviskede: "Det skal nok gå".

Og det gjorde det jo også. Rysteturen - hvad det så end var - varede under 10 sekunder, og så faldt han i søvn. Og har haft det helt fint resten af dagen. Men for pokker, hvor blev jeg bange! For mit indre så jeg allerede ambulancer og alt muligt. Da Adrian sov sødt lidt efter, skyndte jeg mig at ringe til Christian på hans arbejde og indledte med et stakåndet: "Har du nogle møder i dag - for Adrian har altså lige haft en rystetur, og jeg tror, du skal komme hjem!". Vi blev enige om, at jeg skulle ringe igen, hvis der skete mere.

Og så er det bare jeg tænker: And so it begins. Nu begynder alt det her med at være sindssygt bekymret, hver gang Adrian gør noget andet, end han plejer. For så bliver jeg usikker og nervøs. Jeg føler jo efterhånden, her efter godt 3 måneder, at jeg kender ham lidt bedre og kender hans reaktioner lidt bedre. Så når der pludselig sker noget anderledes - ja, så bliver jeg altså utryg. Og at han for tiden vender mundvigene nedad, når vi er andre steder og heller ikke føler sig spor tryg ved, at der kommer fremmede i hjemmet (igen: nedadvendte mundvige), ja, det gør ikke pylremoren meget bedre.

Og sådan er det jo bare at være mor. Pylret eller ej - jeg er sgu glad for, jeg reagerede med forskrækkelse tidligere i dag og ikke med sindsophøjet ro. Dét ville være mærkeligt!

/Stine

Min dygtige dreng

Adrian vokser og udvikler sig. Naturligvis gør han det. Men én af de mest benyttede sætninger herhjemme for tiden er: "Næh, se, hvad han nu gør!". Mon ikke alle andre forældre har det sådan med deres barn? Gang på gang bliver jeg alligevel imponeret og rørt over alle de nye ting, han kan fra dag til dag. Det er så fedt at opleve!

Det seneste i lille Adrians udvikling handler om at rulle fra ryg til side, for herefter at kæmpe bravt for at komme helt om på maven. Ligeledes er han rigtig begyndt at fatte interesse for omgivelserne; legetøj, billeder og nisser. Og han er også godt i gang med at gribe ud efter ting og meget snart holde fast i ting. Det er skægt.

På fredag fylder Adrian 3 måneder, og når jeg tænker tilbage på de 3 måneder, dukker en masse tanker op. Blandt andet hvor hurtigt han dog er vokset. Jeg ved godt, at det siger alle forældre om deres børn, men den er god nok; det går altså bare stærkt, og jeg kan dårligt huske, hvordan han så ud og opførte sig, da han var helt lille bitte. Sådan er det, og det er jo bare om at nyde hvert moment.

/Stine