En flugt fra virkeligheden

Kender du det, at du kan blive helt opslugt af en rigtig god bog? At tid og sted nærmest forsvinder, og at du bare må læse videre for at finde ud af, hvad der sker?

Jeg elsker at læse. Jeg elsker at sidde med en god bog, og ofte synes jeg faktisk, det er meget mere hyggeligt og rart end at se fjernsyn. Jeg har læst, lige så længe jeg kan huske. Da jeg var helt ung, elskede jeg at læse en masse bøger og lave boganmeldelser af dem. Og jeg skrev i en periode ned, hvilke bøger jeg læste. Jeg er altid i gang med en bog, og lige nu er det "Det Onde" af Stephen King. Jeg har set filmatiseringen, "It", og den er mega uhyggelig! Men bogen, har jeg fundet ud af, indeholder så meget mere.

I 1958 er "Taberne" samlet. De seks drenge og den ene pige har, helt naturligt, dannet en gruppe, fordi de hver især på den ene eller den anden måde skiller sig ud. Den ene stammer, den anden har briller, den tredje er tyk osv. De bliver alle drillet af de lidt ældre drenge, og derfor finder de sammen. Desuden finder de ud af, at de alle kan se ting, som voksne ikke kan se. Og samtidig sker der en masse børnemord i byen... 

I 1985 samles de igen. For Det Onde er tilbage, og de lavede en pagt 27 år tidligere om, at de ville vende tilbage til byen, hvis Det dukkede op igen.

Bogen er også, ligesom filmen, meget uhyggelig og til tider rigtig tå-krummende. Men den er også meget mere end blot uhyggelig; den er et vidnesbyrd om, hvad ondskab kan være - i kraft af noget overnaturligt, men også helt konkret i kraft af mennesker. Og så er den sørgelig, idet de syv børn har hver deres triste skæbne.

Bogen er lang. Nærmere præcist 1021 sider. Jeg mangler nu omkring 100 sider, og spændingen spidser til. Så nu vil jeg smutte ud på altanen i solen og læse videre i den spændende bog :-)

/Stine

Åh, at være gravid

Jeg glæder mig så meget til at møde ham den lille purk, der bor midlertidigt i min mave. Og inden for de sidste par uger er jeg nået dertil, at jeg glæder mig virkelig meget!

Graviditetsgenerne er nemlig virkelig begyndt at fylde noget for mig. Nogle gange også for meget efter min mening. Jeg nævner i flæng: hævede og ømme fødder, træthed, kvalme og svimmelhed, køresyge, humørsvingninger, hedeture, konstant tissetrang, mareridt... Jeg føler, jeg kunne blive ved.

Misforstå mig nu ikke, kære læser: jeg er så utroligt taknemmelig og glad for, at jeg skal være mor, og når jeg mærker min kommende søn sparke, bliver jeg bare rigtig glad og tryg. For så ved jeg, at han har det godt derinde i sin lune og trygge ét-værelses lejlighed. Et midlertidigt opholdssted for ham. Men altså... indimellem er jeg virkelig, virkelig træt af at være gravid!!!

Igen og igen bliver jeg overrasket over, hvor godt jeg egentlig har haft det i de første 3 måneder af min graviditet. De første måneder har uden tvivl været de nemmeste. Og jeg føler mig egentlig ikke voldsomt besværet af maven endnu (det kommer vel!), men det er mere alle de der belastende småskavanker, som jeg har nævnt ovenfor. Og når jeg så kommer igennem dem alle stort set hver eneste dag og nat, så er det sgu irriterende! Det griber ind i min hverdag og ikke mindst mit arbejde, så det begynder at blive en belastning!

Og så er folk jo så søde og hensynsfulde, at de til hver en tid ynder at fortælle mig om, hvor pisse hårdt det bliver, når det bliver rigtig varmt, og jeg samtidig er højgravid. "Det bliver et helvede!" eller "Puha, held og lykke!". Tak for det, I er søde! Det er virkelig rart at vide, at det kun kan blive værre! Hver gang jeg hører sådan noget, lover jeg mig selv, at sådan vil jeg ikke opføre mig over for andre førstegangsgravide og -fødende, når jeg engang kommer ud på den anden side. Det er simpelthen ikke særligt hensynsfuldt!

I weekenden oplevede jeg ømme fødder som aldrig før. Jeg havde besøg af min mor. Lørdag tog vi på shoppingtur og søndag til  maraton, fordi min storebror skulle løbe. Hvilket han i øvrigt klarede super flot! De to dage resulterede i to stk. meget hævede og meget ømme fødder. Søndag aften begyndte jeg tudende at pive over for min kæreste: "Vil du ikke godt massere mine fødder, for de gør så ooooondt?". Og det ville han selvfølgelig gerne, for min kæreste er så rar og forstående over for al mit piveri. Og det er jeg virkelig glad for. For det må ærligt talt være lidt belastende at høre på mig indimellem! Jeg kan få så hulens ondt af mig selv, så jeg bliver helt flov over det.

Jeg synes, jeg piver meget for tiden. Og jeg synes, jeg har god grund til det. For det her med at være gravid, det er altså bare ikke en dans på roser, hvor man helt i zen går rundt med baby i maven og har det sååå godt. Nej, gu´ er det ej! Indimellem er det super dejligt, men indimellem er det sgu også bare hårdt og tungt og for meget! Jeg ville bare ønske, jeg kunne sige til mig selv: "Det er hårdt nu, men det går over.". Og så kunne det også være fedt med noget, der kunne afhjælpe generne. At spise en håndfuld mandler, en banan og drikke vand hjælper f.eks. aldrig på min svimmelhed. Intet hjælper, andet end at sove. Men det er ret umuligt, når man er på arbejde. Hm!

Det er hårdt nu, men det går over. Det hjælper faktisk lidt at messe det for mig selv...

/Stine

Udholdenhed

På søndag er der maraton i København. Min ene storebror skal løbe ruten. Det er jo vanvittigt langt! 42,195 km nærmere bestemt. Jeg synes, det er så imponerende at være i stand til at løbe så langt. At kroppen kan yde den præstation og blive udsat for det pres; dét er da imponerende! Og så er det ikke hans første maraton - næh, manden vælger at gøre det igen og igen. Det er sgu flot!
Jeg har også selv forsøgt at løbetræne masser af gange. I en periode endda omkring hele 2 år i træk. Men jeg har aldrig formået at kunne løbe bare én sølle km i træk. Det er så pinligt at indrømme, for i diverse løbebøger står det beskrevet, hvorledes man kan træne sig op til at løbe 3 km. inden for ganske få uger. Right! Jeg kan altså ikke, og det kan godt være, det virker som en negativ overbevisning, men jeg har virkelig prøvet hundredevis af gange. Løbe-gå-løbe-gå osv. Jeg har forsøgt masser af forskellige tricks, og det kan ganske enkelt bare ikke lade sig gøre. Lige meget hvor meget jeg så ønsker det. Det må jeg bare acceptere.

Rundt omkring i verden er der maraton en gang om året, blandt andet i min yndlingsstorby nummer 1: Paris. Mine to storebrødre har løbet der tre gange, og jeg har været med to af gangene. Der hersker en helt specielt stemning ved sådan et løb. Folk er glade, spændte og forventningsfulde. Og så er der alle os tilskuere, som efter startskuddet er lydt lige kan nå på café, inden vi skal hen til næste stop og vinke og heppe. Sådan foretrækker jeg helt klart at deltage i et maraton; vinke, heppe og så café :-)

Om omtrent tre måneder skal baby ud af min mave. Og nogen sammenligner præstationen, man som fødende kvinde skal igennem, med et maraton. Og jeg kan ikke engang løbe 1 km. ud i ét... hmm, spændende. Jeg tvivler til gengæld på, at man kan sige, at hvis man ikke kan løbe et maraton - ja, så kan man heller ikke føde et barn! Den har jeg aldrig hørt før, så jeg er rimelig rolig omkring den sammenligning. Men en underlig sammenligning er det sgu da! Og hvor kommer den lige fra? 

Ellers er der en hel del omkring selve fødslen, som jeg vælger at udsætte lidt i tankerne. For mig eksisterer der endnu kun et før og efter. Nu: graviditet. Efter fødsel: baby og familieliv. Under? Ved jeg ikke noget om. Det er skrækindjagende, spændende og alt muligt andet! Den 11. juni skal min kæreste og jeg begynde til fødselsforberedelse, og jeg tænker, at det er tids nok at begynde at tænke på fødslen på det tidspunkt. Indtil da hviler tankerne i baghovedet, men de får ikke rigtig lov til at dukke frem...

Held og lykke til min brormand på søndag.

/Stine

Gang i hjulene

Vi skal have gang i hjulene. Der skal skabes flere arbejdspladser. Det nytter altså ikke noget, det her, og der må gøres noget. Men hvad? Der er i hvert fald ét aspekt, jeg mener, der burde gøres noget ved.

Løntilskud. Ja, den gode mulighed for at komme i arbejde. Men rent faktisk er det kun omkring 50%, der efterfølgende kommer i job. Og det synes jeg virkelig ikke er nok! Jeg er jo selv i løntilskud, og jeg er glad for det. Mets fordi jeg er gravid og går på barsel om 1½ måned. Ingen vil ansætte mig nu, det er klart, så selvom jeg skal søge jobs helt frem til barslen, så er det logik for perlehøns, at en arbejdsgiver ikke vil hyre mig nu. Jeg ville ikke hyre mig. Og derfor er løntilskud en god løsning for mig lige nu

Men hvad med alle de andre ledige, som ikke er gravide og skal på barsel, ud at rejse eller har andre planer lige om lidt? Skal de bare arbejde i ½-1 år i en virksomhed for derefter at ryge tilbage på dagpengene - og i øvrigt uden at få den mindste form for "belønning" i form af eksempelvis genoptjent ret til dagpenge? Jeg fatter det ikke.

Jeg fatter ikke, at det den dag i dag er tilladt, at virksomhederne kan benytte den ene løntilskudsmedarbejder efter den anden. Uden nogen grænse. I princippet kan en virksomhed jo få dækket 10 år ind med 10 løntilskudsmedarbejdere - som er omkring 10.000 billigere i drift om måneden. Det er godt nok mange penge, der bliver sparet dér! Og det ligger jo ligesom i begrebet; "løntilskud"; virksomhederne får et stort tilskud til medarbejderens løn. Endnu flere penge at spare!

Jeg kan faktisk godt forstå virksomhederne. Der er brug for flere hænder. Og der er mulighed for at få flere hænder på en meget billig måde ift. at fastansætte en medarbejder. Virksomhederne, specielt de offentlige, føler sig enormt pressede, og der er bare ikke penge til at fastansætte. Så der er intet at sige til, at de føler sig tvunget til at gribe muligheden for at ansætte en løntilskudsmedarbejder. Jeg synes, problemet ligger hos regeringen. Eller den tidligere regering. Eller i virkeligheden begge. For der skal gøres noget NU! Hvornår blev det lige ok at bruge løs af akademikere til en lav løn? Og hvad f..... er egentlig meningen med det? Meningen er at komme i job, men kære venner; hvis en virksomhed kan blive ved med at ansætte en ny medarbejder i løntilskud, hvorfor skulle man så fastansætte én bestemt person? Så skal det da være en formidabel dygtig person, vil min påstand være. Der er da ingen grund til at fastansætte, når virksomhederne kan løsansætte og tilmed spare en masse penge.

For mig at se er det skruen uden ende, og for at der skal skabes flere jobs, må der blive indført en grænse. En grænse for, hvor mange løntilskudsmedarbejdere en virksomhed må ansætte i træk. For lige noget er der ingen grænse, og det er bare ikke i orden. Det skaber sgu ikke flere jobs i mine øjne; næh, det er bare medvirkende til, at hjulene forbliver stille. Og det er jo ikke ligefrem, fordi ledige har et valg og kan takke pænt nej. Som ledig er man bare nødt til at sige ja tak, amen, og tusind tak, fordi du vil ansætte mig til mindstetimelønnen. Og det gør intet, hvis du ikke fastansætter mig bagefter - så går jeg bare hjem og er tilbage på dagpengene igen. Det er sgu lidt ærgerligt, at det er blevet sådan... Og det er SÅ vigtigt at sætte mere fokus på problemet, og det er også derfor, jeg har valgt, at mit blogindlæg skulle handle om emnet. Ikke fordi jeg vil brokke mig over det, men fordi jeg netop gerne vil være medvirkende til at få mere gang i hjulene.

Læs den her artikel. Jeg kunne ikke være mere enig med manden.

/Stine

The grass is always greener on the other side

I går aftes sad jeg på GirlTalk.dk-chatten, og pludselig slog det mig, hvor utroligt mange unge piger, der i løbet af chatsamtalerne, mere eller mindre bevidst, kommer ind på emnet sammenligning. Eksempelvis henvender en pige sig om mobning og beskriver, hvordan hun har en følelse af, at alle andre piger i klassen er mere populære, dygtigere og smukkere end hende. Eller pigen, der henvender sig om sin spiseforstyrrelse og beskriver, hvordan hun føler, at alle andre piger og kvinder er smukkere og mere selvsikre end hende. Eller pigen, der endnu ikke har haft en kæreste, men som føler, alle de andre piger allerede har oplevet deres første, store kærlighed. Eller... ja, jeg kunne blive ved.

Og så sad jeg tilbage med en fornemmelse: hvordan kan det være, de unge piger meget ofte sammenligner sig selv med andre og konstant føler, de er mindre værd end andre. Græsset er altid grønnere på den anden side af hækken...

Og så slog det mig pludselig: jeg gør det sgu da også selv. Sammenligner mig med andre kvinder. Tidligere handlede det om, at andre kvinder var meget slankere og mere cool klædt end mig. Eller at de havde opnået helt vildt meget karrieremæssigt i deres liv i forhold til mig. Nu handler det om, hvordan andre gravide kvinder i knap 25. uge har det. Og hvilket babyudstyr de har købt. Og hvilken barnevogn, de mener, er den bedste. Og...

Det er altså typisk kvinder at sammenligne! Sammenligne os med andre kvinder, som vi, af én eller anden mærkelig årsag, mener, har det bedre end os. For det må de da gøre med dét tøj, dén lejlighed og dét super fede job! Eller hvad? Hvad nu hvis "alle de andre" ikke befinder sig bedre? Det fascinerende ved tanken er, at vi aldrig har en mulighed for at finde frem til svaret. Vi kan aldrig vide, hvordan andre går og har det. Og hvad skal vi egentlig også bruge det til?

Der vil altid være nogen, der har opnået mere i deres liv end mig. Og der vil altid være nogen, der er smukkere. Og dygtigere. Og hvad så? Hvad får vi kvinder egentlig ud af at sammenligne os med andre kvinder? Ikke en bjælde, er min påstand. Med mindre det er på en konstruktiv måde à la: Hvilken barnevogn har de mon købt, hvad er fordele og ulemper ved lige netop dén vogn og hvad kunne vi godt tænke os? - Det giver måske mere mening?

Måske er det en form for urinstinkt. Vi kvinder søger sammen, diskuterer og vender alting med hinanden, mens mændene er bedre i stand til at gå ind i deres hule. Jeg tvivler på, mænd sammenligner sig så meget med andre mænd. Måske kan vi lære lidt af mændene! Måske kan vi lære at slappe lidt mere af, forsøge at være os selv og være glade og tilfredse med de valg, vi træffer. For ja, der er nogen, der har valgt noget andet. Og hvad så? Gør det dem mere lykkelige?

Alt dette fløj gennem mit hoved, da jeg sad på chatten i går. Og det gik op for mig, at det er piger og kvinder i alle aldre, der sammenligner. Og slet ikke bare de helt unge piger, jeg møder på chatten. Jeg tror generelt på, at sammenligning er usundt. Men jeg tror også på, det er ganske normalt. Og helt umuligt at undgå fuldstændigt. Det, vi måske kan gøre, er at øve os i at hvile mere i os selv og de valg, vi har truffet. Og så skubbe idealkvinden lidt væk. For hvem er hun egentlig, hende idealkvinden? Jeg tror, jeg har mødt hende nogle gange, men jeg er i tvivl. Jeg tror faktisk ikke, hun var selveste idealkvinden alligevel. Kender du hende, og har du måske mødt hende? For så sig endelig til...

/Stine

At være ung pige

Jeg kan godt huske, hvordan det var at være ung pige. Den der alder: 13-14-15 år. Jeg synes, det var virkelig svært. Og meget hårdt. Og jeg er faktisk glad for, jeg ikke skal gennemleve det igen.

Usikkerheden. Det er nok det, jeg husker aller bedst. Hvilket tøj skal jeg gå i, hvad synes alle de andre, er pænt, hvad tænker alle de andre og hvad mener alle de andre. Jeg glemte bare at spørge mig selv, hvem "alle de andre" var.

De sidste 5 år har jeg jævnligt haft mulighed for at stille det spørgsmål, som jeg ikke var i stand til at stille mig selv dengang for 15-17 år siden. Hvem er "alle de andre" egentlig? Og hvorfor betyder det egentlig så meget, hvad "alle de andre" mener og synes? Jeg stiller jævnligt spørgsmålet til unge piger, som primært har alderen 12-17 år. Det foregår på chatten på GirlTalk.dk. Jeg er så super glad for at kunne være med til at hjælpe unge piger - også selvom det bare er for en enkelt aften. For det er bare så pisse svært at være ung pige nogle gange. Og jeg har indtryk af, at det på nogle punkter er endnu sværere den dag end i 90´erne. Blandt andet fordrer alt det tekniske både godt og ondt, og nu lyder jeg pludselig meget gammel!

Hvis jeg kan være med til at hjælpe den enkelte bruger til bare at komme igennem aftenen, så er det det hele værd. Dengang jeg var ung pige, var der det, der hed "Ung på Linie", hvor man kunne ringe ind. Jeg kan huske, at jeg én eneste gang har taget mig sammen og ringet. Og det var da en dygtig og kompetent frivillig, der sad i den anden ende. Men jeg tror, jeg reagerede, som jeg stadig nogle gange gør, når autoriteter eller professionelle fortæller mig noget, jeg egentlig allerede godt er klar over: "Ja, jeg ved det også godt. Jamen, det skal nok også gå. Tak for det.". Hvordan ville det have været, hvis jeg havde haft mulighed for at chatte med en frivillig dengang? Jeg tror, det på mange måder havde været nemmere. Jeg ville nok have turdet komme ud med flere tanker, og jeg ville højst sandsynligt have fået mere ud af det.

Gennem chat er der bedre mulighed for at reflektere, inden man svarer. En stemme i den anden ende kan måske føles presset for nogen. Derfor tror jeg, chat kan være et rigtig godt medie at rådgive igennem. Samtidig er der naturligvis også nogle mangler i form af toneleje, mimik osv. Men jeg tror faktisk, der er flere piger, der tør komme frem og fortælle om deres liv og deres udfordringer på chat.
Og det er vigtigt. Det er så vigtigt, at der er mulighed for at sætte ord på tingene. Det er der på GirlTalk.dk. Og jeg er så stolt af at være en del af det.

/Stine