Rastløshed

Adrian er snart fem måneder, og nu begynder jeg at føle mig lidt rastløs. Det føles lidt forkert at hævde, at jeg ligefrem keder mig, og det er heller ikke det, der sker for mig. Men tiden kan altså godt føles ret lang, når man går hjemme med sådan en lille purk dag ud og dag ind. Og for mig handler det efterhånden om at planlægge nogle aktiviteter, så der kan ske noget i hverdagen. Noget forskelligt.

Lige for tiden er de fleste, jeg kender, lagt ned af sygdom. Åndssvage januar! Derfor er flere aftaler i denne uge aflyst, for babyer, der unødigt smitter hinanden, holder bare ikke. Jeg har derfor igangsat Plan B, der handler om at have mindst én aktivitet pr. dag. Ellers ville denne uge blive pænt kedsommelig...

Jeg kan mærke, at jeg efterhånden trænger til at komme ud. At opleve noget. Tale med mennesker. Om andet end bleer, soverytmer og grød. Få nogle input fra voksne mennesker. For det giver noget energi, som så gør, at jeg har mere overskud til at hygge med Adrian. Og det er jo mega hyggeligt at tulle rundt hjemme, bare ham og mig, men det skal altså ikke være det eneste, jeg gør.

Jeg kan mærke, at jeg nu har overskud til at gøre andet end at gå ture, være i mødregruppe og gå til babysalmesang. For Adrian tager det jo så pænt efterhånden og er ligesom kommet over sin "nedadvendte-mundvige-periode". Og så er det da bare om at komme ud!

I morgen tager jeg ud til min gamle arbejdsplads, Amager Bio, hilser på folket derude og lader dem møde Adrian. Torsdag tror jeg, den skal stå på babybio. Det er dejligt med planer, som man glæder sig til.

/Stine

Savn

Som skrevet tidligere her på bloggen, var jeg i weekenden i Århus for at fejre min venindes fødselsdag. Og det var med blandede følelser, jeg kyssede Adrian farvel lørdag formiddag. For jeg skulle være væk i præcis 27 timer, og det er altså lang tid, når man har en lille baby. Ikke for ham - han hyggede jo hjemme med sin far - men for mig.

Jeg tog af sted, og den første time i toget skiftede jeg mellem at høre Mads og Monopolet, læse lidt i et blad og høre musik. Jeg kunne ikke rigtig finde ro, for hvornår har jeg egentlig sidst haft tre hele timer, hvor jeg bare kunne lave absolut ingenting?

Da den anden time i toget blev skudt i gang, begyndte jeg for alvor at nyde det. Jeg sad bare og gloede ud ad vinduet på det fynske vinterlandskab, mens jeg hørte musik. Det var super fedt!

Festen var meget hyggelig, og det var virkelig rart at komme ud og se andre mennesker og ikke mindst at tale om andet end bleer, soverytmer og grød. Der var en anden mor i selskabet, som også var ude for første gang, så vi fik lige lidt babysnak af vejen, inden resten af selskabet ankom.

Og da det blev søndag morgen, ville jeg - helt som forventet - meget gerne hjem meget hurtigt. Så søndagen var lidt hård, og jeg var først hjemme kl. 15. Og så sov Adrian selvfølgelig de første to timer, jeg var hjemme, men jeg var hjemme!

Jeg er så glad for, jeg kom af sted. For jeg nød det virkelig. Men jeg tænker samtidig, at der kommer til at gå en rum tid, før jeg skal være væk fra Adrian et helt døgn igen. For det er altså lang tid, og jeg savnede ham rigtig meget. Min kære, lille skat.

/Stine

Ikke to dage er ens

Når man har en lille baby, er ikke to dage ens. Det erfarer jeg mere og mere. Og det er både dejligt og også udfordrende, at hver dag er ny. For hvis man, som jeg, godt kan lide stabilitet og rutiner, så er det lidt af en udvikling, jeg går igennem med Adrian. Nogle dage kører det bare. Han er glad, sover godt og jeg tænker: "Det er sgu da nemt, det her!". Og pludselig, fra den ene dag til den anden, kan det vende til, at han virker mere ked af det, jeg kan nærmest ikke gå på toilettet, uden at han græder hjerteskærende og han sover samtidig meget lidt. Og dagen efter igen kan vi så være tilbage i en god rytme... Og Adrian forandrer sig jo også meget, nærmest konstant. Han har fået nogle nye lyde, hvor han ligger og kæmper og nærmest råber. Første gang, jeg hørte det, tænkte jeg: "Hvad dælen sker her?", men det er så bare hans nye lyd.

Denne uge har budt på mange forskellige oplevelser for mig og Adrian. Vi har været ude, og han har både grædt og grinet. Mandag var vi på besøg hos nogle dejlige piger, jeg kender fra APA, og han virkede bestemt ikke glad for at være andetsteds end hjemme, mens han tirsdag til babyrytmik hos Hva´ Så? (første gang!) fandt det ganske underholdende.

Det er klart, at når han er glad, så er jeg også glad. Og når han er ked af det og viser sine nedadvendte mundvige, så bliver jeg også trist. Eller trist er måske så meget sagt... nærmere usikker og presset. Ikke fordi jeg tænker "Hvad mon de andre tænker?", men mere fordi jeg jo synes, han skal have nogle positive oplevelser ved at komme ud. Og når han flere gange i træk viser usikkerhed og utryghed, så kan jeg godt blive i tvivl. Kommer han mon for meget ud? Eller nok nærmere: bliver han kastet for meget ud i nye situationer med nye mennesker på nye steder?

Det tror jeg nu ikke. For han skal jo også lære at være blandt andre mennesker end sin mor og far. Og han skal også vænne sig til at være andre steder end derhjemme. Men omkring halvdelen af sit liv, har han udvist utryghed ved at være andre steder; altså, halvdelen af de gange, vi er ude, bliver han ked af det. Jeg synes, det er ærgerligt, og derfor bliver jeg ved med at stå fast ved, at vi skal ud. Så kan vi jo gå igen, hvis det går helt galt, og han kan komme ned i sin trygge, velkendte barnevogn. Men indimellem kræver det altså mod fra min side; for jeg bruger ekseptionelt meget energi, når han er ked af det og utryg. Mens jeg har overskud til at snakke med de andre mødre og hygge mig, når han er glad. Naturligt nok.

Jo flere positive oplevelser, vi begge får, jo mere mod og selvtillid giver det også mig til at ville komme mere ud. For jeg kan jo mærke, at efter en dejlig dag med udefrakommende indtryk og input, så bliver tanken ligesom fyldt op påny med energi. Og det er vigtigt. Så man ikke ryger helt ind i den såkaldte barselsboble. Og forhåbentlig giver det også Adrian selvtillid i forhold til at opleve nye situationer og nye mennesker. Og styrker ham fremadrettet som menneske.

/Stine

Første adskillelse

Om en uge skal jeg til Århus. Og feste. Og fejre min venindes 30 års fødselsdag. Og jeg glæder mig helt vildt til at komme ud og "blive luftet" lidt. Og samtidig ved jeg også, at det bliver helt anderledes end tidligere fester, fordi jeg skal væk fra Adrian.

Ja, jeg har været væk fra Adrian flere gange. I få timer af gangen. Hvor jeg har været til frisør, på shoppingtur eller andre småture. Men på lørdag skal jeg være væk i over et døgn. Det er en lidt blandet følelse, fordi jeg førhen - før Adrian - ville være helt uforbeholden omkring afrejsen. Måske er det nærmest reglen, at man som mor får lidt dårlig samvittighed over for sin baby, når man tager væk? Jeg har i hvert fald hørt om det flere gange.

Og Adrian kommer naturligvis til at hygge sig helt vildt sammen med sin dejlige far. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Det er mere moderen, der kommer til at få en anderledes oplevelse. Jeg glæder mig som nævnt mega meget, for det bliver virkelig rart at komme ud! Ud i virkeligheden og se andre mennesker, drikke lækker vin, spise lækker mad, møde en masse herlige mennesker og tale om andet end bleer, modermælkserstatning og soverytmer. I det hele taget få et lille afbræk fra barselslivet.

Det bliver skønt, og jeg tror, det er sundt og vigtigt at foretage sig andet end at gå hjemme med sin baby. Og togturen skal bruges til at læse, læse, læse! Og hvile ovenpå vinen... Og samtidig ved jeg også med mig selv, at når jeg søndag middag sætter mig i toget, så vil jeg bare hjem. Hjem til min dejlige familie. Det er sundt at savne engang imellem. Og skønt at have noget helt fantastisk at vende hjem til.

/Stine

Mobning

I dag gik jeg en tur i Valby. Jeg har boet i Valby i de første fem år af min tid i København, og jeg faldt helt tilbage i gamle, skønne minder. Jeg har derfor gået med tanker om, at mit blogindlæg skulle handle om nogle af de dejlige oplevelser, jeg havde i Valby. Men her til aften er jeg kommet på andre tanker. For der er et emne, der presser sig på, og som er mere vigtigt for mig at sætte fokus på. Og det er mobning.

For tiden er der fokus på mobning i TV. Der er "Myginds mission" på DR1 onsdag kl. 20.40, og så er det netop opstartede "Silas opgør" på TV2 tirsdag kl. 20.50. I sidstnævnte program deltager også fantastiske Anna Bjerre, som står bag GirlTalk.dk, hvor jeg har været frivillig i fem år. Men det er en helt anden historie.

Jeg er selv blevet mobbet. Da jeg startede i børnehaveklasse, som det hed dengang, havde jeg lyseblå briller og overbid. Og det blev kommenteret fra første dag. Senere blev der slået ned på, at jeg var tyk. Der var specielt en enkelt dreng, som mobbede. De andre var blot medløbere, hvilket dog kan være lige så slemt. Og hvem tør være den, der siger fra og risikerer at stå uden for? Jeg var ikke den eneste i klassen, der blev udsat for det daglige overgreb. Bare man var den mindste smule speciel eller anderledes, ja, så var man et mål for mobning.

Den dag i dag tror jeg, at det bundede i usikkerhed fra den dreng, der mobbede. Ham og jeg blev i en periode altid placeret ved siden af hinanden, og dagligt sad han og prikkede med en blyant ind i mine ribben, så jeg til sidst fik mærker af det. Da min mor kontaktede min klasselærer for at forhøre sig omkring, om det kunne være muligt at omrokere siddepladserne, fik hun at vide, at jeg "havde psyken til det". Hertil svarede min mor: "Stine bliver altså ikke ved med at have psyken til det, hvis det fortsætter på denne måde.". Måske virkede jeg stærk udadtil? Men indeni var jeg ved at gå i stykker, og jeg var ked af det, hver dag jeg kom hjem fra skole.

Jeg havde heldigvis nogle gode veninder i klassen, så jeg var ikke alene. Mange af de mennesker, der bliver mobbet, føler sig alene, fordi det kan føles, som om alle omkring dem vender sig imod dem. Jeg følte mig ikke alene. Men mobningen resulterede i, at jeg til sidst følte mig tyk, grim og forkert. Hvis man gang på gang, dag efter dag, får det samme at vide, så ender man til sidst med at tro på det. Det ender med at blive sandhed.

Jeg er så glad for, at der kommer mere og mere fokus på mobning. For der er rigtig mange mennesker derude, der bliver mobbet. Både børn, unge og voksne. Og det er hæsligt og kan skabe så meget dårligt selvværd. I rigtig mange år. Man vil altid være mærket af det på én eller anden måde. Derfor er det godt med dette fokus på mobning. For det er så vigtigt.

/Stine

På den igen

Ja, så skal jeg snart på den igen. Jobsøgningshelvedet. Jeg har barsel et halvt års tid endnu, men jeg har besluttet mig til at gå i gang med at søge jobs igen allerede til marts. Hvilket der forhåbentlig kommer et job ud af. Som jeg kan have i minimum et år. For ellers optjener jeg ikke min ret til en ny dagpengeperiode. Og det er lige netop dét, der stresser mig; at jeg har præcis 35 uger tilbage med dagpenge, og så klapper fælden.

I april måned er det tre år siden, jeg blev færdig som kandidat fra RUC. Og jeg har haft to ansættelser siden. En projektansættelse og en løntilskudsansættelse. Hvor den sidstnævnte stadig indebar fuld brug af dagpenge. Trods 37 arbejdstimer om ugen. Nu er tiden ved at være moden til, at jeg godt kunne bruge en fastansættelse et sted. En ansættelse, hvor jeg vel at mærke ikke bruger af mine dagpenge. For jeg magter ikke at skulle tilbage på dagpenge og vide, at uret tikker i forhold til de 35 resterende uger.

Jeg kan virkelig godt forstå, at man ikke bare kan få dagpenge på ubestemt tid. Det er klart, at det er møg dyrt for samfundet at udbetale de mange dagpenge til de mange mennesker, der ikke kan finde et job. Men der skal også være en løsning i form af andet end løntilskudsstillinger, hvor det efterfølgende ikke kan lade sig gøre at blive ansat. Så er det jo blot på lånt tid og i princippet bare for at få tiden til at gå. Og det dur ikke. Og fuck erfaring, rent ud sagt! For hvis der ikke er jobs at få, ja, så kan man have nok så mange erfaringer, men det hjælper intet. Det har jeg erfaring med.

Jeg har tidligere skrevet om mine frustrationer med hensyn til jobsøgning. Som du, kære læser, nok kan forestille dig, så fylder det rigtig meget. Jeg får ondt i maven, når jeg tænker på, at jeg om to måneder skal tilbage til jobsøgningen. Det føles altså lidt som at blive slået tilbage til start hver gang... Heldigvis har jeg nogle gode kontakter, som jeg kan starte med at henvende mig til. Og så må jeg forsøge at slå koldt vand i blodet og sige til mig selv, at det nok skal lykkes denne gang. For nu må det da snart være min tur?

/Stine