Jeg er så træt, at jeg ikke kan finde på et passende navn til dette indlæg, version 2.0

Man skulle næsten tro, nemesis har været efter os, siden jeg i går skrev indlægget om Adrians friske og kække nat. Natten til i dag har været slem. For han har stort set ikke villet sove. Og da det endelig blev morgen, havde jeg det, som om jeg havde ammet ham 10 gange og ikke blot de 2 gange. Det er nok, fordi jeg er så "alert", at jeg er på og klar med madpakkerne, bare han siger det mindste.

Heldigvis har jeg en dejlig kæreste, som ikke er bleg for at tage tørnen med at vugge, "shhh"´e og berolige, når jeg trænger til at hvile efter amningen. Som stadig gør ondt ad h. til. Fordi Adrian og jeg begge har svampeinfektion. Igen. Øv.

Så da jeg vågnede i morges, var jeg bare ikke meget værd. Jeg tudede over mine havregryn og i badet. Og resultatet blev lynhurtigt, at jeg droppede dagens program: efterfødselshold hos APA. Som ellers er rigtig godt og givtigt. Men man skal have overskud, og det har jeg bare ikke i dag. Og det er jo også helt ok. Bliver jeg ved med at minde mig selv om.

For jeg kan bare ikke lade være med at føle, at jeg pjækker. Hvilket er noget pjat, eftersom jeg selv har betalt for kurset, og eftersom jeg først og fremmest skal tænke på Adrians behov for at have en frisk og glad mor i stedet for en mor, der er totalt træt og intet overskud har.

Så i stedet for at begive os af sted til Østerbro, besluttede jeg mig for, at vi ville gå en god, lang tur. Så vi gik og gik. Rundt i Frederiksberg Have og fik noget lys og masser af frisk luft. Og det hjalp. Der er altså ikke noget som en tur i det fri, der kan hive én op igen.

/Stine

Jeg er så træt, at jeg ikke kan finde på et passende navn til dette indlæg

Jeg er træt. Helt og aldeles træt. Og klokken er 19.23.

Efter Adrian havde spist klokken 2 i nat, puttede jeg ham stille og roligt. Hvorefter han lå med store, glade øjne og smilede kækt til mig. På det tidspunkt mente han tydeligvis, at der skulle ske en masse festligt, men der satte forældrene grænsen. Min kæreste stod op og vuggede Adrian, til han faldt til ro. Altså lige indtil klokken 5. Hvor han igen mente, der skulle være fest. Det hjalp ligesom ikke rigtigt at forklare ham, at når klokken er 2 - eller 5 for den sags skyld - så sover man.

Det er gået op for mig, at de fleste TV-programmer, der er værd at se, bliver sendt efter klokken 21. Dem kan jeg ikke længere holde mig vågen til. Og for første gang nogensinde kan jeg rent faktisk mærke, at vi har stillet urene tilbage. Hvor jeg før blev træt omkring klokken 21, er klokken nu 20, når min krop begynder at længes efter at ligge vandret og meget gerne i den gode seng i soveværelset.

Og så sover han endda fint, den lille Adrian. Han kan rask væk sove 4-5 timer i træk om natten. Men træt er jeg altså, efter min kæreste er begyndt at arbejde igen. Og når Adrian engang imellem vælger at tage en lille lur i løbet af dagen, så drøner jeg jo rundt og ordner vasketøj og opvask. "Sov, når baby sover", har jeg ladet mig fortælle. Ikke altid så realistisk, når man er ordensmenneske og gerne vil have lidt styr på tingene.

Men manglen på søvn betyder ligesom ikke så meget, når jeg kigger på Adrian og tænker på den tætte forbindelse, vi har. Og selvom klokken er 2 om natten, så kan jeg ikke lade være med at smelte, når han helt uopfordret smiler til mig. For jeg er hans mor, og han elsker mig ubetinget. Det er da fantastisk.

/Stine

Mor-debut

I mandags begyndte min kæreste at arbejde igen efter barsel og ferie. Vi har altså haft hele 6 uger sammen, allesammen, og pludselig skulle jeg være alene hele dagen med lille Adrian. Det var lidt angstprovokerende, og samtidig så har jeg også glædet mig. For inderst inde har jeg jo godt vidst, at selvfølgelig kan jeg klare det - jeg er jo hans mor! Men jeg var godt nok noget nervøs, da Christian tog af sted mandag morgen kl. 6.15, og jeg vidste, at han først ville komme hjem igen omkring 16-16.30-tiden. Der var lææænge til, syntes jeg.

Men det gik jo helt fint. Og hele ugen er gået, som den skulle. Med op- og nedture. For sådan en lille baby kan jo altså vende på minuttet. Og det kan jeg godt mærke, at jeg skal vænne mig til. Og jeg kan også godt mærke, at jeg skal lige vænne mig til det her med, at man ikke bare kan planlægge, som man plejer. Og guderne skal vide, at jeg plejer at planlægge! Men næh nej, den går jo altså ikke længere. For baby er sådan set bedøvende ligeglad med, om vaskemaskinen er færdig, om opvasken skal tages eller om moderen skulle have lyst til en lille lur på sofaen. Og det skal jeg godt nok vænne mig til.

Jeg skal lære, at jeg ikke kan tænke: "Ok, nu sover Adrian. Godt. Når jeg har tømt opvaskemaskine, så kan jeg lige lægge tøj sammen og så skrive mit blogindlæg." For det lykked bare ikke altid. Hvis han vågner, ja, så vågner han, og så må det andet vente. Hans behov er jo naturligvis forrest i køen. Men nogle gange lykkes det rent faktisk at nå det, jeg havde sat mig for - ligesom nu.

Dagene i denne uge har været meget blandede. For som nævnt så skifter en baby på no time. Men dagene har også være sjove, udfordrende på den gode måde og spændende. For hvor er det bare livsbekræftende at være sammen med sådan en lille gut, som bare er så afhængig af én, og som elsker én ganske ubetinget. Det er da kærlighed.

God weekend til jer derude.

/Stine

Besøg

I dag får vi besøg af min storebror, hans hustru og deres to dejlige piger. Det er så skønt med besøg og så dejligt, at familien møder lille Adrian igen og igen.

Som Ditte, Adrians kusine på 9 år, har meddelt både sin mor og sin farmor her i efterårsferien, så var hendes højeste ønske her i ferien at komme til København og besøge os. Og det varmer da helt enormt.

God søndag derude.

/Stine

Skru ned!!!

I går aftes, da vi herhjemme gik i seng ved 22-tiden, var der fest hos genboen. Altså virkelig fest. Som i "Lå-lå-lååå!" og "Skååål!". Musikken spillede naturligvis, men i starten tog jeg mig selv i at tænke, at det jo faktisk var helt ok. For det første var det lørdag aften. Og så kan man altså dårligt brokke sig, når klokken ikke er mere end 22. For det andet blev der spillet ret god musik. "Silverflame" og "Unforgiven" er da fede sange, som jeg lå og slappede lidt af til. Christian faldt i søvn, Adrian faldt i søvn og lidt efter hengav jeg mig også til søvnen med god musik i baggrunden.

10 minutter efter vågnede jeg brat til Rasmus Seebach. Og dertilhørende, meget høje, "Sig uh-uh-uh"-kor fra de feststemte drenge. Og det lød ikke godt. Da der blev fyret godt op for Rihanna lidt efter, blev jeg lidt træt i mælet. Jeg ville fandme sove, inden Adrian vågnede sulten om et par timer!

Normalt elsker jeg at bo i lejlighed. Det giver mig en vis form for tryghed, at der er mennesker omkring mig. Bo langt ude på landet? Nej tak. Det er for uhyggeligt. Men også ganske roligt og fredfyldt. Og i nat lå jeg og drømte mig hen til et hus laaangt ude på landet, hvor der bare var ro og fred. Og da Rasmus Seebach kom på for 5. gang, og Adrian samtidig også lod til at blive påvirket af den nu noget høje volumen, ja, så blev jeg sgu sur! For én ting er mig som den voksne, men når min søn også vågner ved det, så er det for meget!

Og så var det, jeg igen lige mindede mig selv om, at jeg jo ligesom selv har været sådan. Og absolut ikke kun til kl. 1 om natten. Så helt ærligt - hvad bundede min irritation og frustration egentlig i? Mangel på søvn, ja, men måske aller mest erkendelsen af ikke at kunne være til en lignende fest, skråle med på alle de fede sange, drikke dåseøl og drinks og ryge smøger. Ja, det er en svunden tid, som ikke kommer tilbage - i hvert fald ikke på samme måde. Og jeg tog mig selv i at blive en kende misundelig. Jeg vil også have alkohol, dans og røg!

Men så gik det samtidig op for mig, hvor heldig jeg er at have så fantastisk en familie; min vidunderlige kæreste og min dejlige søn. Og jeg skal sgu nok få drukket en dåseøl engang og tilmed få skrålet med på Dizzy og Metallica, hvis det er det, jeg ønsker. Men den svundne tid er svunden af en årsag - jeg er vist blevet det, man kalder voksen.

/Stine

En anderledes eksamen

I dag har jeg været ude af lejligheden med min søn i fem en halv time alene! Jeg har tilmeldt mig et efterfødselskursus på Østerbro, hos fantastiske APA, hvor andre mødre kommer med deres babyer og vi bevæger os, taler om, hvad der optager os her og nu og laver lidt babygymnastik.

Og i dag var så første gang på efterfødselsholdet. Og eftersom min kæreste nu holder ferie i forlængelse af sin barsel, er jeg endnu ikke alene med Adrian derhjemme. Jeg har gået ture med ham alene i barnevognen, men i dag stod den altså på fem en halv time uden for lejligheden alene med Adrian for første gang. Og jeg var skide nervøs.

Det var faktisk først i morges, jeg rigtig blev nervøs. Og jeg følte det fuldstændig, som skulle jeg til en meget vigtig eksamen. Men denne gang var der bare meget mere på spil; kunne jeg nu finde ud af at passe min egen søn ordentligt? Og hvad nu hvis han græd så meget, så jeg var nødt til at tage hjem?? Eller hvad nu hvis..?! Ja, jeg nåede at tænke mange tanker, og samtidig så glædede jeg mig også bare SÅ meget til at komme ud og få en god oplevelse.

Og det endte jo med at være en god oplevelse. Og det gik så fint, og jeg kom hjem totalt bombet af træthed, fordi adrenalinen lige havde været oppe at ringe noget tid. Mon ikke det bliver nemmere næste gang? Og endnu nemmere næste gang? Så jeg en dag kan være lidt mere tryg og køre det praktiske lidt mere på rutinen end i dag, hvor alt bare var totalt nyt. Og hvor jeg lige fik kørt ind i en stakkels dames fod på vej ud af S-toget. Fejlbedømmelse af barnevognslængden kan vel ske for enhver...

Og nu bliver næste "eksamen" så, når min kæreste skal til at arbejde igen, og jeg skal være alene hjemme HVER DAG med Adrian. Pænt angstprovokerende og samtidig også vanvittigt spændende. Al begyndelse er svær, og jeg tror, det handler om tålmodighed og ro. Så skal det sgu nok komme. Det tror jeg på.

/Stine

Shopping - nu i babystørrelse

Så er det sket igen. Jeg er påny i totalt og aldeles shopping-humør! Da jeg var gravid, var det en lovlig undskyldning at erhverve nyt tøj; jeg voksede jo, så jeg måtte have noget at tage på. Nu er den lovlige undskyldning, ar Adrian vokser. Han er nu på vej fra en str. 56 til en str. 62. Der er allerede sparkedragter og bodystockings, han ikke længere kan være i. Og så må der naturligvis shopping til!


Nu er det jo - heldigvis for pengepungen - sådan, at vi har arvet en del tøj, og det er skønt. For babytøj er bare ikke særligt billigt. Man kan rask væk nemt komme af med flere hundrede kroner for bare to stykker tøj til baby.

Min kæreste og jeg fandt hurtigt ud af, at sparkedragter, altså dragter ud i ét - og gerne med fødder i, er et stort hit, når der skal skiftes bleer meget ofte. Og det skal der jo. Specielt om natten er en sparkedragt et sikkert hit, så man ikke skal fumle med for meget tøj.

Så i dag er der blevet købt tre sparkedragter, og de er så fiiine. Shoppingbehovet er endnu engang blevet stillet for en stund. Og lur mig, om ikke det blot bliver værre med shoppingbehovet til lille Adrian, som tiden går... og det er vel nok ærgerligt ;-) For det er jo ikke kun tøj, den lille fyr skal have. Næh nej, producenterne ved såmænd godt, hvordan de skal ramme nybagte forældre. For der findes uanede mængder af nuttet sengetøj, kære bamser og lækre stofbleer. Og nøj, hvor er der bare meget derude, som frister...

/Stine

Hyggestunder med lille Adrian

Jeg øver mig i disse dage i at fokusere. Fokusere på de hyggestunder, som jeg har med lille Adrian. Der har desværre ikke været helt så mange af dem endnu, og dette skyldes udfordringer med at få amningen etableret. Hvem sagde, det skulle være let at amme?! Alle, der har prøvet at have etableringsudfordringer, ved med garanti, hvad jeg mener. Det fylder bare rigtig meget, og der er ikke overskud til meget andet i løbet af døgnet.

Og når det efter tre en halv uge stadig bider og niver og værker, når den lille fyr skal spise, så er det altså hårdt. Nu ønsker jeg bestemt ikke at skræmme nogle kommende mødre, der planlægger at amme, så jeg vil gerne tilføje, at jeg har haft ekstra udfordringer i form af en brystbetændelse + svampeinfektion. Jeps, heldet har ikke ligefrem været med mig i forhold til amningen. Så altså: hvis man kan være heldig og undgå ovennævnte djævelske tilstande, ja, så tror jeg bestemt ikke, det behøver at være særligt slemt. Og samtidig lovede jeg mig selv, da jeg startede denne blog op, at jeg ville skrive om de ting, der optager mig lige nu. Og lige nu er det amningen og etableringen af denne, der optager mig aller mest.

Og i denne amme-boble er det så, at jeg forsøger at have fokus på den helt vidunderlige følelse, det her giver:

Og ja, så bringer det jo smilet frem :-)

/Stine