Det bliver tungere og tungere...

Tiden sig nærmer, og nu er der blot 4 uger tilbage til min termin. Jeg indstiller mig på, at det sagtens kan blive efter den 29. august; jeg er jo førstegangsfødende. Og tænk sig, hvis det blev på min 30 års fødselsdag den 2. september - det kunne da være skægt :-) Som min ældste niece på knap 10 år siger: "Dét ville da være en god gave!".

Hér, 4 uger før terminen, kan jeg virkelig godt mærke, at det er blevet tungere, hårdere og mere belastende at være gravid. Det kommer jo heldigvis gradvist, så man kan nå at vende sig til tilstanden og den voksende mave. Mon ikke, der i bund og grund er en årsag til, at vi menneske-hunner er gravide i 9 måneder? Både mht. udvikling af barnet, men også ift. at skulle vænne sig den forøgede vægt.

Men som nævnt så er der altså efterhånden flere og flere stillinger, jeg må erkende, jeg bare ikke kan være i ret længe af gangen eller ret mange gange i løbet af dagen. F.eks. at skulle bøje mig ned efter tabte ting eller støvsugerledningen. Det er virkelig gået op for mig, hvor tit man skal bøje sig efter ting på gulvet! Jeg kan godt gøre det, men det sender en mavepuster af den anden verden gennem systemet, jeg får opstød og kvalme retur og pjevsen må også kunne mærke presset, for han sparker nogle gange tilbage, som om han siger: "Lad lige være med at klemme mig!".

Og til Grøn Koncert i søndags gav mine fødder da også signaler om, at de gerne lige ville hvile lidt. Ned på mig på et tæppe i maks. 5 minutter af gangen, for dernede sad jeg naturligvis ikke godt ret længe. Så det var en noget anderledes koncertoplevelse i år.

Jeg har gennem hele graviditeten sørget for at dyrke godt med motion. Blot beviset på, at man kan få en nemmere fødsel er nok for mig! Så jeg har svømmet og cyklet og gør det stadig. Meeen jeg kan godt mærke, at det ikke er helt så nemt længere. I morges var jeg igen i svømmehallen, og siden sidst (for blot 2 dage siden!) er der åbenbart sket noget: med ømhed i led og knæ + et noget langsommere tempo måtte jeg erkende, at jeg bare ikke helt kan svømme de 1000 meter på 30 minutter længere. Og hva´ så? Det er jo også lige meget, hvor lang tid det tager. Jeg gør det, og det er det vigtigste.

Jeg har også fundet ud af, at det tidspunkt på dagen, hvor jeg er mest frisk, er om morgenen. Og derfra går det så ned ad bakke resten af dagen, for om aftenen at efterlade mig flydende på sofaen med halsbrand, opstød, ømhed nærmest overalt og en gennemgribende følelse af, at jeg bare dårligt kan overskue at krabbe mig ud på badeværelset for at børste tænder.

Jeg må grine lidt af det. Der er ikke andet for. Og så tage den med ro. Jeg kan blot konstatere, at det jo er helt fantastisk med barsel! Vi skal ikke så langt tilbage i tiden, før man ikke kunne gå fra før terminen - gudskelov for, at det kan lade sig gøre nu!

Og så hygger jeg mig med at forberede pjevsens ankomst. Babytøj og udstyr er vasket og står klar til brug. Selv hans seng er redt og klar. Det må da være det ultimative redebyggeri med en redt seng :-) Jeg føler mig mere og mere klar til at blive mor. Og samtidig må han da gerne vente med at melde sin ankomst nogle uger endnu. Jeg har stadig en del krimier og en del svømmebaner, jeg gerne vil nå :-)

/Stine

Jeg - en planlægger

Der er efterhånden kun godt og vel 1 måneds tid, til pjevsen kommer ud. Og selvom jeg egentlig føler mig nogenlunde afklaret med at skulle føde og at skulle være mor lige om lidt (det er nu stadig meget svært at forholde sig til, før han er her!), ja, så er jeg indimellem ved at gå en lille smule i panik over babyudstyret. Og hvem står model til mine udbrud? Min kæreste.

Jeg er jo så super heldig at have to storebrødre, som har fået de børn, de skulle have, og derfor har min kæreste og jeg lånt en masse udstyr af dem, blandt andet seng, barnevogn til vores altan, voksiposer, skråstol, legetøj osv. Det er helt fantastisk, for så har vi sparet en hel del penge dér.

Det vanskelige er bare, at det er svært at finde ud af, hvordan tingene fungerer! Når man som førstegangsforældre skal finde ud af, hvordan det hele fungerer, kan man altså godt blive lidt lost. Og nu føler jeg, at jeg lyder super dum, når jeg skriver dette, men jeg må have ti tommelfingre indimellem! Lige så grundig og effektiv jeg kan være med tøjvask og rengøring, lige så lost kan jeg være, når det gælder om at sætte et regnslag på en barnevogn. Hvordan hulen skal det dog vende?! Og de to voksiposer, vi har fået, er forskellige, dvs. den ene er en ægte Voksi, og den anden er en anden slags, men i den ægte Voksi er der en dundyne, som man ikke må bruge, når det er for varmt, og i den anden er der en anden dyne, som vist godt kan bruges om sommeren/foråret, men som ikke passer til Voksi´en, fordi de er forskellige i formen. Besværligt? Nej da!

Og hér er det så, at jeg reagerer på én ud af følgende måder:
1) Jeg hidser mig op og rabler en masse af mig: "Ih, hvor er det besværligt! Hvorfor skal der være 10 forskellige slags, og hvorfor kan man ikke sammensætte på kryds og tværs?! Jeg fatter det ikke!".
2) Sætter mig ned på gulvet, med ting over det hele, og bare tuder.

- Billedet til højre viser i øvrigt, hvordan jeg typisk kunne se ud i ansigtet, når jeg reagerer på én af de to ovenstående måder.

Min kæreste er en typisk mand, der bare handler, får tingene gjort, og hvis det ikke fungerer, jamen, så finder han en løsning på et senere tidspunkt - og forliger sig med det. Han siger: "Vi skal nok finde ud af det på et tidspunkt", hvortil jeg piver: "Jamen, det ville bare være rart at vide, inden baby kommer".

I torsdags kom det igen til ét af mine panikudbrud, og jeg blev nærmest vred på min kæreste, hvorefter jeg lige måtte tænke over hvorfor. For det var jo slet ikke rimeligt at blive vred på ham. Jeg fandt dog lynhurtigt ud af, at jeg var misundelig. Godt, gammeldags grøn af misundelse. Jeg vil sgu da også bare kunne sige: "Nå, nu har vi prøvet, og så må vi spørge nogen, og ellers skal vi jo nok finde ud af det på et tidspunkt". Jeg vil også bare kunne lægge tingene fra mig! Jeg fortalte min kæreste om min misundelse, og så talte vi lidt om, hvor godt det er, at han har det sådan - tænk hvis der var to af mig!

Det er nu gået op for mig, at jeg hele mit liv mere eller mindre har kunnet planlægge ting, og at jeg har haft det strålende med det. Og det er samtidig gået op for mig, at jeg bliver nødt til at indstille mig på ikke at kunne planlægge på samme måde mere. For når lille pjevs kommer til verden, så er det bare ikke sikkert, at vi kan få gjort rent den dag, eller at vi lige får vasket tøj på det tidspunkt, jeg ellers gerne ville. Og jeg tror, det bliver mega udfordrende for mig - for jeg er planlægger.

Jeg er planlægger og skal øve mig i at lægge planlægningen fra mig indimellem, for man kan ikke planlægge på samme måde, når man har en lille baby. Sådan! Måske, hvis jeg gentager denne sætning for mig selv hver dag, så hjælper det bare en lille smule? Det kan også være, jeg bare skal lade tingene gå sin gang og blot være opmærksom på det...

/Stine

Teenagerlivet

At være teenager. Det er ikke nemt. Der er så mange tanker og følelser, der drøner rundt i hovedet, og samtidig ændrer kroppen sig. Jeg kan huske, hvordan det var at være teenager, og jeg tænker oftere og oftere: Hvor er det bare godt, det er overstået!

Det var da også en sjov og spændende tid. Men jeg synes nu mest af alt, det var hårdt. Hårdt at være så usikker på sig selv; om fyrene nu bedre kunne lide de andre piger; om det tøj, jeg klædte mig i, var godt nok osv. Næh, jeg er nu glad for at nærme mig de 30 år og være ovre de helt unge år!

Siden januar 2007 har jeg beskæftiget mig med unge pigers problematikker. På fredag har jeg min sidste vagt på mit elskede frivillige job, GirlTalk.dk. Og nu ser det ud til at være slut, i hvert fald for en tid, for lige om lidt kommer der en baby, som kræver en masse opmærksomhed. Og en helt ny tid begynder.

Hvad jeg ikke er stødt på af dilemmaer, bekymringer og tanker fra de unge piger. Og det er bare så tit, jeg har siddet med en fornemmelse af, at dét dér, dét kender jeg bare godt. Eller kendte og kan huske fra dengang. Og jeg føler med dem og kan forsikre dem om, at det går over. Men hvad hjælper det lige, når den unge pige er frustreret over og ked af, at den fyr, hun er vild med, ikke ringer til hende eller ikke kigger til hendes side? Ingenting lige her og nu. Tiden må arbejde for pigerne. Og i mellemtiden må de forsøge, så godt de nu kan, at bevare dem selv og ikke skulle tage alt for mange forskellige masker på. For det er hårdt.

I weekenden var jeg, som nævnt i forrige blogindlæg, på Fyn og besøge min familie. Og søndag gjorde jeg en sjov opdagelse. Jeg fandt mine gamle dagbøger. De var tilbage fra tiden, da jeg var 13-14 år. Mens jeg læste, grinte jeg, krummede tæer og fik næsten tårer i øjnene. Og jeg kunne bare sagtens huske de følelser og tanker, som jeg havde beskrevet. Huske dem, som var de i går.

Efter at have læst noget af det, jeg havde nedskrevet, måtte jeg lige bruge en times tid på at blive mit eget, snart 30-årige selv igen. For jeg blev nærmest skudt tilbage til dengang, hvor jeg var forelsket i en ny fyr hver 14. dag, hvor vi gik til halfester og hvor jeg var så usikker på mig selv og utilfreds med mig selv, at jeg bare igen kan konstatere: Hvor er det bare godt, det er overstået!

Og lige om lidt begynder en helt ny tid for mig - jeg skal være mor. Og sådan er tilværelsen delt ind i mange forskellige perioder. Tiden er nu en spøjs størrelse...

/Stine

Guldkorn fra småfolket

I netop forgangne weekend har min kæreste og jeg været på besøg hos min familie, som bor på Sydfyn. Og også denne gang blev der heldigvis rig mulighed for at se mine fire niecer, hvor den yngste er 6 år, og den ældste er knap 10 år.

Og igen slog det mig, hvor fantastisk det er at være sammen med dem. For de kommer altså med så mange guldkorn, at jeg kan grine og fælde rørte tårer over dem og de ting, de siger og gør. De er bare helt vidunderlige!

Også denne gang var der masser af guldkorn, og alle fire tøser er for tiden meget optaget af, at de snart skal have en lille ny fætter. De to søstre, Kamilla og Karoline, spørger meget ind til, hvad han skal hedde og kommer med diverse navneforslag. Kamilla, som er knap 10 år, har også spurgt ind til fødslen. Til jul skal han have nissehue på, og det bliver så nuttet, talte de to søstre om.

Så er der Ditte på snart 9 år, der spurgte, om det mon gør ondt at føde, og om jeg kan mærke ham sparke og bevæge sig.

Og så var der Louise på 6 år, som kom med en skæg indskydelse. Vi var på restaurant lørdag aften, og hun snakkede og snakkede om blomsten på bordet, de andre gæster ved bordene osv. Men pludselig - midt i talestrømmen - dukker følgende bemærkning op: "Der er en fætter på vej". Og så snakkede hun ellers videre om andre ting. Det var simpelthen så skægt.

Efter middagen skulle vi hjem til min mor og have kaffe og kage, og de andre ankom lidt senere, fordi Louise var nødt til at tegne en tegning færdig til mig. Tegningen forestiller faster og den kommende fætter. Jeg fik næsten tårer i øjnene, for det er bare så betydningsfuldt for både mig og hende med den tegning. Den hænger nu fint på opslagstavlen sammen med andre tegninger lavet af de skønne niecer.

Jeg ved bare, at de bliver de bedste kusiner til lille pjevs, og jeg glæder mig så meget til jul, hvor han med garanti bliver beundret, nusset og behandlet som en ægte lille prins af dem.

/Stine

Den rene afslapning

I weekenden var min kæreste og jeg på spa-ophold i Ystad Saltsjöbad. Det var ganske enkelt helt fantastisk. Ren ro og afslapning. Og fra vi ankom, til vi tog afsted, var der sådan en helt specielt ro og langsommelighed over os begge, som man altså bare ikke oplever i hverdagen derhjemme.

Oprindeligt havde vi faktisk talt om en uges ferie til New York. Eller Rom, hvis det skulle være noget billigere. Men med kun halvanden måned til min termin ved jeg bare, at jeg ikke ville kunne nyde det - hverken at skulle vade op og ned ad trapper eller at sidde i en flyvemaskine. Og ja, selvfølgelig kan man det som højgravid - men jeg har bare ikke lyst. Overhovedet ikke.

Så da sommerferien skulle planlægges, sagde jeg til min kæreste, at jeg bare slet ikke havde hverken lyst til eller mod på en storbytur. Og derfor fandt vi frem til spa-opholdet. Der var det hele: god mad, lækre faciliteter og igen: den totale, overskyggende afslapning.

Da vi kom hjem i går, sneg hverdagen sig så småt på igen. Og selvom jeg jo nu er på barsel, ja, så er der så rigeligt at se til! Jeg skal jo både have vasket babytøj og gjort ovnen ren osv. osv. osv. Og det er fedt at have noget at rive i, for jeg ville kede mig, hvis jeg skulle gå herhjemme og klø r... i 8 uger. Men det var også rigtig, rigtig godt, vigtigt og tiltrængt for både min kæreste og jeg med en weekend, hvor vi ikke skulle gøre noget som helst.

Dagene bestod af morgenmadsbuffet og derefter dappede vi ned til spa-området, hvor der var varme bassiner, boblebad, sauna og dampbade. Herligt! Og vi skulle ikke nå noget som helst. Jo, middagen om aftenen, men ellers ikke. Det var fantastisk, og jeg kan varmt anbefale det til jer derude, som trænger til at komme væk fra vasketøj og hverdag, men som ikke lige har overskud til en storbyferie. Og jeg er sikker på, at spa-opholdet sagtens vil kunne fungere om vinteren også.


Kære læser, nu kunne jeg godt tænke mig at høre om dine sommerferieplaner. Hvor har du været i år, eller hvor er du på vej hen?

/Stine

Becoming a shopaholic

Jeg har aldrig betegnet mig selv som en person, der har brugt mange penge på tøj eller tilbehør. Jeg har da shoppet, men på et ganske almindeligt og relativt fornuftigt niveau. Før dankortet er blevet kørt igennem maskinen, har jeg nøje overvejet: "Har jeg nu brug for denne bluse?". Hvis nej, så har jeg som regel droppet den. 

Men mens jeg har været gravid, har jeg brugt penge som aldrig før. Og på et til tider helt desperat niveau. For det føles indimellem, som om butikkerne simpelthen lukker ned efter fødslen af den lille pjevs. Hvilket jo selvfølgelig er noget pjat, men jeg får ganske enkelt ro i sindet af at nå at købe de ting, vi skal bruge, inden jeg skal føde. For så er det gjort, og så forestiller jeg mig, at vi ikke behøver at tænke så meget i "Vi mangler også..." og "Pyha, vi skal også have købt...". Så bliver det vel højst bleer og lignende. Men måske er det bare ren indbildning? Måske nyder jeg rent faktisk at købe tøj, tilbehør og andet godt, og måske er det i virkeligheden også en form for selvforkælelse?

Først var det ventetøj. For det skal man jo have, når man er gravid. Så blev det sommer, og jeg fik det pludselig jævnt varmt med de ekstra kilo og det ekstra blod i min krop. På den igen og ud at købe sommer-ventetøj. Og nu er jeg så gået i gang med ammevenligt tøj... og jeg har ikke engang født endnu!

Så sent som i onsdags var den gal igen. Jeg havde besluttet mig for at investere i en ammepude. Og kom hjem med ammepude, der var lidt for dyr ift. planen + fem ammebluser. Det var jo ikke meningen! Det var meningen, jeg bare skulle have en ammepude + en enkelt bluse eller skjorte, som var god til amning. Det var åbenbart svært for mig at begrænse mig.

Så nu håber jeg da bare, det går godt med at amme, for ellers ligger jeg inde med en hel del ammevenligt tøj...

God weekend :-)

/Stine

Åh, disse minder

Det er festival-tid. Roskilde Festival er netop ovre, og det får mig til at tænke tilbage på for 10-12 år siden, hvor jeg gik til festival. Det var ganske enkelt vanvittigt sjovt.

Dengang handlede det mest af alt om Midtfyns Festival. Det var inden, festivalen gik konkurs i 2004. Det var også i 2004, hvor jeg havde overtalt mine veninder til at sikre sig billetter inden julen 2003 og dermed spare hele 250 kr. Og de lyttede og købte billetterne inden jul. Men når noget går konkurs, får man jo ikke pengene igen... hovsa.

Nå, men min festivalkarriere startede, da jeg var omkring 10 år, hvor min far købte sig en stadeplads og solgte solcreme, parfume og muligheden for boldspil. Der var vist også noget med, at hvis man kunne spise en rulle Marie-kiks på få minutter uden at drikke noget til, ville man vinde 100 kr. Senere blev det til det noget mere avancerede og seriøse CD- og DVD-salg. Jeg var med i nogle dage ved hver festival og mærkede allerede dengang stemningen: mudder, musik og afslappet stemning. Hverdagen kunne ikke være længere væk.

Hverdagen var ligeledes blot et svagt punkt i det fjerne, da jeg som 15-årig for første gang købte billet sammen med min veninde. Det var også det år, jeg sneg mig hen til en festival-piercer og fik lavet en piercing i øjenbrynet - uden mine forældres tilladelse. Åh ja, den ungdom...

Siden fulgte mange gode år med Midtfyns Festival. Blandt andet husker jeg specielt året 2002 - altså præcis 10 år siden nu. Det er i øvrigt også det år, det utroligt skønne billede til venstre stammer fra. Det var uden sammenligning den sjoveste uge i mit liv. Vi kom, vi drak, vi hørte musik, vi skabte os som tossede og vi hyggede os som aldrig før. Ingen sorger, ingen bekymringer - det er sådan, festivaltid skal være!

Et par enkelte Roskilde Festivaler er det da også blevet til - i 1999 og i 2005 - men Midtfyns har til alle tider været det sjoveste i min optik. Nok mest pga. af de folk, jeg var af sted med. Det betyder selvsagt alverden.

2005 blev mit sidste festivalår, og det var jo så på Roskilde Festival, jeg måtte sige farvel. Jeg husker festivalen som hyggelig og sjov, men... det var ligesom bare ikke det samme længere. Min krop kunne ganske enkelt heller ikke klare en hel uge med øl, tvivlsom føde og uhygiejniske forhold. Det måtte slutte, for man skal jo som bekendt huske at slutte, mens legen er god.

Og hvordan ser det så ud her i 2012 for mig? Jo, i år har min kæreste og jeg erhvervet os billetter til Grøn Koncert i Valbyparken, og for mit vedkommende bliver det grundet graviditet en begivenhed uden øl, men medbringende et tykt tæppe, så jeg kan sidde på græsset og flade ud. Og sådan går tiden jo, og vi ændrer os, og det er alt sammen lige præcis, som det skal være. For 10 år siden tågede jeg rundt på en mark i Ringe - nu vil jeg i stedet minde mest om en strandet hval i Valbyparken.

God festival og god sommer derude :-)

/Stine

Informationsslugeren

Jeg shopper løs af magasiner. Magasiner, der har med graviditet, babyer og småbørn at gøre suger jeg ind, som om det efter terminen den 29/8 ikke længere er muligt at fremkalde nogen som helst form for information. Jeg har omtrent 10 magasiner liggende, og jeg skal nok ende med at læse samtlige fra ende til anden - for på den måde går jeg ikke glip af noget. Og så føler jeg mig så forberedt rent informationsmæssigt, som jeg overhovedet kan blive.

Og så læser jeg bøger. Blandt andet af mine, for tiden, to yndlingsskribenter, Julia Lahme og Rikke Haarbye. De har skrevet en bog hver om det her med at blive mor for første gang, og jeg griner, krummer tæer og bider negle over nogle af de situationer, de selv og de små nye mennesker kommer ud for. Ja, sådan kan det sikkert også være, tænker jeg, mens jeg føler mig bare en kende mere klædt på til at skulle være mor for nogen.

Det er nok lidt skørt. Og lidt ligegyldigt i sidste ende med al den litteratur. Men det giver mig en indre følelse af, at det hér med informationen, dét kan jeg da i hvert fald kontrollere og have styr på. Hvem sagde kontrolfreak...

Når først baby beslutter sig for at forlade den lune og trygge 1 vær. lejlighed, min mave for tiden udgør, så skal der nok opstå en hulens masse situationer, som jeg ikke kan kontrollere. Men det er ok. Det er man jo nødt til at erkende og acceptere, tænker jeg. Men med 8 ugers dejlig, rolig barsel foran mig, så skal jeg læse! Jeg skal læse og suge ind, så jeg også er i stand til at tage stilling til nogle forskellige scenarier, når han kommer ud. Håber jeg da.

Og hvem ved: måske ender det med, at jeg i virkeligheden når frem til den erkendelse, at jeg kan stikke al den information s.... .., fordi jeg finder frem til, at det bare overhovedet har hjulpet mig en dyt, men måske nærmere forvirret mig. Tja, det ved man jo aldrig. Men for nu kan jeg bringe mig selv til ro ved at læse.