tirsdag den 15. december 2015

Det dér søvn

Herhjemme sover vi sådan lidt på kryds og tværs for tiden. For os gælder det om, at vi alle fire, store som små, får mest muligt søvn. Det er yderst sjældent, at vi alle fire sover godt og igennem hele natten, men hvis bare to eller tre af os kan sove godt, jamen så er det jo nærmest optimale forhold.

Søvn. Det evindelige "issue" blandt småbørnsfamilier. Fordi det bare aldrig rigtig kører helt vildt godt, mens børnene er små. Og fordi, at jo flere man er, jo mere udfordrende bliver det bare. Specielt når de to poder sover sammen.

De sidste tre uger har den lille Bastian på snart 11 måneder formået at være vågen ca. halvanden time stort set hver nat. Hvorfor? Har ingen anelse. Måske noget med tigerspring, tænder, vuggestuestart? I don´t know. Og lige det dér med tigerspring er jeg egentlig også lidt loren over for og gider ikke gå så meget op i. Summa summarum: barnet sover ikke natten igennem, og det generer hans storebror, så vi prøver en løsning med, at den ene af os voksne sover med Bastian i vores dobbeltseng. Det afholder ham fra at græde, men det afholder ham absolut ikke fra at være vågen i halvanden time.

I nat var det mig, der tog tørnen, og bedst som vi lå der, og jeg tænkte: han er nu nuttet med de små "jeg-er-lige-ved-at-falde-i-søvn-lyde", ja, så får han viklet mit hår om sine små, buttede fingre. Forsigtigt og med "shhh"-tonen på vikler jeg hans fingre ud af mit hår og anlægger mine til, at nu skal vi sove.

Hvorefter han siger flere små, nuttede lyde. Godt, tænker jeg. Vi er på vej hen mod søvnen! Men nej. Pludselig har jeg en 12 kg. baby på min ryg. Og han klapper! Hvad fanden er der lige at klappe af kl. 1.45 om natten?! Nænsomt lægger jeg yngstesønnen ned igen, stikker ham bamse og sut, siger "Shhh... sh!" og lægger mig til rette. NU skal vi sove!

Sådan går tiden, og lidt i 3 falder han endelig i søvn. Og vågner igen kl. 5.30. Ja, så står vi da op, gør vi!

Det er sgu hårdt. Den dér manglende nattesøvn. Og samtidig ved jeg bare, at jeg - om en 10-15 år? - kommer til at savne den nærhed, der jo er i at sove sammen. Det er jo hyggeligt. Og rart. Og trygt. Men jeg vil fandeme gerne snart sove!

Glædelig jul og godnat.

/Stine

tirsdag den 13. oktober 2015

Timeout!

Ja, så gik der så lige en fem ugers tid, før jeg fik tid til at skrive endnu et blogindlæg. Jeg har ofte tænkt på, at NU må det altså være. Jeg vil jo gerne holde liv i min blog, skrive og dele lidt med jer læsere. Men så sker der altid lige ét eller andet, som er akut, og så går tiden. Men nu er jeg her igen!

Og jeg skal da lige love for, at jeg bare er FÆRDIG! Dagen starter typisk et sted mellem kl. 4-6, alt afhængigt af humør hos drengene, om nogen har lavet noget i bleen, om der er lyde, der forstyrrer, om sulten gnaver eller hvad det nu kan være. De sidste par morgener er den store daffet ind til mig i sengen og har sovet lidt længere (i morges gik der godt nok 1 time, før han faldt i søvn. Og jeg måtte vække ham kl. 7) - på den måde kan han måske undgå at falde i søvn i børnehaven om eftermiddagen og risikere et ramaskrig af den anden verden, når han bliver hentet. Det er heller ikke sjovt at blive vækket... Min kæreste overtager så den stores seng, indtil den mindste er vågen. Smart? Det ved jeg ikke? Holdbart? Næppe. Effektivt her og nu? Bestemt.





I dag har været en mildest talt lortedag. Ja, lortedag. Jeg er for tredje gang på et par måneder blevet pisse forkølet og orker ærligt talt ikke rigtig noget og - indrømmet - længes bare en lille bitte smule til de dage, hvor jeg rent faktisk kunne tillade mig at lægge mig ned og være syg! Med lommeletter, en god bog, snacks og en film ved min side. Those days are truly gone!



Uh, hvor lyder jeg sur og træt. Det er jeg faktisk også lidt. For i disse dage består min dag af:

1) Knald på fra morgenstunden med havregrød, der skal laves og aller helst på forhånd være tempereret, tøj, der skal på og bleer, der skal skiftes.
2) Af sted til børnehaven med den lille i klapvogn og op i bæreselen, fordi den store stadig ikke er så stor, at han selv klarer det med sko, tøj, huer, vanter og håndvask selv. Fedt, det er ved at blive vinter..!
3) Hjem igen og fodre den lille.
4) Vasketøj, oprydning og diverse brandslukninger, fordi den lille bare ikke vil have, at hans mor så meget som går på toilettet eller tager en tår vand, uden at han sidder på armen.
5) Fodring af den lille.
6) Den lille puttes, og der skal igen ryddes op.
7) Så skal jeg SOVE. Men sover aldrig rigtigt helt, jo, for er jo bevidst om, at den lille nok skal have sutten en 5-10 gange på den times tid, han sover.
8) Den lille skal have mad, og jeg skal også gerne have lidt frokost. Her er proteinbarer blevet min nye ven. De er pisse dyre, men feder ikke (gør de vel?), og de er lynhurtige og smarte at snuppe med i farten. Det der med at smøre mad - forget it.
9) Hvis jeg ikke har afleveret om morgenen: af sted til børnehaven med den lille i klapvogn, op i bæreselen, ind og hente. Vaske hænder og iklæde tøj på børnehavebarn, som har tusind planer for, hvad han vil lige nu.
10) Evt. på legeplads eller hjem og fodre begge, skifte bleer, diverse brandslukninger, fordi de begge kræver noget af deres mor NU.
11) Min kæreste kommer hjem og laver mad (jeg elsker dig, Christian! Jeg elsker også, at du laver maden!). Jeg prøver at lege lidt med begge drenge, men de skændes og driller allerede hinanden (dog er det endnu mest den store, der driller den lille), så det bliver igen noget med diverse brandslukninger.
12) Aftensmad, hvor den store er ved at falde i søvn, fordi han ikke længere sover middagslur.
13) Nattøj, vask, evt. bad, bleer, godnathistorier og -sange og GO-NU-NAT.
14) Puuuste ud.
15) Oprydning, opvask.
16) Jobsøgning / fittnes.
17) Kl. ca. 22: Fri for i dag.
18) Kl. ca. 22.15: Zzzzzz

- og derefter starter det hele forfra igen dagen efter.

Er det bare mig, eller er det ok at blive bare en lille smule TRÆT engang imellem?! Naturligvis er weekenddagene jo ikke som ovenstående; da er vi to voksne hjemme, og vi SKAL ikke ud ad døren. Men altså... FUCK, hvor er det bare pisse hårdt at have to små størrelser!

Jeg er lykkelig for:

1) Mine to sunde og dejlige drenge. Også selvom jeg lyder som en egocentrisk, surt-opstødende dame lige nu. Men jeg er syg. Og træt.
2) At min kæreste går på barsel om en måneds tid.
3) At vi skal besøge mormor i weekenden.
4) At mormor går på pension om 4 måneder og 18 dage.
5) At jeg ved, at alting bare er en periode, og at de to drenge om nogle år er selvhjulpne, glade og stærke individer (!) der elsker deres mor og er glad for, at hun var konsekvent og måske også kom til at hæve stemmen lidt for højt dengang i 2015.

Nu vil jeg se et afsnit "Prison Break", ikke tale med nogen og ikke være noget for nogen i 43 minutter. Men jeg er alligevel i konstant alarmberedskab, for der sker gerne ét eller andet lige rundt om hjørnet. Måske er det også derfor, jeg konstant bliver syg?

/Stine

tirsdag den 8. september 2015

Life is what happens while you´re busy making other plans...

Jeg elsker det citat af John Lennon. Det giver bare så meget mening. Og det rammer bare så meget plet i mit liv lige nu og her.

Jeg sad før ved tasterne og arbejdede lidt på mit CV, for nu står den snart på jobsøgning. Min barsel slutter ved udgangen af året, og jeg ønsker mig et rigtigt job med faste rammer og fleksible mødetider, he. Og så var det jeg kom i tanker om den her blog, så nu må jeg lige tage mig sammen og få skrevet endnu et blogindlæg. For jeg vil jo gerne. Skrive. Fik lige kigget på, hvor længe siden det egentlig er, at jeg har skrevet sidst; slut april. Det dur ikke!

Øjeblik - skal lige ind til min store søn og fortælle ham, at NU er det altså sengetid...

Ja, det er så lidt mit liv i en nøddeskal; det er eddermaneme sjældent, at jeg kan sætte mig ned og koncentrere mig og fokusere i mere end 5 minutter af gangen. Men sådan er det jo bare at have små børn.

I går fyldte min store søn tre år. Tre år! På en måde føles det også som tre år siden, jeg fødte ham. For hold nu op, hvor er der sket meget. Både med ham og med mig. Jeg er blevet mere træt. Jeg er blevet mere fleksibel. Jeg er blevet virkelig god til at hænge en kæmpe bunke vasketøj op på no time. Og rydde op, underholde mindstesønnen, synge sange og danse med storebror og dampe sutteflasker på samme tid. Og så er jeg ved at lære at blive mere tålmodig og rolig...

I forhold til citatet af John Lennon er det egentlig mest en reminder til mig selv. Jeg skal øve mig i at leve mere i nuet. Og ikke gå så hulens meget op i alt det praktiske, der ifølge min indre kontrolfreak bør være styr på. For når man har små børn, så kan der bare ikke være styr på ALT. Og det er ok.

Life is what happens to me while I´m busy making other plans.

Og min søn sover ikke endnu...

/Stine

torsdag den 23. april 2015

Mor til to

Jeg er midt i en proces. En proces, hvor jeg skal erkende de vilkår, jeg har valgt her i livet. Og finde ro i hverdagens tumult til at nyde det. Nyde livet, mine to dejlige drenge og min fantastiske kæreste.

Hånden på hjertet: jeg synes, det er pisse hårdt at være forælder til to små børn. Det er også dejligt, men jeg tager mig selv i - med røde ører og en følelse af, at sådan-kan-jeg-jo-ikke-tillade-mig-at-have-det - at tænke, at det meste af tiden er det bare sindssygt hårdt at have to små børn.

Hverdagen går efterhånden op i logistik, planlægning og en følelse af turbo konstant. Nej, ikke konstant. Ikke fra kl. 20 om aftenen, hvor der er ro på. Og det er netop også i aftentimerne, at jeg tager mig selv i at tænke, at de jo bare er skønne, mine to drenge på henholdsvis 3 måneder og 2 et halvt år. For så sover de, og sovende børn er jo så søde og nemme...

Da jeg havde afleveret den store i vuggestuen i dag med lillebror på slæb i Voksien (med omtrent 7 kg. er det efterhånden pænt tungt at bære ham ned ad den lange gang i vuggeren), gik jeg en stille tur i Enghaveparken. Og så begyndte jeg bare at tude. For jeg blev ked af, at jeg ikke nyder noget mere. At jeg føler, jeg yderst sjældent når til bare at nyde. Måske hænger min tudetur også sammen med, at den store har været lidt småsløj og derfor været hjemme de sidste par dage. Og man skal ikke kimse af det: 2 år er en svær og meget spændende alder! Og lillebror er forkølet igen og hoster og hakker og kan ikke finde ro. Og mor her trænger til et break.

Måske er jeg bare lidt sensitiv og har brug for at bearbejde tingene indimellem. Noget, som er svært at nå i en hverdag med to små børn. Og så er det, at filmen knækker for mig engang imellem. Når storebror - på vej ud ad døren - begynder at slå på elevatordøren, eller når han bare ikke vil vaske hænder/tage tøj på/gå hen med tallerkenen, fordi han er i gang med noget andet. Og samtidig græder lillebror. Så er det, at jeg indimellem tænker: Det her er faktisk tæt på et umenneskeligt pres. Og naturligvis klarer jeg den jo; det har utallige kvinder gjort gennem tiden, så hvorfor skulle jeg ikke også? Men bagefter kan luften gå af ballonen i en grad, så jeg bare er helt færdig og ked af det. Fordi jeg enormt gerne vil nyde tiden lidt mere, inden drengene bliver store og ikke gider deres mor på samme måde. Og fordi jeg ikke gider at skælde ud, skynde på og sige nej alt for tit.

Jeg føler mig utaknemmelig ved at skrive det her. For jeg har jo selv valgt det - sådan er livet med små børn og tænk på alle dem, der slet ikke kan få børn af den ene eller den anden årsag. Bevares, det er sandt. Og jeg er også taknemmelig og ikke mindst stolt af at have sat to så skønne drenge i verden sammen med min kæreste. Indimellem bliver jeg bare træt og udmattet i en lidt for høj grad. Og jeg ved, at det er på tide at erkende, at sådan er det at have små børn. Vi må tage én dag af gangen. Stille og roligt. Og kærligheden er der, og jeg nyder det nok alligevel mere, end jeg selv er klar over.

/Stine

tirsdag den 17. februar 2015

Forandring, søvnløse nætter og masser af kærlighed

Så blev familien komplet med lillebror den 28. januar 2015. Og dagene er, som ventet, fyldt med en masse nye rutiner, som vi alle i familien skal vænne os til. Ikke mindst storebror, som lige skal finde ud af, hvem ham der lillebror egentlig er. Og nætterne er fyldt med uro og manglende søvn. Det er faktisk det hårdeste denne gang, synes jeg; den afbrudte søvn. Mindes ikke, at min krop og mit sind tog helt så meget på vej sidste gang, men måske husker jeg bare forkert? Eller måske er det bare sådan med barn nummer to, fordi der er en tumling, som også gerne vil have sin mor indimellem.

Når jeg så sidder der i sofaen med begge mine drenge hos mig, så er der bare masser af kærlighed. Det er så vildt - nu er der to dejlige, skønne, fantastiske drenge, som jeg kan kysse og kramme - så længe de nu gider.

Et kort indlæg fra mig i dag. Mere følger hen ad vejen med lille Bastian. Jeg har jo barsel længe endnu, så skal nok skrive mere.

/Stine

mandag den 19. januar 2015

Uheld og utålmodighed

Hvis du har læst mit seneste blogindlæg, ved du, at det har været en lidt hård periode for Adrian siden jul. Den sidste uges tid har han været herhjemme sammen med sin meget højgravide mor (termin i dag, hvilket jeg vender tilbage til senere i indlægget). Vi har hygget, og han er (forhåbentlig!) kommet ovenpå helbredsmæssigt.

I går kulminerede Adrians uheldsperiode, hvis man ellers kan kalde den det, med et voldsomt fald fra sengen i soveværelset og ned i gyngestolen. Hvilket naturligvis afstedkom gråd, men også en dyb flænge i hagen. Og det blødte. Og flængen "gabte" ligesom, puh... af sted til skadestuen.

Adrian var så dygtig og klarede det super flot. Vi fik en rigtig god service derinde; de var så søde og behagelige, og kl. 22 lå han og sov sødt i seng seng med tre sting og et plaster. Så i dag er han og jeg hjemme igen. Måske kommer han af sted til vuggeren i morgen? Med mindre jeg selvfølgelig går i fødsel inden.

Da Adrian var faldet i søvn i sin seng, fik Christian og jeg aftensmad, og da slog det mig: Jeg var faktisk vildt sulten. Og var det egentlig også tidligere på aftenen, før uheldet med Adrian skete. Men på én eller anden måde formår vi mennesker altså at tilsidesætte behov som sult og søvn, når der er krise, og når der er brug for, at man er der og er den voksne, der kan handle. Jeg kom i tanke om, da jeg skulle føde Adrian. Jeg fik ingen mad i omtrent 12 timer, for jeg var ganske enkelt ikke spor sulten. Eller træt for den sags skyld. Udmattet? Jo, bevares, men der var jo brug for, at jeg ydede og fødte min søn. Tænk - jeg synes, det er imponerende og ganske smart, at vi mennesker er sådan indrettet.

Og apropos det der med terminsdato: hvorfor er det lige, at man som gravid holder sig så stringent til lige præcis den dato? Vi ved jo godt, at det er normalt at gå over tid, og at baby kommer ud, når baby er klar. Og alligevel så bliver jeg - åbenbart også denne gang - lidt fornærmet over, at deadline ikke overholdes. Jeg er sgu da god til at overholde deadlines; så forventer jeg også, at andre er det!

Vi (læs: kvinder) er så vant til at kontrollere og planlægge alting, og for en gangs skyld er der én begivenhed, fødslen, der bare ikke kan planlægges. Så ville det da være fedt bare at kunne give lidt slip. Men hvor er det bare svært! Min tålmodighed bliver i den grad sat på prøve, og rastløsheden sejrer. Denne gang er dog en lille smule anderledes, fordi der er Adrian at være optaget af. Sidste gang lå jeg bare og læste. Og lå. Og læste. Og keeedede mig bravt. Denne gang går tiden lidt hurtigere, og samtidig går jeg og overvejer de pæneste datoer i nær fremtid, hvornår på døgnet, det ville være mest praktisk at skulle af sted til hospitalet osv. Alt sammen totalt ligegyldigt, for: baby kommer ud, når baby er klar!

/Stine

fredag den 9. januar 2015

Turbulens og tilvænning

Det mest vidunderlige, bekymrende, fantastiske, turbulente og samtidig livsbekræftende er uden sammenligning at blive forælder. På de to år og fire måneder, der efterhånden er gået, siden Adrian kom til verden, har jeg været helt ude i yderkanterne. Helt ude, hvor jeg aldrig, aldrig har befundet mig før. Det er så fantastisk at have et barn - og det er også bare så vanvittigt. Vanvittigt, fordi der det ene øjeblik hersker ro og masser af overskud til netop at lægge mærke til alle de skønne ting; og to sekunder efter er der sket et uheld relateret til bleområdet, eller maden er brændt på, eller dvd-filmen virker ikke (= krise), eller...

Siden den 23. december har det været en ret hård tid. En hård tid med længerevarende sygdom og en svær start i vuggeren efter juleferien. Og det har kostet mange tårer fra mor her, som bare er ekstra følsom i den højgravide tilstand.

Blandt andet grundet yndlingskontaktpædagogens skift til anden stue har det været svært for Adrian at starte op efter juleferien. Det efterlader et vist savn hos lille Adrian. Et savn, som han jo umuligt kan begribe, og derfor gør det det bare så meget værre. Så denne uge har været total undtagelses-tilstand, hvor han tre ud af fem dage har været hjemme fra institution; to af dagene, fordi han var ked af det, og vi hentede ham i vuggeren, og i dag, fordi der bare var opkast overalt, da han vågnede. Here we go again...

Så dagen i dag er blevet brugt på at hygge om Adrian (som heldigvis lader til at være frisk. Dejligt, men jeg fatter det ikke..?) og på utallige mængder af tøjvask. Ja, maskinen kører skam stadig.

Det er bare benhårdt og hamrende uforudsigeligt. Og sådan er det jo at være mor til nogen. Det er efterhånden begyndt at gå op for mig. Jeg må ganske enkelt kapitulere og erkende, at hvor jeg altid førhen har været mest tryg ved ro, regelmæssighed, rutiner samt ikke mindst forudsigelighed og kontrol - ja, så er det bare det totalt og aldeles stik modsatte, når det handler om børn. Der er lige præcis ikke den velkendte og trygge forudsigelighed, for der sker konstant ét eller andet, som gør, at man er alert hele tiden. Og dermed indimellem bliver totalt udmattet. Og her 10 dage før termin med lillebror er det sgu lidt tough. Plukkeveer og diverse ømheder må bare vige pladsen. Sådan er det. Det sker der jo heller ikke noget ved, men hårdt er det da.

Apropos uforudsigelighed: Jeg har netop holdt en lille pause midt i dette blogindlæg for at hænge tøj op (!). Adrian er netop blevet puttet i sin seng med lækkert, rent (!) sengetøj. Og der bores pludselig højlydt inde ved siden af det værelse, som Adrian sover i. Of course... See what I mean?

Til gengæld for uforudsigelighed, turbulente perioder og den konstante usikkerhed får man som forælder ubetinget kærlighed fra et lille menneske, man har været med til at lave. Og jeg kan med sikkerhed sige, at jeg aldrig nogensinde har elsket et andet menneske på den altoverskyggende måde, jeg elsker Adrian. Og dét overskygger da alt det andet.

/Stine