Mor til to

Jeg er midt i en proces. En proces, hvor jeg skal erkende de vilkår, jeg har valgt her i livet. Og finde ro i hverdagens tumult til at nyde det. Nyde livet, mine to dejlige drenge og min fantastiske kæreste.

Hånden på hjertet: jeg synes, det er pisse hårdt at være forælder til to små børn. Det er også dejligt, men jeg tager mig selv i - med røde ører og en følelse af, at sådan-kan-jeg-jo-ikke-tillade-mig-at-have-det - at tænke, at det meste af tiden er det bare sindssygt hårdt at have to små børn.

Hverdagen går efterhånden op i logistik, planlægning og en følelse af turbo konstant. Nej, ikke konstant. Ikke fra kl. 20 om aftenen, hvor der er ro på. Og det er netop også i aftentimerne, at jeg tager mig selv i at tænke, at de jo bare er skønne, mine to drenge på henholdsvis 3 måneder og 2 et halvt år. For så sover de, og sovende børn er jo så søde og nemme...

Da jeg havde afleveret den store i vuggestuen i dag med lillebror på slæb i Voksien (med omtrent 7 kg. er det efterhånden pænt tungt at bære ham ned ad den lange gang i vuggeren), gik jeg en stille tur i Enghaveparken. Og så begyndte jeg bare at tude. For jeg blev ked af, at jeg ikke nyder noget mere. At jeg føler, jeg yderst sjældent når til bare at nyde. Måske hænger min tudetur også sammen med, at den store har været lidt småsløj og derfor været hjemme de sidste par dage. Og man skal ikke kimse af det: 2 år er en svær og meget spændende alder! Og lillebror er forkølet igen og hoster og hakker og kan ikke finde ro. Og mor her trænger til et break.

Måske er jeg bare lidt sensitiv og har brug for at bearbejde tingene indimellem. Noget, som er svært at nå i en hverdag med to små børn. Og så er det, at filmen knækker for mig engang imellem. Når storebror - på vej ud ad døren - begynder at slå på elevatordøren, eller når han bare ikke vil vaske hænder/tage tøj på/gå hen med tallerkenen, fordi han er i gang med noget andet. Og samtidig græder lillebror. Så er det, at jeg indimellem tænker: Det her er faktisk tæt på et umenneskeligt pres. Og naturligvis klarer jeg den jo; det har utallige kvinder gjort gennem tiden, så hvorfor skulle jeg ikke også? Men bagefter kan luften gå af ballonen i en grad, så jeg bare er helt færdig og ked af det. Fordi jeg enormt gerne vil nyde tiden lidt mere, inden drengene bliver store og ikke gider deres mor på samme måde. Og fordi jeg ikke gider at skælde ud, skynde på og sige nej alt for tit.

Jeg føler mig utaknemmelig ved at skrive det her. For jeg har jo selv valgt det - sådan er livet med små børn og tænk på alle dem, der slet ikke kan få børn af den ene eller den anden årsag. Bevares, det er sandt. Og jeg er også taknemmelig og ikke mindst stolt af at have sat to så skønne drenge i verden sammen med min kæreste. Indimellem bliver jeg bare træt og udmattet i en lidt for høj grad. Og jeg ved, at det er på tide at erkende, at sådan er det at have små børn. Vi må tage én dag af gangen. Stille og roligt. Og kærligheden er der, og jeg nyder det nok alligevel mere, end jeg selv er klar over.

/Stine