Uheld og utålmodighed

Hvis du har læst mit seneste blogindlæg, ved du, at det har været en lidt hård periode for Adrian siden jul. Den sidste uges tid har han været herhjemme sammen med sin meget højgravide mor (termin i dag, hvilket jeg vender tilbage til senere i indlægget). Vi har hygget, og han er (forhåbentlig!) kommet ovenpå helbredsmæssigt.

I går kulminerede Adrians uheldsperiode, hvis man ellers kan kalde den det, med et voldsomt fald fra sengen i soveværelset og ned i gyngestolen. Hvilket naturligvis afstedkom gråd, men også en dyb flænge i hagen. Og det blødte. Og flængen "gabte" ligesom, puh... af sted til skadestuen.

Adrian var så dygtig og klarede det super flot. Vi fik en rigtig god service derinde; de var så søde og behagelige, og kl. 22 lå han og sov sødt i seng seng med tre sting og et plaster. Så i dag er han og jeg hjemme igen. Måske kommer han af sted til vuggeren i morgen? Med mindre jeg selvfølgelig går i fødsel inden.

Da Adrian var faldet i søvn i sin seng, fik Christian og jeg aftensmad, og da slog det mig: Jeg var faktisk vildt sulten. Og var det egentlig også tidligere på aftenen, før uheldet med Adrian skete. Men på én eller anden måde formår vi mennesker altså at tilsidesætte behov som sult og søvn, når der er krise, og når der er brug for, at man er der og er den voksne, der kan handle. Jeg kom i tanke om, da jeg skulle føde Adrian. Jeg fik ingen mad i omtrent 12 timer, for jeg var ganske enkelt ikke spor sulten. Eller træt for den sags skyld. Udmattet? Jo, bevares, men der var jo brug for, at jeg ydede og fødte min søn. Tænk - jeg synes, det er imponerende og ganske smart, at vi mennesker er sådan indrettet.

Og apropos det der med terminsdato: hvorfor er det lige, at man som gravid holder sig så stringent til lige præcis den dato? Vi ved jo godt, at det er normalt at gå over tid, og at baby kommer ud, når baby er klar. Og alligevel så bliver jeg - åbenbart også denne gang - lidt fornærmet over, at deadline ikke overholdes. Jeg er sgu da god til at overholde deadlines; så forventer jeg også, at andre er det!

Vi (læs: kvinder) er så vant til at kontrollere og planlægge alting, og for en gangs skyld er der én begivenhed, fødslen, der bare ikke kan planlægges. Så ville det da være fedt bare at kunne give lidt slip. Men hvor er det bare svært! Min tålmodighed bliver i den grad sat på prøve, og rastløsheden sejrer. Denne gang er dog en lille smule anderledes, fordi der er Adrian at være optaget af. Sidste gang lå jeg bare og læste. Og lå. Og læste. Og keeedede mig bravt. Denne gang går tiden lidt hurtigere, og samtidig går jeg og overvejer de pæneste datoer i nær fremtid, hvornår på døgnet, det ville være mest praktisk at skulle af sted til hospitalet osv. Alt sammen totalt ligegyldigt, for: baby kommer ud, når baby er klar!

/Stine