I dag er jeg stoppet med amningen af lille Adrian. Jeg kan bare ikke mere, og med løbende svampeinfektion, to brystbetændelser og konstante sår og revner besluttede jeg natten til lørdag, at det må være nok nu. Nok er nemlig nok, og jeg har trukket den for længe i forhold til, hvad jeg har kunnet holde til. Men jeg har kæmpet, tudet, hylet og givet det alle de chancer, der overhovedet har været mig fysisk og psykisk muligt.
Men det gør stadig ondt. For jeg ville jo bare aller helst kunne give Adrian den modermælk, som jeg "burde". Når jeg skriver burde, så mener jeg, at jeg da burde kunne klare det rent fysisk - vi kvinder er vel skabt og bygget til at amme vores børn, eller hvad? Men man kan sige, at for nogle kvinder er det meget hårdt og smertefuldt at føde, for nogle kvinder ender det med kejsersnit af den ene eller den anden grund og for andre går det noget lettere. Jeg har været meget heldig med min graviditet og selve fødslen, så jeg kan vel konstatere, at man kan ikke vinde hver gang. 2 ud af 3 er vel også godt?
Men det gør stadig ondt. Og det er virkelig med en blanding af lettelse og sorg, at jeg tog den første halve pille, der skal sørge for at stoppe mælkeproduktionen. For det efterlader mig blandt andet med en følelse af, at Adrian ikke længere har så meget brug for mig. Jeg har ikke længere maden - den får han nu fra en kedelig og kunstig karton. Og samtidig er jeg bare så glad for, at jeg nu endelig har truffet en beslutning om at stoppe. Nu kan jeg også ligefrem drikke et glas vin engang imellem, når jeg har lyst.
Det værste i alle de forgangne uger i forhold til amningen har faktisk været tvivlen. Tvivlen om, hvornår nok er nok, og om jeg dog ikke liiige skulle se tiden an bare lidt længere. Og lidt længere. Og lidt længere... Og sådan har det været flere gange i døgnet, og det har bare været pisse hårdt. Da jeg traf beslutningen kl. 5 lørdag morgen, var det en stor lettelse i sig selv. For så var det det - no more!
Jeg var virkelig ikke klar over, at amningen ville komme til at fylde så meget af tiden med min søn. Hvis jeg havde vidst det, havde jeg jo nok trukket stikket noget før. Men hvis jeg skal have flere børn, vil jeg prøve igen med amningen - men også stoppe efter et par uger, hvis det ikke går. Det er ikke værd at kæmpe så meget og så længe med den amning. Jeg var heller ikke klar over, at det ville være omstændigt at stoppe med at amme. Jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med; at mælken bare ville stoppe af sig selv?! Men sådan bliver man jo klogere.
Det er helt, som om tingene er helt anderledes nu. Min kæreste kan også give Adrian mad, jeg kan rent faktisk være væk i mere end et par timer af gangen og jeg kan forhåbentlig give min kæreste det kæmpe kram, som jeg har glædet mig sådan til! Og med tiden skal det nok blive godt med den her MME - for os alle. Det er jeg sikker på. Og jeg vil ikke have dårlig samvittighed over for lille Adrian, for han har trods alt fået min modermælk i 2 måneder. Nu vil jeg bare fokusere på de positive sider ved at stoppe.
/Stine
Adrian har opdaget sine hænder. Og det er virkelig underholdende at betragte. Hænderne bliver rask væk suttet på, proppet i munden og brugt til at kramme tøj og stofbleer i ét væk. Det er så skægt at observere. 
Og det får mig til at tænke på, at tiden bare går så hurtigt. For kort tid siden var han en lille, bitte, bitte fyr, der nærmest blot kunne sove, spise, græde og fylde bleer. 
